Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

torsdag den 27. oktober 2011

Klumme - Er vi kommet til en helt ny verden, mor?


Dagen er oprandt. Min vidunderlige bil, VORES Skoda Fabia, kan nu afhentes hos Bent Bekker. En mindre reparation er blevet lavet, fordi en mand kørte ind i den, imens jeg uskyldige billist holdt helt stille og ventede på at overtage hans parkeringsplads. Staklen sad i en varevogn, med dårligt udsyn, men havde jo netop set sig tilbage, og der var ingen biler bag ham, troede han.

Min automobilforhandler, som også laver mine buler i bilen er beliggende i nord læder-vest. Nærmere placeret – omkring Rentemestervej, ved en stor Shell-tank. I dag, da jeg skal hente bilen, har jeg min sløje datter med, og idet jeg også selv er syg, er vi to forkølede, hostende piger langt fra hjemmet. Vi tager S-Tog fra Flintholm og bevæger os igennem det øde kvarter. Vi taler om, at S-Tog begynder med bogstavet, S og Metro-toget begynder med bogstavet, M. Vigtige observationer for en pige, der har gået i børnehaveklasse siden august.

Kun håndværkere ses på gaden. Aldrig har der været så øde i en DøgnNetto, hvor vi går ind for at tanke forsyninger til turen. Der er to på arbejde til at hjælpe os med at lokalisere en pakke Kleenex (eller Nettos svar på samme – Lommetørklæder BODY CARE, i modsætning til Faktas, Lommeletter) og en pose Halls. Fra Flintholm St. går turen videre til Nørrebro St. Da vi står i krydset Ndr. Fasanvej/ Frederiksundsvej siger min datter: ”Er vi kommet til en helt ny verden, mor?”. Jeg ser mig lidt omkring og er meget målløs over spørgsmålet, for vi er da på hjemmebane, mener jeg. I gamle dage, da min ældste datter blev født, boede vi på Duevej, der ligger parallelt med Ndr. Fasanvej.

Er verdenerne så forskellige? Frederiksberg en verden. Og Nørrebro en anden?

Jeg ser mig lidt omkring. En del kvinder bærer slør. En del mænd taler fremmede sprog med finurlige lyde. Her lugter af grøntsager og frugt, der sælges på gaden. Imens jeg ser kigger rundt, hører jeg hende igen: ”Her lugter i hvert fald ulækkert.” Nu er vi pludselig på rejse i en helt fremmed verden. Det er blevet spændende at tage ned og hente bilen. Helt ovre i landet – Nørrebro. Nu kan alt jo ske. Og samtalen imellem os bærer præg af at være på rejse. På en ferie, hvor man trasker af sted og kigger på alle de spændende ting på rejse under fremmede himmelstrøg. Vi holder i hånden og ser på vinduer. I et forretningsvindue sidder en lille dukke Lise. Hun har fået et tørklæde på.

Da vi henter bilen, er min datter så træt efter dagens mange oplevelser, at hun er lige ved at falde i søvn. Vi nærmer os hjemmebanen, Frederiksberg. Inden lillesøster skal hentes, skal vi stifte bekendtskab med noget helt nyt – døgnpostkasser ved posthuset. Det er smart. Herefter går turen videre til Frederiksberg Centret, hvor en gave skal købes. Storesøster er blevet lovet en lille ting, fordi hun helt selv har spist hele sin madpakke i skolen, ti gange i alt. Hver gang er blevet vekslet til en stjerne og ti stjerner giver så en gave. Jeg er ikke helt sikker på det pædagogiske ståsted i denne handling, men dimsen købes og aftenen afsluttes med noget helt nyt. Ga-JoL – REGGEA SALT LAKRIDS. ”Det danske vejr er reggeavejr!” Efter den eksotiske dag falder jeg omkuld til vanlig tid. Lige efter TV-LORRY.

fredag den 21. oktober 2011

Klumme – Me, myself and I.


”I´m a bicth, I´m a lover, I´m a child, I´m a mother... I do not feel ashamed”. Således synger Alanis Morissette sig igennem hittet. Hun synger om sine værste sider – om skyggesiderne. Skyggesiderne er dog nogle, som hun er blevet ven med. Sådan har jeg det også. Efterhånden har jeg integreret Irriterende Ilse, Laskede Lone og Nærige Nete sammen med Grådige Grethe, Syndige Susan og Pinlige Pia. De sidder inde i en meget imaginær stor gul bus inde i min krop og bedst som jeg tror, at de alle er artige og opfører sig ordentligt, så springer en af dem ud af bussen og træder i karakter.

I dag var det Selvretfærdige Sanne, der tog til autoforhandler ”Bent Bekker” for endeligt at afkræve de hjulkapsler, som jeg blev snydt sidste gang (red. læs klummen: ”Vis mig dine hjulkapsler, så viser jeg dig mine”). Nu måtte det være nok. Længe efter de oprindelige hjulkapslers forsvinden bestemte Sanne sig for, at det var hendes tur. Det var også Sanne, der i dag afkrævede VVS´eren at sætte murerne til at udskifte de ødelagte fliser bag nogle rør, hvor man efter VVS´erens fulde overbevisning ikke vil kunne se dem efterfølgende. Men Sanne holdt fast. Takket være Sanne, er jeg nu den lykkelige ejer af fire flotte hjulkapsler – og fire reserve i bagagerummet, og kommende fire hvide nye fliser på mit badeværelse (som måske aldrig kommer til at se dagens lys, idet de er gemt bag to rør).

Grådige Grete kommer frem, når der er pålægschokolade på min arbejdsplads. Hun fylder hele brødet ud, så der er væg-til-væg-chokolade, imens Charmetrolden Charlotte i dag lavede kaffe til håndværkerne, efter at Sanne havde været på spil. Nærige Nete tjekker altid sin bon efter almindelige indkøbsture i Irma (red. og ofte Fakta) og Løgnagtige Linda så en gang nogens datter tørre chokolade af i en elefanthue og fik herefter 10 procent rabat på huen, der jo var snavset.

Det er ikke let at være mig, når mine skyggesider styrer bussen og det er værre, når de står ud og kræver deres. Min mund overgiver sig til deres elendige replikføring og de fleste af dem taler dansk, som var de født i pommesfrites-bæltet (syd for København, omkring Greve) og de har ingen pli, ejer ikke høflighed og er, som Blonde Bettina en gang udtalte: ”En gang selv-egoister”. De er nederdrægtige, amoralske og har en jeg-først-mentalitet, der er aldeles usolidarisk. Ronja Rabatkortrytter går ikke glip af noget. Hun kan slet ikke lukke pungen for bar plastikkort med diverse rabatkortordninger.

De er dog velkomne til at blive lidt endnu. Hvem skulle ellers sørge for en lavere bankrente? At man fik den bolig, som man nær var blevet snydt for? At man fik SU til hele uddannelsen? At man fik en Muutolampe med sit avisabonnement? At man fik de bonuspoint for flyrejsen, som man havde optjent tilskrevet sin konto? At man hjalp scenekunstnerne ved at rykke tættere på scenen for deres skyld og herved gav alle andre en bedre oplevelse, imens man selv sad på første række? Også overfor de optrædende Killer Whales i ”Sea World”. At man støttede medlemskabet på Hyatthotel (og herved fik gratis netadgang) og så videre.

Tak til Sanne, Grethe, Charlotte, Ronja, Susan, Bettina, Ilse, Lone, Pia, Linda og Nete. Fordi I er der til at gøre hverdagen lidt mere festlig.

PS: Beklager, at Dominerende Dorte tager så meget fokus i denne blog. Hold op, hvor har hun dog mange tanker om, at netop det liv som hun lever, netop de tanker som hun gør sig, er utrolige spændende for andre mennesker at læse. Som Morisette siger: ”You know I wouldn´t want it ANY other way.”

mandag den 17. oktober 2011

Klumme - vær en gæst, tegn en hest!

I disse dage er vi uden vand i huset. Ikke bare uden vand til opvask- og vaskemaskine. Ikke bare det, men også uden vand i hanerne. Til gengæld, kan vi vinke, fra hele tre udsigtshuller på badeværelset, ned til vores underboere. Sagen er den, at vi skal have nye faldstammer i andelsforeningen. Denne begivenhed falder sammen med en anden. Min mand er taget til New York for at være prof. deltager på Comic Con – en tegneseriekongres, og jeg er således solo med pigerne, imens jeg venter på nye rør og min mand hjemkomst.

I sidste uge var mit job som almindelig folkeskolelærer udskiftet med jobbet som danselærer og koreograf, idet skolen havde en featureuge. Ugen bød på tillidslege, hvor jeg som deltager i en tillidsleg fik af vide, at jeg var en god træstamme. Et kompliment, der er til at tage og føle på.

Ligeledes fik jeg afprøvet det nye sort inden for danseverdenen – Zumba. Et møde med dansen, Jive og et kært minde med dansen, Les Lancier kastede min hukommelse mange år tilbage til både gymnasie- og højskolefester, hvor jeg har danset denne prægtige dans igen, og igen. Den gang, hvor jeg blev kastet så højt op i luften af min dansemakker for derefter at ligge i en sammenrullet størrelse langt fra dansegulvet vidner om en god fest og en høj promille hos begge parter og stor danseglæde. Det var festlige tider.
Jeg planlægger mig igennem disse dage uden vand. Fra, hvor vi skal spise aftensmad, til hvad vi skal have på og hvor vi skal bade. Der er i disse dage indlagt fælles badeseancer i gården, i en badevogn, på min skole, og hos de veninder, der har kendt mig så længe, at det er en naturlighed også lige at få et bad og noget rent tøj, når nu man alligevel er på besøg til hjemmelavet frokost.

Folk er utroligt hjælpsomme i disse tider. Alle har budt ind med, hvad de nu kunne gøre for at hjælpe os. Selv i lørdags, da vi var til fødselsdagsfest, fik jeg lige et halvt brød med hjem. Det var til den fødselsdag, hvor en bedstemor brokkede sig lidt over at stolene var for lave, (de smukke træ 7´er stole, der passede smukt i parrets hjem) imens oldemoderen diskret vendte tallerkenen på hovedet for at se, om det var den kategori af aller fineste porcelæn. Ikke bare Royal Copenhagen, men en 1. sortering.

På den måde følte jeg mig godt tilpas. Mønstrene mindede så meget om min egen families. Jeg husker, hvordan min far altid skulle skrue op og ned på de stole (kontorstole ved navn xx) for at min mormors ben kunne nå jorden. Ingen talte om, at det måske var bordet, der var for højt, eller deres ben, der var for korte. Det er altid stolene, der er for korte.

Den treårige var ligeglad med stole. Han lå midt på gulvet med Duplo – model; "Cars", og havde netop erhvervet sig både Woody- og Buzz-dukker fra "Toy Story" fra forældrene og desuden var han nu tre år, hvilket min yngste datter blev så misundelig over, at hun igen og igen skreg: ”Mig også tre år”, ”Mig også tre år” indtil hun næsten havde overbevist sig selv om, at hun ikke længere var to år, men tre år.

Til gengæld glemte hun at sove, hvilket betød, at hun tilsidst var blevet så overtræt, at hun sang ”Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt.... dørene i bussen siger, Åker-lukker-åker, åker-lukker-åker....” imens jeg overvejede, hvad tid det rent teknisk ville være klogest at køre hjem. På sin vis var jeg stolt over, at hun havde det så sjovt, selvom de mange spring og klatren op og ned af de sjove ”Bobles-dyr” krævede en del styrt på det tidspunkt af dagen.

Selv nød jeg kagerne og kaffen, det hjemmebagte brød og at være på besøg hos gode venner. Moderen til den treårige er netop gået på barsel og idyllen i familien var stor. Storebror er næste titel, fødselaren får. Min yngste datter har ikke udvist begejstring for babyer, men til denne fest var er hele to af slagsen – tvillingerne i ens autostole. De blev underholdt af min yngste datter og hun af dem. Familiefødselsdage er altid superhyggelige, når man ikke selv er involveret i familiehalløjet, men blot kan nyde børnenes leg og lækkerierne. Det gjorde vi.

Om aftenen blev jeg fanget af DR2 tema om superhelte. Både dem, der klæder sig ud på Hollywood Boulevard og dem, der hjælper trængende sjæle i nattelivet. Det var nogle fantastiske dokumentarfilm, og endnu en gang blev jeg overbevist om, at DR2 er en helt suveræn tv-kanal.

Gæstelivet er dejligt. Vi besøger så mange søde mennesker i disse dage. Og inden længe er min mand hjemme igen. Snart kommer der nye rør, og det er slut med at vinke til underboen fra sjove huller på badeværelset. Det er alt sammen meget godt. Som der en gang stod på et stykke træ hos en veninde – vær en gæst, tegn en hest. Vi er i disse dage gæster. Sidstnævnte hest, lader jeg min mand om. I New York.

lørdag den 8. oktober 2011

Vågn op - nu med børneopdragelse!

Ganske roligt slentrer pigerne – lillesøster på to år i MacLarenvognen og storesøster på snart seks går ad Gothersgade en lørdag morgen omkring kl. 9.30. Jeg synes faktisk, at jeg er en god mor lige i dag. Vi er på vej til en legeplads, gemt bag træerne i Kongens Have. Senere hen står dagen på børnefødselsdag for den ældste, imens den yngste napper en lur.

Ingen sure minder, ingen vrissen af børn eller andre ting, som jeg ser sig selv udføre. Trods fem års studier i blandt andet børnepsykologi og pædagogik, findes der en meget tarvelig mor inde i mig, som ind imellem slipper ud og siger noget frygteligt sludder og vrøvl, imens den pæne og søde mor er ret flov.

Hende den tarvelig mor kan finde på argumenter som: ”Fordi jeg siger det”, ”Hvis du ikke kommer med nu, er der ikke noget slik i slikposen til Disney sjov” eller det der er meget værre. Hun er pinlig og sur og hendes mundvige hænger nedad. Hun er en stresset hidsigprop og synes også er det er meget synd for hende selv.

Lige i dag har jeg nogenlunde styr på det. Jeg er stolt og taknemmelig. Tilfreds og glad. Jeg elsker mit liv – lig præcis som det er og elsker mine piger og min mand. Mundvigene går opad og tankerne er lyse.

Der er købt fødselsdagsgaver til både Sofia H. og Barbara fra klassen, lavet en del legeaftaler til næste uge - trods mandens rejseaktivitet til New York og det faktum at vi er uden vand idet andelsforeningen skifter faldstammer og vi nu tre stedet på badeværelset kan vinke ned til vores underboer.

Der er både lavet legeaftaler med de nye piger fra børnehaveklassen og om onsdagen er det desuden fast aftale, at man ses med tøserne fra børnehaven til diskodans.

Der forsøges både at bage og at tegne, at læse godnathistorier - selvom guderne skal vide, at Ella fik læst langt mere og på en roligere måde, før hun blev storesøster end efter. Også selvom jeg lovede mig selv, at hun ikke skulle lide under at være blevet storesøster og at hun skulle have lige præcis lige så meget opmærksomhed som før. Det var så løgn. Sådan blev det ikke.

Lillesøster ankom med et vidunderlig temperament, med styrke og vilje og hele hendes væsen siger, se mig. Vidunderlig og krævende. Som man nu skal være, når man lige er fyldt to år.

De holder en fest hver dag, de to. Løber rundt og leger fangeleg, gætteleg, hule og alt det som er sjovest at lege. hvis man er to. Og det er de. De er to.

På ferierne bliver der taget børnehensyn. Når man vælger Disneyland i to dage med overnatning på et hotelkæden: ”Hotel 6” lige i baghaven, er det for børnenes skyld (selvom jeg nu er ret begejstret for stedet med al dets virvar og musik, song and dance and what not).

Når man tager på måneders ophold i Paris er det også for børnenes skyld, såvel som de voksnes. Det er for familiens skyld. Og måske for at undgå den allerværste børnesygdom - skilsmissen, der i disse dage er lige så smitsom som børneorm, og derfor må vi forældre igen og igen vaske hænder for at undgå at blive smittede. Vi vasker hænder, køber møbler, flytter om, rundt og væk og tilbage, vi giver plads til os selv, til familien, til parret og til solisterne og der er masser af me time i det lykkelige ægteskab.

I 70 ´erne og 80´ erne var det sikkert også for børnenes skyld, at min familie – en kernefamilie, tog på kulturferier til Italien. Fx til Rom, der om sommeren forvandler sig til en varm og fugtig by – med lige mange turister, myg og bier – sådan husker jeg i hvert fald den evige stad. Måske var det her at jeg blev allergisk over for myg?

Vi kørte derned på to dage, for så sparede man en overnatning. Og selen var lige blevet indført i 76. Naturligvis kun på forsædet, så vi børn kunne dengang trille rundt imellem hinanden ned af den lange tættrafikkerede tyske autobahn. Man røg i bilen, men luftede ikke ud for så fik min mor træk, og det var ret slemt. Idet jeg havde astmatisk bronkitis røg de dog ikke så meget. Dengang skulle man vælge imellem is og sodavand. Det var 40 grader mindst, men jeg elsker is. Så trods tørst valgte jeg is. Det var gode ferier, når teltet var slået op og alle var glade. Det var Nutella og Nesquick (der vist ikke fandtes dengang hjemme i Helsingør).

Da min mand var baby, var han faldet ud af liften, idet moderen var ved at tage kørekort på det tidspunkt og han lå som tilskuer i en åben lift under køretimer, hvor han så faldt ud en dag.

Dengang var det også for børnenes skyld. Jeg er ganske sikker på at alle forældre er nogenlunde ens i tankegangen. Man gør det meste for børnenes skyld.

Nu læser vi ”Go the fuck to sleep” og drikker feinschmecker kaffe og spiser brunch på caféer. Dette er faktisk den bedste måde at få lidt plads omkring sig på en café. Man ankommer med klapvogn og bulder og rabalder og straks har man masser af plads. Ikke alle synes, at vores toårige og snart seksårige er lige så charmerende, som vi gør. Pyt med det.

Når jeg bestiller en meget dyr flyrejse til San Francisco er det da også med devisen om, at det er langt billigere at tage til USA i sommerferien i en måned, end det er at blive skilt.

Det kom derfor som et chok for mig, da en kvinde kiggede søgende på mig i dag på Gothersgade omkring kl. 10, med sit blad i hånden, imens hun sagde ”Vågn op” - det er et temanummer om børneopdragelse som et købstilbud til lige netop mig. Hertil svarede jeg: ”Nej, tak. Det har jeg fuldstændigt styr på.”

Imens jeg videre, forestiller jeg mig, hvordan man kunne gå rundt blandt folk i ens træningstøj og tilbyde nyeste nummer af ”Elle” eller ”Eurowoman”. ”Bilen” til dem med nummerplader med de forkerte bogstavcifre – hvilket vidner om en for gammel bil, eller ”Helsemin” på alkoholikerne på Christianshavns torv etc.

Do I look it? Ligner jeg en, der trænger til et temanummer om børneopdragelse?

Smilende gik pigerne og jeg videre hen til legepladsen i Kongens Have, inden vi mødtes med min mand/pigernes far og spiste en skøn two-for-one brunch på ”Café Flottenheimer”. Her flyttede et romantisk par sig væk - fra pladserne ved siden af os, i samme sekund charmetrolden på to begejstret råbte - ”Ta da”, da hun stod på bænken...




fredag den 7. oktober 2011

VHS generationens endelige farvel til stigereolen

Efter en længere tur til USA i sommeren 2011 skete der en lang række hændelser, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre.

Da vi er vel ankommet i San Francisco – i dagene før den magiske tur over Golden Gate Bridge, får vi en del henvendelser vedr. vandsituationen i København. Ikke blot er Tuborgvej bukket under for de massive vandmængder, men vores kælderrum er forvandlet til indendørspool for døde rotter.

Hvad jeg selv syntes var ret sjovt i ”Noas Ark II” - om at rotten har en swimmingpool pool i toilet, er pludselig ikke så sjovt længere, når ental bliver til flertal og toilet udskiftes med kælderrum - hvor mange rotter holder poolparty og (som straf?) herefter ikke overlever vandmængderne.

Da vi en måned senere selv står ansigt til ansigt med resterne af indboet, er det klart, at vi blot skal i gang med at smide ud. Intet har overlevet. De døde rotter tog meget med sig. Fx

  1. En meget gammel knap 500 kroners IKEA birketræsmørkbejset skoreol som min mand i sin tid købte. En meget stor og som regel utrolig grim reol, som jeg vidst i en kærlighedsakt sagde god for, men siden forsøgte at smide ud (uden held) og som med et kompromis måtte leve sit liv i en kold og klam kælder, inden den blev flot fotograferet til ære for Lærerstandens Brandforsikring, inden den kynisk blot sat i storskraldsrummet. PS: Der findes en ægte svensk by ved navn Kneppen. Tænk, hvis man kunne få Hvidovre-reolen? Eller Ishøj-stolen? Trip-Trapp blev omdannet til Tappernøje højstolen? Eller Høje Taastrup-stolen?
  2. En stor kasse med al post, jeg nogensinde har modtaget. Fra sæt kryds i ja, nej måske feltet over længere brevvekslinger på længere udenlandsrejser med mine bedste venner. Forsvundet er Ghanesiske frimærker sammen med breve skrevet under et halvt års indtag af det senere hen knap så anvendte LARIAM (red. Medicin mod malaria) og alle de smukke postkort fra familie og venner.
  3. Alt muligt andet mere eller mindre vigtige ting. Herunder stigereoler, VHS-bånd etc. Er det her VHS-generationen endelig gav op overfor den moderne teknologi? Er det et endeligt farvel til Betamax, Moviebox, kassettebåndoptageren?
Da jeg på selve turen til USA ikke skrev så meget om opholdet på bloggen, begyndte jeg et længere essay om USA – roadtrip fra San Francisco til San Diego.

Her sker endnu en uforklarlig ting. Min computer bryder sammen og sletter alt, hvad jeg har skrevet (og som min backup USB-nøgle, der er knækket og derfor heller ikke virker har slettet.) Skriveopholdet i Møstings Hus, ideer til flere børnebøger og meget andet er gået tabt. Herunder mange sider af et helt nyt skriveprojekt.

Ganske kort efter går min arbejdscomputer i sort.

På ganske kort tid har jeg slettet både ting og tekst. Begyndt forfra igen. Og igen.

Disse samtlige tab har sat mig tilbage til nul. På sin vis er det meget godt. Feng Shui, der virkelig vil noget.

Ikke svælge over fortiden grimme indkøb, som aldrig bliver brugt, men gemt indtil en hændelse bevirker, at de smides ud.

Ikke gemme på gamle dialoger, der ikke skal anvendes senere – ud med breve, tekst, ideer, bøger og kærestebreve fra dengang jeg var så genert, at jeg ikke turde sige: ”Hej” til nogen, men håbede at de rent fysisk ville falde over mig og derved selv starte dialogen.
Ud med forestillingen om, at man i næste bolig vil få andre smukkere møbler, end dem man har nu.

Væk med de grimmeste indkøb fra IKEA. Er alle IKEA-køb grimme?

Hver søndag mindes jeg om, at jeg
  1. Ikke må købe flere møbler i IKEA
  2. Virkelig sætter pris på design – det helt almindelige kendte og som ofte skandinaviske mærker. Nyere og ældre. Jeg er til Bo Bedre selvom jeg egentlig syntes, at det er frygteligt uoriginalt OGSÅ at kunne lide PH, A. Jacobsen og slænget frem til Hr. og Fru HAY.
  3. Gerne ville bo mange andre steder, end hvor vi bor
    1. Nogen gange Øster Farigmagsgade 18
    2. Nogle andre gange på Smallegade 36
    3. Nogle femte gange i Brumleby- helst med egen have
    4. En villa i fuglebakkekvarteret – gerne Solsortevej 77
      1. Nogle ottende gange i New York, Paris og/eller Californien
Ud med forestillingen om, at jeg kan få arrangeret møblerne på en sådan måde, at jeg slet ikke opdager mine hvide plastikstole fra IKEA (som man jo så tilfældigvis sidder bedre i end mine ene 7 ´er stol), for det lader sig ikke gøre.

Væk med illusionen generelt. På med arbejdshandskerne og ønskesedlen.

Således er jeg ikke blot vendt hjem, men også hjemvendt til rod og sjusk, bortgåede møbler, og møbler der burde være smidt ud for længst.

Hvem til hviledagene i familiens skød. Jeg nyder hviledagene, når jeg.

  1. Grebet af ovenstående flytter meget rundt og smider nogle møbler ud.
  2. Drømmer om nye boliger og rejser.
  3. Får bagt (i dag var det havregrynkugler, der så har den store fordel, at de hverken skal hæve eller i ovnen og derfor kan projektet næsten ikke gå i vasken, med mindre man river skålen på gulvet). Sker dette er det ok at købe enten: Christianshavnertærten fra Lagkagehuset eller en Cheesecake fra Bodenhoff på Finslebens.
  4. Sidder med fællesmappen og dimser (i dag fik jeg styr på Air Berlin Miles-kontoen – glædes over 16.000 point) og min venteliste i Brumleby – pt. over 20 år. Så er jeg 56 år til den tid.
  5. Kigger en del i min kalender.
  6. Arbejder en smule
  7. Vasker tøj
  8. Har håret sat på en - jeg er praktisk måde. Søndagshår.
I disse dage siger jeg farvel til mange ting. Samtidigt siger jeg goddag til lige så mange ting.

Der er kun et eneste spørgsmål, der presser sig på i dag - hvornår der er kaffe og må man få to kopper?

Og imens jeg forsøger at fine hoved og hale på alle fortidens fejlkøb, sige farvel til brevvekslinger, der er skyllet ud med regnvandet, overvejer jeg, hvorfor pokker jeg dog ikke gemmer mine filer. Og hvordan jeg fik knækket en uknækkelig mega-usb-nøgle?

Når jeg nu ikke gemmer dem, kan jeg så enten genskabe noget, som jeg husker det eller digte – eller mikse de to. Sidstnævnte er vel forfatterdelen. Man inspireres af noget virkeligt, som man så digter videre på.

Eller også vælger man som jeg, at opleve et nyt eventyr og erkende, at man alligevel ikke kan erstatte noget gammelt. Som møblerne i kælderen, er breve og skrevne tekster bedst, når de opstår af sig selv, første gang. Ikke som en hukommelsesøvelse på et skrivekursus. Farvel til gamle møbler, VHS-bånd, gaver og breve, historier og fotografier. Velkommen til nye!

Man må dog godt lære af sine fejl. Slut med at gemme ting væk i kolde kældre. Gem skriverierne på et USB-stik, eller stik af til USA.

Imens jeg skråler ”Are you going to San Francisco....” gør jeg mig en lille forhåbning om at kunne lære begge dele. Imens samler jeg nye reoler, der hedder BILLY. De er købt i et meget smart svensk underground designfirma, ved navn IKEA.