Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

onsdag den 6. december 2017

Bogblogger anmelder Nelsons jul


Line Leonhardt & Palle Schmidt: Nelsons jul

Skrevet af  den 6. december 2017 – 09:210 kommentarer
Jeg har glædet mig meget til denne her bog. Den er en del af serien ’Kaos i familien’ og efter at have læst Nelson i Rom højt for mine børn, var jeg solgt. Denne gang skal Nelsons familie holde jul, og selvom det kan lyde meget idyllisk, så går der ikke længe før, der hersker kaos i familien.
Det er juleaftensdag, og Nelson og hans lillebror Malthe kan ikke vente til det bliver aften, og de skal åbne pakker. Gæsterne kommer først kl. 17.00, og der er masser af tid til at få taget et familiefoto af Malthe, der tænder lys på juletræet. Det går selvfølgelig gruelig galt, og Malthe får sat ild til juletræet. Deres far får slukket branden, men ikke uden at have hældt vand udover alle gaverne. Heldigvis er de i god tid, og Nelson og hans far kører ud for at købe et nyt juletræ.
Men trængslerne er endnu ikke forbi. Nelsons familie skal stadig igennem en masse forhindringer, før det bliver en god juleaften. Malthe har pludselig ubudne gæster i håret, mormor og morfar kommer 2 timer for tidligt, anden får for meget varme, og en snestorm er på vej. Kan juleaften blive værre end det?
Nelsons jul er en sjov bog at læse for børn og barnlige sjæle op til jul. Line Leonhardt og Palle Schmidt har en fantastisk fantasi. Vi var især imponeret over Malthes snemandskrig, og snemandens hjernemasse efter den var blevet skudt af en vandkanon. Teksten er skrevet flydende, så den er nem at læse højt eller læse selv og Palle Schmidts illustrationer er flotte og morsomme i ægte ’Kaos i familien’ stil. Forvent at krumme tæer og grine højt det meste af bogen.
Line Leonhardt & Palle Schmidt: Nelsons Jul, Forlaget Calibat, 68 sider, september 2017

Læs hele bogbloggers anmeldelse af Nelsons jul her.

fredag den 1. december 2017

PlotCast - Michael Schøt

Michael Schøt er dagens gæst i PlotCast. 

"Du skal lige lette røven fra sofaen på Østerbro, lade være med at se Zulu og kom ud i virkeligheden! Der er SÅ mange sjove mennesker."

Michael Schøt har optrådt som komiker i 17 år, men har især i de senere år slået sig fast med sin politiske stand-up, ikke mindst med sine ugentlige taler i Schøtministeriet. Og ifølge ham er der stand-up for alle, det gælder bare om at finde sin niche.

Tak til Malene Kirkegaard og Palle Schmidt for PlotCast

torsdag den 30. november 2017

KANONGODE NORDISKE BØGER FOR DE 10-16 ÅRIGE

KANONGODE NORDISKE BØGER FOR DE 10-16 ÅRIGE

I forbindelse med litteraturfestivalen: "nOrd" er der bl.a. blevet udarbejdet denne brochure, hvor min YA roman: "Jagttegn," som er udkommet på forlaget Calibat, nævnt.

Palle har lavet den flotte gule forside, der er i vældigt flot selskab.

Læs mere om "Nordisk litteraturfestival - nOrd", der foregår på Helsingør Bibliotek her.

Brochuren er lavet af Helsingør bibliotek i forbindelse med festivalen i 2017.




onsdag den 29. november 2017

Anmeldelse af Nelsons jul: "Jeg tænker, det er årets oplæsningsbog i skolen."

NELSONS JUL: OM AT REDDE JULEN PÅ MÅLSTREGEN


Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen
Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar
“Nelsons jul” giver opskriften på verdens værste juleaften. 
Det hele starter idyllisk med alle punkter på listen streget og et familiebillede, der skal tages foran det smukt pyntede juletræ. Men så går der ild i juletræet og pakkerne oversvømmes. Nelson og far drager på redningsmission i det lokale indkøbscenter, mens mor og Malthe forsøger at få styr på hjemmet. Det hele går bare værre og værre, og mens mor febrilsk sender panik-sms’er til far om mangler, ankommer gæsterne to timer for tidligt, og den værste snestorm i mands minde kaster sne ned over Nelson-land, hvilket gør det hele omend endnu mere umuligt.
Det er som en af de drømme, hvor man løber og løber og løber, men det hele bliver bare værre og værre, og du ingen steder kommer. Allerhøjest bevæger du dig baglæns. Det er skrækkelig meget, den kære familie skal igennem før julefreden (måske) kan sænke sig.
Enhver skal vide, at når man haster sådan af sted, så kan der indtræffe små (ubetydelige – men generende) fejl selv for de mest dygtige og ambitiøse forfattere. På side 6 står der følgende om ankomsttidspunktet for de (højst forfærdelige) morforældre:
“Jeg har talt med hende,” sagde mor og satte endnu et hak på sin liste. “De kommer klokken syv.” 
På side 26 ankommer morforældrene – for tidligt:
“Kommer I allerede nu?” 
“Ja, du sagde klokken femten,” sagde mormor. 
(…)
“Jeg sagde klokken fem!” sagde mor og prøvede at smile. 
Men det er en tilgivelig fejl, som kan undskyldes med jule- og mormorpanik. Her kan tilføjes, at hvis jeg havde en mormor i min familie, der er som Nelsons, da ville julefreden aldrig sænke sig. Mage til skrækkeligt kvindemenneske skal man lede længe efter. Hende alene ville kunne skabe rigelig julepanik i hvilken som helst familie.
“Nelsons jul” af Line Leonhardt og Palle Schmidt er en herlig julebog, der meget ulig andre bøger hverken tæller ned eller omhandler dagene op til jul. Det hele foregår 24/12, hvor hele decembers forberedelser skal eksekveres; og det gerne til perfektion. Det kan være en kunst i sig selv, men når Leonhardt og Schmidt gør det med charme, humor og glimt i øjet, så er det svært ikke at grine med. For hele familien.
Læs “Nelsons jul”, hvis du 
  • søger en sjov julebog til 5-10-årsalderen
  • er vild med Vitello- og Villadsbøgerne 
  • er barn og gerne vil læse en god julebog selv. 
Nelson er bare herlig. Og hans familie er elskelige. Selv mormor er nem at holde af. Næsten. Jeg tænker, at det årets oplæsningsbog i skolen. 
Line Leonhardt og Palle Schmidt, “Nelsons jul”, Calibat, 2017, set til kr. 100 (hos forfatterne selv frem til 1/12)

Tak til bogoplevelsen for den anmeldelse.
Læs anmeldelsen af Nelsons jul på bogoplevelsen her. 

søndag den 19. november 2017

Hvorfor læser vi egentlig litteratur?




I år hørte jeg (for første gang) åbningstalen på BogForum. Jeg kender nemlig fire ud af seks af de nominerede og havde lyst til at heppe på dem. Tre af årets nominerede var jeg sammen med på Hald Hovedgaard, i en uge i sommerferien, sammen med min mand og vores to piger. I øvrigt verdens dejligste sommerferie. Sådan en sommer, hvor der er bål om aftenen og nogen laver en vidunderlig fællesmiddag til andre, hvor stemningen er helt fantastisk og regnen ikke vælter ned. Den fjerde debutant kender jeg via min mand. Og derfor heppede jeg sådan set på hele debutantholdet, mens jeg hørte åbningstalen, som Svend Brinkmann holdt: 

"Går vi lidt tilbage i tiden, ca. 13,7 milliarder år, kommer vi til universets begyndelse, hvor verden blev skabt ved det store brag. For 4,6 milliarder år siden blev vores sol dannet ved tyngdekraftmæssig kollaps af en interstellar gassky (jeg er ikke sikker på, hvad det præcist betyder, men det står på Wikipedia). Jorden blev skabt ved stort set samme kosmiske lejlighed, men der skulle gå mere end en milliard år, før livet opstod, og meget længere før vores art – Homo sapiens – trådte ind på scenen i Afrika, og siden spredte sig overalt på planeten med både skønne og skræmmende konsekvenser. ’Skræmmende’, fordi vores virke nu betyder, at vi ifølge geologerne lever i den antropocæne tid, hvor mennesket – antropos på græsk – er blevet en planetomdannende naturkraft på linje med jordskælv og vulkanudbrud. Vi er blevet en geologisk faktor.
Det moderne menneske opstod for et par hundrede tusinde år siden, og for godt og vel 5000 år siden begyndte nogle mennesker at læse. Først kileskrift, der ikke affødte stor litteratur, men som primært var et system til regnskabsføring, og senere religiøse, filosofiske og videnskabelige tekster. Og endelig den skønne litteratur! Litteraturforskeren Dan Ringgaards anbefalelsesværdige tænkepause om litteratur åbner med et herligt citat af Svend Åge Madsen – fra bogen Tugt og utugt i mellemtiden – ”Man skrev og læste bøger fra 1500 til 2000. Hvorfor ved jeg ikke.” 
Det er et tankevækkende citat. Både fordi det indsnævrer litteraturens epoke til 500 år af menneskehedens og universets lange historie og påstår, at denne epoke er slut nu. Men også fordi citatet handler om, at vi ikke ved, hvorfor menneskene læste. Dan Ringgaard selv er tæt på at give Svend Åge Madsen ret. I hvert fald med hensyn til litteraturens korte epoke. Vi har afsluttet den gutenbergske epoke, skriver han. Den begyndte i 1450, da guldsmeden Gutenberg opfandt trykpressen og med den revolutionerede verden. Epoken slutter nu, ifølge Ringgaard, med fremkomsten af nye, ikke-gutenbergske medier, især selvfølgelig de digitale. Mennesker læser selvfølgelig fortsat – og vil gøre det længe endnu – men måske ikke litteratur i den særlige betydning, som ordet har inden for litteraturvidenskab. Ringgaard diskuterer flere forskellige definitioner på litteratur, men er vist gladest for denne:
Litteratur er den særlige form for sprogkunst, der opstod, da en bestemt teknologi, skriften, mødtes med et særligt medie, den masseproducerede bog, og udviklede sig under indflydelse af det moderne Europa.
Det er en meget interessant definition, som lægger vægten på det historiske og materielle. Litteratur er som fænomen uadskilleligt fra teknologien, mediet og verdensdelen: Skriften, bogen, Europa. Selv om man i dag skriver og læser overalt i verden, er der en tæt sammenhæng mellem litteraturens historie og Europas historie. Petrarca opfandt moderne lyrik i 1300-tallet, Boccaccio opfandt novellen nogenlunde samtidig, Montaigne opfandt essayet i 1500-tallet, Shakespeare opfandt det moderne drama i slutningen af 1500-tallet og Cervantes opfandt romanen i begyndelsen af 1600-tallet. Og siden har vi arbejdet i disse genrer, forfinet dem en smule, tilføjet undergenrer som kriminalromaner og autofiktion, men der er ikke sket så meget nyt.
Dét kan jeg lide! Der er nemlig sket så meget andet nyt – vi har opfundet radio, tv, internet, penicillin, lynlåsen, p-pillen, demokratiet og selvkørende biler – og netop derfor har litteraturens relativt statiske former været en stabiliserende faktor i en ellers accelererende tid. Vi kan jo også læse Montaigne og Shakespeare med udbytte i dag – og endda Homer og Platon – hvilket giver os mulighed for en lang og dyb dialog med de ideer, der har formet vores kultur og selvforståelse.
Jeg vender senere tilbage til forestillingen om, at den gutenbergske epoke – og måske derfor selve litteraturen – er et overstået kapitel. Men før det vil jeg forsøge på ganske idiosynkratisk vis at svare på, hvorfor vi – det generiske ”vi” som i mennesket – læser. Man skrev og læste bøger fra 1500 til 2000, skriver Svend Åge Madsen. Hvorfor gjorde man mon det? Jeg har efterhånden lært, at ”the medium is the message”, som McLuhan sagde og har haft en vis succes med en 7-trinsguide, så derfor kommer her mine egne syv bedste bud på, hvorfor mennesket læser litteratur:
Nummer 1: Vi læser for at forstå os selv. Jeg hørte den fantastiske forfatter Peter Høeg sige dette i et interview, hvor han fortalte om et projekt i skolen, hvor han læste eventyr med eleverne. ”Al litteratur handler om at forstå sig selv bedre”, sagde han, og det ville han gerne hjælpe børnene med. Det er nok både rigtigt og forkert. Jeg er stor fan af Peter Høeg, men jeg mener, han både har ret og tager fejl, når han gør litteratur til en form for selvopdagelse eller selvudvikling på denne måde. Ja, vi kan forstå vores liv og dets eksistentielle dramaer bedre ved at læse om andre, der har gjort sig erfaringer med lignende situationer og problemer. Psykologer siger sommetider halvt i sjov, at der er en dybere forståelse af menneskets sind hos Tolstoj eller Dostojevskij end i den videnskabelige psykologi. Jeg tror, der er noget om det, men det er jo netop en forståelse af menneskets psykologi og ikke bare Svend Brinkmanns eller Peter Høegs psykologi. Stor litteratur kan vise os det alment menneskelige i meget partikulære karakterer og fortællinger. Selv Knausgårds pinagtigt private bekendelser rummer universelle indsigter i det menneskelige. Og jeg læser ham for at forstå mennesket bedre – og ikke mig selv. Så ja, vi læser for at forstå ”os selv”, men det er nok mere ”os selv” som i ”vi mennesker” end det er ”os selv” som Svend eller Peter. Det leder mig til…
Nummer 2: Vi læser for at forstå de andre. Det vil jeg sige uden forbehold, og det er der også mange humanister, der er inde på i disse år. Eksempelvis stjernefilosoffen Martha Nussbaum, der er en stor advokat for litteraturen og som bl.a. får jurastuderende i Chicago, ja, kommende advokater i USA, til at læse romaner for at forstå andre mennesker bedre. Noget tyder på – selv om det er svært at måle – at vores empati og generelle menneskeforståelse kan udvikles gennem litteraturen: Ved at leve os ind i andres erfaringer og verdener. Jeg kan læse afrikanske eller asiatiske forfattere og forstå former for menneskeliv, som jeg ellers aldrig ville kunne få adgang til. Min egen påstand er, at litteraturen måske nok kan give os selvindsigt, men at det er vigtigere at erhverve sig selvudsigt – et blik væk fra en selv mod den verden, vi lever i. Og det kan litteratur give os.
Nummer 3: Vi læser for at få det bedre. Ja, litteratur er selvfølgelig også afslapning og måske decideret wellness. Mange af os har enormt gode stunder i en lænestol med kaffe i koppen og bogen i hånden. I gymnasiet havde jeg en t-shirt, hvor der stod: ”A book a day keeps reality away” med tilføjelsen ”Kafka havde det heller ikke for morsomt”. Måske har nogen af jer den samme trøje? Og det er sandt: Bøger kan tilbyde velgørende eskapisme og holde verden væk. Men mere end det, for i de senere år har kolleger fra psykologi udviklet en decideret terapi baseret på både skrivning, men også læsning, af litteratur. Biblioterapi, kaldes det. Der er noget lindrende, måske endda noget helbredende, i litteraturen. Den kan trøste, fordi den viser, at andre har det lige så slemt eller værre end mig, og den kan anvise en vej frem, når jeg er kørt fast. Det er måske et helt alment aspekt ved skrivekunsten. I en berømt bog om skriftlighed med titlen Orality and Literacy skriver Walter Ong om, at…
Skrivekunsten højner bevidstheden. At fjerne sig fra et naturligt miljø kan være velgørende og faktisk på mange måder afgørende for et fuldbyrdet menneskeligt liv. For at kunne leve fuldt ud og forstå behøver vi ikke kun nærhed, men også distance. Og mere end noget andet er det skriften, som skaber denne bevidste distance.
Litteratur er en bevidsthedsudvidende teknologi, der kan hjælpe os til at få det bedre gennem distancen.
Nummer 4: Vi læser for at få det værre. Ja, det gør vi også! Måske er det ikke den bevidste grund til, at vi samler en bog op og læser i den, men det er ikke desto mindre en vigtig funktion for litteraturen: At oplyse os om tilværelsens uretfærdigheder. Den amerikanske filosof Richard Rorty sagde, at Charles Dickens’ romaner havde betydet mere for kulturens moralske fremskridt end moralfilosoffernes abstrakte analyser af retfærdighed. Hvorfor? Jo, fordi man ved at læse Dickens forstår de fattiges håbløse liv på en måde, der kan anspore til politiske forandringer. Man får det ikke godt af det, tværtimod, men det er indimellem nødvendigt at  det værre for at handle bedre. Eller, som titlen udtrykker det på filosoffen Simon Critchleys anti-selvhjælpsbog, How to stop living and start worrying. Verden har ikke brug for flere storforbrugende individualister, der vil leve ud over alle grænser, men derimod for mennesker, der bekymrer sig. For der er jo nok at bekymre sig om, og litteraturen kan lære os kunsten at bekymre sig. Man må så bare håbe, at folk faktisk kommer op af lænestolene og gør noget, når de én gang er blevet bekymrede. Det gør de måske, når de ikke har mere kaffe.
Nummer 5: Vi læser for at få nye ideer. Det er måske især relevant for akademikere, men jeg tror faktisk, det er mere generelt. Selv kan jeg ikke læse en bog uden at holde en blyant i hånden. For der er altid noget at notere. Og noterne giver nye ideer at tænke videre over eller skrive om. Det er som om, at man slipper nogle almindelige psykologiske inddæmningsmekanismer, når man overgiver sig til en bog, og så begynder tankerne at flyde frit og nye sammenhænge bygges op. Direktøren for konsulentfirmaet ReD Christian Madsbjerg har i efteråret udgivet en bog om ”sensemaking”, hvori han bl.a. gør opmærksom på, at de mest nyskabende direktører for store virksomheder; de folk, der med hans ord ”har meget høje indkomster – de folk der styrer det hele, bryder gennem glasloftet og ændrer verden”, disse folk har ofte humanistiske uddannelser og læser mange bøger. Jeg ved ikke, om det kan bevises statistisk, men det lyder plausibelt. For litteratur giver os nye ideer.
Nummer 6: Vi læser for at passe på de gamle ideer. Det har jeg sådan set allerede været inde på. De gamle ideer hos Homer, Platon, Dante, Montaigne, Shakespeare eller H.C. Andersen bliver aldrig forældede, blot fordi de er gamle. Litteratur er i den forstand helt anderledes end naturvidenskab, hvor ideer kan falsificeres og derefter bliver forladt. Men det, at der kommer en ny litterær genre, gør ikke de gamle genrer forældede. At Cervantes opfinder romankunsten med Don Quijote gør ikke lyrikken overflødig. Og at senere romanforfattere føjer nye værker til menneskehedens bibliotek, gør ikke de gamle romaner redundante. Det er her, at litteraturen bliver en forbindende tråd på tværs af generationer, århundreder og epoker. Men vi skal fortsat læse for at holde samtalen med de gamle levende.
Nummer 7: Vi læser for at få et frirum. Ikke mindst fra konkurrencesamfundets præstationskrav. Denne grund er relateret til nummer 3 – vi læser for at få det bedre – men er egentlig dybere, fordi den slet ikke handler om at opnå noget. Andet end et rum, hvor det ikke gælder om at opnå noget, men hvor man bare kan være sammen med historien, karaktererne, stemningen i litteraturen. Jeg nævnte filosoffen Rorty før, og i sin vistnok allersidste tekst fra 2007, som var året, hvor han døde af en kræftsygdom, skrev han om sin kærlighed til poesi i et essay med titlen ”The fire of life”. Poesi – i Rortys meget brede forstand – er tilværelsens ild, som vi kan varme os ved, fx når vi er uhelbredeligt syge, hvad han altså var. Rorty afviser, at poesien kan give mennesket dybere indsigter i filosofiske og metafysiske spørgsmål end andre slags tekster – ja, faktisk mener han slet ikke, at der findes sådanne dybe indsigter – men han finder alligevel trøst i poesien og ærgrer sig på sit dødsleje over, at han ikke har brugt mere tid på at læse. Lige som han ærgrer sig over, at han ikke fik flere dybe venskaber. For, som han siger til allersidst i sit essay: ”Kulturer med rigere vokabularer er mere menneskelige – på større afstand af det dyriske – end dem med fattigere vokabularer. Ligesom individer er mere menneskelige, når deres sind er fyldt af vers.” Og det er litteraturen, der giver os disse vokabularer. At fylde sit sind med vers, med historier, med rim og remser og alskens fortællinger er måske ligegyldigt på ens CV, hvor man oftere praler med antallet af gennemførte maratonløb eller coachinguddannelser. At læse er ingen konkurrence, men en ophævelse af konkurrencens logik. Hvis man læser for at vinde, ja, så har man tabt. Der er i så fald i hvert fald noget, man har misforstået. Litteraturen repræsenterer vel en af de sidste oaser i præstationssamfundet.
Mange af de grunde til at læse, jeg har nævnt, handler i virkeligheden om dannelse: At forstå sig selv og andre bedre, at få kendskab til de gamle ideer og at finde på nye. At dvæle ved den historie, der udfolder sig, frem for opportunistisk at opnå et ydre mål. Alt det handler om at vokse ind i et fællesskab af skrivende og læsende mennesker; et fællesskab som tager sin begyndelse i renæssancen og som har skabt meget af det, mange af os holder mest af i vores civilisation. Lad mig vende tilbage til Dan Ringgaards glimrende tænkepause om litteratur. Han skriver:
Litteraturen er uløseligt forbundet med renæssancens humanisme, tanken om det menneskelige som en særlig kvalitet og det enkelte menneske som en aktiv deltager i verden, tanker, der senere udvikledes i 1700-tallets forestilling om det suveræne individ og i 1800-tallets ideer om dannelse.
Ringgaards lille bog er i grunden skræmmende pessimistisk, fordi den samtidig siger, at litteraturens epoke er forbi. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg ved, at jeg ikke håber det. Han tilføjer da også, at selv om litteraturens epoke er forbi, så lever litteraturen selv videre på sine egne skæve måder og gennem nye medier. Og jeg ved da også, at BogForum – litteraturens gedemarked her i den danske andedam – helt grundlæggende modsiger den pessimistiske konklusion. For her er levende litteratur – masser af den. Rygterne om litteraturens død lader til at være stærkt overdrevne, i hvert fald her og nu. Men vi skal passe på den. For dens egen skyld, altså fordi den er tilværelsens ild, men også fordi det især er litteraturen, der har gjort os til de mennesker, vi er, eller i hvert fald gerne vil være: Humanistiske, deltagende i verden, nysgerrige og, ja, dannede."

Åbningstalen på årets BogForum kan også læses her

mandag den 6. november 2017

EVA LUCIA - FORFATTER-INTERVIEW #74 LINE LEONHARDT

FORFATTER-INTERVIEW #74 LINE LEONHARDT

Billedresultat for line leonhardt
OMKRING BOGEN Jagttegn
  1.   Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
Jeg er mor til to piger. Jeg har boet på Frederiksberg i tyve år. Jeg var figurant, da jeg var barn, sammen med en barndomsveninde og hendes far.
  1.   Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Jeg skrev i min evaluering på Forfatterskolen for Børnelitteratur i år 2014, at det for mig var en beslutning at være forfatter. Da jeg havde skrevet det, gik det op for mig, at det var sådan, jeg så det. Jeg tager beslutningen hver dag. Og forfattere skriver hver dag. Så det gør jeg også.
  1.   Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?
Jeg blev forfatter, fordi jeg ikke kom ind på de etablerede teaterskoler i Danmark, trods virkeligt mange forsøg. Jeg prøvede i 8 år. Jeg tror, at jeg holdt et års pause. Jeg troede, at vilje og målrettethed var nok. At man nok skulle klare den, hvis man blev ved. Så man kan vel godt sige, at jeg blev forfatter, fordi jeg ikke var god nok til at komme på teaterskolen. Noget, jeg rigtigt gerne ville. og som fyldte ALT i de 8 år. Jeg blev forfatter, fordi jeg var en dårlig skuespiller. Heldigt ikke?
  1.   Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)
Jeg havde tre ugers sommerferie, da jeg læste på lærerseminariet, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave i al den tid. Det er ikke engang løgn, jeg var faktisk lidt i panik over al den fritid. Min kæreste (Palle) sagde: “Du kan jo bare finde på en historie til en børnebog, så kan jeg tegne til.” Det blev jeg ret rørt over. Jeg havde jo aldrig skrevet noget før, der var udgivet, og han var, allerede dengang, både forfatter og illustrator. Samme aften fik jeg idéen til “Noas Ark II”, som jeg pitch´ede til ham. Han fortalte pitchen videre til to freelance redaktører, der derefter spurgte to forskellige forlag, om det var noget for dem? Begge forlag antog bogen på baggrund af den pitch. Det blev til min debut som billedbogsforfatter på Politikens Forlag i 2009.
  1.   Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
Jeg har skrevet 11 bøger i alt, der er udkommet pr. 17/8 2017. Heraf er der fire billedbøger, bl.a. “Noas Ark II”, tre højtlæsningsbøger om drengen, Nelson, bl.a. den nyeste: “Nelson i Rom”, to billedromaner: “Klubben” og “Partiet”, en letlæsningsbog for piger: “BFF – Vild med Vilde” og senest en YA roman, “Jagttegn”.
Senere på året udkommer endnu en YA-roman: “Hul igennem” og endnu en om Nelsons familie, nemlig, “Nelsons Jul.”
  1.   Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?
Min senest udkomne YA-roman, ”Jagttegn” begyndte jeg at skrive, da vi skulle skrive vores romanprojekt på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Og så fortsatte jeg med redigeringen efter skolen var slut. Historien skrev sig selv på en måde. Karaktererne var tydelige, og jeg vidste på en måde, hvor det hele skulle hen.
Faren, sønnen og dukkede først op. Jeg var ret hurtigt klar over, at drengen, Johnny skulle være figurant for hjemmeværnet, ligsom jeg selv havde været det som barn. Den del var en inside-out skriveoplevelse. Da moren dukkede op, skulle hun være hypokoner. Den del vidste jeg også ret hurtigt. Jeg hørte et radioprogram om en dreng, hvis hypokonder-mor hele tiden ringede til ham og fortalte, at nu havde hun fået kræft igen. Den måde, hvorpå han helt tørt og uimponeret svarede sin mor: “Nu igen!” gav mig Johnnys forhold til sin mor. Jeg har kørt ruten til Sverige, til Isaberg området et par gange. Jeg har også set underholdenden tjenere i Sverige på den tur. Jeg brugte en del tid på at lave research og på et tidspunkt stod det klart, at Johnny hele tiden føler sig som en statist i sit eget liv. Der kom den røde tråd for mig. Det var ordet, statist, der bandt alle tråde sammen. Det humoristiske og det tragiske i sproget og i de situationer, der opstår, var der fra starten. Men derfra til færdig bog gik alligevel fire år. Til gengæld er jeg meget tilfreds med resultatet. Inkl. forsiden, som min mand, Palle Schmidt, har lavet, efter min idé.
  1.   Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)
Jeg optaget at kunst i bred forstand. Jeg tager ofte på museum, ser tv-serier, tager i teatret, læser bøger og går på biblioteket, hører podcasts og bruger også en del timer på musikfestivaler om sommeren, der jo både rummer kunst, litteratur ud over musikkken. Senest har jeg set en særudstilling: “Rejsen”, på Moesgaard / MOMU med film af Christoffer Boe. Et klip fra denne film er optaget på Burning Man festivalen i USA.  Den danske fotograf, Anders Overgaard har også haft en fotoudstilling denne sommer på Hans Alf Gallery i Kbh, hvor der var billeder fra denne festival, foruden en coffeetablebook med alle billeder fra Burning man. Jeg er altså optaget af mange kunstneriske genre, ud over litteraturen. Titlen Nothing left behind, sammen med det store billede af træmanden og huset i flammer sætter noget i gang hos beskueren.
Jeg er også optaget af den gode historie. Gerne med sprogligt finurlige, skøre og skæve replikker og et vidunderligt persongalleri. Det må gerne være alvorligt. Og det må gerne være sjovt. Når det er begge dele, er jeg en glad tilskuer. Terry Gilliams film: Brazil er et eksempel på noget alvorligt men også sjovt, crazy, morbid humor. Det er min favoritfilm. Da jeg så den første gang som 15 årig, tænkte jeg. Det er det her, jeg vil.
  1.   Hvad er dit budskab med din bog?
Der er ikke noget budskab for mine bøger. Ikke et budskab, som jeg har valgt bevidst, da jeg skrev bogen. Men jeg kan da godt se, hvis jeg tager mine analytiske briller på, at der er noget, som jeg som menneske hellere vil fortælle, i mine bøger, end noget andet. Og lige nu, hvor “Jagttegn” bliver anmeldt kan jeg jo læse, hvad andre tolker som et “budskab” for bogen. Altså, hvad handler det om? Hvad handler “Jagttegn” om? Og det er da spændende at høre, hvad andre får ud af at læse det, man skriver. Anmelderne nævner, at det bl.a. handler om at finde ud af, hvem man er, og at stå ved sig selv. Altså, det er noget af det, som anmelderne peger på, når de sammenfatter, hvad bogen handler om. Hvis det er et budskab, er det da et fint budskab. Men jeg tænker det snarere som en undersøgelse, jeg laver som forfatter. Ala hvad nu hvis en ung dreng følte sig som en statist i alle livets forhold? Hvordan er det at være ham, når han er figurant sammen med sin far i en skov og skal spille død? Og hvad nu hvis moren tæppebombede ham med hypokonder sms´er samtidigt? Og han så samtidigt havde en deadline på en skole, som han vil søge ind på? etc.
  1.   Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?
At identificere sig med karaktererne er for mig noget, man gør på afstand af den tilstand, hvor man skriver. Altså, identifikationen er for mig en bevidst refleksion, hvor jeg tænker, at jeg kan identificere mig med denne person på nogle områder.
Det er anderledes, når jeg skriver. Når jeg skriver, så er jeg så at sige inde i hovedet på dem. Jeg er dem – for en kort stund, når jeg skriver det, de siger. Jeg er dem alle. Og jeg skifter roller. Jeg hopper ind og ud af karakterne. Så skriver jeg lidt action, eller beskriver et træ. Så hopper jeg tilbage til dem og får dem til at tale sammen. Det foregår jo lynhurtigt, så det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg gør det bare i en flowtilstand, hvor jeg taster som død og helvede.
Senere hen retter jeg i min tekst, og overvejer om den og de nu siger sådan og sådan. Så sletter jeg en del, og retter, og strammer op, og skærer fra etc. Og begynder på en måde forfra.
Det er lidt ligesom at danse. Kroppen gør noget. Men det er jo min krop. Og min hjerne, der sender et signal til armen om, at den skal strække sig etc. Men det er ikke noget, jeg tænker over bevidst, fordi det sker så hurtigt. Det er ikke en bevidst handling ala: “Nu gør jeg sådan der med armen, fordi det ser smart ud.” Det er ligesom at cykle. Man kan næste ikke sige, hvad man gør. Man cykler bare. Det hele sker på en gang. Dreje rundt på pedal. Holde på et styr. Sving arm ud. Dreje krop. Dreje rundt på pedal etc.
Det er i free flow, at ideerne kommer og karaktererne skabes. Der er ikke noget med, at jeg sidder og overvejer, om jeg nu kan identificere mig med dem. Eller om andre kan identificere sig med dem. Når jeg skriver, slår den del af min hjerne på sin vis fra. På sin vis arbejder den på en anden måde hurtigere, end jeg kan følge med. Og det kan være en god idé at løbe fra den del af hjernen, der vil stave ord korrekt, og tænke på målgrupper, og regler, og begrænsninger. Det kan man jo altid se på senere hen.
  1. Hvad læser du lige nu?
Den seneste bog, jeg har læst er: “SOLO – survival guide til kreative freelancere” af Palle Schmidt. Jeg læste den i et hug. Det var min mand, der har skrevet bogen ret glad for. Især over det med “i et hug!” Fordi jeg altså syntes, den var spændende.
Og så ser jeg “Twin Peaks.”
  1. Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre:
“Kammerat Napoleon” af George Orwell.
“Fluernes herre” af William Golding.
“Alice i Eventyrland” af Lewis Caroll.
  1. Hvornår kommer din næste bog?
Jeg har et par bøger, der udkommer i efteråret og i foråret, og så er der nogle bøger i gang pt., hvor jeg mangler et helt præcist udgivelsestidspunkt for dem, til at jeg vil skrive det her. Og så arbejder Dorte Schou og jeg på en fælles YA-roman, der hedder “Shithole”.
Men de to nedenstående titler er på vej i trykken:
YA-roman: “Hul igennem” udkommer til efteråret 2017 på Forlaget Calibat
“Nelsons Jul” (sammen med Palle Schmidt) udkommer til efteråret 2017 på Forlaget Calibat.



onsdag den 1. november 2017

PlotCast - Sarah Engell

Sarah Engell er gæst i månedens PlotCast. Tak til Palle Schmidt og Malene Kirkegaard for PlotCast.
“Jeg forbander også mig selv over, at det hele tiden er sådan nogle idéer jeg får. At jeg ikke bare kan skrive om en prinsesse og noget lidt mere lyserødt. Det andet føles bare mere vigtigt.”
Sarah Engell er kendt for barske og realistiske ungdomsbøger som 21 måder at dø, Hjertet er 1 organ og senest Valget, der netop er udkommet fra Carlsen.
Vi snakker om research, om at strukturere arbejdet, om skriveophold som accelerator, om samarbejdet med redaktører og om at skrive med mavefornemmelse og glemme målgruppen, mens man skriver.
“Hvis jeg begynder at sidde og tænke på, at der er en pige på 14 der skal læse det, så begynder jeg straks at censurere mig selv.”
Lyt til Sarah Engell i PlotCast her.