Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

fredag den 15. december 2017

Gyldendal Podcast - Flemming Møldrup & Tine Høeg

Denne gang er Gyldendal Podcast med Flemming Møldrup og Tine Høeg.

Lyt med her.

"Lyt med, når Gyldendal Podcast giver litterær førstehjælp til alle de melankolske, samlebåndsforskrækkede tilskuere til sit eget liv og til dem, der bare gerne vil læse en virkelig øm, virtuos, grænseoverskridende og kønspolitisk bog. 
I episode 5 af podcastrækken ’Litterære anbefalinger’ er det børnebogsforfatteren, tv-værten og livsstilseksperten fra ’Kender du typen?’, Flemming Møldrup samt forfatter og vinder af Debutantprisen 2017, Tine Høeg, der anbefaler dig 2 bøger, der kan forandre dit liv."

onsdag den 13. december 2017

Ellen og dramaskolen






















I dag tog jeg forbi @eventyrteatret med en lille bogpakke. “Ellen og dramaskolen” er en realistisk bog i Magnolia-serien, der henvender sig primært til piger i alderen 10-13 år. 

Bogen er skrevet, imens jeg som mor har fulgt vores ældste datters oplevelser på dramaskolen, hvor hun til januar begynder på sit tredje år. Jeg er så glad for, at jeg har måtte følge eleverne på deres rejse fra optagelsen på dramaskolen og frem. 

Jeg har nydt de mange gode samtaler med Susanne, der er leder af Eventyrteatret - og jeg har været særdeles taknemmelig over de mange skønne timer i godt selskab på teatret sammen med andre forældre og børn - småt og stort er talt igennem, imens vi har siddet sammen og ventet i de bløde beige sofaer. 

Imens jeg nu spændt venter på lektørudtalelsen på bogen, glædes jeg over, at bogen er landet i et meget smukt cover lavet af @imperietdesign. 

Tak til Susanne og til alle ansatte på dramaskolen og teatret. En særlig tak til @gunvorreynberg, hvis skønne tekster måtte få lov at være med i bogen. Tak, til de eventyrlige rammer som I på teatret skaber for alle børn og unge. 

Læs her, hvis du vil vide mere om bogen: 

“Ellen, Mathilde og Astrid er bedste venner. De er altid sammen og elsker at lave danseserier, som de optræder med på skolen. En dag ser Ellen et teaterstykke med Eventyrteatret, og det bliver starten på et helt nyt kapitel i hendes liv. Hun søger ind på Eventyrteatets dramaskole - men hun er ikke den eneste, og pludselig bliver venskabet sat på prøve. For hvem bliver optaget? Og kan man godt være bedste venner uden at lave alting sammen? På dramaskolen lærer Ellen en masse nyt, og hun opdager, at det ikke kun er de andre piger, der er seje. Og så møder hun Mikkel, som er helt anderledes end drengene fra klassen... “ 

En særligt tak til min redaktør, Jonas og alle ansatte på @forlaget_alvilda
 – sammen med Forlaget Alvilda og Eventyrteatret her:  Eventyrteatret.

onsdag den 6. december 2017

Bogblogger anmelder Nelsons jul


Line Leonhardt & Palle Schmidt: Nelsons jul

Skrevet af  den 6. december 2017 – 09:210 kommentarer
Jeg har glædet mig meget til denne her bog. Den er en del af serien ’Kaos i familien’ og efter at have læst Nelson i Rom højt for mine børn, var jeg solgt. Denne gang skal Nelsons familie holde jul, og selvom det kan lyde meget idyllisk, så går der ikke længe før, der hersker kaos i familien.
Det er juleaftensdag, og Nelson og hans lillebror Malthe kan ikke vente til det bliver aften, og de skal åbne pakker. Gæsterne kommer først kl. 17.00, og der er masser af tid til at få taget et familiefoto af Malthe, der tænder lys på juletræet. Det går selvfølgelig gruelig galt, og Malthe får sat ild til juletræet. Deres far får slukket branden, men ikke uden at have hældt vand udover alle gaverne. Heldigvis er de i god tid, og Nelson og hans far kører ud for at købe et nyt juletræ.
Men trængslerne er endnu ikke forbi. Nelsons familie skal stadig igennem en masse forhindringer, før det bliver en god juleaften. Malthe har pludselig ubudne gæster i håret, mormor og morfar kommer 2 timer for tidligt, anden får for meget varme, og en snestorm er på vej. Kan juleaften blive værre end det?
Nelsons jul er en sjov bog at læse for børn og barnlige sjæle op til jul. Line Leonhardt og Palle Schmidt har en fantastisk fantasi. Vi var især imponeret over Malthes snemandskrig, og snemandens hjernemasse efter den var blevet skudt af en vandkanon. Teksten er skrevet flydende, så den er nem at læse højt eller læse selv og Palle Schmidts illustrationer er flotte og morsomme i ægte ’Kaos i familien’ stil. Forvent at krumme tæer og grine højt det meste af bogen.
Line Leonhardt & Palle Schmidt: Nelsons Jul, Forlaget Calibat, 68 sider, september 2017

Læs hele bogbloggers anmeldelse af Nelsons jul her.

fredag den 1. december 2017

PlotCast - Michael Schøt

Michael Schøt er dagens gæst i PlotCast. 

"Du skal lige lette røven fra sofaen på Østerbro, lade være med at se Zulu og kom ud i virkeligheden! Der er SÅ mange sjove mennesker."

Michael Schøt har optrådt som komiker i 17 år, men har især i de senere år slået sig fast med sin politiske stand-up, ikke mindst med sine ugentlige taler i Schøtministeriet. Og ifølge ham er der stand-up for alle, det gælder bare om at finde sin niche.

Tak til Malene Kirkegaard og Palle Schmidt for PlotCast

torsdag den 30. november 2017

KANONGODE NORDISKE BØGER FOR DE 10-16 ÅRIGE

KANONGODE NORDISKE BØGER FOR DE 10-16 ÅRIGE

I forbindelse med litteraturfestivalen: "nOrd" er der bl.a. blevet udarbejdet denne brochure, hvor min YA roman: "Jagttegn," som er udkommet på forlaget Calibat, nævnt.

Palle har lavet den flotte gule forside, der er i vældigt flot selskab.

Læs mere om "Nordisk litteraturfestival - nOrd", der foregår på Helsingør Bibliotek her.

Brochuren er lavet af Helsingør bibliotek i forbindelse med festivalen i 2017.




onsdag den 29. november 2017

Anmeldelse af Nelsons jul: "Jeg tænker, det er årets oplæsningsbog i skolen."

NELSONS JUL: OM AT REDDE JULEN PÅ MÅLSTREGEN


Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen
Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar
“Nelsons jul” giver opskriften på verdens værste juleaften. 
Det hele starter idyllisk med alle punkter på listen streget og et familiebillede, der skal tages foran det smukt pyntede juletræ. Men så går der ild i juletræet og pakkerne oversvømmes. Nelson og far drager på redningsmission i det lokale indkøbscenter, mens mor og Malthe forsøger at få styr på hjemmet. Det hele går bare værre og værre, og mens mor febrilsk sender panik-sms’er til far om mangler, ankommer gæsterne to timer for tidligt, og den værste snestorm i mands minde kaster sne ned over Nelson-land, hvilket gør det hele omend endnu mere umuligt.
Det er som en af de drømme, hvor man løber og løber og løber, men det hele bliver bare værre og værre, og du ingen steder kommer. Allerhøjest bevæger du dig baglæns. Det er skrækkelig meget, den kære familie skal igennem før julefreden (måske) kan sænke sig.
Enhver skal vide, at når man haster sådan af sted, så kan der indtræffe små (ubetydelige – men generende) fejl selv for de mest dygtige og ambitiøse forfattere. På side 6 står der følgende om ankomsttidspunktet for de (højst forfærdelige) morforældre:
“Jeg har talt med hende,” sagde mor og satte endnu et hak på sin liste. “De kommer klokken syv.” 
På side 26 ankommer morforældrene – for tidligt:
“Kommer I allerede nu?” 
“Ja, du sagde klokken femten,” sagde mormor. 
(…)
“Jeg sagde klokken fem!” sagde mor og prøvede at smile. 
Men det er en tilgivelig fejl, som kan undskyldes med jule- og mormorpanik. Her kan tilføjes, at hvis jeg havde en mormor i min familie, der er som Nelsons, da ville julefreden aldrig sænke sig. Mage til skrækkeligt kvindemenneske skal man lede længe efter. Hende alene ville kunne skabe rigelig julepanik i hvilken som helst familie.
“Nelsons jul” af Line Leonhardt og Palle Schmidt er en herlig julebog, der meget ulig andre bøger hverken tæller ned eller omhandler dagene op til jul. Det hele foregår 24/12, hvor hele decembers forberedelser skal eksekveres; og det gerne til perfektion. Det kan være en kunst i sig selv, men når Leonhardt og Schmidt gør det med charme, humor og glimt i øjet, så er det svært ikke at grine med. For hele familien.
Læs “Nelsons jul”, hvis du 
  • søger en sjov julebog til 5-10-årsalderen
  • er vild med Vitello- og Villadsbøgerne 
  • er barn og gerne vil læse en god julebog selv. 
Nelson er bare herlig. Og hans familie er elskelige. Selv mormor er nem at holde af. Næsten. Jeg tænker, at det årets oplæsningsbog i skolen. 
Line Leonhardt og Palle Schmidt, “Nelsons jul”, Calibat, 2017, set til kr. 100 (hos forfatterne selv frem til 1/12)

Tak til bogoplevelsen for den anmeldelse.
Læs anmeldelsen af Nelsons jul på bogoplevelsen her. 

søndag den 19. november 2017

Hvorfor læser vi egentlig litteratur?




I år hørte jeg (for første gang) åbningstalen på BogForum. Jeg kender nemlig fire ud af seks af de nominerede og havde lyst til at heppe på dem. Tre af årets nominerede var jeg sammen med på Hald Hovedgaard, i en uge i sommerferien, sammen med min mand og vores to piger. I øvrigt verdens dejligste sommerferie. Sådan en sommer, hvor der er bål om aftenen og nogen laver en vidunderlig fællesmiddag til andre, hvor stemningen er helt fantastisk og regnen ikke vælter ned. Den fjerde debutant kender jeg via min mand. Og derfor heppede jeg sådan set på hele debutantholdet, mens jeg hørte åbningstalen, som Svend Brinkmann holdt: 

"Går vi lidt tilbage i tiden, ca. 13,7 milliarder år, kommer vi til universets begyndelse, hvor verden blev skabt ved det store brag. For 4,6 milliarder år siden blev vores sol dannet ved tyngdekraftmæssig kollaps af en interstellar gassky (jeg er ikke sikker på, hvad det præcist betyder, men det står på Wikipedia). Jorden blev skabt ved stort set samme kosmiske lejlighed, men der skulle gå mere end en milliard år, før livet opstod, og meget længere før vores art – Homo sapiens – trådte ind på scenen i Afrika, og siden spredte sig overalt på planeten med både skønne og skræmmende konsekvenser. ’Skræmmende’, fordi vores virke nu betyder, at vi ifølge geologerne lever i den antropocæne tid, hvor mennesket – antropos på græsk – er blevet en planetomdannende naturkraft på linje med jordskælv og vulkanudbrud. Vi er blevet en geologisk faktor.
Det moderne menneske opstod for et par hundrede tusinde år siden, og for godt og vel 5000 år siden begyndte nogle mennesker at læse. Først kileskrift, der ikke affødte stor litteratur, men som primært var et system til regnskabsføring, og senere religiøse, filosofiske og videnskabelige tekster. Og endelig den skønne litteratur! Litteraturforskeren Dan Ringgaards anbefalelsesværdige tænkepause om litteratur åbner med et herligt citat af Svend Åge Madsen – fra bogen Tugt og utugt i mellemtiden – ”Man skrev og læste bøger fra 1500 til 2000. Hvorfor ved jeg ikke.” 
Det er et tankevækkende citat. Både fordi det indsnævrer litteraturens epoke til 500 år af menneskehedens og universets lange historie og påstår, at denne epoke er slut nu. Men også fordi citatet handler om, at vi ikke ved, hvorfor menneskene læste. Dan Ringgaard selv er tæt på at give Svend Åge Madsen ret. I hvert fald med hensyn til litteraturens korte epoke. Vi har afsluttet den gutenbergske epoke, skriver han. Den begyndte i 1450, da guldsmeden Gutenberg opfandt trykpressen og med den revolutionerede verden. Epoken slutter nu, ifølge Ringgaard, med fremkomsten af nye, ikke-gutenbergske medier, især selvfølgelig de digitale. Mennesker læser selvfølgelig fortsat – og vil gøre det længe endnu – men måske ikke litteratur i den særlige betydning, som ordet har inden for litteraturvidenskab. Ringgaard diskuterer flere forskellige definitioner på litteratur, men er vist gladest for denne:
Litteratur er den særlige form for sprogkunst, der opstod, da en bestemt teknologi, skriften, mødtes med et særligt medie, den masseproducerede bog, og udviklede sig under indflydelse af det moderne Europa.
Det er en meget interessant definition, som lægger vægten på det historiske og materielle. Litteratur er som fænomen uadskilleligt fra teknologien, mediet og verdensdelen: Skriften, bogen, Europa. Selv om man i dag skriver og læser overalt i verden, er der en tæt sammenhæng mellem litteraturens historie og Europas historie. Petrarca opfandt moderne lyrik i 1300-tallet, Boccaccio opfandt novellen nogenlunde samtidig, Montaigne opfandt essayet i 1500-tallet, Shakespeare opfandt det moderne drama i slutningen af 1500-tallet og Cervantes opfandt romanen i begyndelsen af 1600-tallet. Og siden har vi arbejdet i disse genrer, forfinet dem en smule, tilføjet undergenrer som kriminalromaner og autofiktion, men der er ikke sket så meget nyt.
Dét kan jeg lide! Der er nemlig sket så meget andet nyt – vi har opfundet radio, tv, internet, penicillin, lynlåsen, p-pillen, demokratiet og selvkørende biler – og netop derfor har litteraturens relativt statiske former været en stabiliserende faktor i en ellers accelererende tid. Vi kan jo også læse Montaigne og Shakespeare med udbytte i dag – og endda Homer og Platon – hvilket giver os mulighed for en lang og dyb dialog med de ideer, der har formet vores kultur og selvforståelse.
Jeg vender senere tilbage til forestillingen om, at den gutenbergske epoke – og måske derfor selve litteraturen – er et overstået kapitel. Men før det vil jeg forsøge på ganske idiosynkratisk vis at svare på, hvorfor vi – det generiske ”vi” som i mennesket – læser. Man skrev og læste bøger fra 1500 til 2000, skriver Svend Åge Madsen. Hvorfor gjorde man mon det? Jeg har efterhånden lært, at ”the medium is the message”, som McLuhan sagde og har haft en vis succes med en 7-trinsguide, så derfor kommer her mine egne syv bedste bud på, hvorfor mennesket læser litteratur:
Nummer 1: Vi læser for at forstå os selv. Jeg hørte den fantastiske forfatter Peter Høeg sige dette i et interview, hvor han fortalte om et projekt i skolen, hvor han læste eventyr med eleverne. ”Al litteratur handler om at forstå sig selv bedre”, sagde han, og det ville han gerne hjælpe børnene med. Det er nok både rigtigt og forkert. Jeg er stor fan af Peter Høeg, men jeg mener, han både har ret og tager fejl, når han gør litteratur til en form for selvopdagelse eller selvudvikling på denne måde. Ja, vi kan forstå vores liv og dets eksistentielle dramaer bedre ved at læse om andre, der har gjort sig erfaringer med lignende situationer og problemer. Psykologer siger sommetider halvt i sjov, at der er en dybere forståelse af menneskets sind hos Tolstoj eller Dostojevskij end i den videnskabelige psykologi. Jeg tror, der er noget om det, men det er jo netop en forståelse af menneskets psykologi og ikke bare Svend Brinkmanns eller Peter Høegs psykologi. Stor litteratur kan vise os det alment menneskelige i meget partikulære karakterer og fortællinger. Selv Knausgårds pinagtigt private bekendelser rummer universelle indsigter i det menneskelige. Og jeg læser ham for at forstå mennesket bedre – og ikke mig selv. Så ja, vi læser for at forstå ”os selv”, men det er nok mere ”os selv” som i ”vi mennesker” end det er ”os selv” som Svend eller Peter. Det leder mig til…
Nummer 2: Vi læser for at forstå de andre. Det vil jeg sige uden forbehold, og det er der også mange humanister, der er inde på i disse år. Eksempelvis stjernefilosoffen Martha Nussbaum, der er en stor advokat for litteraturen og som bl.a. får jurastuderende i Chicago, ja, kommende advokater i USA, til at læse romaner for at forstå andre mennesker bedre. Noget tyder på – selv om det er svært at måle – at vores empati og generelle menneskeforståelse kan udvikles gennem litteraturen: Ved at leve os ind i andres erfaringer og verdener. Jeg kan læse afrikanske eller asiatiske forfattere og forstå former for menneskeliv, som jeg ellers aldrig ville kunne få adgang til. Min egen påstand er, at litteraturen måske nok kan give os selvindsigt, men at det er vigtigere at erhverve sig selvudsigt – et blik væk fra en selv mod den verden, vi lever i. Og det kan litteratur give os.
Nummer 3: Vi læser for at få det bedre. Ja, litteratur er selvfølgelig også afslapning og måske decideret wellness. Mange af os har enormt gode stunder i en lænestol med kaffe i koppen og bogen i hånden. I gymnasiet havde jeg en t-shirt, hvor der stod: ”A book a day keeps reality away” med tilføjelsen ”Kafka havde det heller ikke for morsomt”. Måske har nogen af jer den samme trøje? Og det er sandt: Bøger kan tilbyde velgørende eskapisme og holde verden væk. Men mere end det, for i de senere år har kolleger fra psykologi udviklet en decideret terapi baseret på både skrivning, men også læsning, af litteratur. Biblioterapi, kaldes det. Der er noget lindrende, måske endda noget helbredende, i litteraturen. Den kan trøste, fordi den viser, at andre har det lige så slemt eller værre end mig, og den kan anvise en vej frem, når jeg er kørt fast. Det er måske et helt alment aspekt ved skrivekunsten. I en berømt bog om skriftlighed med titlen Orality and Literacy skriver Walter Ong om, at…
Skrivekunsten højner bevidstheden. At fjerne sig fra et naturligt miljø kan være velgørende og faktisk på mange måder afgørende for et fuldbyrdet menneskeligt liv. For at kunne leve fuldt ud og forstå behøver vi ikke kun nærhed, men også distance. Og mere end noget andet er det skriften, som skaber denne bevidste distance.
Litteratur er en bevidsthedsudvidende teknologi, der kan hjælpe os til at få det bedre gennem distancen.
Nummer 4: Vi læser for at få det værre. Ja, det gør vi også! Måske er det ikke den bevidste grund til, at vi samler en bog op og læser i den, men det er ikke desto mindre en vigtig funktion for litteraturen: At oplyse os om tilværelsens uretfærdigheder. Den amerikanske filosof Richard Rorty sagde, at Charles Dickens’ romaner havde betydet mere for kulturens moralske fremskridt end moralfilosoffernes abstrakte analyser af retfærdighed. Hvorfor? Jo, fordi man ved at læse Dickens forstår de fattiges håbløse liv på en måde, der kan anspore til politiske forandringer. Man får det ikke godt af det, tværtimod, men det er indimellem nødvendigt at  det værre for at handle bedre. Eller, som titlen udtrykker det på filosoffen Simon Critchleys anti-selvhjælpsbog, How to stop living and start worrying. Verden har ikke brug for flere storforbrugende individualister, der vil leve ud over alle grænser, men derimod for mennesker, der bekymrer sig. For der er jo nok at bekymre sig om, og litteraturen kan lære os kunsten at bekymre sig. Man må så bare håbe, at folk faktisk kommer op af lænestolene og gør noget, når de én gang er blevet bekymrede. Det gør de måske, når de ikke har mere kaffe.
Nummer 5: Vi læser for at få nye ideer. Det er måske især relevant for akademikere, men jeg tror faktisk, det er mere generelt. Selv kan jeg ikke læse en bog uden at holde en blyant i hånden. For der er altid noget at notere. Og noterne giver nye ideer at tænke videre over eller skrive om. Det er som om, at man slipper nogle almindelige psykologiske inddæmningsmekanismer, når man overgiver sig til en bog, og så begynder tankerne at flyde frit og nye sammenhænge bygges op. Direktøren for konsulentfirmaet ReD Christian Madsbjerg har i efteråret udgivet en bog om ”sensemaking”, hvori han bl.a. gør opmærksom på, at de mest nyskabende direktører for store virksomheder; de folk, der med hans ord ”har meget høje indkomster – de folk der styrer det hele, bryder gennem glasloftet og ændrer verden”, disse folk har ofte humanistiske uddannelser og læser mange bøger. Jeg ved ikke, om det kan bevises statistisk, men det lyder plausibelt. For litteratur giver os nye ideer.
Nummer 6: Vi læser for at passe på de gamle ideer. Det har jeg sådan set allerede været inde på. De gamle ideer hos Homer, Platon, Dante, Montaigne, Shakespeare eller H.C. Andersen bliver aldrig forældede, blot fordi de er gamle. Litteratur er i den forstand helt anderledes end naturvidenskab, hvor ideer kan falsificeres og derefter bliver forladt. Men det, at der kommer en ny litterær genre, gør ikke de gamle genrer forældede. At Cervantes opfinder romankunsten med Don Quijote gør ikke lyrikken overflødig. Og at senere romanforfattere føjer nye værker til menneskehedens bibliotek, gør ikke de gamle romaner redundante. Det er her, at litteraturen bliver en forbindende tråd på tværs af generationer, århundreder og epoker. Men vi skal fortsat læse for at holde samtalen med de gamle levende.
Nummer 7: Vi læser for at få et frirum. Ikke mindst fra konkurrencesamfundets præstationskrav. Denne grund er relateret til nummer 3 – vi læser for at få det bedre – men er egentlig dybere, fordi den slet ikke handler om at opnå noget. Andet end et rum, hvor det ikke gælder om at opnå noget, men hvor man bare kan være sammen med historien, karaktererne, stemningen i litteraturen. Jeg nævnte filosoffen Rorty før, og i sin vistnok allersidste tekst fra 2007, som var året, hvor han døde af en kræftsygdom, skrev han om sin kærlighed til poesi i et essay med titlen ”The fire of life”. Poesi – i Rortys meget brede forstand – er tilværelsens ild, som vi kan varme os ved, fx når vi er uhelbredeligt syge, hvad han altså var. Rorty afviser, at poesien kan give mennesket dybere indsigter i filosofiske og metafysiske spørgsmål end andre slags tekster – ja, faktisk mener han slet ikke, at der findes sådanne dybe indsigter – men han finder alligevel trøst i poesien og ærgrer sig på sit dødsleje over, at han ikke har brugt mere tid på at læse. Lige som han ærgrer sig over, at han ikke fik flere dybe venskaber. For, som han siger til allersidst i sit essay: ”Kulturer med rigere vokabularer er mere menneskelige – på større afstand af det dyriske – end dem med fattigere vokabularer. Ligesom individer er mere menneskelige, når deres sind er fyldt af vers.” Og det er litteraturen, der giver os disse vokabularer. At fylde sit sind med vers, med historier, med rim og remser og alskens fortællinger er måske ligegyldigt på ens CV, hvor man oftere praler med antallet af gennemførte maratonløb eller coachinguddannelser. At læse er ingen konkurrence, men en ophævelse af konkurrencens logik. Hvis man læser for at vinde, ja, så har man tabt. Der er i så fald i hvert fald noget, man har misforstået. Litteraturen repræsenterer vel en af de sidste oaser i præstationssamfundet.
Mange af de grunde til at læse, jeg har nævnt, handler i virkeligheden om dannelse: At forstå sig selv og andre bedre, at få kendskab til de gamle ideer og at finde på nye. At dvæle ved den historie, der udfolder sig, frem for opportunistisk at opnå et ydre mål. Alt det handler om at vokse ind i et fællesskab af skrivende og læsende mennesker; et fællesskab som tager sin begyndelse i renæssancen og som har skabt meget af det, mange af os holder mest af i vores civilisation. Lad mig vende tilbage til Dan Ringgaards glimrende tænkepause om litteratur. Han skriver:
Litteraturen er uløseligt forbundet med renæssancens humanisme, tanken om det menneskelige som en særlig kvalitet og det enkelte menneske som en aktiv deltager i verden, tanker, der senere udvikledes i 1700-tallets forestilling om det suveræne individ og i 1800-tallets ideer om dannelse.
Ringgaards lille bog er i grunden skræmmende pessimistisk, fordi den samtidig siger, at litteraturens epoke er forbi. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg ved, at jeg ikke håber det. Han tilføjer da også, at selv om litteraturens epoke er forbi, så lever litteraturen selv videre på sine egne skæve måder og gennem nye medier. Og jeg ved da også, at BogForum – litteraturens gedemarked her i den danske andedam – helt grundlæggende modsiger den pessimistiske konklusion. For her er levende litteratur – masser af den. Rygterne om litteraturens død lader til at være stærkt overdrevne, i hvert fald her og nu. Men vi skal passe på den. For dens egen skyld, altså fordi den er tilværelsens ild, men også fordi det især er litteraturen, der har gjort os til de mennesker, vi er, eller i hvert fald gerne vil være: Humanistiske, deltagende i verden, nysgerrige og, ja, dannede."

Åbningstalen på årets BogForum kan også læses her