Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 30. maj 2011

Klumme - Grimasse der kan passe?

Jeg vågnede i morges ved at min yngste datter på 1½ år sagde ”Av, for fanden”, imens hun strakte det ene ben 90 grader op i luften. At det var hende første sætning og ikke ordet ”Boops,” der referer til vores stadigt stigende afhængighedsforhold af et tvivlsomt usundt morgenmadsprodukt  - bedre kendt som ”Honeynut loops”, og som ellers plejer at være noget af det første hun siger, undrede mig.
Hvordan kan en kun etårig pige sige ”Av for fanden”?
Var det mon det ene stunt, som hendes mor udførte i Super Brugsen, hvor man så, at jeg kastede mig ned på ryggen med det ene ben i 90 graders stilling, imens jeg jamrede over den krampe min pege tå havde sat sig i? Alt imens ham der stod bagved mig i køen, høfligt spurgte: ”Skal jeg hjælpe med noget?” og jeg mumlede: ”Nej, nej, det går fint, imens jeg forsøgte at skynde mig op igen og se helt normal ud og smile til ekspedienten, der troede, at jeg lavede 90´er stuntet med - i en mime, at lade som om man forsvinder ned af en trappe bag en disk. Det trappestunt, der har underholdt så mange gæster på Camping Flaminio i sommeren 92, hvor jeg med en veninde var pizzaservitrice for alle interrailerne, der ankom til Rom og boede på Campingpladsen.  

Og hun var heller ikke med, da jeg fik krampe i ovenstående tå, da jeg var på skiferie i 7. kl. og måtte kaste mig af en lift og med norsk klagesang vride mine slalomstøvler af, inden benene igen røg op i luften i 90 grader.
Og hun var heller ikke med på hengangne ”Café Paradis” i Hornbæk, da selvsamme krampe bevirkede, at jeg måtte få en gymnasieelev fra en ældre klasse, til at lave et modstræk på foden på et festlig lørdag aften, hvor ALLE der var noget ved musikken i Nordsjælland var på caféen – dengang i 1990.

Næ, nej. Pigen havde kun hørt og set det den ene gang i Super Brugsen, hvor jeg efterhånden har haft flere mærkelige optrædener.
Og nu kan hun sige ”Av, for fanden”. Og derfor måtte jeg fortælle verdens sødeste pædagog, at vi i disse dage sagde ”Av, for pokker” og afsløre mit stunt i butikken. Det var nu ret let for pædagogen at finde den rette grimasse, for som hun sagde: ”Ja, Laura kan jo simpelthen bare sige alt.” Og så blev det med et til en fantastisk skole/hjem-samtale i vuggestueregi omkring barnets tidlige sproglige udvikling, og der stod den stolte mor så og tænkte noget i retning af: ”Hvor er jeg dog heldig, at jeg har arvet min morfars tendens til krampe i tæerne.”

Man skal vide, hvad man skal sige, hvornår, og så derudover finde en grimasse, der kan passe. En af de vigtigste opgaver for os danskere. Ind imellem er det så svært. Som nu ved årets Reumertuddeling hvor kronprinsesse Mary deltog som repræsentant fra kongehuset. Det var ikke let for hende at vide hvilken grimasse, hun skulle anvende til Rytteriets optræden med nummeret: ”Ensom penis 40 år.” Det forstår jeg egentligt godt. For hvordan skal man kunne sætte sig ind i Bjarne Liller og dansk værtshuskultur igennem de sidste mange år? (Før og efter rygeloven trådte i kraft.)
Har Mary mon været på ”Bobi bar” en hel aften og nat og talt med originaler og sluttet morgenen af på Andys? Eller været på ”Café Intime”, eller på ”Hviids Vinstue”?

Det, der ramte mig under Reumertshowet var, hvor svært det er, at skulle reagere korrekt, kongeligt, når man ikke har en jordisk chance for at kende koderen. Hvad er koderne til ”Ensom dame 40 år?” Kender Mary originalen, og forstår hun kopien? Behøver man mon det for at kunne more sig over nummeret. Er det ikke nok, at grine over Martin Buch og Rasmus Botofts fantastiske timing og komik?

Sikkert.

Jeg er overbevist om, at Kronprins Frederik i sin iver efter at vise det pragtfulde danske samfunds sprudlende kreative klasse naturligvis både har spillet både Bjarne Liller og John Mogensen for sin Mary og været på dødsruten via ”Bobi Bar” over ”Andys” - med et lille stop i den lille pizzeria i kælderen på Gothersgade, inden de så pinsesolen danse over Langebro. Her har hun også set en del af Dansk kultur, imens hun sikkert så Rytteriet til premieren fra Kongesiden.
Nu mangler hun blot at lære at sige: ”Av for fanden” og ”Pege tå” og så ellers undgå at få krampe. Det klæder ikke de kongelige at ligge på langs i Super Brugsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar