Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 30. maj 2011

Klumme - Grimasse der kan passe?

Jeg vågnede i morges ved at min yngste datter på 1½ år sagde ”Av, for fanden”, imens hun strakte det ene ben 90 grader op i luften. At det var hende første sætning og ikke ordet ”Boops,” der referer til vores stadigt stigende afhængighedsforhold af et tvivlsomt usundt morgenmadsprodukt  - bedre kendt som ”Honeynut loops”, og som ellers plejer at være noget af det første hun siger, undrede mig.
Hvordan kan en kun etårig pige sige ”Av for fanden”?
Var det mon det ene stunt, som hendes mor udførte i Super Brugsen, hvor man så, at jeg kastede mig ned på ryggen med det ene ben i 90 graders stilling, imens jeg jamrede over den krampe min pege tå havde sat sig i? Alt imens ham der stod bagved mig i køen, høfligt spurgte: ”Skal jeg hjælpe med noget?” og jeg mumlede: ”Nej, nej, det går fint, imens jeg forsøgte at skynde mig op igen og se helt normal ud og smile til ekspedienten, der troede, at jeg lavede 90´er stuntet med - i en mime, at lade som om man forsvinder ned af en trappe bag en disk. Det trappestunt, der har underholdt så mange gæster på Camping Flaminio i sommeren 92, hvor jeg med en veninde var pizzaservitrice for alle interrailerne, der ankom til Rom og boede på Campingpladsen.  

Og hun var heller ikke med, da jeg fik krampe i ovenstående tå, da jeg var på skiferie i 7. kl. og måtte kaste mig af en lift og med norsk klagesang vride mine slalomstøvler af, inden benene igen røg op i luften i 90 grader.
Og hun var heller ikke med på hengangne ”Café Paradis” i Hornbæk, da selvsamme krampe bevirkede, at jeg måtte få en gymnasieelev fra en ældre klasse, til at lave et modstræk på foden på et festlig lørdag aften, hvor ALLE der var noget ved musikken i Nordsjælland var på caféen – dengang i 1990.

Næ, nej. Pigen havde kun hørt og set det den ene gang i Super Brugsen, hvor jeg efterhånden har haft flere mærkelige optrædener.
Og nu kan hun sige ”Av, for fanden”. Og derfor måtte jeg fortælle verdens sødeste pædagog, at vi i disse dage sagde ”Av, for pokker” og afsløre mit stunt i butikken. Det var nu ret let for pædagogen at finde den rette grimasse, for som hun sagde: ”Ja, Laura kan jo simpelthen bare sige alt.” Og så blev det med et til en fantastisk skole/hjem-samtale i vuggestueregi omkring barnets tidlige sproglige udvikling, og der stod den stolte mor så og tænkte noget i retning af: ”Hvor er jeg dog heldig, at jeg har arvet min morfars tendens til krampe i tæerne.”

Man skal vide, hvad man skal sige, hvornår, og så derudover finde en grimasse, der kan passe. En af de vigtigste opgaver for os danskere. Ind imellem er det så svært. Som nu ved årets Reumertuddeling hvor kronprinsesse Mary deltog som repræsentant fra kongehuset. Det var ikke let for hende at vide hvilken grimasse, hun skulle anvende til Rytteriets optræden med nummeret: ”Ensom penis 40 år.” Det forstår jeg egentligt godt. For hvordan skal man kunne sætte sig ind i Bjarne Liller og dansk værtshuskultur igennem de sidste mange år? (Før og efter rygeloven trådte i kraft.)
Har Mary mon været på ”Bobi bar” en hel aften og nat og talt med originaler og sluttet morgenen af på Andys? Eller været på ”Café Intime”, eller på ”Hviids Vinstue”?

Det, der ramte mig under Reumertshowet var, hvor svært det er, at skulle reagere korrekt, kongeligt, når man ikke har en jordisk chance for at kende koderen. Hvad er koderne til ”Ensom dame 40 år?” Kender Mary originalen, og forstår hun kopien? Behøver man mon det for at kunne more sig over nummeret. Er det ikke nok, at grine over Martin Buch og Rasmus Botofts fantastiske timing og komik?

Sikkert.

Jeg er overbevist om, at Kronprins Frederik i sin iver efter at vise det pragtfulde danske samfunds sprudlende kreative klasse naturligvis både har spillet både Bjarne Liller og John Mogensen for sin Mary og været på dødsruten via ”Bobi Bar” over ”Andys” - med et lille stop i den lille pizzeria i kælderen på Gothersgade, inden de så pinsesolen danse over Langebro. Her har hun også set en del af Dansk kultur, imens hun sikkert så Rytteriet til premieren fra Kongesiden.
Nu mangler hun blot at lære at sige: ”Av for fanden” og ”Pege tå” og så ellers undgå at få krampe. Det klæder ikke de kongelige at ligge på langs i Super Brugsen.

mandag den 16. maj 2011

Klumme - Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine!

Hos bilforhandleren hvor jeg i sin tid købte min bil, sidder jeg nu og venter på, at de skal skifte mine vinterdæk ud med mine sommerdæk. Sommerdækkene har boet i kælderen sammen med de tilhørende hjulkapsler. Ligeledes skal de sætte et stort stykke gaffatape – eller hvad man nu gør, på den del af hjulet hvorfra der siver luft ud. Jeg har ellers vænnet mig til, at jeg dagligt skal putte luft i dækket og er vant til luftopfyldningsinstrumentet fra både benzintanken, "OK" – med selvbetjening og "Shell" – dem med voksne ansat bag disken og det flytbare dæktrykmålerinstrument.

Vi sidder i en slangeformet sofa i blåt uldstof og ser nyhederne og læser aviser og drikker kaffe og fordriver tiden. Jeg har taget plads i en Verner Panton plastikstol, og er ganske godt tilfreds med resultatet. Vi tre kvinder, der venter på biler, tilhører sikkert hvert sit segment og aldersgruppe, og der er intet, der binder os sammen i en samtale. Vi sidder med hver vores avis. Min er medbragt. Den ene dame – nydelig med shorts og smykker taler på et tispunkt i telefon med, hvad jeg tror, er en venindes datter. De aftaler, at hun skal sende sit CV, og imens hun lyder formel og høflig, bladrer hun igennem sin avis samtidigt. Tydeligvis en kendt situation for hende at agere voksen.

En ny kvinde lister sig hen til os.

Den nye kvinde er ikke så høj. Det er tydeligt at se selv på lang afstand. Hun er køn og moden, og hun er ikke svær at placere aldersmæssigt. Hun er bare ikke så høj.

Da hun sætter sig i det blå møblement opdager jeg diskret, (imens jeg faker min avislæsningen en linje eller to) at hun ikke kan nå jorden, hvis hendes ryg samtidigt skal nå ryglænet på ”den blå slange”.

Hvor er det altså svært at være voksen. Man prøver at gøre det rigtige, og ind imellem må man bare give fortabt. Det må være noget, som hun kender til, for det er ikke fordi, hun laver en kæmpescene og sviner møblerne til eller finder sig en anden stol, eller står op. Næ, hun forsøger blot at tilpasse sig, uden at fortrække en mine, og gøre væsen af sig. Hun er et barn i en voksenkrop, uden barnets visdom.

 Ligesom alle os andre.

Tænk, hvis vi brugte barnets visdom. Tænk, hvis jeg ligesom min nevø, der forleden dag ringede til mig og var så pavestolt og ikke var til at skyde igennem, fordi han nu havde opnået stort set det, der er værd at opnå her i livet. Som jeg husker det, udtrykte han: ”Jeg er selv kørt frem og tilbage til skole på cykel, og jeg huskede ALT, og jeg går i KLUB og JEG ER 10 ÅR!”

Tænk lige hvis jeg mødte ind på arbejde mandag morgen og udbrød: ”Jeg er selv kørt herhen, jeg har selv husket alt det, som jeg skulle til i dag, jeg kan også cykle og JEG ER 36!” Og med dette ville føle mig som jordens sejeste menneske?

Tænk, hvis jeg var ligeså stolt og tilfreds med mig selv og mit liv som min skønne nevø var med sit? Og tænk, hvis jeg var ligeså modig, som han var, for idet jeg spurgte, om han ikke også havde lyst til at fortælle om sine succeser til min mand, udbrød han: ”Line, det ORKER jeg faktisk ikke” og det sagt uden antydningen af dårlig samvittighed, eller nogen form for undskyldning i den forbindelse. Bare kontant. Nej, tak!

Da mekanikeren står med beskidte hænder og spørger til min bil, aner jeg uråd. ”Ja, det er meget mærkeligt, men hjulkapslerne passer ikke til hjulene?” Og efter en længere snak om at jeg jo ikke havde flere sæt hjemme, og at det var ”dem”, der skiftede dækkene sidste gang bliver dagens bilscenarie morsommere end først antaget. Den rare mekanikers valg af ord i hans svar til min udredning af dæk og hjulkapsler: ”Spændende,” fik både kvinden med de korte ben og hendes mor, den smukke ældre dame med veninden og datteren og CV´et og den sommerklædte pige overfor mig til at have et lille fællesskab. Vi grinede alle højlydt, imens jeg jokede omkring, at jeg ikke var sådan en pige med flere sæt hjulkapsler.

Og efter det et stykke tid ikke var et noget der længere bandt os sammen – latteren døde ud, sad jeg og tænkte på, at jeg har passet på en andens hjulkapsler i min kælder i en hel vinter, imens en fremmed har passet på mine.

 Med mine gamle hjulkapsler monteret på bilen suser jeg ud fra autoværkstedet (nu med luft i alle dæk) med en tro på at af børn og fulde folk skal man ikke blot høre om sandheden, men man skal også lære at bruge den, og at vi lever i langt et større fællesskab, end vi aner. Og helt uden at vide det passer vi på hinandens hjulkapsler. Det er egentlig ganske smukt.

PS: Jeg er 36 år, er det ikke bare sejt?

fredag den 6. maj 2011

Klumme - Mig og min computer - eller hvad jeg aldrig ønskede, at nogen skulle vide om mig.

Computer Geert ser måbende på mig, idet han undrer sig over, at jeg i over et halvt år ikke har kunnet få mit password til at virke på skolens computere, og at jeg i al den tid heller ikke har kontaktet ham vedr. problemet. Han er computeransvarlig på den skole, hvor jeg arbejder. Og hedder Geert. Med to e´er.
For mig at se, er det ret logisk.  Tekniske ting, herunder computere, hører ikke til mine spidskompetencer. Tværtimod. Jeg forvandler mig til en fire-årige, når DEN gør NOGET, som jeg ikke lige forstår. Jeg er af natur meget utålmodig, og når det drejer sig om teknisk tålmodighed, har jeg en koncentrationsevne på to sekunder.
Opstår der tekniske sværheder på min computer, er jeg i løbet af nulkommafem tæt på grådens rand, og imens jeg brøler jeg min mands navn, må han - hvis han i timerne efter ikke ønsker at se mig forvandlet til en emhætte, der nu begynder at pege på alt, hvad der pludselig er forkert ved hjemmet, og hvilke arbejdsopgaver jeg faktisk godt lige kunne tænke mig, at han ordnede i samme sekund som geværsalven med ordrene blev affyret og luften er tyk af skyld og mistro og milimeterretfærdighed regelsær, fikse min computer straks!
Og imens hormonerne og al den kvindelige galde vælter ud som en uforløst ahaoplevelse pakket ind i lyn og torden, og min datter blot måber, imens hun siger: ”Moar, du er ikke sur på mig, vel?” Og jeg smilende krammer hende i tisekundersvåbenhvile og lidt overdrevet taler ned til hende, som om hun er en lille baby, imens jeg svarer hende: ”Nej, moar elsker dig,” hvorefter hun kort konstaterer håbende: ”Kun far, ik´?” er jeg blevet varm i kinderne og rød i hovedet.
Denne non-stop kugleregn er der intet menneske, der reelt orker at lægge øre til. Min mand ved derfor, at når det handler om computerevanskeligheder, skal han beordre sin krop til at transformere sig til Carl Lewis inden de berømte to sekunder  er gået og stå skoleret og være både inkluderende og rummelig på en anerkendende måde overfor både mig og min computer, hvis han er smart. Og det er han! For han kender mig heldigvis meget godt. Og han er tålmodig med mig.
ComputerGeert begynder nu at tale til mig og anvender et sprog, som jeg ikke forstår. Han taler nu computersk og for, at jeg ikke kommer til at transformere mig til føromtalte Voss-emhætte (dem, der larmer uden nogen anden virkning end larmen) forsøger jeg mig med en klassikker. Humor. Jeg forsøger at afsløre min ikkeviden om computer-dyret, idet jeg sammenligner computer-sproget med russisk. ComputerGeert mumler høfligt, imens han muligvis spekulerer på, hvordan det mon kan være, at jeg ikke gik til ham med problemet og sammeligner mig vist inde i den del af hjernen, hvor man kan sammeligne (feltet ved siden af viden om kraks kort, brugen af regelmæssig tandtråd, hudpeeling, hvordan man laver kaffe på Konrad,  ret mange floder, retstavning og den spatiale inteligens og meget, meget mere...  – altså de felter der er spærret for mig med nucværende adgangskode. Alle de ting der simpelthen ikke siver ind i bøtten på mig, og hvor min gamle naturogtekniklærer, Viktor ville have svaret: ”Det er fordi, du er dum”, som han yndende at sige til elever, der afslørede deres manglende viden om fx det periodiske system.
ComputerGeerts hjerne er nået frem til i sin sammenligning, at jeg er en slags uartig elev i den blok, hvor han underviser. En af disse teenagere, der ikke forstår pointen med at læse St. St. Blichers bog: ”Hosekræmmeren”, for hvem Kanon er noget, man skyder med, og som spytter på hinandens cykler, imens de laver en sviner og råber ”Fuck” over livets urimeligheder. En af dem der efter to års tysk stadigvæk siger: ”Ik heise,” fordi deres tunge ikke er bygget til det tyske sprog .
Og imens sammenligningen imellem mig og de tåbelige teenagere foregår,  begynder jeg at svede. For nu spørger Geert mig om mange ting, der kræver mere end PC-kørekortet, og selvom jeg sidder med computeren foran mig, så ved jeg simpelt ikke, hvad manden siger. Jeg kan kun høre min egen hjerne forsøge at finde frem til logiske forklaringer på hans første, logiske spørgsmål – hvorfor jeg først henvender mig til ham nu. Og imens jeg svarer: ”Ja, altså, det var fordi, at efter tre måneder syntes jeg vist, at det var ret pinligt… og så .” Dyb tavshed fra manden, der kan løse problemet… ”Ja, og så har jeg jo to små børn…..”.  Tavshed. ”Og…. Øh, så er jeg jo nyansat, og så ville jeg jo ikke… altså så pludselig var der gået lidt over et halvt år” Og så forsøger jeg at hive den hjem med smil og charme og fedterøv og småpigegrin og alvorsro. Intet virker.
Og så går det op for mig, at jeg jo ikke kan svare ærligt på spørgsmålet, for så ville jeg have sagt: ”Fordi jeg bliver et skidedårlig version af en elendig Voss-emhætte og måske kommer til at svine dig til eller smadrer min computer og måske derfor efterfølgende bliver fyret, og det har jeg slet ikke lyst til. Og så bliver vi måske også meget fattige, og jeg burde jo arbejde noget mere med mig tålmodighed, men det bliver simpelthen ikke i år. Vi skal jo også til USA, og der er tusinde ting, som jeg skal nå at have styr på og min datter skal snart begynde i skole, og jeg skal også lige vaske tøj, og jeg har absolut intet tøj at tage på og måske kunne jeg også godt tænke mig at flytte mere centralt eller noget, og så ved jeg faktisk ikke om jeg skulle begynde at løbe eller bare begynde til Yoga igen, for det var jeg faktisk ret glad for osv….” En art crazy girltalk. Og det tror jeg ikke ville være noget for Geert.
Da jeg kommer hjem er der en kort venlig mail. Din compueteradgang virker nu. Geert.