Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 25. juni 2011

Klumme - Jeg spiller ikke med køleskab, men måske burde jeg?

Jeg skød en skævert og derfor tabte mit hold den vigtige position at være ”inde” dengang, hvor vi spillede rundbold. Vi måtte igen ud i marken og gribe bolde og håbe på, at de andre også skød en skævert, eller ville blive grebet ud. Vi spiller med to døde.

På den skole hvor jeg arbejder, spiller man ikke med køleskab. Oversat til dansk betyder dette, at man i spillet ikke kan gemme på befriere. På min gamle skole var der et rum, der hed ”Hyggeren”, og der hed stikbold af en eller anden årsag jægerbold. På den skole var der en dreng, der i hver pause skreg: ”ER DER NOGEN, DER VIL VÆRE MED TIL SKOVSTRATEGO?” Og uden at ane hvad legen gik ud på, var jeg vidne til denne daglige råben om skovstratego. Jeg arbejdede der i en periode på et par år - plus det løse.
Her lærte jeg at afkode. At afkode børn, og at afkode voksne. Der var en lærer, som jeg stort set ikke talte med i den tid, jeg var ansat. Det var egentlig okay. Jeg vænnede mig til bare til, at hun ikke rigtigt orkede at tale med mig. Ind imellem sagde jeg: ”God morgen”. For det meste smilede jeg.

Det er ret svært at afkode, tænkte jeg, når hun ikke lige orkede at sige hej til mig.
På en anden arbejdsplads, på ”Det Kongelige Teater”, var der hilsepligt. Det kunne jeg godt lide. Uanset grunden til, at man fik lov til at færdes på de lange gange og omkring de blå sofamiljøer smilede og nikkede man, når man mødte nogen på sin vej.  Her anvendte jeg min vel udviklede pragmatiske kompetence iført sminke, hat, paryk og ind imellem kjoler, der får Lunas telt fra Bamse og kylling til at virke som et cigaretrør.

Det er ikke så let at navigere sig rundt i verden, for vi har alle en helt præcis oplevelse, som andre mennesker så skal afkode. Netop dette med at kunne afkode bruger jeg en del tid på i disse dage. Ikke fordi jeg har særligt lyst eller anser det for at være min spidskompetence, men fordi jeg igen og igen havner i nye ukendte situationer og ret hurtigt må finde en måde at håndtere de andre implicerede og min egen opfattelse af verden på, på et splitsekund, herefter vælge den rigtige løsning, ofte formuleret mundtligt.
Her er sidste uges hændelser – set ud fra min tågede synsvinkel.

Mandag opdagede jeg, at min datter havde slået to af sine tænder og måtte haste af sted til tandlægen mandag morgen. ”Bruger du tandtråd?,” lød det høfligt, men spidst fra tandplejeren rettet mod min ældste datter. Ny kode, tænker jeg. Tandlægen går uden om mig, direkte til kilden. ”Åh, det er min dårlige samvittighed,”  forsøger jeg. Denne plade spiller jeg hvert halve år hos egen tandlæge, og den plejer at gå rent hjem. Jeg har blå øjne og kan se ret uskyldig ud.
Tirsdag snupper jeg en flåt ud af min datters lyse lokker. Morale: naturen er flottere på tv, end i håret. Samme dag modtager jeg et brev om, hvordan man bruger tandtråd. I brevet er også en tandrenser. Ok, point taken. Ny regel, tænker jeg. Jeg vil fremover bruge tandtråd hver aften. Og faktisk går det fint med projekt tandtråd. Hver dag kigger jeg med et vurderende blik på mine tre forskellige pakker med tandtråd. Jeg holder mest af ”Colgates” – den fede, 5 meter, med den underlige eftersmag.

Onsdag kører jeg lige en i en VW Golf og får lavet en bilskade på en fremmed mands bil og min egen. Inden jeg har nået at afsende anmeldelsen af min datters tandskade, er jeg igen i kontakt med forsikringsselskabet. Den billige, med den høje selvrisiko.
Torsdag har jeg mistet stemmen og får en mærkelig dialekt tilkoblet stemmetabet. Nu er jeg for en kort periode bornholmer. Her tænker jeg på, at de både til landsmødet, men også i al almindelighed må have noget med halsen på Bornholm. Næste gang jeg møder Krølle Bølle, vil jeg råbe: ”SÅ TAG DOG EN HALLS, KRØLLE BØLLE!”

Bedst som jeg tror, at ugens dramaer må være veloverstået, får jeg et chok, da jeg fredag morgen kl. 7.05 bipper min bildør åben. Af skræk for at der er et dyr inde i bilen eller en indbrudstyv inde i bilen, skriger jeg højt ved lyden af forrudens knuste glas, der rammer både jorden, og også inde i bilen.
I nattens løb har en venlig sjæl tænkt på, at der var ret beskidt inde på gulvet i bilen. Og idet man jo ikke må støvsuge andres folks biler uden at spørge om lov, har han/hun tænkt, at man jo så bare kunne smadre ruden. Herved behøvede jeg slet ikke at støvsuge, for det ville Bent Bekker Auto jo gøre, når de skulle skifte min rude. Så pyt med, at det ikke var forruden med de 5 stenslag fra efter året ture Frederiksberg-Birkerød t/r, eller at det var i samme omgang.

Og således skulle ugens hændelser nå en ret udramatisk afslutning med disneysjov og slikpose. En pakkeløsning.
I firserne piftede man cykler, og imens vi fejrer midsommeren - og pigekoret synger sommeren ind, er jeg nu ved at afkode, hvilke forsikringspapire, der tilhører hvilken skade. Jeg burde nok spille lidt mere med køleskab. Altså vente med at anmelde skaderne, indtil jeg havde sovet på det og en ny skade kunne tilskrives den gamle. På den måde kunne jeg indløse det hele med en befrier? Fremover spiller jeg med køleskab!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar