Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 5. marts 2011

Klummen

Maise Njor fortalte til foredraget på biblioteket om "38 minutters reglen". At hun (som ikke-forfatter) ind imellem stillede æggeuret til fx. 38 minutter, hvor hun skrev non-stop. Dagens blog-indlæg er skrevet under tidspres til optagelsesprøven på Danmarks Journalisthøjskole, i 2008.

Opgaveformuleringen lød - skriv en klumme om hjemlig hygge. (max. 3000 anslag incl. mellemrum).

Alkoholfri påskefrokost

Efter flere spiritusdomme med deraf følgende, påkrævet medicinering - antabus en masse, skal familien for første gang afholde en alkoholfri påskefrokost. Men det skal være lige så hyggeligt, som det plejer. Det har vi besluttet os for. Det har vi talt om igen og igen i telefonen forud for frokosten.
Det betyder da ikke noget, at der ikke er alkohol undervejs, istemmer alle. Og der er, hvad der skal være. Dugen er rullet og strøget, det musselmalede porcelæn står, med blomsten den rigtige vej, på bordet, sølvtøjet er pudset, og i midten af det hele står påskedekorationen. Det er den påskedekoration, der vidner om mange påskefrokoster med snaps og påskeøl af forskellig art. I hvert fald både Carlsberg og Tuborg.

I sofagruppen plejer vi at få champagne i de små vinglas – dem der er indfarvede med grønt i  glasset, for at give den grumsede vin klarhed. Nu er det kalken, der gør glassene grumsede. Det er her, at samtalerne begynder. Først med at se på alle de dejlige oldebørn. ”Tænk, at jeg er så heldig, at jeg har fire oldebørn”, siger mormor, imens en tåre triller ned af kinden. Vi andre nikker og smiler. Vi fumler med fingrene. De små peanuts bliver nulret mellem fingrene. Ind imellem ryger en enkelt ind. Og en ny nulres, inden denne også indtages.

På nuværende tidspunkt ville mormor have skænket en opfyldning af den resterende champagne. Da peanutsskålen er tom, går vi til bords. Vi kender rutinen og menuen. Der er sild, karry og krydder – nu bare uden snaps. Der er rejer og æg – uden hvidvin. Der er mørbradbøf – uden rødvin. Der er flæskesteg – uden øl. ”Vi tager et glas saft. Ribenasaft - den smager altså godt”, siger mor.
Sådan sidder vi der og venter på, at der er en, der tør bryde muren af tavshed, som hænger over lokalet, og som har bevirket, at vi alle har fået skuldersmerte, ryg- og lændeproblemer og at alle i skjul har fisket deres paracetamol eller kodimagnyl op af tasken og sluge to stk. – ellers virker de ikke, siger lægerne. Ingen ved hvorfor, pillerne ikke virker enkeltvis, men sådan er det. Vi har lært at leve med det. Vi tager to stk. Sådan sidder vi der og lurer på vores far. Han siger ikke noget.

”Skål”, råber den næstældste af oldebørnene til far. Og samtidig kan jeg smage skummet fra en friskskænket øl, på den allerførste forårsdag, i min mund. Nu kan jeg også se skummet i glasset. Nu smager min saft af øl, bare ved synet af min far.

Inden desserten ryges der – på terrassen. Desserten er en blanding af tre slags ost, kiks og hjemmebagt franskbrød og fyldte chokolader fra Anthon Berg. De små glas bæres ind og tages ud igen. Chokoladen sendes rundt. Far tager et stykke – en ”flaske”. Mor ser vredt på far, der bytter flasken til et marcipanbrød. ”Skal vi ikke have en øl og en snaps?”, siger far. Alle griner nervøst.  Far ser rundt på os. Så slår han en stor latter op og skænker sig et stort, og et lille glas Ribenasaft – der hvor alkoholen plejer at være.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar