Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 26. marts 2011

Klumme - Hjælp min datter er blevet voksen!

En eftermiddag da jeg sad og legede med min ældste datter, mærkede jeg på hendes albue, der var blevet lidt tør. Herhjemme er creme er på lige fod med oprydning – vi forhandler om hvorfor, hvem, hvor meget og hvornår. Ofte taber jeg og ender med en større oprydningsseance, imens min datter venligst husker mig på, at jeg lovede is, når vi var færdige med oprydningen.
Denne dag siger hun blot med en kølig, let overbærende stemme: ”Mor, det er fordi, jeg er ved at blive voksen,” idet jeg nævner hendes tørre hud. Herefter fik alle i familien testet deres voksenhed ved hjælp af lakmusprøven.
Trænger din albue til – HTH, HMTH og HETH cremen?
(HTHJ-HjælperTørHud/eller et 90´er-smart køkken, HMTH-HjælperMegetTørHud og HETH-HjælperEkstremTørHud).
Jo ældre hud, jo flere år på bagen og desto mere voksen. Desværre, tabte jeg stort.
Men med et så jeg det ske. Min ældste datter blev voksen. Lige med et blev hun voksen, uden at have spurgt om lov.  Og senere da vi så ”Toy Story 3” lagde jeg mærke til det helt særlige smil, som hun har arvet efter sin far. Det er det smil, hvor en del af overlæben bevæger sig opad på en særdeles lumsk måde. Det smil kom frem i smug under scenen, hvor Barbie møder Ken i filmen, og de flirter.
I samme uge har jeg et ærinde i IKEA, og mine ben vælger efterfølgende at føre mig ind i Toys´R´us, hvor jeg studerer disse Barbier. Det er ret tydeligt at se, at de også må have meget tørre albuer, for de ligner i hvert fald ægte voksne, som dem på film.
En ny serie indenfor Barbier hedder ”Barbie I can be”: Barbie som IT-konsulent, Barbie som chefkok, Barbie som dyrlæge, men også brandmand, livredder og sportsudøver. Og ikke nok med det. Siden min barndom er Kendukken været igennem en større kosmetisk operation. Og så har han også fået hår a la Manu – den lille franske tegnefilmsfigur.
Jeg vælger en mellemblond Ken, som min ældste datter straks døber Adam Ken, idet hun sukker: ”Mor, Ken er hans efternavn”. 

At hun vælger netop det navn, er et tydeligt bevis på, at hun heldigvis stadigvæk er barn. Adam har været favoritten (af drengene) siden vuggestuen.

Imens hun leger videre med sin Barbie og Adam Ken, øver jeg mig langsomt på, at hun en dag uden videre er blevet voksen. Jeg håber, at jeg har bevaret min sans for humor til den tid og ikke låser hende inde og forvandler mig til en heks. Det ligger ellers lige for.
Det med humoren.

søndag den 20. marts 2011

Klumme – Står der idiot på ryggen af mig?

Der var en gang en meget cool T-shirt, hvor der på forsiden stod: ”Står der idiot på ryggen af mig?” og på bagsiden stod: ”Idiot”/ ”Idioterne.” Som en reklame for Von Triers film: ”Idioterne.”
Jeg forsøger på bedste vis at lære min datter, at andres tøj og udseende er ligeså normalt som vores. Også når man er i svømmehallen. Men jeg bliver alligevel ret forundret, når jeg ser længere digtsamlinger på ryggen af en 40+ kvinde, der får Piet Heins digte til at virke som pixibøger i sammenligning.
Om skrifttypen var Times New Roman eller Calibri ved jeg ikke (man vil nødigt værre en af dem, der stirrer), men det var ret tydeligt at se, at her er vi en del over skriftstørrelse 14, og der er både anvendt fed skrift og skråskrift til at tydeliggøre det ret åbenlyse – Dette er ikke en bog, dette er tekst, som plejer at være i en bog, men nu er skrevet på ryggen til evigt minde om?
Ja, det er så her, jeg er sat ud af spillet, for tekstmængden er så stor, at jeg ikke har en chance for at lure i det diskrete, hvad mon kvinden havde valgt til at stå skrevet på hendes ryg til evigt eje.
Jeg gætter: ”Tiger, tiger, burning bright…?” Næppe. Hvem ville dog finde på det? En engelsklærer 60+?
”Der findes to mænd i verden…?” Måske. Der var noget sorg at spore på hendes kvindes højre hæl.
”Husk, at leve, mens …” Helt sikker ikke. Den tekst er alt for kort.
Måske et selvskrevet digt til minde om hendes afdøde hund, Delle?
Eller en ode til hendes farmor, Ruth, der altid havde mærkeligt tysk slik i små fedtede plastikdåser?
Nu nærmer vi os.
En agenda til andelsboligforeningens generalforsamling (ville passe med længden inkl. de mange punkter under eventuelt.) Helt sikkert! En dosmerseddel?
Da vi har svømmet en del baner passerer vi en mand, der tager en slapper i børnebassinet. Han holder fast i kanten med hænderne, så nakken er til frit skue. Her er der ingen problemer med at læse teksten. Et Dannebrogsflag og så et eller andet – bla bla Fædreland. Knap så originalt, som hvis det havde været en illustration af en pakke Kellogg’s Frosties og så ordene Fædreland, eller en tegning af Dannebrogsflaget og så teksten – Favoritmorgenmad anno 2011.
Og imens jeg har meget travlt med at kigge på alle de mange kropsudsmykninger, er der sikkert nogen, der kigger på mig og tænker. Tænk, hvor er hendes arme dog tynde i forhold til resten af kroppen. Hvorfor har den kvinde ikke en eneste Tattoo? Gad vide om hendes tæer kan gå i krampe? Og mon hendes øjne fejler noget, siden de hele tiden skæver til højre side af bassinet?
Da vi forlader svømmehallen, er jeg klogere på en ting. Verden er et mangfoldigt sted.
Det vil være lige så sjovt og spændende at gå i svømmehallen – også om 30 år. Næsten som at gå på biblioteket. Og så må jeg må se at få opfundet en svømmelæsebrille, så jeg bedre kan læse de andre mennesker, og deres Tattoos.  

Klumme – Cirkus Super Brugsen

I dag skal mine elever opføre cirkus. I går var jeg selv hovedaktør i Cirkus Super Brugsen. Under CoopNettorvet havde jeg bestilt en Synge-Barbie (og mindes et kort øjeblik en stund, inden jeg fik børn, da jeg var overbevist om, at mine børn ikke skulle gå i lyserødt og have særligt meget legetøj!) til min ældste datter. Vidunderligt. Jeg skulle bare møde op med papiret, og betale.
FDB-kortet ville automatisk indløse en rabat på løbet. Hvis man altså lige havde husket at medbringe kortet. Først skulle ekspedienten hente pakken, og da hun kom tilbage var min ældste datter imidlertid væk. Panikken spredte sig, men dog ikke så længe. Som straf for at jeg ikke gav hende et Prinsesse-blad, var hun nemlig gået ind i butikken – bag kasseapparaterne.
Jeg fortalte både den korte og den lange til hende.
Den korte - NEJ.
Den lange - Og du-kan-ja-nok-forstå-at-jeg-ville-blive-meget-ked-af-det-hvis-du-en-dag-var-væk…
Tilbage ved kassen blev den nu ret så sure mand, der inden jeg kom, stod forrest i køen, overraskende vedvarende vred over, at jeg sprang foran ham i køen.
Også selvom mine øjne signalerede: jeg-ved-ikke-om-du-kan-se-det-men:
1)      Min datter yngste datter, med en kampvægt på 12 kilo, hænger på mig, så jeg er ved at få krampe i kroppen
2)      Jeg har i øvrigt glemt hendes sut, hvilket mine ører nu er ret overbevist om, er en meget dum idé, idet hun har grædt helt vild herinde i Super Brugsen, siden vi ankom.
3)      Min anden datter er lige blevet (lidt) væk fra mig for første gang, og jeg er faktisk både vred og ked på samme tid.
4)      Jeg har faktisk født to børn, og er derfor meget stærkere end dig, hvis det kommer til gulvkamp.
5)      PS – Du må ikke komme med hjem til min fødselsdag!
Med højre hånd kaster jeg alle mine kort ud på disken, imens jeg fumler efter dankortet. Lykkelig er jeg, idet jeg skynder mig at køre kortet igennem automaten – jeg smiler til den stadigt ret så sure mand, der selvfølgelig er hævet over at skulle svare på min yngste datters mest populære ord pt. ”Hej.”
Selv tredje gang nægter manden at sige ”Hej”. Jeg smiler, da hun pludselig peger på ham og siger: ”Far!” Dette mener den sure mand naturligvis heller ikke er særlig morsomt og giver anledning til et ”Hej” eller blot anerkendende nik, men kigger i stedet for væk, i demonstration.
Gammel mand – Laura 1-0.
Det er dog alt for tidligt at tænke, at farcen snart er ovre. For nu kommer vi til FDB-kortet, der udløser rabatten. Det forefindes af en eller anden besynderlig årsag ikke længere i min pung.
Jeg smiler til Laura, der flere gange har været meget flink til at rydde op i pungen. Og sikkert i et øjeblik af tidlig Baby-Feng-Shui-øjeblik har smidt den væk. Og så kan jeg ikke hente pakken. NIX! INGEN UNDTAGELSER! Om jeg kommer tilbage senere i dag for at hente den? Nej. Desværre.
Imens jeg skynder mig ud til bilen, flyver mine beviser nu op af tasken og rundt om, og op i luften, ned bag en parkeret sølvgrå Volvo Stationcar. En ældre mand forsøger at hjælpe mig, men må opgive, idet han udbryder: ”Jeg har dårlig ryg.”
Nu flyver jeg i pendulfart imellem børenes bilsæder til papirerne i luften, imens ekspedienten springer efter mig med mit dankort, som jeg glemte i farten inde i butikken.
Møgsur kører jeg hjem. Og tænker over, at det da egentlig er pudsigt, at der ofte opstår sådan et cirkus omkring mig, når nu mit firma hedder Cirkus Leonhardt. (Og det er jo en stor løgn - i virkeligheden er jeg skidesur og kaster lidt rundt med vasketøjet i frustration, da jeg kommer hjem, og går tidligt i seng, men det er jo en dødssyg afslutning. Så derfor jeg pynter lidt på historien, uden nogen opdager det!)
Dagens point. Cirkus Super Brugsen, Cirkus Leonhardt 1-0.



onsdag den 16. marts 2011

Klumme - Dus med hørelsen?

Når man begynder de fleste af sine sætninger med ordene, dengang jeg var barn, er man med et blevet gammel. Dengang jeg var barn, var mælk noget man fik i poser, der blev sat i gule kander. Dengang jeg var barn, var Poul Thomsen en, der fik os alle til at se Dus med dyrene. Nu får Poul Thomsen en til at være glad for, at man har en udmærket hørelse.
Da jeg var barn, var tv noget man kunne deltage i, hvis man var særligt dygtig til noget. Og de aller dygtigste kunne vinde helt op til 64.000 kr. I selskab med selveste Otto Leisner.

Dengang var det helt almindeligt, at tv-værter var ældre herre med dybe stemmer, der ikke behøvede at small-talke med vejr-pigen. Og vejrudsigten var begrænset til blot at referere til det vejr, der kom, ikke det der var passeret i løbet af dagen. Desuden kunne vejrpiger ikke pr. automatik komme i kendis-ligaen.

Da jag var barn kunne man sige: ”Så du tv i går?” Og hvis svaret var ja, vidste man, at man med næsten 100 % s rigtighed havde set det samme program i tv. Dengang varede december evigt og mønterne var større, tungere og med knap så mange huller.

Da jeg var barn var Blekingegadebanden det største mysterium, og man var mere optaget af den kolde krig og USSR end af store klimakatastrofer, bortset fra Barsebäck, som  alle frygtede skulle springe i luften. 

Dengang var pirater noget eksotisk, man læste om i eventyrbøgerne, og var klædt ud som til fastelavn, og bølger i havet noget alle surfere længtes efter, ikke noget nogle blev skræmte over og måtte evakueres fra.
Dengang mine forældre var børn var tv noget med et prøvebillede, som man samledes om hos den rigeste af vennerne, hvis forældre havde råd til at købe et tv.

Dengang jeg var barn var tv i en årrække forbundet med at se Lykkehjulet, imens man spiste fondue inde i sofagruppen. Og det var alt sammen meget eksotisk.

Det er ikke fordi jeg længes. Nu er tv noget, som jeg vælger til (det bilder jeg mig i hvert fald ind) og husker at slukke for. Og Poul Thomsen er blevet Dus med hørelsen.

mandag den 14. marts 2011

Klumme - Willem Dafoes erkendelser i et set-up af dansk biblioteksstemning


Dagen er den dag, som jeg har været nervøs for. Uden grund. Jeg skal ikke optræde, jeg skal ikke performe, formidle eller på anden vis gøre mig bemærket. Og det er her nervøsiteten sætter ind. For så skal jeg være usynlig. På sin vis ved jeg allerede fra start, at jeg på et tidspunkt vil være pinlig. Det er ikke et spørgsmål om måske, men snarere hvornår! Og det er svært at være usynlig, når man er pinlig.
Jeg er mødt op på Holmen, på Filmskolen, idet skuespilleren Willem Dafoe er inviteret. Idet jeg ikke ønsker at være iblandt de andre, (håbefulde, engang så berømte eller jeg-var-også-tæt-på-engang-at-komme-ind-på-teaterskolerne-men-nu-laver-jeg-børneteater-og-er-rigtig-glad-for-det skuespillere) og har jeg lavet en dogmeregel for mig selv. Jeg er derfor ankommet som skribent og skal blot registrere dagen ligesom fx Berlingskes faste teateranmelder i øvrigt også skal det. I øvrigt ville det være meget pinligt, at sige noget der ville minde nogen om, at jeg også havde lavet teater. Tænk hvis Mr. Dafoe ville spørge ind til sagen? “Well, I did a commercial for something called “Lotto”, a very small part as a German in ”Afgrunden,” og tilføje: “You probably won´t recognize me…”  
Så jeg er altså skribent.
Arrangementet indledes med, at vi bedes holde mobilerne slukkede, men at vi gerne må spise og drikke undervejs. Stilen er uformel, nærmest hyggelig. Der er intet formelt over hverken Dafoe eller de tre forskellige Wegnerstole (udleveret fra Arkitektskolen), den grønne vindrueklase i skålen på scenen og billigbaren til publikum.
Vandflasken er eksempelvis med suttetud, så enhver der ikke ønsker sig bobler på en søndag, må finde sig i at ligne en baby, imens de sutter deres vand i sig. Jeg tager én med bobler. Trods den afslappede stil er der stoisk ro, idet han kommer ind af døren. Ham skuespilleren fra filmen. Jeg sidder på første række. Det må skribenter nemlig gerne.
Publikum er en samling teaterfolk med dette til fælles, at de ikke er blevet skræmt af den prætentiøse titel, der sikkert kunne have fungeret som specialekontrakt for den flittige universitetsstuderende: ”Samtaler om scenekunst – teatret som erkendelsesrum.” Eller også er publikum bare nysgerrige som jeg. Hvem er ham Dafoe i virkeligheden?
Efter en kort præsentation afbryder Willem Dafoe og beder om at få mere lys i salen. Han ønsker på ingen måde at være gemt i mørket. Spøgefuldt fortæller han om, at han næsten ingen uddannelses har. Og refererer da også til udsagnet om, at man skal ”quit school, get out and work”. Han ved, hvad han taler om med sit lange CV. Jeg holder igen med mine teatralske meritter (Lotto og Afgrunden), men joker med sidemanden om, at jeg heldigvis var så dårlig til at spille skuespil, at jeg blev forfatter. Og han griner, heldigvis. Således slipper jeg helt uden om de mange år som kikset skuespiller-wannabe.
Dafoe betragter sig selv som en marionet, en ”uansvarlig” skuespiller, uden egen lyst til at være storyteller. Der er ingen instruktørdebut i vente. Han har tydeligvis kun ambition om at videreformidle andres historier. Her nævnes hans ven igennem mange år, instruktøren, Richard Foreman. Dafoe erkender, at han er den person, der udlever instruktørens fantasi, som de ikke selv kan, eller tør, udleve. Og trives i rollen. Det er ikke et spørgsmål om hvilken teori eller metode, man som skuespiller anvender, ”as long as you get there,” siger han som svar på spørgsmålet om hvilken skoling indenfor skuespillet, han bekender sig til!
På en måde virker de ellers så smukke designerstole forkerte til den legesyge mand, der sværger til yoga som daglig træningsform. Han ser også klemt ud, da han trækker sit ærme ned for derefter at trække det op igen straks efter. Selv ønsker jeg også at strække benene, idet publikums stole hverken har en kendt designers navn i ryggen eller tjener til noget skulpturelt formål. De er slet og ret grimme og så sidder man til gengæld dårligt i dem. Tæt sidder jeg også ved siden af min sidemand, på første række. Han tegner i en sketchbook, da jeg uoriginalt spørger, om han er tegner. Jeg har en ringe visuel hukommelse og genkender ikke G. Wille.
Dafoe får inspiration til sine utallige roller alle vegne fra. Den fysiske udfoldelse, ydre omstændigheder sammen med en nysgerrig, psykologisk tilgang. Og erfaringer og anekdoter står i kø sammen med de metareflektoriske tanker. Der fortælles om arbejdet med David Lynch, von Trier, om rollens dualitet, f.eks. set i ”The green goblin” i Spiderman. Om Wooster Group, og om at komme tilbage til start, når tvivlen en sjælden gang er sneget sig ind i hans egen tro på eget talent. Han er nærværende, høflig og ærlig. Morsom, hvis der er mulighed for dette. På et tidspunkt fortæller han om, hvordan det er i ”normale” skuespil, men afbryder sig selv i samme sætning, idet han storgrinende siger: ”What am I talking about, I´ve never been in a normal play!” Og er ved at knække sammen af grin over sin egen løgn i et moment af fortællelyst. Bibioteksstemningen afløses af latter fra salen. Da en gæst forlader sin stol midt i arrangementet er Dafoe spøgefuld, idet han råber: ”Something I said?”
Dagens teatralske spænding opstår med mindre end 30 min til afslutning. Vil de indsamlede publikumsspørgsmål være for pinlige til at blive læst højt?
Vil der være et om, hvis det var, i von Triers ”Antichrist”?
Imens spørgsmålene bliver stillet, sker det så. Det pinlige. ”Vaskealarmen” fra min mobiltelefon er begyndt at ringe. Muzak af værste skuffe toner frem fra min taske, og jeg fumler i blinde. Og det lykkes mig ikke at afbryde, kun udsætte alarmen. I de resterende minutter er mit fokus ændret til en ret så ofte trykken på tasterne, så jeg kan afhverve endnu mere taskemuzak. Imens min kropstemperatur stiger, stiger også min lyst til at danse. Det er det, der har været dagens store erkendelse. Det, og så at man ikke skal tage sin telefon med, hvis man vil være usynlig. Nu ønsker jeg at danse. Eller at Mr. Dafoe vil danse for mig som publikum. Eller at vi alle kan bryde ud i en eksperimenterende dans. Jeg ser for mit indre øje, hvordan han rejser sig op og tager mig i hånden. Vi danser. Mr. Dafoe og jeg. Men tiden er gået. Vasketøjet må være vasket. I løbet af fem sekunder er der rundet af på en sædvanlig traditionel dansk vis. Dafoe snupper resten af vindruerne med sig i hånden og går ud til lyden af bifaldet.  

fredag den 11. marts 2011

Jeg skriver til skraldespanden

Jeg skriver til skraldespanden.
Når det man skriver er en uredigeret sammensmeltning af virkelighed og fantasi, kan det nemt sætte en stopper for overhovedet at sætte sig hen til computeren og komme i gang. Overspringshandlingerne står i kø. Ofte får jeg en stor lyst til husligt arbejde, når jeg virkelig trænger til at skrive. I skrivende stund kører en kulørt vask. Naturligvis.
For hvad skal man egentlig fortælle, når det kommer til stykket? Hvor meget fantasi og hvor meget virkelighed? Og i hvilken sammenhæng?
Imens fingrene har travl med (nogenlunde) at ramme de rigtige taster - så rette arbejdet ikke er for stort, har hjernen travlt med kunne være optaget af selve processen og sætte skrive-sekretæren på plads, bagerst i baghovedet. Lige nu må hun absolut ikke være til stede, men skal helst være en flue på vægge. Netop en flue, så hun senere hen, kan huske sådan nogenlunde, hvad det var, jeg havde på hjerte, inden jeg gik til tasterne.
At huske om der egentlig var nogen mening med tankerne, inden jeg fortabte mig i processen?
Rettearbejdet er en afart af mærkelige små huskeregler, grammatik og gætværk og en dosis selvironi og arrogance. Jeg sætter mit punktum, næsten, som jeg vil!
Når jeg skriver til skraldespanden, er det for at holde fjenderne væk. At skrive til skraldespanden kræver ingen større kompetence. Teksten forventes ikke at blive noget som helst. At skrive til en skraldespand handler om glæden ved at tømme hovedet ud på papiret i hastig fart, idet det er selve processen, der er målet. Og om der er mening med galskaben betyder måske ikke så meget endda?
Det er denne proces, som jeg forsøger at fastholde ved at skrive noget til denne blog.
For kun via processen kan jeg med ydmyge skridt nærme mig dagens tekst. Igennem processen opstår glæden ved ordene, ved sammenhængen imellem tankeprocessen og det skriftlige resultat. Og netop efter en skriveøvelse som denne, går jeg i gang med dagens skrivearbejde.
Nu til den næste børnebog, der ikke er til offentligt skue. Endnu.

tirsdag den 8. marts 2011

Klumme - Mødet med min indre mikroskopiske gigant.

Mødet med min indre mikroskopiske gigant.

Målet denne aften er ganske enkelt - man skal vække sin indre gigant og skabe sig det liv, man virkelig ønsker. Sådan indleder coachen, Anthony Robbins (også kaldet Tony) sit foredrag i Bella Centret. Min gigant viste sig at være uovertruffen modig, knap så kvik, udholdende, underholdende, mikroskopisk og gigantisk i sin brøler. Hvilken gigant!

Det er ikke blot det faktum, at jeg er kravlet frivilligt op på scenegulvet denne aften. Det er den sandhed, at jeg mod alle odds er blevet frygtelig nervøs. Og helt uden grund. Vi sidder nemlig omkring tyve personer her. Så jeg er slet ikke alene på scenegulvet. I sin hånd holder Tony en stor legetøjsfrø. Legen går ud på, at vi skal finde ud af, hvornår legetøjsfrøen er en ”good frog” og hvornår det er en ”bad frog”.

Tony laver dukketeater med frøen. De første har allerede på dette tidspunkt gættet gåden. De står samlet på scenen og ser ned på os, der ikke har gættet den. Det er yderst pinligt at skulle gå tværs over scenegulvet til en sortklædt herre, der kender svaret. ”No, I´m sorry”, siger han til mig. Jeg har gættet forkert igen og må skamfuld sætte mig ned foran Tony igen og ryste på hovedet.

Nu føles det, som om selve lyden af mentorens ellers så gennemtrængende, klare stemme, mudrer sammen med de mange publikummers. Jeg er smidt tilbage i klasseværelset og sidder med en uløselig gåde af devisen: ”Jørgen har en båd - Gretes kat er sort - Ole har en bus. Hvem slukkede lyset?” Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg aldrig forstod hverken forklaring eller pointe på disse gåder. På samme måde bliver tal, lyde og indre tanker blandet sammen med en meget stor angst, for de tyve personer har reduceret sig til blot fem. Dernæst tre. Så to.

De andre i salen er ellers flinke. De hjælper os, så godt de kan. Det paradoksale er, at min hørelse svækkes alt imens klapsalverne forstørres. Jeg lider af propper i ørene og har før oplevet hvordan min egen stemme lød som en blanding af Ingrid og Lillebrors. På et tidspunkt, hvor hele salen, og de atten på scenen, nærmest jubler, slår vi to tilbageværende os sammen. ”We are together”, siger jeg og får klapsalver for denne pistolen-for-panden-bemærkning. Tony hjælper os mest af alt for at nå tidsplanen. Publikum råber gentagne gange: ”Okay”.

Det her er pinligt!

Da går det op for mig, at toeren - min redningsplanke også forstår gåden. Hun siger, at Good frog siger: ”Okay!” Jeg klarer den i sidste sekund, ånder lettet op og siger: ”Bad frog is quiet”. Sådan. Gåden er løst. Nu klapper alle. Tony kysser to´eren og mig på kinden, og holder os i hånden imens han strækker sine arme i vejret.

Min indre mikroskopiske gigant glædes over, at jeg trods alt endte med at stå det rigtige sted - med Tony i min højre hånd og med aftryk af hans læber mod min kind. Jeg var vel der, hvor jeg udfordrede mig selv mest, det var vel derfor, jeg gjorde det. Og mens andres læresætninger for denne aften sikkert lyder mere gigantiske bliver min: ”I keep fighting even feeling like a fool”.

lørdag den 5. marts 2011

Klummen

Maise Njor fortalte til foredraget på biblioteket om "38 minutters reglen". At hun (som ikke-forfatter) ind imellem stillede æggeuret til fx. 38 minutter, hvor hun skrev non-stop. Dagens blog-indlæg er skrevet under tidspres til optagelsesprøven på Danmarks Journalisthøjskole, i 2008.

Opgaveformuleringen lød - skriv en klumme om hjemlig hygge. (max. 3000 anslag incl. mellemrum).

Alkoholfri påskefrokost

Efter flere spiritusdomme med deraf følgende, påkrævet medicinering - antabus en masse, skal familien for første gang afholde en alkoholfri påskefrokost. Men det skal være lige så hyggeligt, som det plejer. Det har vi besluttet os for. Det har vi talt om igen og igen i telefonen forud for frokosten.
Det betyder da ikke noget, at der ikke er alkohol undervejs, istemmer alle. Og der er, hvad der skal være. Dugen er rullet og strøget, det musselmalede porcelæn står, med blomsten den rigtige vej, på bordet, sølvtøjet er pudset, og i midten af det hele står påskedekorationen. Det er den påskedekoration, der vidner om mange påskefrokoster med snaps og påskeøl af forskellig art. I hvert fald både Carlsberg og Tuborg.

I sofagruppen plejer vi at få champagne i de små vinglas – dem der er indfarvede med grønt i  glasset, for at give den grumsede vin klarhed. Nu er det kalken, der gør glassene grumsede. Det er her, at samtalerne begynder. Først med at se på alle de dejlige oldebørn. ”Tænk, at jeg er så heldig, at jeg har fire oldebørn”, siger mormor, imens en tåre triller ned af kinden. Vi andre nikker og smiler. Vi fumler med fingrene. De små peanuts bliver nulret mellem fingrene. Ind imellem ryger en enkelt ind. Og en ny nulres, inden denne også indtages.

På nuværende tidspunkt ville mormor have skænket en opfyldning af den resterende champagne. Da peanutsskålen er tom, går vi til bords. Vi kender rutinen og menuen. Der er sild, karry og krydder – nu bare uden snaps. Der er rejer og æg – uden hvidvin. Der er mørbradbøf – uden rødvin. Der er flæskesteg – uden øl. ”Vi tager et glas saft. Ribenasaft - den smager altså godt”, siger mor.
Sådan sidder vi der og venter på, at der er en, der tør bryde muren af tavshed, som hænger over lokalet, og som har bevirket, at vi alle har fået skuldersmerte, ryg- og lændeproblemer og at alle i skjul har fisket deres paracetamol eller kodimagnyl op af tasken og sluge to stk. – ellers virker de ikke, siger lægerne. Ingen ved hvorfor, pillerne ikke virker enkeltvis, men sådan er det. Vi har lært at leve med det. Vi tager to stk. Sådan sidder vi der og lurer på vores far. Han siger ikke noget.

”Skål”, råber den næstældste af oldebørnene til far. Og samtidig kan jeg smage skummet fra en friskskænket øl, på den allerførste forårsdag, i min mund. Nu kan jeg også se skummet i glasset. Nu smager min saft af øl, bare ved synet af min far.

Inden desserten ryges der – på terrassen. Desserten er en blanding af tre slags ost, kiks og hjemmebagt franskbrød og fyldte chokolader fra Anthon Berg. De små glas bæres ind og tages ud igen. Chokoladen sendes rundt. Far tager et stykke – en ”flaske”. Mor ser vredt på far, der bytter flasken til et marcipanbrød. ”Skal vi ikke have en øl og en snaps?”, siger far. Alle griner nervøst.  Far ser rundt på os. Så slår han en stor latter op og skænker sig et stort, og et lille glas Ribenasaft – der hvor alkoholen plejer at være.