Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 14. marts 2011

Klumme - Willem Dafoes erkendelser i et set-up af dansk biblioteksstemning


Dagen er den dag, som jeg har været nervøs for. Uden grund. Jeg skal ikke optræde, jeg skal ikke performe, formidle eller på anden vis gøre mig bemærket. Og det er her nervøsiteten sætter ind. For så skal jeg være usynlig. På sin vis ved jeg allerede fra start, at jeg på et tidspunkt vil være pinlig. Det er ikke et spørgsmål om måske, men snarere hvornår! Og det er svært at være usynlig, når man er pinlig.
Jeg er mødt op på Holmen, på Filmskolen, idet skuespilleren Willem Dafoe er inviteret. Idet jeg ikke ønsker at være iblandt de andre, (håbefulde, engang så berømte eller jeg-var-også-tæt-på-engang-at-komme-ind-på-teaterskolerne-men-nu-laver-jeg-børneteater-og-er-rigtig-glad-for-det skuespillere) og har jeg lavet en dogmeregel for mig selv. Jeg er derfor ankommet som skribent og skal blot registrere dagen ligesom fx Berlingskes faste teateranmelder i øvrigt også skal det. I øvrigt ville det være meget pinligt, at sige noget der ville minde nogen om, at jeg også havde lavet teater. Tænk hvis Mr. Dafoe ville spørge ind til sagen? “Well, I did a commercial for something called “Lotto”, a very small part as a German in ”Afgrunden,” og tilføje: “You probably won´t recognize me…”  
Så jeg er altså skribent.
Arrangementet indledes med, at vi bedes holde mobilerne slukkede, men at vi gerne må spise og drikke undervejs. Stilen er uformel, nærmest hyggelig. Der er intet formelt over hverken Dafoe eller de tre forskellige Wegnerstole (udleveret fra Arkitektskolen), den grønne vindrueklase i skålen på scenen og billigbaren til publikum.
Vandflasken er eksempelvis med suttetud, så enhver der ikke ønsker sig bobler på en søndag, må finde sig i at ligne en baby, imens de sutter deres vand i sig. Jeg tager én med bobler. Trods den afslappede stil er der stoisk ro, idet han kommer ind af døren. Ham skuespilleren fra filmen. Jeg sidder på første række. Det må skribenter nemlig gerne.
Publikum er en samling teaterfolk med dette til fælles, at de ikke er blevet skræmt af den prætentiøse titel, der sikkert kunne have fungeret som specialekontrakt for den flittige universitetsstuderende: ”Samtaler om scenekunst – teatret som erkendelsesrum.” Eller også er publikum bare nysgerrige som jeg. Hvem er ham Dafoe i virkeligheden?
Efter en kort præsentation afbryder Willem Dafoe og beder om at få mere lys i salen. Han ønsker på ingen måde at være gemt i mørket. Spøgefuldt fortæller han om, at han næsten ingen uddannelses har. Og refererer da også til udsagnet om, at man skal ”quit school, get out and work”. Han ved, hvad han taler om med sit lange CV. Jeg holder igen med mine teatralske meritter (Lotto og Afgrunden), men joker med sidemanden om, at jeg heldigvis var så dårlig til at spille skuespil, at jeg blev forfatter. Og han griner, heldigvis. Således slipper jeg helt uden om de mange år som kikset skuespiller-wannabe.
Dafoe betragter sig selv som en marionet, en ”uansvarlig” skuespiller, uden egen lyst til at være storyteller. Der er ingen instruktørdebut i vente. Han har tydeligvis kun ambition om at videreformidle andres historier. Her nævnes hans ven igennem mange år, instruktøren, Richard Foreman. Dafoe erkender, at han er den person, der udlever instruktørens fantasi, som de ikke selv kan, eller tør, udleve. Og trives i rollen. Det er ikke et spørgsmål om hvilken teori eller metode, man som skuespiller anvender, ”as long as you get there,” siger han som svar på spørgsmålet om hvilken skoling indenfor skuespillet, han bekender sig til!
På en måde virker de ellers så smukke designerstole forkerte til den legesyge mand, der sværger til yoga som daglig træningsform. Han ser også klemt ud, da han trækker sit ærme ned for derefter at trække det op igen straks efter. Selv ønsker jeg også at strække benene, idet publikums stole hverken har en kendt designers navn i ryggen eller tjener til noget skulpturelt formål. De er slet og ret grimme og så sidder man til gengæld dårligt i dem. Tæt sidder jeg også ved siden af min sidemand, på første række. Han tegner i en sketchbook, da jeg uoriginalt spørger, om han er tegner. Jeg har en ringe visuel hukommelse og genkender ikke G. Wille.
Dafoe får inspiration til sine utallige roller alle vegne fra. Den fysiske udfoldelse, ydre omstændigheder sammen med en nysgerrig, psykologisk tilgang. Og erfaringer og anekdoter står i kø sammen med de metareflektoriske tanker. Der fortælles om arbejdet med David Lynch, von Trier, om rollens dualitet, f.eks. set i ”The green goblin” i Spiderman. Om Wooster Group, og om at komme tilbage til start, når tvivlen en sjælden gang er sneget sig ind i hans egen tro på eget talent. Han er nærværende, høflig og ærlig. Morsom, hvis der er mulighed for dette. På et tidspunkt fortæller han om, hvordan det er i ”normale” skuespil, men afbryder sig selv i samme sætning, idet han storgrinende siger: ”What am I talking about, I´ve never been in a normal play!” Og er ved at knække sammen af grin over sin egen løgn i et moment af fortællelyst. Bibioteksstemningen afløses af latter fra salen. Da en gæst forlader sin stol midt i arrangementet er Dafoe spøgefuld, idet han råber: ”Something I said?”
Dagens teatralske spænding opstår med mindre end 30 min til afslutning. Vil de indsamlede publikumsspørgsmål være for pinlige til at blive læst højt?
Vil der være et om, hvis det var, i von Triers ”Antichrist”?
Imens spørgsmålene bliver stillet, sker det så. Det pinlige. ”Vaskealarmen” fra min mobiltelefon er begyndt at ringe. Muzak af værste skuffe toner frem fra min taske, og jeg fumler i blinde. Og det lykkes mig ikke at afbryde, kun udsætte alarmen. I de resterende minutter er mit fokus ændret til en ret så ofte trykken på tasterne, så jeg kan afhverve endnu mere taskemuzak. Imens min kropstemperatur stiger, stiger også min lyst til at danse. Det er det, der har været dagens store erkendelse. Det, og så at man ikke skal tage sin telefon med, hvis man vil være usynlig. Nu ønsker jeg at danse. Eller at Mr. Dafoe vil danse for mig som publikum. Eller at vi alle kan bryde ud i en eksperimenterende dans. Jeg ser for mit indre øje, hvordan han rejser sig op og tager mig i hånden. Vi danser. Mr. Dafoe og jeg. Men tiden er gået. Vasketøjet må være vasket. I løbet af fem sekunder er der rundet af på en sædvanlig traditionel dansk vis. Dafoe snupper resten af vindruerne med sig i hånden og går ud til lyden af bifaldet.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar