Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

onsdag den 27. april 2011

Klumme - Cand.perler og modelervoks?

Når man afslutter uddannelsen i børnehaven, modtager man naturligvis et diplom. Uden at afsløre ECTS pointtal, tør jeg love, at det ikke er småting, der er nævnt på arket. Således kan jeg nu erfare at min ældste datter er uddannet - cand.perler.og.modelervoks. En udmærket titel til en femårig. Men hvad diplomet egentlig betyder, er straks sværere for hende at forstå. For nok er hun den lykkelige ejer af et diplom, og der var disco-dans på legepladsen og slik og saftevand, og vi er da alle enige om, at det bliver meget spændende for hende at gå i skole, men til trods for de mange anstrengelser og lederens rørende tale, var det aligevel uklart, hvorfor vi skulle holde en fest i dag.

Stemningen var presset da vi ankomer til børnehaven. De forældre, der skulle filme ceremonien havde sat sig forrest og spærrede egentlig udsigten for de resterende. Den gruppen, med vuggestuebørn, hvor det at skulle troppe op imellem kl. 18:30-19:30 betyder en del moslen rundt sad lidt længere tilbage. Her, hvor væltede stole på de tidspunkter i talen, hvor det hele bliver meget smukt og  talerens stemmen afslører, at der er store følelser på spil, er naturligt. Panikken imellem de sikre hænder hos mor og til den altid distræte far og i luften - et aktivt barn, der ikke tager hensyn til, om man må nusse fremmede kortklippede mænd i håret med en bananmoshånd eller ej?
Os trætte på de bagerste rækker, der mødes mindst to gange dagligt. Først i vuggestuen. Og så på den anden side at det hyggelige hvidmalede stakit, der grænser op til storesøster i børnehaven. Dem, der glemmer kameraet. Og husker gaverne til pædagogerne på de forkerte dage. Dem, hvor ordet søvn stikker alle andre goder.

Og således forsvinder storbørnsgruppen fra børnehaven fra på mandag. Og hvis det ikke lige var fordi at vores ældste datter skulle begynde på en helt nystartet skole i kommunen. Her hvor SFO ikke begynder før august, hvor kun lederen pt. er ansat - eller måske bliver den nye white swan på det, som hun kalder Den Kongelige Balletskole, hvor største øjeblik indtil videre har været at have klokkeblomstbadedragten på i to timer (uden at man skulle have en trøje ud over) og Hallo Kitty sutsko på, imens man måtte lege med balloner, inden prøverne. Og med den afslørende replik: ”Mor, jeg gik videre”, efter to timer senere i balletland, afslørede en del fredage i selskab med x-factor.
På diplomet stod mange spidskompetencer, som børnene, alle som en, havde opnået. Og selvom min datter var blevet syg på premieredagen, og derfor ikke kunne spille den egne opfundne rolle som ”lyserød musketér” i den afsluttende teaterforestilling i børnehaven, kaldet; ”Det mystiske teater”, hvor en fællessang gik på melodien ”I en kælder sort som kul” og bla. Indeholdt fraserne: ”Dæmoner er drevet væk, af de gode kræfter” og ”både stor og lille, man må ikke drille.” Så stod det også på diplomet. Lige over pinden - kan selv klare toiletbesøg. Vigtige egenskaber, bestemt.

Og imens jeg får afleveret gaver ti to af fire pædagoger (som den eneste forældre – idet de andre forældre jo ved, at vi først deler ud fredag) og får givet lederen en krammer, hvilket hun med sit ret lukkede kropssprog ret tydeligt forinden har signaleret, at hun ikke var interesseret i, og at det rent faktisk var en hånd, som hun stakte ud, og som jeg næsten overså, men som jeg i min iver tænkte: "Den hånd er bare stukket ud, fordi kvinden er genert", men som jeg på lederen efter krammeren kunne mærke slet ikke var genert, men rent faktisk mente, at vi var på hånd. Ikke krammere.
Og imens jeg får pakket min ældste datter sammen, idet yngste datter forinden er kapituleret sammen med far, og er kørt hjem, tænker jeg, at jeg, selv om jeg har været i børnehaven ofte, slet ikke kender koderne til diplom-fester-i-børnehaveregi. På samme måde som min ældste datter ikke kender til koderne, der hører til ordet skolebarn, men er ret meget med på børnehavekoderne og nu er blevet cand.perler.og.modelervoks.
Og imens hun gør sig klar til fire festlige dage som white swan, gør mig klar til fire lynshoppedage i magasin. Noget skal man jo lave i ventetiden. Imellem børnehaven og skolen.


søndag den 17. april 2011

Klumme - Det sku´ vær´ så godt (med økomælk), men så det faktisk skidt.

I dag sættes køerne på græs, og Roskilde er i dag gået i økomode. Og imens den københavnske befolkning drager af sted – for at se på køer og få en vaskeægte naturoplevelse, har jeg købt min sidste liter økologisk mælk.
For jeg bliver slemt skuffet hver gang, jeg køber dette produkt. Jeg bliver skuffet på den barnelige måde, hvor man synes, at det er møguretfærdigt, og tænker: ”Hvorfor sker det altid for mig?” og ”Er det vel rimeligt, at… ”, imens man bander og svovler og sparker hårdt til opvaskemaskinen, der svarer igen med et blåt mærke på foden, lige inden sandalsæsonen er begyndt.
Sagen er den, at mælken ikke skummer, når man pisker den, når den er økologisk – og når den ikke skummer, så kan jeg ikke lave en café latte. Efter mange års træning har jeg lært, at man skal piske mælken, når den er kold (hvis man så efterfølgende varmer mælken i en mikrobølgeovn – 20 sek.), inden man laver et grantræ, eller et hjerte.
Her skal det vist lige nævnes, at jeg dumpede i de praktiske prøver ved udførelsen og serveringen af to kopper latte på ”Konrad” med bemærkningen: ”Her sætter vi en ære i at lave en kop kaffe.” Og imens kaffe kynisk blev hældt i vasken og jeg mistede det job, som jeg var til casting på (en svær rolle som bartender) gik jeg skuffet ud og tænkte: ”Måske er det mig, der bare er en virkelig dårlig barista?”
Imens dagene gik, slog jeg mig selv i hovedet med tanker om det kommunefarvede hår – blandt søde frisører kaldet fint skandinavisk hår, blandt onde, fehår. Onde frisører i øvrigt er kusiner til onde sminkører set ved reklamefilmsoptagelser - hvor også replikken: ”Du trænger virkelig til en hudpeeling” faldt som et angreb fra luften imod mig og mine grønne arméer, 5 minutter inden optagelsesstart.
Det var her jeg besindede mig, idet jeg selv tænkte noget i retning af: ”Hej, med dig selv” og med et Woody Allensk glimt i øjet tænkte jeg: ”I hvert fald ligner jeg ikke en polsk luder som dig” og smilede til den søde sminkør og sagde: ”Det tror jeg virkelig, du har ret i, kan du mon hjælpe lidt ved at sminke mig” og 5 min. senere fulgte op med bemærkningen: ”Hold op, hvor er du bare dygtig”.
Det er faktisk urimeligt, at jeg - selv når jeg forsøger at få mig selv en god kop kaffe, ikke kan nyde den, fordi jeg har været et godt menneske og købt ØKOLOGISK mælk. Til daglig slås jeg med verdens ringeste kaffemaskinebrygger, som ikke bare signalerer 80´erne og fungerer dårlig, den skal også have skiftet en dims og en dut konstant, og er derfor ikke tilgængelige lige nøjagtigt, når man lige præcis ikke kan forestille sig at kunne leve videre, hvis man ikke får den KOP KAFFE NU!
Og som følge deraf må jeg begynde at sætte en stor falsk glæde ved en dejlig kop te. Det sku´ være´ så godt for dyrene og kroppen og Roskildes borgmester, men så er det faktisk skidt for mig, når jeg ikke kan få mig en kaffe latte. Velkommen på græs, I kære øko-køer. PS: Behold mælken for jer selv!

tirsdag den 12. april 2011

Klumme - FRUENS

FRUENS, var navnet på en nummerplade på en sort bil, som jeg kørte bagved i dag. Imens jeg så på nummerpladen, forestillede jeg mig, hvordan kvinden bag rettet så ud. Med den nummerplade måtte hun være smuk som en prinsesse, og rig som bar pokker. Hendes liv måtte være interessant, neglene polerede og håret smukt langt og de lyse striber ville balancere i det glansfulde hår, som på kun de mest feterede Hollywood stjerner. I modsætning til den slags lyse striber, der får en til at se en anelse polsk ud. (Og her tænker jeg ikke på deres nye superfodboldanlæg i Warszawa i anledning af kommende fodbold EM og polakkernes coolness - og økonomiske velstand i den forbindelse. Og er Polen ikke også med i EU, og hvordan kan det dog være, at jeg har så tydelige fordomme om folk i et land, som jeg aldrig har besøgt?) Nej, jeg tænker mere på den generelle østeuropæiske husmor, der selv har blonderet sit hår i håndvasken, eller de livlige kvinder omkring KBH V, hvor gult afbleget er lig med at være succesfuld vesteuropæer, hvorimod sort hår signalerer fattige kår og kålsuppe. Den slags sunde fordomme, der minder mig om, at jeg er mindst ligeså fordomsfuld som alle andre.

FRUENS, er navnet på den bil, jeg ligger lige bag ved. En bil der signalere velstand, og som jeg derfor ikke tør overhale. Skæbnen vil, at FRUENS skifter banehalvdel lige omkring et lyskryds. Og jeg, der har sagtnet farten, får nu mulighed for at se selve FRUEN. Og lige i dette øjeblik er Hollywood-hår, velstand og 2900 happiness forvandlet til dagens oplevelse. Kvinden er hverken-eller, hun er kort klippet og en dame i sin bedste alder. Ikke ualmindelig, men heller ikke spændende. Og jeg taber kæben i et kortvarigt chok, inden jeg igen skråler videre sammen med ”Oh Land”, der brager igennem Blaupunkt. Og imens jeg overvejer at pille næse (men naturligvis ikke gør det - statistikken afsløre efterhånden en del næsepillere i situationer omkring lyskurver - en statistik jeg ikke ønsker at være en del af), kommer jeg i tanke om at min nummerplade jo også er ret intetsigende. Et CF og en talrække tyder ikke på den store begavelse hos chaufføren og mit hår er aldeles kommunefarvet (bortset fra en enkelt sølvgrå stribe, der ikke signalere Polak, men absolut heller ikke Hollywood) og så har jeg i en halv time lignet en klovn, imens jeg har sunget anden stemme til ”Oh Land”, og sikkert lignet et blegt dansk nyfældet birketræ. Tilbage sidder jeg i bilen med det store spørgsmål: "Hvem får lavet personlige nummerplader nu til dags?" Og hvorfor vælger man navnet FRUENS? Og ikke mindst. Hvem gider ordne mit hår, så jeg ikke bliver moppet i trafikken?

fredag den 8. april 2011

Klumme - Alenemor nej tak!

"Mor, det er meget bedre, når far også er her!", bliver der sagt, imens jeg sidder i bilen på vej mod børnehaven, i rimelig god tid, men alligevel i sidste øjeblik. Sagen er den, at min ældste datter skal i skoven i dag med børnehaven og derfor skal afleveres inden 8.15 (og nej, det er på ingen måde tidligt). Og jeg har i den travle morgenstund glemt, at børn er børn, og at børn ikke er voksne. Jeg har vist sagt noget med en tandbørste på den dumme måde, og nu sidder min ældste datter i bilen og ville faktisk meget hellere have, at det var hendes langt mere rummelige far, der var på banen. Og det straffes jeg for, naturligvis. Og imens den yngste datter blot råber et meget veltilfreds: "Hej!", og Frederiksberg suser forbi med 50 km i timer, tænker jeg, at det her med at være alenemor, det er faktisk slet ikke noget for mig.
Den kroniske angst for at mobilen skulle være løbet tør for batteri, at man glemmer nøglerne og ikke længere kan låse sig ind med to trætte børn på armene, blandet med stilheden, når fire bliver til tre, maden der ikke længere springer ud af køleskabet igennem røg og damp op på tallerkenerne og pigernes savn efter deres far er ret klare parametre for mig. Alenemor, nej tak!
Heldigvis er det kun, imens at faderen erobrer New York, at jeg må nøjes med mit tv og min avis som gæster til aftenkaffen. Og netop her er der sket noget banebrydende, imens hr. far er bortrejst. Poul Nesgaard har nemlig optrådt for sidste gang i dansk fjernsyn (erklærer han i et talkshow, forleden), og jeg får nyheden om dette via min morgenavis, som jeg netop har læst. Og netop TV er et emne, der optager mig meget i disse dage. Ikke mindst via Ane Cortzens program TVTVTV og tv-programmet, Debatten i går, er jeg ved at spore mig ind på følgende afgørende spørgsmål. Hvad er godt TV? I min lange karriere på DJH gik det på 24 timer op for mig, at jeg elsker at skrive. At jeg ikke kan leve uden at føre tanker ned på papir - i en eller anden form, og at jeg virkelig holder meget af nyheder, der har en politisk vinkel. Georg Metz nævnte i gårsdagens program, at Tv-programmerne pt. taler ned til folk, og at han skuffes. Selv savner jeg folk af hans kaliber, der ville tage tjansen med at læse nyheder op. Nu håber jeg, at Georg dukker op i Nyhederne i aften, med Poul Nesgaard som gæst, imens jeg venter på manden i mit liv, pigernes far kommer hjem fra N.Y.! Og så lover jeg ikke at sige det med tandbørsten på den dumme måde, imens.

lørdag den 2. april 2011

Klumme - pølseproblematikken?

Under generalforsamling i andelsforeningen, hvor vi bor, sad jeg forleden aften og morede mig. Idet generalforsamlingsmøder ofte er både kedelige og lange havde jeg taget en ellers ret forbudt drik med mig ned i midten af det store lokale. En vaskeægte dåsecola. Jeg husker de sidste generalforsamlinger og nævner her et par af sidste års interessepunkterne. Skulle andelsforeningen have: Nyt tag, tilladelse til måtte have husdyr, flere sportskanaler, altaner, et nyt gård-look?
Under det store punkt – tag, gik der for alvor festsnak i den for den del af medlemmerne, der arbejder i bank- og i erhvervsmæglerbranchen. Ejendommen er tidligere en lejebolig for ansatte i Nordea, så vidt vides. Imens jeg sad og ikke forstod et muk, men fakede, at jeg da også havde holdninger, blev diverse lånetypers fordele gennemgået i så hastigt et tempo, at jeg, selvom jeg ikke rigtigt havde sagt noget under hele debatten, blev utrolig tørstig. Dengang blev mødet til to aftener og en ekstra generalforsamling. Og et nyt tag til foreningen!

Under dette års generalforsamling var der de sædvanlige forskelligartede beboere til stede.
Der var det sædvanlige let-påvirkede par, der sad på bagerste række og ind imellem sagde: "Kan I ikke tale lidt højere?" (uden dog at overveje den mulighed, at de kunne flytte tyve rækker længere frem i lokalet). Der var dem fra bankbranchen i blå skjorter. Der var de ældre, der havde boet her meget længe (og måske havde, måtte spendere hele 31.000 for deres andelslejlighed og nu følte, at det hele var meget strengt). Der var håndværkerne og de mænd med hænderne skruet rigtigt på, der kunne tale lidt med om to-strengs systemer indenfor radiatorer. Der var hende, der havde brækket benet under et styrt i kælderen og som af helt naturlige årsager gerne ville have bedre lysforhold i kælderen. Der var dem, der snart skal flytte og gerne vil have en høj andelskrone, og dem der gerne ville bo her længe. Der var børnefamilierne - og det er da dejligt, at I bruger gården, men det ville også være dejligt, hvis børnenes cykler kunne stilles pænt og ikke fælde de andre. Der var dem, der lige har lavet nyt køkken og bad. Og dem, der har boet med samme indretning som dengang i 30´erne, hvor bygningen blev bygget. Der var dem, der via deres job i banken havde været heldige at få en billig lejebolig, og der var IKKE dem, der havde indset at finanskrisen kom buldrende og at andelsmarkedet var på vej ned og derfor havde solgt til maksimal pris, og nu boede i den hvide by i Valby. Der var unge. Der var ældre. Og der var ingen hunde.

Under det store tunge punkt om andelsforeningen skal investere i nye vand- og varmeanlæg under dette års møde, kom det frem at to medlemmer af bestyrelsen var involverede i det som fremover bliver omtalt i denne klumme som pølseproblematikken. For at gøre det klart for os andelshavere hvori konflikten bestod, havde vores formand (der er en habil kunstner og galleriejer) lavet en udførlig tegning, som han refererede til, imens han fortalte: "Det er jo både vigtigt med det øverste rør, hvor overboens lort kommer ud", og imens jeg lo lidt for højt, fortsatte han: "Men det er også vigtigt med det nederste rør, hvor ens egen lort kommer ud."

Tvisten var opstået, fordi de to medlemmer af bestyrelsen var i tvivl om, hvem der hæftede for den del af faldstammen, hvor problematikken var opstået. Hvor det ene bestyrelsesmedlem mente, at man hæfter for egen lort (det nedadgående rør), mente det andet bestyrelsesmedlem, at man hæfter for andres lort (det opadgående rør). Og idet denne tankegang om at hæfte for andres lort var så metamorsom kunne jeg næste ikke holde fokus under afstemningen. En halv timer over tid nåede vi igennem mødet. 45 for og 44 imod projekt vand- og varme.