Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 31. december 2011

HAPPY NEW YEAR 2012


Happy New Year.

Året er ved at løbe ud. Om få timer skal nytårsmenuen indtages og de første bobler skal drikkes i selskab med dronningen. I de sidste minutter inden computeren pakkes sammen for i år, vil jeg gøre status over et fantastisk år. For ca. et år siden begyndte denne blogs eventyr, en kold februardag. Jeg ville erobrer verden. I hvert fald ville jeg generobre en time om dagen i selskab med mig selv. ”An hour of power. At least 15 min.,” som Anthony Robbins siger. Det er ikke alle dage, det er lykkedes, men jeg har opdaget at timerne imellem kl. otte og ti om aftenen med fordel kan anvendes til andre formål, end blot at være passiv gæst i selskab med fjernsynet.

I årets løb er jeg blevet inspireret på Bo Skjoldborgs skrivekursus, nydt at læse Astid Lindgrens ”Julefortællinger” højt for børn i mange aldre, færdiggjort endnu en børnebog, underholdt børn og voksne med oplæsningen af Alan Emmins tre bøger, ”Tyggegummi-eventyr”, mødt digtere (de ægte, der kan svinge armen, imens de læser op på ægte Søren Ulrik Thomsen manér), været undercover i dba som guerilladigter og er nu IKEA-klummeskribent. Tak til alle jer, der har sendt ros og støtte og gode kommentarer til mig. Både skriftlige og mundtlige. Det betyder ret meget for mig.

Det har været et vidunderligt, produktivt år for mig. Pragtfuldt at have mulighed for at gøre det, som man holder allermest af. At sætte sig ved computeren og skrive.

Jeg er dybt taknemmelig over årets mange interessante møder med mennesker, som jeg har mødt for første gang. Jeg er lige så taknemmelig over de mange spændende møder med mennesker, som jeg kender så utroligt godt. Tak!

Året har budt på en vidunderlig rejse med min mand og vores to børn ad Highway 1 – Fra San Francisco til San Diego, langs det buldrende Pacific Ocean og en inspirerende tur til London på besøg hos gode mine gode venner. Det er ikke bare de smukke steder, som jeg har set på rejserne, men især de tanker og samtaler, der fulgte med, der gør, at vi i vores familie også i 2012 prioriterer rejserne på budgettet. Ud over den frihedsfølelse det naturligvis er, at drøne ud af en amerikansk motorvej bl.a.

År 2012 byder på flere interessante ting. Bloggen fortsætter, den nye børnebog finder sikkert vej til hylderne i 2012 (om alt går vel), IKEA-klummerne skal og må fortsætte, de er en stor berigelse i mit liv og rejseåret inkluderer en London i påsken og San Francisco-Portland-San Diego-N.Y. til sommer sammen med hele familien. Min mands eventyr med udgivelsen af tegneserien: ”The Devils Concubine” på et amerikansk forlag (Forlaget - IDW, 2011) har bragt ham til USA flere gange i 2011. Vi fortsætter eventyret i 2012.

God læselyst på bloggen i 2012.

Godt nytår til dig og dine. Lad propperne springe. Happy new year 2012.

Frederiksberg 31Line Leonhardt

tirsdag den 27. december 2011

Denmark is the main kapital of IKEA - eller hvordan jeg forvandlede mig til en sur elg!


I Gentofte kan man købe mange ting. Der er villaerne for de rige og smukke, der er havet for alle, der er iskiosken for de mange og der er specialforretningerne for de få. Og så er der IKEA. Ingen ved hvorfor, men mange gætter på, at det har noget med en sur svensk elg at gøre. En elg, der var utrolig dygtig til at indrette sig og som hele tiden kunne arrangere maden og sine sovemuligheder lidt bedre, end andre svenske elge. Denne svenske nationalhelt havde en far, der hed Ingvar Kamprad, der boede i Elmtaryd nær Agunnaryd og idet man ikke kan kalde en butik for ELG, fandt man på navnet IKEA. Nu findes også IRMA, ILVA, I-PHONE og Ingemar Stenmark.

Et besøg i IKEA begynder sådan for vores familie: På vej ind af døren er ét barn løbet en vej, imens en anden er løbet en anden vej. Begge forældre er gået mere eller mindre sukkerkolde på turen fra Frederiksberg og tonen er kontant. ”Den vej”, ”Tag posen”, ”Der...”, ”DER!!!”, ”DEN GULE POSE LIGE FORAN DIG!” Herefter mumles der, imens man håber, at man ikke møder nogen, som man kender.
På en god dag smiler vi til hinanden overbærende og siger: ”Er du også lidt sulten, SKAT?”. Og naturligvis er vi det. Med den forbrænding, som det giver at bo på 3. sal, have to små børn og fuldtidsjob, kan vi pt. kaste hvad som helst indenbords uden at overveje, om vi skal til at investere i en badevægt (model Bolmen, kr. 39,-).

Efter en menu all inclusive er vi igen en lille lykkelig familie på indkøbstur. Vi går så hastigt, vi kan igennem labyrinten, og som på en spejderlejr, er det lidt af en overlevelsestur. Takket være pilene i gulvet haster vi os igennem, uden helt at vide, hvad agendaen er. For der er fire dagsordner. Der er pigerne på 2 og 6, der helst vil lege. Der er mig, der vil i pynt og nipsafdelingen, der er min mand, der altid kigger på de store tunge kontormøbler. Midt i det hele bliver jeg i tvivl om, hvem jeg egentlig er. Er jeg til blomstrede sofaer og et hus på landet? Er jeg til kasser og praktisk opbevaring og systemer? Passer mine gardiner nu med den sofa, som jeg havde udset mig inden?

Imens jeg overvejer alt dette, ser jeg på de andre familier og par. Der er en del af dem, der heller ikke har afstemt forventningerne forinden. Mand: ”Den stol?”, med forundring i stemmen. Kvinde: ”Ja, kan du ikke lige se det for dig... ovre i hjørnet... ved hyggebordet og den lampe, som jeg så gerne vil have”. Efter et stykke tid ser manden lettere opgivende ud. Han kan tydeligvis ikke forestille sig ret meget end aftenens fodboldlandskamp og taber møbelkampen på poäng. I el-afdelingen er han dog skarp igen, imens børnene slæbes igennem. For dem er præmien en softice, når man er kommet igennem labyrinten.

Jeg har en idé om, at jeg er et rummeligt menneske. Der skal være plads til alle. Det gælder bare ikke i køen i IKEA. Man må ikke snyde og jeg slår hårdt ned på overspringere.

Som en kvinde (med en lille gul pose indeholdende; servietter, lys og et par planter) sagde: ”Jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg, sur som jeg var, sagde: ”Ja, og jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg viste hende en utroligt fyldt vogn, som var umulig at skubbe fremad og som jeg var lige ved at opgive halvvejs, men kun slæbte med igennem til kassen, fordi jeg havde lovet min ældste datter en plyshund og hundetaske, fordi hun havde spist hele sin madpakke ti dage i træk.

I denne situation har jeg glemt alt om medmenneskelighed og rummelighed. Det kan godt være, at vi alle sammen har råd til møblerne og der er tænkt over verden, forureningen, naturen og sammenholdet i forretningsplanerne for IKEA, men jeg kom faktisk først i køen! Og det er så her, hvor jeg forvandler mig til en stor stædig svensk elg.

PS: Måske kender du slet ikke forretningen i Gentofte, der hedder IKEA. Det er en lille eksklusiv og ret ukendt svensk designbutik, der sælger møbler med frække navne. Det er lidt af en hemmelighed at den findes, og sådan skulle det gerne blive ved med at være, for jeg ønsker faktisk ikke, at køen skal være længere.

søndag den 4. december 2011

Oplæsning af Astrid Lindgrens Julefortællinger på BIBLIOTEKET

I dag nød jeg at læse Astrid Lindgrens: "Julefortællinger" højt for børn, i alle aldre, på BIBLIOTEKET på Rentemestervej. Jeg sad i et skønt grønt hjørne i børnebibliotkesafdelingen og præseterede historierne om Pippi, Emil, Grynet, Lotte og alle de andre. Ind imellem måtte jeg stoppe oplæsningen og uddybe lidt - fx hvorfor man lakkede gaverne i gamle dage. Ligeledes blev de sværest tilgængelige ord hurtigt omformuleret, imens Emil-historien fik en brat afslutning, da der opstod en synkron hoppetrang blandt nogle aktive børn.

Man må sige, at der er kælet for alle detaljer i indretningen af den smukke, rustikke bygning - både HUSK MIT NAVNs illustrationer - uden på bygningen, så vel som indretningen af de mange forskelligtudseende lokaler inde i selve bygningen.

"Noas Ark II" blev undervejs sat helt frem på udstillingshylderne af bibliotikaren, efter at vi havde en længere samtale. Hun nævnte bl.a., at Københavns biblioteker havde købt en del af bøgerne.

BIBLIOTEKET er bestemt et besøg værd. Fra toppen af bygningen har man fornøjelsen af at kunne se direkte ned på det nye Ungdomshus baggård og grafittien, der besmykker muren imellem de to bygninger og så samtidigt tjekke byens billegste benzinpriser på den anden side af vejen, hvor tankstation OK ligger.

NV er en fascinerende bydel i al sin kontrastfuldhed.





fredag den 25. november 2011

Ord i Politiken - Næsegrus

I avisen, Politiken kan du om lørdagen læse en sektion (i Bøger), der hedder Ord. Her gives ord bort. Kendte forfattere interviewes af Malene Ravn - og enkelte ord gives bort. På Malene Ravns blog, kan man digte videre på ordene. På bloggen har jeg digtet videre på Kirsten Hammanns ord, næsegrus.

"Min næses næsegrus er forsvundet. Det lå i garagen i går. Sidst jeg så det legede det med vennerne. De spillede stangtennis for sjov. Næsegruset søger nye græsgange stod skrevet i et afskedsbrev. Tilbage er stangtennis og ensom næse - i en tom garage og ældre plæne til pynt."  Læs mere her:

http://malravn.blogspot.com/p/ord-i-politiken-bger.html?spref=fb


onsdag den 16. november 2011

Oplæsning af Guerilladigte på BIBLIOTEKET

I hånden har jeg en avis. En Blå avis. Denne udgivelse adskiller sig fra de andre Blå aviser, idet den er fyldt af Guerilla digte. De står under forskellige kategorier. Mit bidrag, ÅRGANG 45 var en gratis vinauktion i op til 8. sorteringer og stod derfor under kategorien; Tilbydes. I går læste jeg digtene højt for publikum, på BIBLIOTEKET på Rentemestervej 76.

tirsdag den 15. november 2011

lørdag den 12. november 2011

Oplæsning af Tyggegummieventyr på AdTomic

I går havde jeg æren af at læse forfatter, Alan Emmins, tre børnebøger, "Tyggegummi-eventyr" højt for børn til udgivelsesreceptionen afholdt på reklamebureau, AdTomic i København. Hvis du ønsker at læse bøgerne, kan du evt. besøge Bogforum - Stand 411, i denne weekend 11.-13 november 2011.  

fredag den 11. november 2011

Vinderen er fundet

Til lykke vinderen af konkurrencen - i afstemningen om den bedste klumme, her på siden.

Vinderen blev, Thomas Schwartz Larsen, der skrev en mail med teksten: "Jeg er 36 år, er det ikke bare sejt!" til min mailadresse.

Der bliver sendt en "Noas Ark II" afsted til vinderen.

God læselyst!

torsdag den 3. november 2011

Afstemningen om den bedste klumme


Afstemningen om den bedste klumme er nu afsluttet. De fleste læsere har stemt på: ”Vågn op nu med børneopdragelse”. En del stemmer fik klummen: ”Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine”. Tusinde tak for jeres deltagelse. I oktober måned har trafikken været tæt herinde. Ikke blot har der været læsere via mange lande, hvor dansk ikke er nationalsprog, men også fra så forskellige søgninger som:

  • Klumme om heste
  • At pille næse klumme
  • Der kommer noget gult ud af næbet og hiver efter vejret
  • Barnebarn af Otto Leisner?
  • Champagnelagkagebunde
Tak for jeres deltagelse. Den første læser der sender mig en mail på lineleonhardt@yahoo.dk med emnet: Jeg er 36 år, er det ikke bare sejt? får en børnebog - ”Noas Ark II” tilsendt. Husk, at skriv navn, adresse, postnummer og by.

Tak for hjælpen;)

torsdag den 27. oktober 2011

Klumme - Er vi kommet til en helt ny verden, mor?


Dagen er oprandt. Min vidunderlige bil, VORES Skoda Fabia, kan nu afhentes hos Bent Bekker. En mindre reparation er blevet lavet, fordi en mand kørte ind i den, imens jeg uskyldige billist holdt helt stille og ventede på at overtage hans parkeringsplads. Staklen sad i en varevogn, med dårligt udsyn, men havde jo netop set sig tilbage, og der var ingen biler bag ham, troede han.

Min automobilforhandler, som også laver mine buler i bilen er beliggende i nord læder-vest. Nærmere placeret – omkring Rentemestervej, ved en stor Shell-tank. I dag, da jeg skal hente bilen, har jeg min sløje datter med, og idet jeg også selv er syg, er vi to forkølede, hostende piger langt fra hjemmet. Vi tager S-Tog fra Flintholm og bevæger os igennem det øde kvarter. Vi taler om, at S-Tog begynder med bogstavet, S og Metro-toget begynder med bogstavet, M. Vigtige observationer for en pige, der har gået i børnehaveklasse siden august.

Kun håndværkere ses på gaden. Aldrig har der været så øde i en DøgnNetto, hvor vi går ind for at tanke forsyninger til turen. Der er to på arbejde til at hjælpe os med at lokalisere en pakke Kleenex (eller Nettos svar på samme – Lommetørklæder BODY CARE, i modsætning til Faktas, Lommeletter) og en pose Halls. Fra Flintholm St. går turen videre til Nørrebro St. Da vi står i krydset Ndr. Fasanvej/ Frederiksundsvej siger min datter: ”Er vi kommet til en helt ny verden, mor?”. Jeg ser mig lidt omkring og er meget målløs over spørgsmålet, for vi er da på hjemmebane, mener jeg. I gamle dage, da min ældste datter blev født, boede vi på Duevej, der ligger parallelt med Ndr. Fasanvej.

Er verdenerne så forskellige? Frederiksberg en verden. Og Nørrebro en anden?

Jeg ser mig lidt omkring. En del kvinder bærer slør. En del mænd taler fremmede sprog med finurlige lyde. Her lugter af grøntsager og frugt, der sælges på gaden. Imens jeg ser kigger rundt, hører jeg hende igen: ”Her lugter i hvert fald ulækkert.” Nu er vi pludselig på rejse i en helt fremmed verden. Det er blevet spændende at tage ned og hente bilen. Helt ovre i landet – Nørrebro. Nu kan alt jo ske. Og samtalen imellem os bærer præg af at være på rejse. På en ferie, hvor man trasker af sted og kigger på alle de spændende ting på rejse under fremmede himmelstrøg. Vi holder i hånden og ser på vinduer. I et forretningsvindue sidder en lille dukke Lise. Hun har fået et tørklæde på.

Da vi henter bilen, er min datter så træt efter dagens mange oplevelser, at hun er lige ved at falde i søvn. Vi nærmer os hjemmebanen, Frederiksberg. Inden lillesøster skal hentes, skal vi stifte bekendtskab med noget helt nyt – døgnpostkasser ved posthuset. Det er smart. Herefter går turen videre til Frederiksberg Centret, hvor en gave skal købes. Storesøster er blevet lovet en lille ting, fordi hun helt selv har spist hele sin madpakke i skolen, ti gange i alt. Hver gang er blevet vekslet til en stjerne og ti stjerner giver så en gave. Jeg er ikke helt sikker på det pædagogiske ståsted i denne handling, men dimsen købes og aftenen afsluttes med noget helt nyt. Ga-JoL – REGGEA SALT LAKRIDS. ”Det danske vejr er reggeavejr!” Efter den eksotiske dag falder jeg omkuld til vanlig tid. Lige efter TV-LORRY.

fredag den 21. oktober 2011

Klumme – Me, myself and I.


”I´m a bicth, I´m a lover, I´m a child, I´m a mother... I do not feel ashamed”. Således synger Alanis Morissette sig igennem hittet. Hun synger om sine værste sider – om skyggesiderne. Skyggesiderne er dog nogle, som hun er blevet ven med. Sådan har jeg det også. Efterhånden har jeg integreret Irriterende Ilse, Laskede Lone og Nærige Nete sammen med Grådige Grethe, Syndige Susan og Pinlige Pia. De sidder inde i en meget imaginær stor gul bus inde i min krop og bedst som jeg tror, at de alle er artige og opfører sig ordentligt, så springer en af dem ud af bussen og træder i karakter.

I dag var det Selvretfærdige Sanne, der tog til autoforhandler ”Bent Bekker” for endeligt at afkræve de hjulkapsler, som jeg blev snydt sidste gang (red. læs klummen: ”Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine”). Nu måtte det være nok. Længe efter de oprindelige hjulkapslers forsvinden bestemte Sanne sig for, at det var hendes tur. Det var også Sanne, der i dag afkrævede VVS´eren at sætte murerne til at udskifte de ødelagte fliser bag nogle rør, hvor man efter VVS´erens fulde overbevisning ikke vil kunne se dem efterfølgende. Men Sanne holdt fast. Takket være Sanne, er jeg nu den lykkelige ejer af fire flotte hjulkapsler – og fire reserve i bagagerummet, og kommende fire hvide nye fliser på mit badeværelse (som måske aldrig kommer til at se dagens lys, idet de er gemt bag to rør).

Grådige Grete kommer frem, når der er pålægschokolade på min arbejdsplads. Hun fylder hele brødet ud, så der er væg-til-væg-chokolade, imens Charmetrolden Charlotte i dag lavede kaffe til håndværkerne, efter at Sanne havde været på spil. Nærige Nete tjekker altid sin bon efter almindelige indkøbsture i Irma (red. og ofte Fakta) og Løgnagtige Linda så en gang nogens datter tørre chokolade af i en elefanthue og fik herefter 10 procent rabat på huen, der jo var snavset.

Det er ikke let at være mig, når mine skyggesider styrer bussen og det er værre, når de står ud og kræver deres. Min mund overgiver sig til deres elendige replikføring og de fleste af dem taler dansk, som var de født i pommesfrites-bæltet (syd for København, omkring Greve) og de har ingen pli, ejer ikke høflighed og er, som Blonde Bettina en gang udtalte: ”En gang selv-egoister”. De er nederdrægtige, amoralske og har en jeg-først-mentalitet, der er aldeles usolidarisk. Ronja Rabatkortrytter går ikke glip af noget. Hun kan slet ikke lukke pungen for bar plastikkort med diverse rabatkortordninger.

De er dog velkomne til at blive lidt endnu. Hvem skulle ellers sørge for en lavere bankrente? At man fik den bolig, som man nær var blevet snydt for? At man fik SU til hele uddannelsen? At man fik en Muutolampe med sit avisabonnement? At man fik de bonuspoint for flyrejsen, som man havde optjent tilskrevet sin konto? At man hjalp scenekunstnerne ved at rykke tættere på scenen for deres skyld og herved gav alle andre en bedre oplevelse, imens man selv sad på første række? Også overfor de optrædende Killer Whales i ”Sea World”. At man støttede medlemskabet på Hyatthotel (og herved fik gratis netadgang) og så videre.

Tak til Sanne, Grethe, Charlotte, Ronja, Susan, Bettina, Ilse, Lone, Pia, Linda og Nete. Fordi I er der til at gøre hverdagen lidt mere festlig.

PS: Beklager, at Dominerende Dorte tager så meget fokus i denne blog. Hold op, hvor har hun dog mange tanker om, at netop det liv som hun lever, netop de tanker som hun gør sig, er utrolige spændende for andre mennesker at læse. Som Morisette siger: ”You know I wouldn´t want it ANY other way.”

mandag den 17. oktober 2011

Klumme - vær en gæst, tegn en hest!

I disse dage er vi uden vand i huset. Ikke bare uden vand til opvask- og vaskemaskine. Ikke bare det, men også uden vand i hanerne. Til gengæld, kan vi vinke, fra hele tre udsigtshuller på badeværelset, ned til vores underboere. Sagen er den, at vi skal have nye faldstammer i andelsforeningen. Denne begivenhed falder sammen med en anden. Min mand er taget til New York for at være prof. deltager på Comic Con – en tegneseriekongres, og jeg er således solo med pigerne, imens jeg venter på nye rør og min mand hjemkomst.

I sidste uge var mit job som almindelig folkeskolelærer udskiftet med jobbet som danselærer og koreograf, idet skolen havde en featureuge. Ugen bød på tillidslege, hvor jeg som deltager i en tillidsleg fik af vide, at jeg var en god træstamme. Et kompliment, der er til at tage og føle på.

Ligeledes fik jeg afprøvet det nye sort inden for danseverdenen – Zumba. Et møde med dansen, Jive og et kært minde med dansen, Les Lancier kastede min hukommelse mange år tilbage til både gymnasie- og højskolefester, hvor jeg har danset denne prægtige dans igen, og igen. Den gang, hvor jeg blev kastet så højt op i luften af min dansemakker for derefter at ligge i en sammenrullet størrelse langt fra dansegulvet vidner om en god fest og en høj promille hos begge parter og stor danseglæde. Det var festlige tider.
Jeg planlægger mig igennem disse dage uden vand. Fra, hvor vi skal spise aftensmad, til hvad vi skal have på og hvor vi skal bade. Der er i disse dage indlagt fælles badeseancer i gården, i en badevogn, på min skole, og hos de veninder, der har kendt mig så længe, at det er en naturlighed også lige at få et bad og noget rent tøj, når nu man alligevel er på besøg til hjemmelavet frokost.

Folk er utroligt hjælpsomme i disse tider. Alle har budt ind med, hvad de nu kunne gøre for at hjælpe os. Selv i lørdags, da vi var til fødselsdagsfest, fik jeg lige et halvt brød med hjem. Det var til den fødselsdag, hvor en bedstemor brokkede sig lidt over at stolene var for lave, (de smukke træ 7´er stole, der passede smukt i parrets hjem) imens oldemoderen diskret vendte tallerkenen på hovedet for at se, om det var den kategori af aller fineste porcelæn. Ikke bare Royal Copenhagen, men en 1. sortering.

På den måde følte jeg mig godt tilpas. Mønstrene mindede så meget om min egen families. Jeg husker, hvordan min far altid skulle skrue op og ned på de stole (kontorstole ved navn xx) for at min mormors ben kunne nå jorden. Ingen talte om, at det måske var bordet, der var for højt, eller deres ben, der var for korte. Det er altid stolene, der er for korte.

Den treårige var ligeglad med stole. Han lå midt på gulvet med Duplo – model; "Cars", og havde netop erhvervet sig både Woody- og Buzz-dukker fra "Toy Story" fra forældrene og desuden var han nu tre år, hvilket min yngste datter blev så misundelig over, at hun igen og igen skreg: ”Mig også tre år”, ”Mig også tre år” indtil hun næsten havde overbevist sig selv om, at hun ikke længere var to år, men tre år.

Til gengæld glemte hun at sove, hvilket betød, at hun tilsidst var blevet så overtræt, at hun sang ”Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt.... dørene i bussen siger, Åker-lukker-åker, åker-lukker-åker....” imens jeg overvejede, hvad tid det rent teknisk ville være klogest at køre hjem. På sin vis var jeg stolt over, at hun havde det så sjovt, selvom de mange spring og klatren op og ned af de sjove ”Bobles-dyr” krævede en del styrt på det tidspunkt af dagen.

Selv nød jeg kagerne og kaffen, det hjemmebagte brød og at være på besøg hos gode venner. Moderen til den treårige er netop gået på barsel og idyllen i familien var stor. Storebror er næste titel, fødselaren får. Min yngste datter har ikke udvist begejstring for babyer, men til denne fest var er hele to af slagsen – tvillingerne i ens autostole. De blev underholdt af min yngste datter og hun af dem. Familiefødselsdage er altid superhyggelige, når man ikke selv er involveret i familiehalløjet, men blot kan nyde børnenes leg og lækkerierne. Det gjorde vi.

Om aftenen blev jeg fanget af DR2 tema om superhelte. Både dem, der klæder sig ud på Hollywood Boulevard og dem, der hjælper trængende sjæle i nattelivet. Det var nogle fantastiske dokumentarfilm, og endnu en gang blev jeg overbevist om, at DR2 er en helt suveræn tv-kanal.

Gæstelivet er dejligt. Vi besøger så mange søde mennesker i disse dage. Og inden længe er min mand hjemme igen. Snart kommer der nye rør, og det er slut med at vinke til underboen fra sjove huller på badeværelset. Det er alt sammen meget godt. Som der en gang stod på et stykke træ hos en veninde – vær en gæst, tegn en hest. Vi er i disse dage gæster. Sidstnævnte hest, lader jeg min mand om. I New York.

lørdag den 8. oktober 2011

Vågn op - nu med børneopdragelse!

Ganske roligt slentrer pigerne – lillesøster på to år i MacLarenvognen og storesøster på snart seks går ad Gothersgade en lørdag morgen omkring kl. 9.30. Jeg synes faktisk, at jeg er en god mor lige i dag. Vi er på vej til en legeplads, gemt bag træerne i Kongens Have. Senere hen står dagen på børnefødselsdag for den ældste, imens den yngste napper en lur.

Ingen sure minder, ingen vrissen af børn eller andre ting, som jeg ser sig selv udføre. Trods fem års studier i blandt andet børnepsykologi og pædagogik, findes der en meget tarvelig mor inde i mig, som ind imellem slipper ud og siger noget frygteligt sludder og vrøvl, imens den pæne og søde mor er ret flov.

Hende den tarvelig mor kan finde på argumenter som: ”Fordi jeg siger det”, ”Hvis du ikke kommer med nu, er der ikke noget slik i slikposen til Disney sjov” eller det der er meget værre. Hun er pinlig og sur og hendes mundvige hænger nedad. Hun er en stresset hidsigprop og synes også er det er meget synd for hende selv.

Lige i dag har jeg nogenlunde styr på det. Jeg er stolt og taknemmelig. Tilfreds og glad. Jeg elsker mit liv – lig præcis som det er og elsker mine piger og min mand. Mundvigene går opad og tankerne er lyse.

Der er købt fødselsdagsgaver til både Sofia H. og Barbara fra klassen, lavet en del legeaftaler til næste uge - trods mandens rejseaktivitet til New York og det faktum at vi er uden vand idet andelsforeningen skifter faldstammer og vi nu tre stedet på badeværelset kan vinke ned til vores underboer.

Der er både lavet legeaftaler med de nye piger fra børnehaveklassen og om onsdagen er det desuden fast aftale, at man ses med tøserne fra børnehaven til diskodans.

Der forsøges både at bage og at tegne, at læse godnathistorier - selvom guderne skal vide, at Ella fik læst langt mere og på en roligere måde, før hun blev storesøster end efter. Også selvom jeg lovede mig selv, at hun ikke skulle lide under at være blevet storesøster og at hun skulle have lige præcis lige så meget opmærksomhed som før. Det var så løgn. Sådan blev det ikke.

Lillesøster ankom med et vidunderlig temperament, med styrke og vilje og hele hendes væsen siger, se mig. Vidunderlig og krævende. Som man nu skal være, når man lige er fyldt to år.

De holder en fest hver dag, de to. Løber rundt og leger fangeleg, gætteleg, hule og alt det som er sjovest at lege. hvis man er to. Og det er de. De er to.

På ferierne bliver der taget børnehensyn. Når man vælger Disneyland i to dage med overnatning på et hotelkæden: ”Hotel 6” lige i baghaven, er det for børnenes skyld (selvom jeg nu er ret begejstret for stedet med al dets virvar og musik, song and dance and what not).

Når man tager på måneders ophold i Paris er det også for børnenes skyld, såvel som de voksnes. Det er for familiens skyld. Og måske for at undgå den allerværste børnesygdom - skilsmissen, der i disse dage er lige så smitsom som børneorm, og derfor må vi forældre igen og igen vaske hænder for at undgå at blive smittede. Vi vasker hænder, køber møbler, flytter om, rundt og væk og tilbage, vi giver plads til os selv, til familien, til parret og til solisterne og der er masser af me time i det lykkelige ægteskab.

I 70 ´erne og 80´ erne var det sikkert også for børnenes skyld, at min familie – en kernefamilie, tog på kulturferier til Italien. Fx til Rom, der om sommeren forvandler sig til en varm og fugtig by – med lige mange turister, myg og bier – sådan husker jeg i hvert fald den evige stad. Måske var det her at jeg blev allergisk over for myg?

Vi kørte derned på to dage, for så sparede man en overnatning. Og selen var lige blevet indført i 76. Naturligvis kun på forsædet, så vi børn kunne dengang trille rundt imellem hinanden ned af den lange tættrafikkerede tyske autobahn. Man røg i bilen, men luftede ikke ud for så fik min mor træk, og det var ret slemt. Idet jeg havde astmatisk bronkitis røg de dog ikke så meget. Dengang skulle man vælge imellem is og sodavand. Det var 40 grader mindst, men jeg elsker is. Så trods tørst valgte jeg is. Det var gode ferier, når teltet var slået op og alle var glade. Det var Nutella og Nesquick (der vist ikke fandtes dengang hjemme i Helsingør).

Da min mand var baby, var han faldet ud af liften, idet moderen var ved at tage kørekort på det tidspunkt og han lå som tilskuer i en åben lift under køretimer, hvor han så faldt ud en dag.

Dengang var det også for børnenes skyld. Jeg er ganske sikker på at alle forældre er nogenlunde ens i tankegangen. Man gør det meste for børnenes skyld.

Nu læser vi ”Go the fuck to sleep” og drikker feinschmecker kaffe og spiser brunch på caféer. Dette er faktisk den bedste måde at få lidt plads omkring sig på en café. Man ankommer med klapvogn og bulder og rabalder og straks har man masser af plads. Ikke alle synes, at vores toårige og snart seksårige er lige så charmerende, som vi gør. Pyt med det.

Når jeg bestiller en meget dyr flyrejse til San Francisco er det da også med devisen om, at det er langt billigere at tage til USA i sommerferien i en måned, end det er at blive skilt.

Det kom derfor som et chok for mig, da en kvinde kiggede søgende på mig i dag på Gothersgade omkring kl. 10, med sit blad i hånden, imens hun sagde ”Vågn op” - det er et temanummer om børneopdragelse som et købstilbud til lige netop mig. Hertil svarede jeg: ”Nej, tak. Det har jeg fuldstændigt styr på.”

Imens jeg videre, forestiller jeg mig, hvordan man kunne gå rundt blandt folk i ens træningstøj og tilbyde nyeste nummer af ”Elle” eller ”Eurowoman”. ”Bilen” til dem med nummerplader med de forkerte bogstavcifre – hvilket vidner om en for gammel bil, eller ”Helsemin” på alkoholikerne på Christianshavns torv etc.

Do I look it? Ligner jeg en, der trænger til et temanummer om børneopdragelse?

Smilende gik pigerne og jeg videre hen til legepladsen i Kongens Have, inden vi mødtes med min mand/pigernes far og spiste en skøn two-for-one brunch på ”Café Flottenheimer”. Her flyttede et romantisk par sig væk - fra pladserne ved siden af os, i samme sekund charmetrolden på to begejstret råbte - ”Ta da”, da hun stod på bænken...




fredag den 7. oktober 2011

VHS generationens endelige farvel til stigereolen

Efter en længere tur til USA i sommeren 2011 skete der en lang række hændelser, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre.

Da vi er vel ankommet i San Francisco – i dagene før den magiske tur over Golden Gate Bridge, får vi en del henvendelser vedr. vandsituationen i København. Ikke blot er Tuborgvej bukket under for de massive vandmængder, men vores kælderrum er forvandlet til indendørspool for døde rotter.

Hvad jeg selv syntes var ret sjovt i ”Noas Ark II” - om at rotten har en swimmingpool pool i toilet, er pludselig ikke så sjovt længere, når ental bliver til flertal og toilet udskiftes med kælderrum - hvor mange rotter holder poolparty og (som straf?) herefter ikke overlever vandmængderne.

Da vi en måned senere selv står ansigt til ansigt med resterne af indboet, er det klart, at vi blot skal i gang med at smide ud. Intet har overlevet. De døde rotter tog meget med sig. Fx

  1. En meget gammel knap 500 kroners IKEA birketræsmørkbejset skoreol som min mand i sin tid købte. En meget stor og som regel utrolig grim reol, som jeg vidst i en kærlighedsakt sagde god for, men siden forsøgte at smide ud (uden held) og som med et kompromis måtte leve sit liv i en kold og klam kælder, inden den blev flot fotograferet til ære for Lærerstandens Brandforsikring, inden den kynisk blot sat i storskraldsrummet. PS: Der findes en ægte svensk by ved navn Kneppen. Tænk, hvis man kunne få Hvidovre-reolen? Eller Ishøj-stolen? Trip-Trapp blev omdannet til Tappernøje højstolen? Eller Høje Taastrup-stolen?
  2. En stor kasse med al post, jeg nogensinde har modtaget. Fra sæt kryds i ja, nej måske feltet over længere brevvekslinger på længere udenlandsrejser med mine bedste venner. Forsvundet er Ghanesiske frimærker sammen med breve skrevet under et halvt års indtag af det senere hen knap så anvendte LARIAM (red. Medicin mod malaria) og alle de smukke postkort fra familie og venner.
  3. Alt muligt andet mere eller mindre vigtige ting. Herunder stigereoler, VHS-bånd etc. Er det her VHS-generationen endelig gav op overfor den moderne teknologi? Er det et endeligt farvel til Betamax, Moviebox, kassettebåndoptageren?
Da jeg på selve turen til USA ikke skrev så meget om opholdet på bloggen, begyndte jeg et længere essay om USA – roadtrip fra San Francisco til San Diego.

Her sker endnu en uforklarlig ting. Min computer bryder sammen og sletter alt, hvad jeg har skrevet (og som min backup USB-nøgle, der er knækket og derfor heller ikke virker har slettet.) Skriveopholdet i Møstings Hus, ideer til flere børnebøger og meget andet er gået tabt. Herunder mange sider af et helt nyt skriveprojekt.

Ganske kort efter går min arbejdscomputer i sort.

På ganske kort tid har jeg slettet både ting og tekst. Begyndt forfra igen. Og igen.

Disse samtlige tab har sat mig tilbage til nul. På sin vis er det meget godt. Feng Shui, der virkelig vil noget.

Ikke svælge over fortiden grimme indkøb, som aldrig bliver brugt, men gemt indtil en hændelse bevirker, at de smides ud.

Ikke gemme på gamle dialoger, der ikke skal anvendes senere – ud med breve, tekst, ideer, bøger og kærestebreve fra dengang jeg var så genert, at jeg ikke turde sige: ”Hej” til nogen, men håbede at de rent fysisk ville falde over mig og derved selv starte dialogen.
Ud med forestillingen om, at man i næste bolig vil få andre smukkere møbler, end dem man har nu.

Væk med de grimmeste indkøb fra IKEA. Er alle IKEA-køb grimme?

Hver søndag mindes jeg om, at jeg
  1. Ikke må købe flere møbler i IKEA
  2. Virkelig sætter pris på design – det helt almindelige kendte og som ofte skandinaviske mærker. Nyere og ældre. Jeg er til Bo Bedre selvom jeg egentlig syntes, at det er frygteligt uoriginalt OGSÅ at kunne lide PH, A. Jacobsen og slænget frem til Hr. og Fru HAY.
  3. Gerne ville bo mange andre steder, end hvor vi bor
    1. Nogen gange Øster Farigmagsgade 18
    2. Nogle andre gange på Smallegade 36
    3. Nogle femte gange i Brumleby- helst med egen have
    4. En villa i fuglebakkekvarteret – gerne Solsortevej 77
      1. Nogle ottende gange i New York, Paris og/eller Californien
Ud med forestillingen om, at jeg kan få arrangeret møblerne på en sådan måde, at jeg slet ikke opdager mine hvide plastikstole fra IKEA (som man jo så tilfældigvis sidder bedre i end mine ene 7 ´er stol), for det lader sig ikke gøre.

Væk med illusionen generelt. På med arbejdshandskerne og ønskesedlen.

Således er jeg ikke blot vendt hjem, men også hjemvendt til rod og sjusk, bortgåede møbler, og møbler der burde være smidt ud for længst.

Hvem til hviledagene i familiens skød. Jeg nyder hviledagene, når jeg.

  1. Grebet af ovenstående flytter meget rundt og smider nogle møbler ud.
  2. Drømmer om nye boliger og rejser.
  3. Får bagt (i dag var det havregrynkugler, der så har den store fordel, at de hverken skal hæve eller i ovnen og derfor kan projektet næsten ikke gå i vasken, med mindre man river skålen på gulvet). Sker dette er det ok at købe enten: Christianshavnertærten fra Lagkagehuset eller en Cheesecake fra Bodenhoff på Finslebens.
  4. Sidder med fællesmappen og dimser (i dag fik jeg styr på Air Berlin Miles-kontoen – glædes over 16.000 point) og min venteliste i Brumleby – pt. over 20 år. Så er jeg 56 år til den tid.
  5. Kigger en del i min kalender.
  6. Arbejder en smule
  7. Vasker tøj
  8. Har håret sat på en - jeg er praktisk måde. Søndagshår.
I disse dage siger jeg farvel til mange ting. Samtidigt siger jeg goddag til lige så mange ting.

Der er kun et eneste spørgsmål, der presser sig på i dag - hvornår der er kaffe og må man få to kopper?

Og imens jeg forsøger at fine hoved og hale på alle fortidens fejlkøb, sige farvel til brevvekslinger, der er skyllet ud med regnvandet, overvejer jeg, hvorfor pokker jeg dog ikke gemmer mine filer. Og hvordan jeg fik knækket en uknækkelig mega-usb-nøgle?

Når jeg nu ikke gemmer dem, kan jeg så enten genskabe noget, som jeg husker det eller digte – eller mikse de to. Sidstnævnte er vel forfatterdelen. Man inspireres af noget virkeligt, som man så digter videre på.

Eller også vælger man som jeg, at opleve et nyt eventyr og erkende, at man alligevel ikke kan erstatte noget gammelt. Som møblerne i kælderen, er breve og skrevne tekster bedst, når de opstår af sig selv, første gang. Ikke som en hukommelsesøvelse på et skrivekursus. Farvel til gamle møbler, VHS-bånd, gaver og breve, historier og fotografier. Velkommen til nye!

Man må dog godt lære af sine fejl. Slut med at gemme ting væk i kolde kældre. Gem skriverierne på et USB-stik, eller stik af til USA.

Imens jeg skråler ”Are you going to San Francisco....” gør jeg mig en lille forhåbning om at kunne lære begge dele. Imens samler jeg nye reoler, der hedder BILLY. De er købt i et meget smart svensk underground designfirma, ved navn IKEA. 

lørdag den 25. juni 2011

Klumme - Jeg spiller ikke med køleskab, men måske burde jeg?

Jeg skød en skævert og derfor tabte mit hold den vigtige position at være ”inde” dengang, hvor vi spillede rundbold. Vi måtte igen ud i marken og gribe bolde og håbe på, at de andre også skød en skævert, eller ville blive grebet ud. Vi spiller med to døde.

På den skole hvor jeg arbejder, spiller man ikke med køleskab. Oversat til dansk betyder dette, at man i spillet ikke kan gemme på befriere. På min gamle skole var der et rum, der hed ”Hyggeren”, og der hed stikbold af en eller anden årsag jægerbold. På den skole var der en dreng, der i hver pause skreg: ”ER DER NOGEN, DER VIL VÆRE MED TIL SKOVSTRATEGO?” Og uden at ane hvad legen gik ud på, var jeg vidne til denne daglige råben om skovstratego. Jeg arbejdede der i en periode på et par år - plus det løse.
Her lærte jeg at afkode. At afkode børn, og at afkode voksne. Der var en lærer, som jeg stort set ikke talte med i den tid, jeg var ansat. Det var egentlig okay. Jeg vænnede mig til bare til, at hun ikke rigtigt orkede at tale med mig. Ind imellem sagde jeg: ”God morgen”. For det meste smilede jeg.

Det er ret svært at afkode, tænkte jeg, når hun ikke lige orkede at sige hej til mig.
På en anden arbejdsplads, på ”Det Kongelige Teater”, var der hilsepligt. Det kunne jeg godt lide. Uanset grunden til, at man fik lov til at færdes på de lange gange og omkring de blå sofamiljøer smilede og nikkede man, når man mødte nogen på sin vej.  Her anvendte jeg min vel udviklede pragmatiske kompetence iført sminke, hat, paryk og ind imellem kjoler, der får Lunas telt fra Bamse og kylling til at virke som et cigaretrør.

Det er ikke så let at navigere sig rundt i verden, for vi har alle en helt præcis oplevelse, som andre mennesker så skal afkode. Netop dette med at kunne afkode bruger jeg en del tid på i disse dage. Ikke fordi jeg har særligt lyst eller anser det for at være min spidskompetence, men fordi jeg igen og igen havner i nye ukendte situationer og ret hurtigt må finde en måde at håndtere de andre implicerede og min egen opfattelse af verden på, på et splitsekund, herefter vælge den rigtige løsning, ofte formuleret mundtligt.
Her er sidste uges hændelser – set ud fra min tågede synsvinkel.

Mandag opdagede jeg, at min datter havde slået to af sine tænder og måtte haste af sted til tandlægen mandag morgen. ”Bruger du tandtråd?,” lød det høfligt, men spidst fra tandplejeren rettet mod min ældste datter. Ny kode, tænker jeg. Tandlægen går uden om mig, direkte til kilden. ”Åh, det er min dårlige samvittighed,”  forsøger jeg. Denne plade spiller jeg hvert halve år hos egen tandlæge, og den plejer at gå rent hjem. Jeg har blå øjne og kan se ret uskyldig ud.
Tirsdag snupper jeg en flåt ud af min datters lyse lokker. Morale: naturen er flottere på tv, end i håret. Samme dag modtager jeg et brev om, hvordan man bruger tandtråd. I brevet er også en tandrenser. Ok, point taken. Ny regel, tænker jeg. Jeg vil fremover bruge tandtråd hver aften. Og faktisk går det fint med projekt tandtråd. Hver dag kigger jeg med et vurderende blik på mine tre forskellige pakker med tandtråd. Jeg holder mest af ”Colgates” – den fede, 5 meter, med den underlige eftersmag.

Onsdag kører jeg lige en i en VW Golf og får lavet en bilskade på en fremmed mands bil og min egen. Inden jeg har nået at afsende anmeldelsen af min datters tandskade, er jeg igen i kontakt med forsikringsselskabet. Den billige, med den høje selvrisiko.
Torsdag har jeg mistet stemmen og får en mærkelig dialekt tilkoblet stemmetabet. Nu er jeg for en kort periode bornholmer. Her tænker jeg på, at de både til landsmødet, men også i al almindelighed må have noget med halsen på Bornholm. Næste gang jeg møder Krølle Bølle, vil jeg råbe: ”SÅ TAG DOG EN HALLS, KRØLLE BØLLE!”

Bedst som jeg tror, at ugens dramaer må være veloverstået, får jeg et chok, da jeg fredag morgen kl. 7.05 bipper min bildør åben. Af skræk for at der er et dyr inde i bilen eller en indbrudstyv inde i bilen, skriger jeg højt ved lyden af forrudens knuste glas, der rammer både jorden, og også inde i bilen.
I nattens løb har en venlig sjæl tænkt på, at der var ret beskidt inde på gulvet i bilen. Og idet man jo ikke må støvsuge andres folks biler uden at spørge om lov, har han/hun tænkt, at man jo så bare kunne smadre ruden. Herved behøvede jeg slet ikke at støvsuge, for det ville Bent Bekker Auto jo gøre, når de skulle skifte min rude. Så pyt med, at det ikke var forruden med de 5 stenslag fra efter året ture Frederiksberg-Birkerød t/r, eller at det var i samme omgang.

Og således skulle ugens hændelser nå en ret udramatisk afslutning med disneysjov og slikpose. En pakkeløsning.
I firserne piftede man cykler, og imens vi fejrer midsommeren - og pigekoret synger sommeren ind, er jeg nu ved at afkode, hvilke forsikringspapire, der tilhører hvilken skade. Jeg burde nok spille lidt mere med køleskab. Altså vente med at anmelde skaderne, indtil jeg havde sovet på det og en ny skade kunne tilskrives den gamle. På den måde kunne jeg indløse det hele med en befrier? Fremover spiller jeg med køleskab!

mandag den 13. juni 2011

Klumme – Pinseforsamling og varmtvandteorier?

Til aftenens møde – en ekstraordinær generalforsamling i min andelsforening var stemningen fra begyndelsen på kogepunktet. En andelshaver og en udsendt fra firmaet, Gaihede - der skal varetage vandinstallation og dirigenten kom op at toppes. Det blev dog afklaret, at Ole Bangs fuldmagt duede trods den manglende underskrift. Ole Bang, var så at sige Ole Bang - via kopi af hans pas, en sms og mulighed for en live-opringning. Det var tydligt for os at forstå, at Ole B. tilhørte den del af nejsigerne, der havde indkaldt til mødet. At en fuldmagt er en fuldmagt bevises ved selve underskriften lød det fra formanden med replikken: ”Den kan jo skrives på bagsiden af en pakke Cornflakes.” Ret morsomt - for dem af os der syntes, at det var ret morsomt.

Der blev talt demokrati fra første færd. Advokaten orienterede om forskellen på simpelt flertal og to-tredjedelsflertal. På publikumspladserne var der folk, der spillede 7 kabale på Ipad´en, dem der blundende, og så var der kvinden bag mig, der prustede og stønnede. Selv var jeg optaget af at få noteret detaljer til denne klumme. Ord, sætninger og stemninger. På den måde undgik jeg også at være fysisk påvirket af selve mødet, idet jeg hele tiden havde en metareflektorisk tilgang til, at jeg nu for anden gang skulle tilbringe det, som advokaten gentagne gange kaldte en ”sommeraften” i selskab med foreningens mange forskelligt tænkende beboere.
Aftenens tema var en genbehandling af forslaget fra sidst. Det krævede, at manden fra Gaihede var mødt op endnu en gang. I vores andelsforening har vi en liggende varmtvandsholder – hvilket skabte et, for de fleste uforståeligt, smil på manden fra Gaihedes læber under udredelsen af foreningens problematikker vedr. varmt vand. Jeg forestiller mig, at det vil svare til at bytte rundt på konge- og dameside for en kongelig skuespiller. Let at se moroen i situationen, hvis man er klar over teorien! Jeg forstod ikke teorien!

Der blev talt om kobberrør, galvaniserede rør og tæring på faldstammerne. Sætninger som ”… løbende partiel udskiftning af rør”, ”Pressfillings”, ”Hydraulisk værktøj”, ”Strømpeforing”, ”Vådrumsmembran”, ”Synergieffekt” og ”Besparelser på det personlige plan” and what not… fløj fra talerstolen imod mig som et meget tungt vattæppe. Hvad angik besparelserne på det personlige plan, var teorien mere klar for den enkelte andelshaver. Denne kom fra en af disse grupper:
1)      Børnefamilierne. (Der gerne vil tilgodese gårdens ve og vel og ofte er aktive på gårddage)
2)      Dem, der lige har købt lejlighed.
3)      Dem, der gerne vil sælge.
4)      De ældre, med gardiner i køkkenvinduerne.
5)      Dem, der har boet her siden starten af foreningen i 2003. Dem, der har købt deres lejlighed ret billigt.
6)      Bankansatte, idet ejendommen er en tidligere ”Nordea-leje-ejendom” er denne gruppe ganske stor. Og det er heldigt, idet denne gruppe kan snakke med, når spørgsmål drejer sig om lånetyper etc.
7)      Unge par.
8)      Kvinder - med kraft og saft.
9)      Bestyrelsen og sympatisører.
10)  Nej-gruppen.
11)  En gravid.

Afbud fra:
12)  Det let påvirkede par, der ellers plejer at sidde på bagerste række og råber: ”Kan du ikke tale lidt højere, jeg kan ikke høre dig?”, og som tager det ilde op, hvis man foreslår, at de skal rykke tættere på.”
13)  Ex-ejendomsmægleren (der ofte har oversat, hvad de voksne taler om, for mig.)
14)  Gårdudvalget.

Manden fra firmaet forklarede og fortalte. Han var ydmyg, høflig og tålmodig. En fin mand i blå skjorte fra et firma, der også lavede vores tag. Uden efterfølgende klager fra foreningens side. Jeg undlod at fortælle om de to håndværkere, der sad med røg en ulovlig krudtstang inde i deres lastbil og holdt regnvejrssiesta – en efterårseftermiddag under vores tagudskiftning. En større udskiftning der varede lidt over et år. Som manden fra firmaet sagde: ”Der kommer ikke til at stå folk i jeres lejligheder, uden I ved det.” Og så kom der smil og grin fra publikum. Endelig. Det er jo både sjovt og hyggeligt at være til generalforsamling. Kun den ældre kvinde bag mig mumlede: ”Ehjjj, jeg bliver bims i bøtten.”

Da manden fra firmaet nævnte, at fra i dag og til de ville slippe sagen, ville der gå 6 år, blev jeg dog noget træt ved tanken. Selvom processen er kortvarig og de sidste 5 år ville være gennemgang etc. synes det dog som et langt projekt. Uden bad og toilet, uden adgang til vand. Med to små børn er det ikke så festlist at skulle i gården konstant. Jeg planlægger at være bortrejst til fjerne eksotiske feriemål til den tid. Jeg tager min mand og mine piger med! Til gengæld kan vi så glæde os til at kunne få varmt vand på 10 sekunder, når vi står i bruseren og en personlig vandmåler og meget mere.
En kvinde panikker og beder om ordet.

Kvinde: ”Muligvis skal der bruges ret mange fliser, hvis jeg selv skal sætte nye fliser op. Jeg arbejder til daglig med EDB.”
Mand fra firma: ”Nu kender jeg jo ikke lige præcis dit badeværelse.”
Kvinde: ”Nej, det håber jeg da ikke.”
Kvinde: ”Eller… Du kan da godt komme …”
Kvinde: ”Hvor skal min sanitet så stå? Jeg er jo ikke så interesseret i at få det ind i stuen.”

Kvinden henstiller til at andelsforeningen konsoliderer sig… Formanden svarer, at det jo svarer til: ”At brænde pengene eller at kaste dem ud af vinduet.” Herefter kommer en længere debat – en art bankbattle med snak om lånetyper etc. Ligeledes tales om den triste situation i AB på Duevej. En situation ingen ønsker.
Undervejs er der en del snak fra publikum – de glade andelshavere. En ung kvinde ser lidt skræmt ud, men vover sig ud i et spørgsmål, der afsluttes med afsløringen af, at dette her er hendes første generalforsamling. Igen er der latter fra andelshaverne – der er placeret tungt på de til dagen opstillede skalstole – de skalstole, der ligner 7´eren eller myren, og så alligevel slet ikke. Stolene er indkøbt til den skole, hvor generalforsamlingen afholdes. De er orange og hvide. Skolerne har for længst opgivet at have designermøbler. Desværre.

Endnu en bankbattle opstår og jeg ser mig lidt omkring i lokalet. Hvem er mon disse mennesker, som jeg tilfældigvis deler økonomi med? Stemningen bliver igen spydig. ”Nu er jeg lige så ubehøvlet, som du er!” truer en andelshaver vores formand. Vi er tæt på afstemningen og stemningen er på kogepunktet. Nu til afstemningen. Endelig. Resultat: 44 for, 38 imod og så nogle blanke. Forslaget bliver godtaget. Jeg ser frem til fællesbad i gården - i opstillede huse, at løbe ned med min 5 årige datter, der aldrig har mere end to minutter før, at det er for sent (med min 1½ årige på armen). Et fælles opstillede køkken i gården ved juletid og alle andelshavere – hver med sin and i en meget lang kø. Mit toilet og håndvask placeret i stuen, køkkenskabe i soveværelset. Så kigger jeg efter midlertidig bolig imens. Måske i New York? San Fransisco? San Diego? Når jeg vender hjem igen, kan jeg glæde mig til varmt vand på ti sekunder, et dødsmart nyt væghængttoilet og andre ting, som her i finanskrisen bare ikke kan undværes. Glædelig 2. pinsedag.
Ps. Jeg ønsker mig ikke skalstole til min fødselsdag!

mandag den 30. maj 2011

Klumme - Grimasse der kan passe?

Jeg vågnede i morges ved at min yngste datter på 1½ år sagde ”Av, for fanden”, imens hun strakte det ene ben 90 grader op i luften. At det var hende første sætning og ikke ordet ”Boops,” der referer til vores stadigt stigende afhængighedsforhold af et tvivlsomt usundt morgenmadsprodukt  - bedre kendt som ”Honeynut loops”, og som ellers plejer at være noget af det første hun siger, undrede mig.
Hvordan kan en kun etårig pige sige ”Av for fanden”?
Var det mon det ene stunt, som hendes mor udførte i Super Brugsen, hvor man så, at jeg kastede mig ned på ryggen med det ene ben i 90 graders stilling, imens jeg jamrede over den krampe min pege tå havde sat sig i? Alt imens ham der stod bagved mig i køen, høfligt spurgte: ”Skal jeg hjælpe med noget?” og jeg mumlede: ”Nej, nej, det går fint, imens jeg forsøgte at skynde mig op igen og se helt normal ud og smile til ekspedienten, der troede, at jeg lavede 90´er stuntet med - i en mime, at lade som om man forsvinder ned af en trappe bag en disk. Det trappestunt, der har underholdt så mange gæster på Camping Flaminio i sommeren 92, hvor jeg med en veninde var pizzaservitrice for alle interrailerne, der ankom til Rom og boede på Campingpladsen.  

Og hun var heller ikke med, da jeg fik krampe i ovenstående tå, da jeg var på skiferie i 7. kl. og måtte kaste mig af en lift og med norsk klagesang vride mine slalomstøvler af, inden benene igen røg op i luften i 90 grader.
Og hun var heller ikke med på hengangne ”Café Paradis” i Hornbæk, da selvsamme krampe bevirkede, at jeg måtte få en gymnasieelev fra en ældre klasse, til at lave et modstræk på foden på et festlig lørdag aften, hvor ALLE der var noget ved musikken i Nordsjælland var på caféen – dengang i 1990.

Næ, nej. Pigen havde kun hørt og set det den ene gang i Super Brugsen, hvor jeg efterhånden har haft flere mærkelige optrædener.
Og nu kan hun sige ”Av, for fanden”. Og derfor måtte jeg fortælle verdens sødeste pædagog, at vi i disse dage sagde ”Av, for pokker” og afsløre mit stunt i butikken. Det var nu ret let for pædagogen at finde den rette grimasse, for som hun sagde: ”Ja, Laura kan jo simpelthen bare sige alt.” Og så blev det med et til en fantastisk skole/hjem-samtale i vuggestueregi omkring barnets tidlige sproglige udvikling, og der stod den stolte mor så og tænkte noget i retning af: ”Hvor er jeg dog heldig, at jeg har arvet min morfars tendens til krampe i tæerne.”

Man skal vide, hvad man skal sige, hvornår, og så derudover finde en grimasse, der kan passe. En af de vigtigste opgaver for os danskere. Ind imellem er det så svært. Som nu ved årets Reumertuddeling hvor kronprinsesse Mary deltog som repræsentant fra kongehuset. Det var ikke let for hende at vide hvilken grimasse, hun skulle anvende til Rytteriets optræden med nummeret: ”Ensom penis 40 år.” Det forstår jeg egentligt godt. For hvordan skal man kunne sætte sig ind i Bjarne Liller og dansk værtshuskultur igennem de sidste mange år? (Før og efter rygeloven trådte i kraft.)
Har Mary mon været på ”Bobi bar” en hel aften og nat og talt med originaler og sluttet morgenen af på Andys? Eller været på ”Café Intime”, eller på ”Hviids Vinstue”?

Det, der ramte mig under Reumertshowet var, hvor svært det er, at skulle reagere korrekt, kongeligt, når man ikke har en jordisk chance for at kende koderen. Hvad er koderne til ”Ensom dame 40 år?” Kender Mary originalen, og forstår hun kopien? Behøver man mon det for at kunne more sig over nummeret. Er det ikke nok, at grine over Martin Buch og Rasmus Botofts fantastiske timing og komik?

Sikkert.

Jeg er overbevist om, at Kronprins Frederik i sin iver efter at vise det pragtfulde danske samfunds sprudlende kreative klasse naturligvis både har spillet både Bjarne Liller og John Mogensen for sin Mary og været på dødsruten via ”Bobi Bar” over ”Andys” - med et lille stop i den lille pizzeria i kælderen på Gothersgade, inden de så pinsesolen danse over Langebro. Her har hun også set en del af Dansk kultur, imens hun sikkert så Rytteriet til premieren fra Kongesiden.
Nu mangler hun blot at lære at sige: ”Av for fanden” og ”Pege tå” og så ellers undgå at få krampe. Det klæder ikke de kongelige at ligge på langs i Super Brugsen.

mandag den 16. maj 2011

Klumme - Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine!

Hos bilforhandleren hvor jeg i sin tid købte min bil, sidder jeg nu og venter på, at de skal skifte mine vinterdæk ud med mine sommerdæk. Sommerdækkene har boet i kælderen sammen med de tilhørende hjulkapsler. Ligeledes skal de sætte et stort stykke gaffatape – eller hvad man nu gør, på den del af hjulet hvorfra der siver luft ud. Jeg har ellers vænnet mig til, at jeg dagligt skal putte luft i dækket og er vant til luftopfyldningsinstrumentet fra både benzintanken, "OK" – med selvbetjening og "Shell" – dem med voksne ansat bag disken og det flytbare dæktrykmålerinstrument.

Vi sidder i en slangeformet sofa i blåt uldstof og ser nyhederne og læser aviser og drikker kaffe og fordriver tiden. Jeg har taget plads i en Verner Panton plastikstol, og er ganske godt tilfreds med resultatet. Vi tre kvinder, der venter på biler, tilhører sikkert hvert sit segment og aldersgruppe, og der er intet, der binder os sammen i en samtale. Vi sidder med hver vores avis. Min er medbragt. Den ene dame – nydelig med shorts og smykker taler på et tispunkt i telefon med, hvad jeg tror, er en venindes datter. De aftaler, at hun skal sende sit CV, og imens hun lyder formel og høflig, bladrer hun igennem sin avis samtidigt. Tydeligvis en kendt situation for hende at agere voksen.

En ny kvinde lister sig hen til os.

Den nye kvinde er ikke så høj. Det er tydeligt at se selv på lang afstand. Hun er køn og moden, og hun er ikke svær at placere aldersmæssigt. Hun er bare ikke så høj.

Da hun sætter sig i det blå møblement opdager jeg diskret, (imens jeg faker min avislæsningen en linje eller to) at hun ikke kan nå jorden, hvis hendes ryg samtidigt skal nå ryglænet på ”den blå slange”.

Hvor er det altså svært at være voksen. Man prøver at gøre det rigtige, og ind imellem må man bare give fortabt. Det må være noget, som hun kender til, for det er ikke fordi, hun laver en kæmpescene og sviner møblerne til eller finder sig en anden stol, eller står op. Næ, hun forsøger blot at tilpasse sig, uden at fortrække en mine, og gøre væsen af sig. Hun er et barn i en voksenkrop, uden barnets visdom.

 Ligesom alle os andre.

Tænk, hvis vi brugte barnets visdom. Tænk, hvis jeg ligesom min nevø, der forleden dag ringede til mig og var så pavestolt og ikke var til at skyde igennem, fordi han nu havde opnået stort set det, der er værd at opnå her i livet. Som jeg husker det, udtrykte han: ”Jeg er selv kørt frem og tilbage til skole på cykel, og jeg huskede ALT, og jeg går i KLUB og JEG ER 10 ÅR!”

Tænk lige hvis jeg mødte ind på arbejde mandag morgen og udbrød: ”Jeg er selv kørt herhen, jeg har selv husket alt det, som jeg skulle til i dag, jeg kan også cykle og JEG ER 36!” Og med dette ville føle mig som jordens sejeste menneske?

Tænk, hvis jeg var ligeså stolt og tilfreds med mig selv og mit liv som min skønne nevø var med sit? Og tænk, hvis jeg var ligeså modig, som han var, for idet jeg spurgte, om han ikke også havde lyst til at fortælle om sine succeser til min mand, udbrød han: ”Line, det ORKER jeg faktisk ikke” og det sagt uden antydningen af dårlig samvittighed, eller nogen form for undskyldning i den forbindelse. Bare kontant. Nej, tak!

Da mekanikeren står med beskidte hænder og spørger til min bil, aner jeg uråd. ”Ja, det er meget mærkeligt, men hjulkapslerne passer ikke til hjulene?” Og efter en længere snak om at jeg jo ikke havde flere sæt hjemme, og at det var ”dem”, der skiftede dækkene sidste gang bliver dagens bilscenarie morsommere end først antaget. Den rare mekanikers valg af ord i hans svar til min udredning af dæk og hjulkapsler: ”Spændende,” fik både kvinden med de korte ben og hendes mor, den smukke ældre dame med veninden og datteren og CV´et og den sommerklædte pige overfor mig til at have et lille fællesskab. Vi grinede alle højlydt, imens jeg jokede omkring, at jeg ikke var sådan en pige med flere sæt hjulkapsler.

Og efter det et stykke tid ikke var et noget der længere bandt os sammen – latteren døde ud, sad jeg og tænkte på, at jeg har passet på en andens hjulkapsler i min kælder i en hel vinter, imens en fremmed har passet på mine.

 Med mine gamle hjulkapsler monteret på bilen suser jeg ud fra autoværkstedet (nu med luft i alle dæk) med en tro på at af børn og fulde folk skal man ikke blot høre om sandheden, men man skal også lære at bruge den, og at vi lever i langt et større fællesskab, end vi aner. Og helt uden at vide det passer vi på hinandens hjulkapsler. Det er egentlig ganske smukt.

PS: Jeg er 36 år, er det ikke bare sejt?

fredag den 6. maj 2011

Klumme - Mig og min computer - eller hvad jeg aldrig ønskede, at nogen skulle vide om mig.

Computer Geert ser måbende på mig, idet han undrer sig over, at jeg i over et halvt år ikke har kunnet få mit password til at virke på skolens computere, og at jeg i al den tid heller ikke har kontaktet ham vedr. problemet. Han er computeransvarlig på den skole, hvor jeg arbejder. Og hedder Geert. Med to e´er.
For mig at se, er det ret logisk.  Tekniske ting, herunder computere, hører ikke til mine spidskompetencer. Tværtimod. Jeg forvandler mig til en fire-årige, når DEN gør NOGET, som jeg ikke lige forstår. Jeg er af natur meget utålmodig, og når det drejer sig om teknisk tålmodighed, har jeg en koncentrationsevne på to sekunder.
Opstår der tekniske sværheder på min computer, er jeg i løbet af nulkommafem tæt på grådens rand, og imens jeg brøler jeg min mands navn, må han - hvis han i timerne efter ikke ønsker at se mig forvandlet til en emhætte, der nu begynder at pege på alt, hvad der pludselig er forkert ved hjemmet, og hvilke arbejdsopgaver jeg faktisk godt lige kunne tænke mig, at han ordnede i samme sekund som geværsalven med ordrene blev affyret og luften er tyk af skyld og mistro og milimeterretfærdighed regelsær, fikse min computer straks!
Og imens hormonerne og al den kvindelige galde vælter ud som en uforløst ahaoplevelse pakket ind i lyn og torden, og min datter blot måber, imens hun siger: ”Moar, du er ikke sur på mig, vel?” Og jeg smilende krammer hende i tisekundersvåbenhvile og lidt overdrevet taler ned til hende, som om hun er en lille baby, imens jeg svarer hende: ”Nej, moar elsker dig,” hvorefter hun kort konstaterer håbende: ”Kun far, ik´?” er jeg blevet varm i kinderne og rød i hovedet.
Denne non-stop kugleregn er der intet menneske, der reelt orker at lægge øre til. Min mand ved derfor, at når det handler om computerevanskeligheder, skal han beordre sin krop til at transformere sig til Carl Lewis inden de berømte to sekunder  er gået og stå skoleret og være både inkluderende og rummelig på en anerkendende måde overfor både mig og min computer, hvis han er smart. Og det er han! For han kender mig heldigvis meget godt. Og han er tålmodig med mig.
ComputerGeert begynder nu at tale til mig og anvender et sprog, som jeg ikke forstår. Han taler nu computersk og for, at jeg ikke kommer til at transformere mig til føromtalte Voss-emhætte (dem, der larmer uden nogen anden virkning end larmen) forsøger jeg mig med en klassikker. Humor. Jeg forsøger at afsløre min ikkeviden om computer-dyret, idet jeg sammenligner computer-sproget med russisk. ComputerGeert mumler høfligt, imens han muligvis spekulerer på, hvordan det mon kan være, at jeg ikke gik til ham med problemet og sammeligner mig vist inde i den del af hjernen, hvor man kan sammeligne (feltet ved siden af viden om kraks kort, brugen af regelmæssig tandtråd, hudpeeling, hvordan man laver kaffe på Konrad,  ret mange floder, retstavning og den spatiale inteligens og meget, meget mere...  – altså de felter der er spærret for mig med nucværende adgangskode. Alle de ting der simpelthen ikke siver ind i bøtten på mig, og hvor min gamle naturogtekniklærer, Viktor ville have svaret: ”Det er fordi, du er dum”, som han yndende at sige til elever, der afslørede deres manglende viden om fx det periodiske system.
ComputerGeerts hjerne er nået frem til i sin sammenligning, at jeg er en slags uartig elev i den blok, hvor han underviser. En af disse teenagere, der ikke forstår pointen med at læse St. St. Blichers bog: ”Hosekræmmeren”, for hvem Kanon er noget, man skyder med, og som spytter på hinandens cykler, imens de laver en sviner og råber ”Fuck” over livets urimeligheder. En af dem der efter to års tysk stadigvæk siger: ”Ik heise,” fordi deres tunge ikke er bygget til det tyske sprog .
Og imens sammenligningen imellem mig og de tåbelige teenagere foregår,  begynder jeg at svede. For nu spørger Geert mig om mange ting, der kræver mere end PC-kørekortet, og selvom jeg sidder med computeren foran mig, så ved jeg simpelt ikke, hvad manden siger. Jeg kan kun høre min egen hjerne forsøge at finde frem til logiske forklaringer på hans første, logiske spørgsmål – hvorfor jeg først henvender mig til ham nu. Og imens jeg svarer: ”Ja, altså, det var fordi, at efter tre måneder syntes jeg vist, at det var ret pinligt… og så .” Dyb tavshed fra manden, der kan løse problemet… ”Ja, og så har jeg jo to små børn…..”.  Tavshed. ”Og…. Øh, så er jeg jo nyansat, og så ville jeg jo ikke… altså så pludselig var der gået lidt over et halvt år” Og så forsøger jeg at hive den hjem med smil og charme og fedterøv og småpigegrin og alvorsro. Intet virker.
Og så går det op for mig, at jeg jo ikke kan svare ærligt på spørgsmålet, for så ville jeg have sagt: ”Fordi jeg bliver et skidedårlig version af en elendig Voss-emhætte og måske kommer til at svine dig til eller smadrer min computer og måske derfor efterfølgende bliver fyret, og det har jeg slet ikke lyst til. Og så bliver vi måske også meget fattige, og jeg burde jo arbejde noget mere med mig tålmodighed, men det bliver simpelthen ikke i år. Vi skal jo også til USA, og der er tusinde ting, som jeg skal nå at have styr på og min datter skal snart begynde i skole, og jeg skal også lige vaske tøj, og jeg har absolut intet tøj at tage på og måske kunne jeg også godt tænke mig at flytte mere centralt eller noget, og så ved jeg faktisk ikke om jeg skulle begynde at løbe eller bare begynde til Yoga igen, for det var jeg faktisk ret glad for osv….” En art crazy girltalk. Og det tror jeg ikke ville være noget for Geert.
Da jeg kommer hjem er der en kort venlig mail. Din compueteradgang virker nu. Geert.

onsdag den 27. april 2011

Klumme - Cand.perler og modelervoks?

Når man afslutter uddannelsen i børnehaven, modtager man naturligvis et diplom. Uden at afsløre ECTS pointtal, tør jeg love, at det ikke er småting, der er nævnt på arket. Således kan jeg nu erfare at min ældste datter er uddannet - cand.perler.og.modelervoks. En udmærket titel til en femårig. Men hvad diplomet egentlig betyder, er straks sværere for hende at forstå. For nok er hun den lykkelige ejer af et diplom, og der var disco-dans på legepladsen og slik og saftevand, og vi er da alle enige om, at det bliver meget spændende for hende at gå i skole, men til trods for de mange anstrengelser og lederens rørende tale, var det aligevel uklart, hvorfor vi skulle holde en fest i dag.

Stemningen var presset da vi ankomer til børnehaven. De forældre, der skulle filme ceremonien havde sat sig forrest og spærrede egentlig udsigten for de resterende. Den gruppen, med vuggestuebørn, hvor det at skulle troppe op imellem kl. 18:30-19:30 betyder en del moslen rundt sad lidt længere tilbage. Her, hvor væltede stole på de tidspunkter i talen, hvor det hele bliver meget smukt og  talerens stemmen afslører, at der er store følelser på spil, er naturligt. Panikken imellem de sikre hænder hos mor og til den altid distræte far og i luften - et aktivt barn, der ikke tager hensyn til, om man må nusse fremmede kortklippede mænd i håret med en bananmoshånd eller ej?
Os trætte på de bagerste rækker, der mødes mindst to gange dagligt. Først i vuggestuen. Og så på den anden side at det hyggelige hvidmalede stakit, der grænser op til storesøster i børnehaven. Dem, der glemmer kameraet. Og husker gaverne til pædagogerne på de forkerte dage. Dem, hvor ordet søvn stikker alle andre goder.

Og således forsvinder storbørnsgruppen fra børnehaven fra på mandag. Og hvis det ikke lige var fordi at vores ældste datter skulle begynde på en helt nystartet skole i kommunen. Her hvor SFO ikke begynder før august, hvor kun lederen pt. er ansat - eller måske bliver den nye white swan på det, som hun kalder Den Kongelige Balletskole, hvor største øjeblik indtil videre har været at have klokkeblomstbadedragten på i to timer (uden at man skulle have en trøje ud over) og Hallo Kitty sutsko på, imens man måtte lege med balloner, inden prøverne. Og med den afslørende replik: ”Mor, jeg gik videre”, efter to timer senere i balletland, afslørede en del fredage i selskab med x-factor.
På diplomet stod mange spidskompetencer, som børnene, alle som en, havde opnået. Og selvom min datter var blevet syg på premieredagen, og derfor ikke kunne spille den egne opfundne rolle som ”lyserød musketér” i den afsluttende teaterforestilling i børnehaven, kaldet; ”Det mystiske teater”, hvor en fællessang gik på melodien ”I en kælder sort som kul” og bla. Indeholdt fraserne: ”Dæmoner er drevet væk, af de gode kræfter” og ”både stor og lille, man må ikke drille.” Så stod det også på diplomet. Lige over pinden - kan selv klare toiletbesøg. Vigtige egenskaber, bestemt.

Og imens jeg får afleveret gaver ti to af fire pædagoger (som den eneste forældre – idet de andre forældre jo ved, at vi først deler ud fredag) og får givet lederen en krammer, hvilket hun med sit ret lukkede kropssprog ret tydeligt forinden har signaleret, at hun ikke var interesseret i, og at det rent faktisk var en hånd, som hun stakte ud, og som jeg næsten overså, men som jeg i min iver tænkte: "Den hånd er bare stukket ud, fordi kvinden er genert", men som jeg på lederen efter krammeren kunne mærke slet ikke var genert, men rent faktisk mente, at vi var på hånd. Ikke krammere.
Og imens jeg får pakket min ældste datter sammen, idet yngste datter forinden er kapituleret sammen med far, og er kørt hjem, tænker jeg, at jeg, selv om jeg har været i børnehaven ofte, slet ikke kender koderne til diplom-fester-i-børnehaveregi. På samme måde som min ældste datter ikke kender til koderne, der hører til ordet skolebarn, men er ret meget med på børnehavekoderne og nu er blevet cand.perler.og.modelervoks.
Og imens hun gør sig klar til fire festlige dage som white swan, gør mig klar til fire lynshoppedage i magasin. Noget skal man jo lave i ventetiden. Imellem børnehaven og skolen.


søndag den 17. april 2011

Klumme - Det sku´ vær´ så godt (med økomælk), men så det faktisk skidt.

I dag sættes køerne på græs, og Roskilde er i dag gået i økomode. Og imens den københavnske befolkning drager af sted – for at se på køer og få en vaskeægte naturoplevelse, har jeg købt min sidste liter økologisk mælk.
For jeg bliver slemt skuffet hver gang, jeg køber dette produkt. Jeg bliver skuffet på den barnelige måde, hvor man synes, at det er møguretfærdigt, og tænker: ”Hvorfor sker det altid for mig?” og ”Er det vel rimeligt, at… ”, imens man bander og svovler og sparker hårdt til opvaskemaskinen, der svarer igen med et blåt mærke på foden, lige inden sandalsæsonen er begyndt.
Sagen er den, at mælken ikke skummer, når man pisker den, når den er økologisk – og når den ikke skummer, så kan jeg ikke lave en café latte. Efter mange års træning har jeg lært, at man skal piske mælken, når den er kold (hvis man så efterfølgende varmer mælken i en mikrobølgeovn – 20 sek.), inden man laver et grantræ, eller et hjerte.
Her skal det vist lige nævnes, at jeg dumpede i de praktiske prøver ved udførelsen og serveringen af to kopper latte på ”Konrad” med bemærkningen: ”Her sætter vi en ære i at lave en kop kaffe.” Og imens kaffe kynisk blev hældt i vasken og jeg mistede det job, som jeg var til casting på (en svær rolle som bartender) gik jeg skuffet ud og tænkte: ”Måske er det mig, der bare er en virkelig dårlig barista?”
Imens dagene gik, slog jeg mig selv i hovedet med tanker om det kommunefarvede hår – blandt søde frisører kaldet fint skandinavisk hår, blandt onde, fehår. Onde frisører i øvrigt er kusiner til onde sminkører set ved reklamefilmsoptagelser - hvor også replikken: ”Du trænger virkelig til en hudpeeling” faldt som et angreb fra luften imod mig og mine grønne arméer, 5 minutter inden optagelsesstart.
Det var her jeg besindede mig, idet jeg selv tænkte noget i retning af: ”Hej, med dig selv” og med et Woody Allensk glimt i øjet tænkte jeg: ”I hvert fald ligner jeg ikke en polsk luder som dig” og smilede til den søde sminkør og sagde: ”Det tror jeg virkelig, du har ret i, kan du mon hjælpe lidt ved at sminke mig” og 5 min. senere fulgte op med bemærkningen: ”Hold op, hvor er du bare dygtig”.
Det er faktisk urimeligt, at jeg - selv når jeg forsøger at få mig selv en god kop kaffe, ikke kan nyde den, fordi jeg har været et godt menneske og købt ØKOLOGISK mælk. Til daglig slås jeg med verdens ringeste kaffemaskinebrygger, som ikke bare signalerer 80´erne og fungerer dårlig, den skal også have skiftet en dims og en dut konstant, og er derfor ikke tilgængelige lige nøjagtigt, når man lige præcis ikke kan forestille sig at kunne leve videre, hvis man ikke får den KOP KAFFE NU!
Og som følge deraf må jeg begynde at sætte en stor falsk glæde ved en dejlig kop te. Det sku´ være´ så godt for dyrene og kroppen og Roskildes borgmester, men så er det faktisk skidt for mig, når jeg ikke kan få mig en kaffe latte. Velkommen på græs, I kære øko-køer. PS: Behold mælken for jer selv!

tirsdag den 12. april 2011

Klumme - FRUENS

FRUENS, var navnet på en nummerplade på en sort bil, som jeg kørte bagved i dag. Imens jeg så på nummerpladen, forestillede jeg mig, hvordan kvinden bag rettet så ud. Med den nummerplade måtte hun være smuk som en prinsesse, og rig som bar pokker. Hendes liv måtte være interessant, neglene polerede og håret smukt langt og de lyse striber ville balancere i det glansfulde hår, som på kun de mest feterede Hollywood stjerner. I modsætning til den slags lyse striber, der får en til at se en anelse polsk ud. (Og her tænker jeg ikke på deres nye superfodboldanlæg i Warszawa i anledning af kommende fodbold EM og polakkernes coolness - og økonomiske velstand i den forbindelse. Og er Polen ikke også med i EU, og hvordan kan det dog være, at jeg har så tydelige fordomme om folk i et land, som jeg aldrig har besøgt?) Nej, jeg tænker mere på den generelle østeuropæiske husmor, der selv har blonderet sit hår i håndvasken, eller de livlige kvinder omkring KBH V, hvor gult afbleget er lig med at være succesfuld vesteuropæer, hvorimod sort hår signalerer fattige kår og kålsuppe. Den slags sunde fordomme, der minder mig om, at jeg er mindst ligeså fordomsfuld som alle andre.

FRUENS, er navnet på den bil, jeg ligger lige bag ved. En bil der signalere velstand, og som jeg derfor ikke tør overhale. Skæbnen vil, at FRUENS skifter banehalvdel lige omkring et lyskryds. Og jeg, der har sagtnet farten, får nu mulighed for at se selve FRUEN. Og lige i dette øjeblik er Hollywood-hår, velstand og 2900 happiness forvandlet til dagens oplevelse. Kvinden er hverken-eller, hun er kort klippet og en dame i sin bedste alder. Ikke ualmindelig, men heller ikke spændende. Og jeg taber kæben i et kortvarigt chok, inden jeg igen skråler videre sammen med ”Oh Land”, der brager igennem Blaupunkt. Og imens jeg overvejer at pille næse (men naturligvis ikke gør det - statistikken afsløre efterhånden en del næsepillere i situationer omkring lyskurver - en statistik jeg ikke ønsker at være en del af), kommer jeg i tanke om at min nummerplade jo også er ret intetsigende. Et CF og en talrække tyder ikke på den store begavelse hos chaufføren og mit hår er aldeles kommunefarvet (bortset fra en enkelt sølvgrå stribe, der ikke signalere Polak, men absolut heller ikke Hollywood) og så har jeg i en halv time lignet en klovn, imens jeg har sunget anden stemme til ”Oh Land”, og sikkert lignet et blegt dansk nyfældet birketræ. Tilbage sidder jeg i bilen med det store spørgsmål: "Hvem får lavet personlige nummerplader nu til dags?" Og hvorfor vælger man navnet FRUENS? Og ikke mindst. Hvem gider ordne mit hår, så jeg ikke bliver moppet i trafikken?

fredag den 8. april 2011

Klumme - Alenemor nej tak!

"Mor, det er meget bedre, når far også er her!", bliver der sagt, imens jeg sidder i bilen på vej mod børnehaven, i rimelig god tid, men alligevel i sidste øjeblik. Sagen er den, at min ældste datter skal i skoven i dag med børnehaven og derfor skal afleveres inden 8.15 (og nej, det er på ingen måde tidligt). Og jeg har i den travle morgenstund glemt, at børn er børn, og at børn ikke er voksne. Jeg har vist sagt noget med en tandbørste på den dumme måde, og nu sidder min ældste datter i bilen og ville faktisk meget hellere have, at det var hendes langt mere rummelige far, der var på banen. Og det straffes jeg for, naturligvis. Og imens den yngste datter blot råber et meget veltilfreds: "Hej!", og Frederiksberg suser forbi med 50 km i timer, tænker jeg, at det her med at være alenemor, det er faktisk slet ikke noget for mig.
Den kroniske angst for at mobilen skulle være løbet tør for batteri, at man glemmer nøglerne og ikke længere kan låse sig ind med to trætte børn på armene, blandet med stilheden, når fire bliver til tre, maden der ikke længere springer ud af køleskabet igennem røg og damp op på tallerkenerne og pigernes savn efter deres far er ret klare parametre for mig. Alenemor, nej tak!
Heldigvis er det kun, imens at faderen erobrer New York, at jeg må nøjes med mit tv og min avis som gæster til aftenkaffen. Og netop her er der sket noget banebrydende, imens hr. far er bortrejst. Poul Nesgaard har nemlig optrådt for sidste gang i dansk fjernsyn (erklærer han i et talkshow, forleden), og jeg får nyheden om dette via min morgenavis, som jeg netop har læst. Og netop TV er et emne, der optager mig meget i disse dage. Ikke mindst via Ane Cortzens program TVTVTV og tv-programmet, Debatten i går, er jeg ved at spore mig ind på følgende afgørende spørgsmål. Hvad er godt TV? I min lange karriere på DJH gik det på 24 timer op for mig, at jeg elsker at skrive. At jeg ikke kan leve uden at føre tanker ned på papir - i en eller anden form, og at jeg virkelig holder meget af nyheder, der har en politisk vinkel. Georg Metz nævnte i gårsdagens program, at Tv-programmerne pt. taler ned til folk, og at han skuffes. Selv savner jeg folk af hans kaliber, der ville tage tjansen med at læse nyheder op. Nu håber jeg, at Georg dukker op i Nyhederne i aften, med Poul Nesgaard som gæst, imens jeg venter på manden i mit liv, pigernes far kommer hjem fra N.Y.! Og så lover jeg ikke at sige det med tandbørsten på den dumme måde, imens.

lørdag den 2. april 2011

Klumme - pølseproblematikken?

Under generalforsamling i andelsforeningen, hvor vi bor, sad jeg forleden aften og morede mig. Idet generalforsamlingsmøder ofte er både kedelige og lange havde jeg taget en ellers ret forbudt drik med mig ned i midten af det store lokale. En vaskeægte dåsecola. Jeg husker de sidste generalforsamlinger og nævner her et par af sidste års interessepunkterne. Skulle andelsforeningen have: Nyt tag, tilladelse til måtte have husdyr, flere sportskanaler, altaner, et nyt gård-look?
Under det store punkt – tag, gik der for alvor festsnak i den for den del af medlemmerne, der arbejder i bank- og i erhvervsmæglerbranchen. Ejendommen er tidligere en lejebolig for ansatte i Nordea, så vidt vides. Imens jeg sad og ikke forstod et muk, men fakede, at jeg da også havde holdninger, blev diverse lånetypers fordele gennemgået i så hastigt et tempo, at jeg, selvom jeg ikke rigtigt havde sagt noget under hele debatten, blev utrolig tørstig. Dengang blev mødet til to aftener og en ekstra generalforsamling. Og et nyt tag til foreningen!

Under dette års generalforsamling var der de sædvanlige forskelligartede beboere til stede.
Der var det sædvanlige let-påvirkede par, der sad på bagerste række og ind imellem sagde: "Kan I ikke tale lidt højere?" (uden dog at overveje den mulighed, at de kunne flytte tyve rækker længere frem i lokalet). Der var dem fra bankbranchen i blå skjorter. Der var de ældre, der havde boet her meget længe (og måske havde, måtte spendere hele 31.000 for deres andelslejlighed og nu følte, at det hele var meget strengt). Der var håndværkerne og de mænd med hænderne skruet rigtigt på, der kunne tale lidt med om to-strengs systemer indenfor radiatorer. Der var hende, der havde brækket benet under et styrt i kælderen og som af helt naturlige årsager gerne ville have bedre lysforhold i kælderen. Der var dem, der snart skal flytte og gerne vil have en høj andelskrone, og dem der gerne ville bo her længe. Der var børnefamilierne - og det er da dejligt, at I bruger gården, men det ville også være dejligt, hvis børnenes cykler kunne stilles pænt og ikke fælde de andre. Der var dem, der lige har lavet nyt køkken og bad. Og dem, der har boet med samme indretning som dengang i 30´erne, hvor bygningen blev bygget. Der var dem, der via deres job i banken havde været heldige at få en billig lejebolig, og der var IKKE dem, der havde indset at finanskrisen kom buldrende og at andelsmarkedet var på vej ned og derfor havde solgt til maksimal pris, og nu boede i den hvide by i Valby. Der var unge. Der var ældre. Og der var ingen hunde.

Under det store tunge punkt om andelsforeningen skal investere i nye vand- og varmeanlæg under dette års møde, kom det frem at to medlemmer af bestyrelsen var involverede i det som fremover bliver omtalt i denne klumme som pølseproblematikken. For at gøre det klart for os andelshavere hvori konflikten bestod, havde vores formand (der er en habil kunstner og galleriejer) lavet en udførlig tegning, som han refererede til, imens han fortalte: "Det er jo både vigtigt med det øverste rør, hvor overboens lort kommer ud", og imens jeg lo lidt for højt, fortsatte han: "Men det er også vigtigt med det nederste rør, hvor ens egen lort kommer ud."

Tvisten var opstået, fordi de to medlemmer af bestyrelsen var i tvivl om, hvem der hæftede for den del af faldstammen, hvor problematikken var opstået. Hvor det ene bestyrelsesmedlem mente, at man hæfter for egen lort (det nedadgående rør), mente det andet bestyrelsesmedlem, at man hæfter for andres lort (det opadgående rør). Og idet denne tankegang om at hæfte for andres lort var så metamorsom kunne jeg næste ikke holde fokus under afstemningen. En halv timer over tid nåede vi igennem mødet. 45 for og 44 imod projekt vand- og varme.