Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

tirsdag den 8. marts 2011

Klumme - Mødet med min indre mikroskopiske gigant.

Mødet med min indre mikroskopiske gigant.

Målet denne aften er ganske enkelt - man skal vække sin indre gigant og skabe sig det liv, man virkelig ønsker. Sådan indleder coachen, Anthony Robbins (også kaldet Tony) sit foredrag i Bella Centret. Min gigant viste sig at være uovertruffen modig, knap så kvik, udholdende, underholdende, mikroskopisk og gigantisk i sin brøler. Hvilken gigant!

Det er ikke blot det faktum, at jeg er kravlet frivilligt op på scenegulvet denne aften. Det er den sandhed, at jeg mod alle odds er blevet frygtelig nervøs. Og helt uden grund. Vi sidder nemlig omkring tyve personer her. Så jeg er slet ikke alene på scenegulvet. I sin hånd holder Tony en stor legetøjsfrø. Legen går ud på, at vi skal finde ud af, hvornår legetøjsfrøen er en ”good frog” og hvornår det er en ”bad frog”.

Tony laver dukketeater med frøen. De første har allerede på dette tidspunkt gættet gåden. De står samlet på scenen og ser ned på os, der ikke har gættet den. Det er yderst pinligt at skulle gå tværs over scenegulvet til en sortklædt herre, der kender svaret. ”No, I´m sorry”, siger han til mig. Jeg har gættet forkert igen og må skamfuld sætte mig ned foran Tony igen og ryste på hovedet.

Nu føles det, som om selve lyden af mentorens ellers så gennemtrængende, klare stemme, mudrer sammen med de mange publikummers. Jeg er smidt tilbage i klasseværelset og sidder med en uløselig gåde af devisen: ”Jørgen har en båd - Gretes kat er sort - Ole har en bus. Hvem slukkede lyset?” Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg aldrig forstod hverken forklaring eller pointe på disse gåder. På samme måde bliver tal, lyde og indre tanker blandet sammen med en meget stor angst, for de tyve personer har reduceret sig til blot fem. Dernæst tre. Så to.

De andre i salen er ellers flinke. De hjælper os, så godt de kan. Det paradoksale er, at min hørelse svækkes alt imens klapsalverne forstørres. Jeg lider af propper i ørene og har før oplevet hvordan min egen stemme lød som en blanding af Ingrid og Lillebrors. På et tidspunkt, hvor hele salen, og de atten på scenen, nærmest jubler, slår vi to tilbageværende os sammen. ”We are together”, siger jeg og får klapsalver for denne pistolen-for-panden-bemærkning. Tony hjælper os mest af alt for at nå tidsplanen. Publikum råber gentagne gange: ”Okay”.

Det her er pinligt!

Da går det op for mig, at toeren - min redningsplanke også forstår gåden. Hun siger, at Good frog siger: ”Okay!” Jeg klarer den i sidste sekund, ånder lettet op og siger: ”Bad frog is quiet”. Sådan. Gåden er løst. Nu klapper alle. Tony kysser to´eren og mig på kinden, og holder os i hånden imens han strækker sine arme i vejret.

Min indre mikroskopiske gigant glædes over, at jeg trods alt endte med at stå det rigtige sted - med Tony i min højre hånd og med aftryk af hans læber mod min kind. Jeg var vel der, hvor jeg udfordrede mig selv mest, det var vel derfor, jeg gjorde det. Og mens andres læresætninger for denne aften sikkert lyder mere gigantiske bliver min: ”I keep fighting even feeling like a fool”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar