Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 17. oktober 2011

Klumme - vær en gæst, tegn en hest!

I disse dage er vi uden vand i huset. Ikke bare uden vand til opvask- og vaskemaskine. Ikke bare det, men også uden vand i hanerne. Til gengæld, kan vi vinke, fra hele tre udsigtshuller på badeværelset, ned til vores underboere. Sagen er den, at vi skal have nye faldstammer i andelsforeningen. Denne begivenhed falder sammen med en anden. Min mand er taget til New York for at være prof. deltager på Comic Con – en tegneseriekongres, og jeg er således solo med pigerne, imens jeg venter på nye rør og min mand hjemkomst.

I sidste uge var mit job som almindelig folkeskolelærer udskiftet med jobbet som danselærer og koreograf, idet skolen havde en featureuge. Ugen bød på tillidslege, hvor jeg som deltager i en tillidsleg fik af vide, at jeg var en god træstamme. Et kompliment, der er til at tage og føle på.

Ligeledes fik jeg afprøvet det nye sort inden for danseverdenen – Zumba. Et møde med dansen, Jive og et kært minde med dansen, Les Lancier kastede min hukommelse mange år tilbage til både gymnasie- og højskolefester, hvor jeg har danset denne prægtige dans igen, og igen. Den gang, hvor jeg blev kastet så højt op i luften af min dansemakker for derefter at ligge i en sammenrullet størrelse langt fra dansegulvet vidner om en god fest og en høj promille hos begge parter og stor danseglæde. Det var festlige tider.
Jeg planlægger mig igennem disse dage uden vand. Fra, hvor vi skal spise aftensmad, til hvad vi skal have på og hvor vi skal bade. Der er i disse dage indlagt fælles badeseancer i gården, i en badevogn, på min skole, og hos de veninder, der har kendt mig så længe, at det er en naturlighed også lige at få et bad og noget rent tøj, når nu man alligevel er på besøg til hjemmelavet frokost.

Folk er utroligt hjælpsomme i disse tider. Alle har budt ind med, hvad de nu kunne gøre for at hjælpe os. Selv i lørdags, da vi var til fødselsdagsfest, fik jeg lige et halvt brød med hjem. Det var til den fødselsdag, hvor en bedstemor brokkede sig lidt over at stolene var for lave, (de smukke træ 7´er stole, der passede smukt i parrets hjem) imens oldemoderen diskret vendte tallerkenen på hovedet for at se, om det var den kategori af aller fineste porcelæn. Ikke bare Royal Copenhagen, men en 1. sortering.

På den måde følte jeg mig godt tilpas. Mønstrene mindede så meget om min egen families. Jeg husker, hvordan min far altid skulle skrue op og ned på de stole (kontorstole ved navn xx) for at min mormors ben kunne nå jorden. Ingen talte om, at det måske var bordet, der var for højt, eller deres ben, der var for korte. Det er altid stolene, der er for korte.

Den treårige var ligeglad med stole. Han lå midt på gulvet med Duplo – model; "Cars", og havde netop erhvervet sig både Woody- og Buzz-dukker fra "Toy Story" fra forældrene og desuden var han nu tre år, hvilket min yngste datter blev så misundelig over, at hun igen og igen skreg: ”Mig også tre år”, ”Mig også tre år” indtil hun næsten havde overbevist sig selv om, at hun ikke længere var to år, men tre år.

Til gengæld glemte hun at sove, hvilket betød, at hun tilsidst var blevet så overtræt, at hun sang ”Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt.... dørene i bussen siger, Åker-lukker-åker, åker-lukker-åker....” imens jeg overvejede, hvad tid det rent teknisk ville være klogest at køre hjem. På sin vis var jeg stolt over, at hun havde det så sjovt, selvom de mange spring og klatren op og ned af de sjove ”Bobles-dyr” krævede en del styrt på det tidspunkt af dagen.

Selv nød jeg kagerne og kaffen, det hjemmebagte brød og at være på besøg hos gode venner. Moderen til den treårige er netop gået på barsel og idyllen i familien var stor. Storebror er næste titel, fødselaren får. Min yngste datter har ikke udvist begejstring for babyer, men til denne fest var er hele to af slagsen – tvillingerne i ens autostole. De blev underholdt af min yngste datter og hun af dem. Familiefødselsdage er altid superhyggelige, når man ikke selv er involveret i familiehalløjet, men blot kan nyde børnenes leg og lækkerierne. Det gjorde vi.

Om aftenen blev jeg fanget af DR2 tema om superhelte. Både dem, der klæder sig ud på Hollywood Boulevard og dem, der hjælper trængende sjæle i nattelivet. Det var nogle fantastiske dokumentarfilm, og endnu en gang blev jeg overbevist om, at DR2 er en helt suveræn tv-kanal.

Gæstelivet er dejligt. Vi besøger så mange søde mennesker i disse dage. Og inden længe er min mand hjemme igen. Snart kommer der nye rør, og det er slut med at vinke til underboen fra sjove huller på badeværelset. Det er alt sammen meget godt. Som der en gang stod på et stykke træ hos en veninde – vær en gæst, tegn en hest. Vi er i disse dage gæster. Sidstnævnte hest, lader jeg min mand om. I New York.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar