Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

tirsdag den 27. december 2011

Denmark is the main kapital of IKEA - eller hvordan jeg forvandlede mig til en sur elg!


I Gentofte kan man købe mange ting. Der er villaerne for de rige og smukke, der er havet for alle, der er iskiosken for de mange og der er specialforretningerne for de få. Og så er der IKEA. Ingen ved hvorfor, men mange gætter på, at det har noget med en sur svensk elg at gøre. En elg, der var utrolig dygtig til at indrette sig og som hele tiden kunne arrangere maden og sine sovemuligheder lidt bedre, end andre svenske elge. Denne svenske nationalhelt havde en far, der hed Ingvar Kamprad, der boede i Elmtaryd nær Agunnaryd og idet man ikke kan kalde en butik for ELG, fandt man på navnet IKEA. Nu findes også IRMA, ILVA, I-PHONE og Ingemar Stenmark.

Et besøg i IKEA begynder sådan for vores familie: På vej ind af døren er ét barn løbet en vej, imens en anden er løbet en anden vej. Begge forældre er gået mere eller mindre sukkerkolde på turen fra Frederiksberg og tonen er kontant. ”Den vej”, ”Tag posen”, ”Der...”, ”DER!!!”, ”DEN GULE POSE LIGE FORAN DIG!” Herefter mumles der, imens man håber, at man ikke møder nogen, som man kender.
På en god dag smiler vi til hinanden overbærende og siger: ”Er du også lidt sulten, SKAT?”. Og naturligvis er vi det. Med den forbrænding, som det giver at bo på 3. sal, have to små børn og fuldtidsjob, kan vi pt. kaste hvad som helst indenbords uden at overveje, om vi skal til at investere i en badevægt (model Bolmen, kr. 39,-).

Efter en menu all inclusive er vi igen en lille lykkelig familie på indkøbstur. Vi går så hastigt, vi kan igennem labyrinten, og som på en spejderlejr, er det lidt af en overlevelsestur. Takket være pilene i gulvet haster vi os igennem, uden helt at vide, hvad agendaen er. For der er fire dagsordner. Der er pigerne på 2 og 6, der helst vil lege. Der er mig, der vil i pynt og nipsafdelingen, der er min mand, der altid kigger på de store tunge kontormøbler. Midt i det hele bliver jeg i tvivl om, hvem jeg egentlig er. Er jeg til blomstrede sofaer og et hus på landet? Er jeg til kasser og praktisk opbevaring og systemer? Passer mine gardiner nu med den sofa, som jeg havde udset mig inden?

Imens jeg overvejer alt dette, ser jeg på de andre familier og par. Der er en del af dem, der heller ikke har afstemt forventningerne forinden. Mand: ”Den stol?”, med forundring i stemmen. Kvinde: ”Ja, kan du ikke lige se det for dig... ovre i hjørnet... ved hyggebordet og den lampe, som jeg så gerne vil have”. Efter et stykke tid ser manden lettere opgivende ud. Han kan tydeligvis ikke forestille sig ret meget end aftenens fodboldlandskamp og taber møbelkampen på poäng. I el-afdelingen er han dog skarp igen, imens børnene slæbes igennem. For dem er præmien en softice, når man er kommet igennem labyrinten.

Jeg har en idé om, at jeg er et rummeligt menneske. Der skal være plads til alle. Det gælder bare ikke i køen i IKEA. Man må ikke snyde og jeg slår hårdt ned på overspringere.

Som en kvinde (med en lille gul pose indeholdende; servietter, lys og et par planter) sagde: ”Jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg, sur som jeg var, sagde: ”Ja, og jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg viste hende en utroligt fyldt vogn, som var umulig at skubbe fremad og som jeg var lige ved at opgive halvvejs, men kun slæbte med igennem til kassen, fordi jeg havde lovet min ældste datter en plyshund og hundetaske, fordi hun havde spist hele sin madpakke ti dage i træk.

I denne situation har jeg glemt alt om medmenneskelighed og rummelighed. Det kan godt være, at vi alle sammen har råd til møblerne og der er tænkt over verden, forureningen, naturen og sammenholdet i forretningsplanerne for IKEA, men jeg kom faktisk først i køen! Og det er så her, hvor jeg forvandler mig til en stor stædig svensk elg.

PS: Måske kender du slet ikke forretningen i Gentofte, der hedder IKEA. Det er en lille eksklusiv og ret ukendt svensk designbutik, der sælger møbler med frække navne. Det er lidt af en hemmelighed at den findes, og sådan skulle det gerne blive ved med at være, for jeg ønsker faktisk ikke, at køen skal være længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar