Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

fredag den 6. maj 2011

Klumme - Mig og min computer - eller hvad jeg aldrig ønskede, at nogen skulle vide om mig.

Computer Geert ser måbende på mig, idet han undrer sig over, at jeg i over et halvt år ikke har kunnet få mit password til at virke på skolens computere, og at jeg i al den tid heller ikke har kontaktet ham vedr. problemet. Han er computeransvarlig på den skole, hvor jeg arbejder. Og hedder Geert. Med to e´er.
For mig at se, er det ret logisk.  Tekniske ting, herunder computere, hører ikke til mine spidskompetencer. Tværtimod. Jeg forvandler mig til en fire-årige, når DEN gør NOGET, som jeg ikke lige forstår. Jeg er af natur meget utålmodig, og når det drejer sig om teknisk tålmodighed, har jeg en koncentrationsevne på to sekunder.
Opstår der tekniske sværheder på min computer, er jeg i løbet af nulkommafem tæt på grådens rand, og imens jeg brøler jeg min mands navn, må han - hvis han i timerne efter ikke ønsker at se mig forvandlet til en emhætte, der nu begynder at pege på alt, hvad der pludselig er forkert ved hjemmet, og hvilke arbejdsopgaver jeg faktisk godt lige kunne tænke mig, at han ordnede i samme sekund som geværsalven med ordrene blev affyret og luften er tyk af skyld og mistro og milimeterretfærdighed regelsær, fikse min computer straks!
Og imens hormonerne og al den kvindelige galde vælter ud som en uforløst ahaoplevelse pakket ind i lyn og torden, og min datter blot måber, imens hun siger: ”Moar, du er ikke sur på mig, vel?” Og jeg smilende krammer hende i tisekundersvåbenhvile og lidt overdrevet taler ned til hende, som om hun er en lille baby, imens jeg svarer hende: ”Nej, moar elsker dig,” hvorefter hun kort konstaterer håbende: ”Kun far, ik´?” er jeg blevet varm i kinderne og rød i hovedet.
Denne non-stop kugleregn er der intet menneske, der reelt orker at lægge øre til. Min mand ved derfor, at når det handler om computerevanskeligheder, skal han beordre sin krop til at transformere sig til Carl Lewis inden de berømte to sekunder  er gået og stå skoleret og være både inkluderende og rummelig på en anerkendende måde overfor både mig og min computer, hvis han er smart. Og det er han! For han kender mig heldigvis meget godt. Og han er tålmodig med mig.
ComputerGeert begynder nu at tale til mig og anvender et sprog, som jeg ikke forstår. Han taler nu computersk og for, at jeg ikke kommer til at transformere mig til føromtalte Voss-emhætte (dem, der larmer uden nogen anden virkning end larmen) forsøger jeg mig med en klassikker. Humor. Jeg forsøger at afsløre min ikkeviden om computer-dyret, idet jeg sammenligner computer-sproget med russisk. ComputerGeert mumler høfligt, imens han muligvis spekulerer på, hvordan det mon kan være, at jeg ikke gik til ham med problemet og sammeligner mig vist inde i den del af hjernen, hvor man kan sammeligne (feltet ved siden af viden om kraks kort, brugen af regelmæssig tandtråd, hudpeeling, hvordan man laver kaffe på Konrad,  ret mange floder, retstavning og den spatiale inteligens og meget, meget mere...  – altså de felter der er spærret for mig med nucværende adgangskode. Alle de ting der simpelthen ikke siver ind i bøtten på mig, og hvor min gamle naturogtekniklærer, Viktor ville have svaret: ”Det er fordi, du er dum”, som han yndende at sige til elever, der afslørede deres manglende viden om fx det periodiske system.
ComputerGeerts hjerne er nået frem til i sin sammenligning, at jeg er en slags uartig elev i den blok, hvor han underviser. En af disse teenagere, der ikke forstår pointen med at læse St. St. Blichers bog: ”Hosekræmmeren”, for hvem Kanon er noget, man skyder med, og som spytter på hinandens cykler, imens de laver en sviner og råber ”Fuck” over livets urimeligheder. En af dem der efter to års tysk stadigvæk siger: ”Ik heise,” fordi deres tunge ikke er bygget til det tyske sprog .
Og imens sammenligningen imellem mig og de tåbelige teenagere foregår,  begynder jeg at svede. For nu spørger Geert mig om mange ting, der kræver mere end PC-kørekortet, og selvom jeg sidder med computeren foran mig, så ved jeg simpelt ikke, hvad manden siger. Jeg kan kun høre min egen hjerne forsøge at finde frem til logiske forklaringer på hans første, logiske spørgsmål – hvorfor jeg først henvender mig til ham nu. Og imens jeg svarer: ”Ja, altså, det var fordi, at efter tre måneder syntes jeg vist, at det var ret pinligt… og så .” Dyb tavshed fra manden, der kan løse problemet… ”Ja, og så har jeg jo to små børn…..”.  Tavshed. ”Og…. Øh, så er jeg jo nyansat, og så ville jeg jo ikke… altså så pludselig var der gået lidt over et halvt år” Og så forsøger jeg at hive den hjem med smil og charme og fedterøv og småpigegrin og alvorsro. Intet virker.
Og så går det op for mig, at jeg jo ikke kan svare ærligt på spørgsmålet, for så ville jeg have sagt: ”Fordi jeg bliver et skidedårlig version af en elendig Voss-emhætte og måske kommer til at svine dig til eller smadrer min computer og måske derfor efterfølgende bliver fyret, og det har jeg slet ikke lyst til. Og så bliver vi måske også meget fattige, og jeg burde jo arbejde noget mere med mig tålmodighed, men det bliver simpelthen ikke i år. Vi skal jo også til USA, og der er tusinde ting, som jeg skal nå at have styr på og min datter skal snart begynde i skole, og jeg skal også lige vaske tøj, og jeg har absolut intet tøj at tage på og måske kunne jeg også godt tænke mig at flytte mere centralt eller noget, og så ved jeg faktisk ikke om jeg skulle begynde at løbe eller bare begynde til Yoga igen, for det var jeg faktisk ret glad for osv….” En art crazy girltalk. Og det tror jeg ikke ville være noget for Geert.
Da jeg kommer hjem er der en kort venlig mail. Din compueteradgang virker nu. Geert.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar