Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

søndag den 20. marts 2011

Klumme – Cirkus Super Brugsen

I dag skal mine elever opføre cirkus. I går var jeg selv hovedaktør i Cirkus Super Brugsen. Under CoopNettorvet havde jeg bestilt en Synge-Barbie (og mindes et kort øjeblik en stund, inden jeg fik børn, da jeg var overbevist om, at mine børn ikke skulle gå i lyserødt og have særligt meget legetøj!) til min ældste datter. Vidunderligt. Jeg skulle bare møde op med papiret, og betale.
FDB-kortet ville automatisk indløse en rabat på løbet. Hvis man altså lige havde husket at medbringe kortet. Først skulle ekspedienten hente pakken, og da hun kom tilbage var min ældste datter imidlertid væk. Panikken spredte sig, men dog ikke så længe. Som straf for at jeg ikke gav hende et Prinsesse-blad, var hun nemlig gået ind i butikken – bag kasseapparaterne.
Jeg fortalte både den korte og den lange til hende.
Den korte - NEJ.
Den lange - Og du-kan-ja-nok-forstå-at-jeg-ville-blive-meget-ked-af-det-hvis-du-en-dag-var-væk…
Tilbage ved kassen blev den nu ret så sure mand, der inden jeg kom, stod forrest i køen, overraskende vedvarende vred over, at jeg sprang foran ham i køen.
Også selvom mine øjne signalerede: jeg-ved-ikke-om-du-kan-se-det-men:
1)      Min datter yngste datter, med en kampvægt på 12 kilo, hænger på mig, så jeg er ved at få krampe i kroppen
2)      Jeg har i øvrigt glemt hendes sut, hvilket mine ører nu er ret overbevist om, er en meget dum idé, idet hun har grædt helt vild herinde i Super Brugsen, siden vi ankom.
3)      Min anden datter er lige blevet (lidt) væk fra mig for første gang, og jeg er faktisk både vred og ked på samme tid.
4)      Jeg har faktisk født to børn, og er derfor meget stærkere end dig, hvis det kommer til gulvkamp.
5)      PS – Du må ikke komme med hjem til min fødselsdag!
Med højre hånd kaster jeg alle mine kort ud på disken, imens jeg fumler efter dankortet. Lykkelig er jeg, idet jeg skynder mig at køre kortet igennem automaten – jeg smiler til den stadigt ret så sure mand, der selvfølgelig er hævet over at skulle svare på min yngste datters mest populære ord pt. ”Hej.”
Selv tredje gang nægter manden at sige ”Hej”. Jeg smiler, da hun pludselig peger på ham og siger: ”Far!” Dette mener den sure mand naturligvis heller ikke er særlig morsomt og giver anledning til et ”Hej” eller blot anerkendende nik, men kigger i stedet for væk, i demonstration.
Gammel mand – Laura 1-0.
Det er dog alt for tidligt at tænke, at farcen snart er ovre. For nu kommer vi til FDB-kortet, der udløser rabatten. Det forefindes af en eller anden besynderlig årsag ikke længere i min pung.
Jeg smiler til Laura, der flere gange har været meget flink til at rydde op i pungen. Og sikkert i et øjeblik af tidlig Baby-Feng-Shui-øjeblik har smidt den væk. Og så kan jeg ikke hente pakken. NIX! INGEN UNDTAGELSER! Om jeg kommer tilbage senere i dag for at hente den? Nej. Desværre.
Imens jeg skynder mig ud til bilen, flyver mine beviser nu op af tasken og rundt om, og op i luften, ned bag en parkeret sølvgrå Volvo Stationcar. En ældre mand forsøger at hjælpe mig, men må opgive, idet han udbryder: ”Jeg har dårlig ryg.”
Nu flyver jeg i pendulfart imellem børenes bilsæder til papirerne i luften, imens ekspedienten springer efter mig med mit dankort, som jeg glemte i farten inde i butikken.
Møgsur kører jeg hjem. Og tænker over, at det da egentlig er pudsigt, at der ofte opstår sådan et cirkus omkring mig, når nu mit firma hedder Cirkus Leonhardt. (Og det er jo en stor løgn - i virkeligheden er jeg skidesur og kaster lidt rundt med vasketøjet i frustration, da jeg kommer hjem, og går tidligt i seng, men det er jo en dødssyg afslutning. Så derfor jeg pynter lidt på historien, uden nogen opdager det!)
Dagens point. Cirkus Super Brugsen, Cirkus Leonhardt 1-0.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar