Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 16. maj 2011

Klumme - Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine!

Hos bilforhandleren hvor jeg i sin tid købte min bil, sidder jeg nu og venter på, at de skal skifte mine vinterdæk ud med mine sommerdæk. Sommerdækkene har boet i kælderen sammen med de tilhørende hjulkapsler. Ligeledes skal de sætte et stort stykke gaffatape – eller hvad man nu gør, på den del af hjulet hvorfra der siver luft ud. Jeg har ellers vænnet mig til, at jeg dagligt skal putte luft i dækket og er vant til luftopfyldningsinstrumentet fra både benzintanken, "OK" – med selvbetjening og "Shell" – dem med voksne ansat bag disken og det flytbare dæktrykmålerinstrument.

Vi sidder i en slangeformet sofa i blåt uldstof og ser nyhederne og læser aviser og drikker kaffe og fordriver tiden. Jeg har taget plads i en Verner Panton plastikstol, og er ganske godt tilfreds med resultatet. Vi tre kvinder, der venter på biler, tilhører sikkert hvert sit segment og aldersgruppe, og der er intet, der binder os sammen i en samtale. Vi sidder med hver vores avis. Min er medbragt. Den ene dame – nydelig med shorts og smykker taler på et tispunkt i telefon med, hvad jeg tror, er en venindes datter. De aftaler, at hun skal sende sit CV, og imens hun lyder formel og høflig, bladrer hun igennem sin avis samtidigt. Tydeligvis en kendt situation for hende at agere voksen.

En ny kvinde lister sig hen til os.

Den nye kvinde er ikke så høj. Det er tydeligt at se selv på lang afstand. Hun er køn og moden, og hun er ikke svær at placere aldersmæssigt. Hun er bare ikke så høj.

Da hun sætter sig i det blå møblement opdager jeg diskret, (imens jeg faker min avislæsningen en linje eller to) at hun ikke kan nå jorden, hvis hendes ryg samtidigt skal nå ryglænet på ”den blå slange”.

Hvor er det altså svært at være voksen. Man prøver at gøre det rigtige, og ind imellem må man bare give fortabt. Det må være noget, som hun kender til, for det er ikke fordi, hun laver en kæmpescene og sviner møblerne til eller finder sig en anden stol, eller står op. Næ, hun forsøger blot at tilpasse sig, uden at fortrække en mine, og gøre væsen af sig. Hun er et barn i en voksenkrop, uden barnets visdom.

 Ligesom alle os andre.

Tænk, hvis vi brugte barnets visdom. Tænk, hvis jeg ligesom min nevø, der forleden dag ringede til mig og var så pavestolt og ikke var til at skyde igennem, fordi han nu havde opnået stort set det, der er værd at opnå her i livet. Som jeg husker det, udtrykte han: ”Jeg er selv kørt frem og tilbage til skole på cykel, og jeg huskede ALT, og jeg går i KLUB og JEG ER 10 ÅR!”

Tænk lige hvis jeg mødte ind på arbejde mandag morgen og udbrød: ”Jeg er selv kørt herhen, jeg har selv husket alt det, som jeg skulle til i dag, jeg kan også cykle og JEG ER 36!” Og med dette ville føle mig som jordens sejeste menneske?

Tænk, hvis jeg var ligeså stolt og tilfreds med mig selv og mit liv som min skønne nevø var med sit? Og tænk, hvis jeg var ligeså modig, som han var, for idet jeg spurgte, om han ikke også havde lyst til at fortælle om sine succeser til min mand, udbrød han: ”Line, det ORKER jeg faktisk ikke” og det sagt uden antydningen af dårlig samvittighed, eller nogen form for undskyldning i den forbindelse. Bare kontant. Nej, tak!

Da mekanikeren står med beskidte hænder og spørger til min bil, aner jeg uråd. ”Ja, det er meget mærkeligt, men hjulkapslerne passer ikke til hjulene?” Og efter en længere snak om at jeg jo ikke havde flere sæt hjemme, og at det var ”dem”, der skiftede dækkene sidste gang bliver dagens bilscenarie morsommere end først antaget. Den rare mekanikers valg af ord i hans svar til min udredning af dæk og hjulkapsler: ”Spændende,” fik både kvinden med de korte ben og hendes mor, den smukke ældre dame med veninden og datteren og CV´et og den sommerklædte pige overfor mig til at have et lille fællesskab. Vi grinede alle højlydt, imens jeg jokede omkring, at jeg ikke var sådan en pige med flere sæt hjulkapsler.

Og efter det et stykke tid ikke var et noget der længere bandt os sammen – latteren døde ud, sad jeg og tænkte på, at jeg har passet på en andens hjulkapsler i min kælder i en hel vinter, imens en fremmed har passet på mine.

 Med mine gamle hjulkapsler monteret på bilen suser jeg ud fra autoværkstedet (nu med luft i alle dæk) med en tro på at af børn og fulde folk skal man ikke blot høre om sandheden, men man skal også lære at bruge den, og at vi lever i langt et større fællesskab, end vi aner. Og helt uden at vide det passer vi på hinandens hjulkapsler. Det er egentlig ganske smukt.

PS: Jeg er 36 år, er det ikke bare sejt?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar