Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

søndag den 30. december 2012

Happy New Year 2013

Året er ved at løbe ud. I morgen skal nytårsmenuen indtages - og de første bobler drikkes i selskab med (tv-transmissionen af) dronningens nytårstale. I dag vil jeg gøre status over et fantastisk år. År 2012!

For ca. to år siden begyndte denne blogs eventyr, en kold februar dag i 2010. Jeg ville dengang erobre verden. I hvert fald ville jeg generobre en time om dagen, i selskab med mig selv.

”An hour of power. At least fifteen min.,” som coachen, Anthony Robbins siger.

Det er ikke alle dage i de sidste to år, at det er lykkedes, men jeg har opdaget at timerne imellem kl. otte og ti om aftenen med fordel kan anvendes til andre formål, end blot at være passiv gæst i selskab med fjernsynet.

I år er jeg blevet optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg har i den forbindelse købt mig til en ugentlig skrivedag, hvilket har vist sig, at være en god investering. Og absolut nødvendig. En af de bedste beslutninger, jeg traf, da jeg fik brevet om optagelse på skolen.

Det har været skønt at tilbringe alle mandage eftermiddage og aftener i selskab med gode holdkammerater. Det har åbnet nye døre til, hvad man kan skrive. Og hvad man ikke kan skrive.

Ligeledes har jeg diskuteret mine tekster, sammen med andre forfattere. Både dem fra holdet. Og dem, der modtager kunststyrelsens legater. Det har været lærerigt. Pragtfuldt, at have mulighed for at gøre det, som man holder allermest af. At sætte sig ved computeren og skrive.

I år har jeg skrevet på en del forskelligartede børnebogsprojekter, som ser dagens lys i 2013. Derudover er gamle projekter kommet frem i lyset igen, takket være e-bogens popularitet. Således er ”Noas Ark II” udkommet som e-bog, og kan nu købes eller lånes. Tak til min altid dygtige og skarpe læsegruppe. Jeg vokser i jeres selskab. Tak til jer, der har lånt eller køb bogen på den ene, eller den anden måde. Jeg påskønner også, på denne dag, årets mange interessante møder med vidunderlige mennesker, som jeg har mødt for første gang i år. Jeg påskønner også de mange dejlige timer i gode gamle venners selskab. Jeg håber, at 2013 giver lige så fantastiske stunder sammen med jer. Hvor har det været inspirerende, morsom og nogle fornøjelige timer.

Året har budt på en vidunderlig rejse med min mand og vores to børn til forskellige byer, i forskellige stater, i USA. Fra San Francisco, Californien, til Portland, Oregon, til San Diego, Californien og endelig New York, New York. En fantastisk USA-tour. Min mands eventyr med udgivelsen af tegneserien: ”The Devils Concubine” på det amerikanske forlag, IDW, 2011 har i 2012 bragt ham på solotur til USA, og Frankrig - Saint Malo og Angoulême. Næste år venter endnu flere eventyr for ham.

I 2012 har jeg været på inspirationsrejse i efteråret til Barcelona, Spanien med en god veninde. Det er ikke bare de smukke steder, som jeg har set på rejserne, men især de tanker og samtaler med mennesker, som jeg har mødt på min vej, der gør, at jeg (og vores familie) også i 2013 prioriterer rejserne på budgettet.
År 2013 byder på flere interessante ting. Bloggen, og studierne på Forfatterskolen for Børnelitteratur fortsætter. Sidstnævnte byder på opgaver, og nye møder, med endnu flere inspirerende forfattere, og forlagsredaktører. Nye samarbejder med dygtige visuelle kunstnere og illustratorer til flere børnebogsideer fortsætter. Projekter er der nok af. Timer ligeledes. 24 i døgnet. Det er nok. Der skal laves en ret solid plan, for at få det hele til at gå op.
Tænk, hvor heldigt. Om 27 timer et helt splinternyt år. Hvor bliver det vidunderligt.
Jeg har vokseværk. Vidunderligt vokseværk. Ved nytårstid især.
God læselyst på bloggen i 2013.
Godt nytår!


torsdag den 27. december 2012

Livet er kort - spil bridge!

Når vi sidder til julefrokoster, kommer vores værdisæt frem. Et værdisæt, er de "regler", som man vælger at leve efter. De overbevisninger, man nu har. Fx Kaffe smager godt. Udlandsrejser er gode. Mørbradbøf smager dårligt.
De kommer som små skjulte bemærkninger, og som fysiske skilte. Nogle gange, er værdisættene klistret fast på bilerne. Da jeg kørte på motorvejen i går, så jeg følgende skilt på bilen, der kørte foran.: Livet er kort – spil bridge.
Det tog mig noget tid, at forstå sætningen. At ordet, kort, jo både kan betyde det modsatte af langt, men også spillekort. Og spillekort bruges til selskabsspillet, bridge.
Her er et værdisæt, som man ikke kunne undgå at se. Jeg er sikker på, at de to i bridgebilen skulle ud og mødes med andre med samme værdisæt. Eller også skulle de mødes med nogen, der havde helt andre værdisæt.
Lige som alle os andre i juletrafikken.
Jeg holder meget af, at se på biler med påklistrede værdisæt. Og glæder mig til næste værdisætsopdagelse ude i trafikken.
PS: Da jeg boede i Ghana, skiltede en lokal taxachauffør med følgende sætning i sin bil – Guinness. It´s good for you!

torsdag den 20. december 2012

Penalhus-netværk?

Hver dag møder man nogle mennesker, som man ikke mødte i går. Nogle nye mennesker. Nogle af dem lægger man ikke rigtigt mærke til. Det er dem, der snupper ens p-plads for næsen af en, dem der går hastigt igennem supermarkedet og bibliotekaren, der tager imod tyveren, fordi man glemte at aflevere bogen til tiden. Det er også en gadefejer, ham med Hus-forbi og hende der kigger lidt surt på en fordi man ifølge hende går på de forkerte fliser, som hun havde besluttet sig på, var dem, som hun skulle gå på.
Det er parret, der kysser foran posthuset i Frederiksberg Centret– fordi, at nu kunne de ikke vente længere. Og mange, mange andre.
Så er der også dem, som man kendte engang. Dem, som man har glemt, at man har kendt, men som dengang betød ret så meget. Dem, med de fedeste viskelædere for eksempel. Hvor tit tænker du tilbage på den pige i klassen, der havde det bedste Bobby og Kate viskelæder? I dag gjorde jeg.
Men jeg havde på ingen måde forberedt mig på opgaven. I så fald ville jeg nok have undersøgt sagen nærmere. Og fundet et gammelt klassebillede frem eller emnebogen om ”Kammeratskab og konflikter” – oh yes, those were the days, og vedhæftet forsiden. Introduceret mig på en sjov, men også spændende måde. Nu blev det hele lidt for pudsigt og det eneste kort jeg kunne spille var – SANDHEDEN.
Der er som bekendt mange fællesskaber i den virtuelle verden. Jeg er en tilfreds bruger af LinkedIn og Face book, foruden Blogger. På LinkedIn havde jeg i dag fået en ny invitation og sad derfor og surfede lidt rundt, da jeg fik en endnu en accept fra en, som jeg altså troede, at jeg ikke kendte. Hvem kunne dog også have forudset følgende?
At hende, som havde det fedeste Bobby og Kate viskelæder - med mini-kost i, nu var blevet så cool, at jeg uden at tjekket navnet, ønskede hende i mit LinkedIn-netværk.
Hun genkendte naturligvis mig helt tilbage fra 5.D. (det er altså mange tandbøjler siden!) og jeg kan kunne kun huske viskelæderet. Jeg kunne faktisk slet ikke genkende hende.
Hvilket jeg jo var nød til at sige. Pinligt? Måske. Måske har hun stadigvæk Bobby og Kate-viskelæderet. I så fald virker LinkedIn. Det handler i disse dage meget om at udvide sit penalhus-netværk!

torsdag den 13. december 2012

Santa Ella Lucia!

I dag er det Luciadag. For præcis syv år siden, var det også Luciadag. Den dag blev vores ældste datter født, på Frederiksberg Hospital. På samme stue som lillesøster Laura i øvrigt også blev født på, knap fire år senere.
Inden da havde jeg faktisk ikke helt styr på Luciatraditionen, men det fik jeg naturligvis, idet alle andre virkede meget begejstrede over, at det netop var denne dag, hun blev født.
Derfor regnede jeg fra start af med, at Ella skulle være den forreste prinsesse, når nu hun havde fødselsdag i Luciaoptoget. Men ak.
Hun var syg, da hun blev et år. Ikke prinsesse i de næste tre år. Syg igen, da hun var fem. Og hendes skole havde ikke Luciatradition sidste år, idet den blev grundlagt nogle måneder forinden, og i år har hun så fået lungebetændelse. Altså den slags, hvor man får penicillin, og straks herefter samme dag kan holde diskofest for pigerne fra klassen. Og fest for de gamle børnehaveveninder i morgen og så for familie og venner på lørdag. Ikke en af de slemme lungebetændelser. Nu satser jeg alle mine ugepenge på, at det bliver som otteårig, at hun vil føre sig frem som Luciabrud. Til den tid er fortænderne måske også kommet ud?
Til gengæld måtte jeg i dag sidde med yngste pige, Laura, i børnehaven og se de store synge. En af dem – vistnok en dreng troede, at det gjaldt om at komme først, og sang derfor alle sange - et repertoire på hele fire numre, hurtigst af alle børn. En super flot bedrift. Jeg måtte ikke at bryde sammen af grin. Samtlige, der havde lagt børn til showet, filmede det nemlig på iPod, iPhone og en særligt begejstret mor stod helt diskret med sin iPad. De ville vist ikke have modtaget min latter positivt.
Enkelte var også lidt forvirrede over, at Laura havde taget sin yndlings Build-a-bear bamse, Liva med. De kunne jo heller ikke vide, at det var fordi, at Liva havde fået en ny flyverdragt, og at det var en lillesøstergave, der skulle have forhindret, at Laura ville have det svært ved, at hendes storesøster fik mange gaver fra morgenstunden, men desværre havde den helt modsat effekt, idet Laura for alvor brød sammen efterfølgende, da der så ikke var flere gaver til hende. Liva gav den gas inden showet og det var lige ved at blive for meget for en far, der tyssede på både Liva, og Laura. Og den uartige mor.
Til Luciashowet blev jeg så igen overbevist om, at vi har lavet en brøler dengang Ella blev planlagt. En far til en søn dernede oplyste mig om, hvor irriterende det altid har været for ham, at have fødselsdag så tæt på jul.
Måske kan han få lov til at være en art forsinket Luciabrud til sin fødselsdagsfest om fem dage?
Det vil jeg foreslå ham. Der vil helt sikkert ikke være rift om den plads længere - i klub voksen.
Heldigvis er det en af de fædre fra børnehaven, som jeg kender bedst. Hans kæreste og ham er mine gamle gymnasiekammerater og det hjælper en del i de situationer, hvor man sidder til Luciafest, og skal finde en grimasse, der kan passe, at man mødte hinanden, før man fik børn.
På sin vis er det så vidunderligt at tænke på, at alt er faser.
Der er blandt andet; Suttefasen, Luciafasen og så er der glansbilledefasen!
Således udbrød Ella, at nu behøver jeg ikke give hendes flere glansbilleder, idet hun sådan set var færdige med at lege med glansbilleder. Jeg husker ellers at jeg en sommerferie for kun seks måneder siden, piskede rundt efter en glansbillede mappe, i så fornemme byer som Portland, San Diego og New York. Hvis nogle af jer rammer den fase, samtidigt med, at I er i New York, så skriv lige og få adressen. Jeg ved, hvor man kan finde en glansbillede mappe i byen hvor det eneste man ikke har lyst til at opleve er jagten på glansbillede mappen!
For jer, der er ude over denne fase, er på vej ind i den fase og alle jer, der står lige midt i.
Glædelig Luciadag!
PS: Festbilletten kan kun bruges af pigerne fra 1. Syd, der kommer til Disko-fest senere i dag. Next Stop - stopdans.



tirsdag den 11. december 2012

Den naturlige historie for en kage er at blive spist!

Min mand har netop afsluttet sine manuskriptforfatterstudier på Den Danske Filmskole. Et af de spørgsmål (og svar) fra undervisningen derude, som gjorde indtryk på mig, var dette fra Mogens Rukov. ”Hvad er den naturlige historie for en kage? Den naturlige historie for en kage er at blive spist.”
På sin vis er det ret enkelt. Så hvad er den naturlige handling i den historie, som jeg fortæller? Jakob Martin Strid underholdte os alle, da han fortalte om tilblivelsen af ”Den store pære.” Her vendte han Rukovs teori på hovedet.
”Det logiske er, at der kommer noget småt op af jorden. Ville det ikke være sjovere, hvis der kom noget kæmpestort op i stedet for. For eksempel en kæmpestor pære?” På den ene side, er der altså en naturlig logik for dyr, ting og mennesker, som forfatteren skal kende til, inden man eksempelvis vender det hele på hovedet.
Først skal man kende grundreglerne. Så kan man lave dogmer.
Først skal man vide, hvad en kages naturlige historie vil være. Herefter kan man følge den naturlige historie, eller vælge at gøre noget helt andet. Fx i Alan Emmins Tyggegummi-eventyr, hvor tyggegummierne netop ønsker sig, at være noget andet. Et tyggegummi drømmer fx om at være sømand.
Det er givende, at lægge et grundskema ned over sin historie for at se, om der er en reel udvikling i historien. Om det holder stik. Kim Fupz Aakeson tog os igennem sådan en gennemgang af et grundskema, i en af årets sidste undervisningsgange. Der er bare nogle grundregler, som holder hele vejen. Uanset hvilken historie man skriver!
Selvom der er stor forskel på filmmanuskripter og børnelitteratur, er der også en del ligheder. 
Første halvdel af første år på Forfatterskolen for Børnelitteratur blev afsluttet med en hel dag, hvor vi fik feedback på vores noveller. Dagen sluttede med en holdmiddag og fest. Og så fik vi vores studiekort. Aahus Universitet, Campus Emdrup.
Det bliver et ret så spændende år. År 2013. Jeg glæder mig allerede.
PS: Nogle læsere er kommet til denne blog, via søgeord som: ”Hjulkapsler til en pige”, ”Personlig vandmåler”, ”Body Care lommeletter”, ”Hvad betyder lummert?” og ”Knuder tandtråd.”
Jeg håber I fandt noget, som I ikke vidste at søgte, men som I alligevel godt kunne bruge!

tirsdag den 4. december 2012

Klumme - Nul (plot)huller?

I dag var jeg hos tandlægen. Min tandlæge bor langt væk. Helt ude i provinsen. I Helsingør. At tage til tandlæge betyder for mig et gensyn med min barndomsby. Det er en god dag, når en tandlæge bekræfter én i det, man allerede ved. ´Man burde simpelthen bruge tandtråd noget mere.´Det eneste svar man rigtigt kan bruge til noget hos en tandlæge, er følgende: ´Nul huller! ‘Som min dygtige kollega uddyber, ”Det kan ikke nytte noget, at man bruger det samme stykke tandtråd – fx en ”mini-tandtråds-sav” hvis man renser tænder, næ, man skal slå knude på den lange tandtrådssnor og så dreje snoren rundt, så hvert mellemrum mellem tænderne får sit helt eget nye stykke tandtråd.” Efter tandlægebesøget mødtes jeg med min skrivegruppe. Her hørte jeg det værst tænkelige: DER ER PLOTHULLER! Store væmmelige huller. De stod og råbte på hjælp for at blive lukket korrekt og de var meget større end Karius og Baktus. Ingen af hullerne ønskede de gammeldags sølvplomber. De ville behandles nænsomt, med respekt og plast. Plastfyldningerne står nu i kø for at hjælpe med at lukke hullerne og det kan lade sig gøre ved hjælp af to meget kloge og søde tandlæger, der assisterer mig i selve indgrebet. Når hyletonerne sætter ind og man kigger på den abstrakt kunstplakat (af ukendt kunstner) der hænger i loftet og man på plakaten desperat leder efter et håb, et svar, er de på pletten med et komplet Q&A session, noteapparat, teorien på plads mm. Efter sådan en omgang, smiler jeg lidt mere til mit eget spejlbillede, når jeg kommer hjem. Jeg har dem nu stadigvæk i skrivende stund. Plothullerne. Men de er delvis fyldt ud af usynligt plast. Ellers også bliver de lavet snart. Ind i mellem er det bare nemmere at være forfatter, hvis der er mindst to tandlæger til at hjælpe en på vej. Tak!

torsdag den 15. november 2012

Æselører, nej tak!


Er du med på noderne? I så fald kender du sikkert allerede e-reolen.dk, hvor du ganske gratis kan låne børnebøger.

Vores tur rundt i USA i sommer fik en ny dimension med  iPad som primær underholdende faktor, når vi fx ventede i lufthavnen, var på museumscafé og isen for længst var spist eller blot skulle læse godnathistorier på hotellet for vores to piger.

Jeg er lykkelig for at børnebøgerne nu finder vej til denne digitale form. Så kan man have et udvalg af bøger med sig, uanset hvor man befinder sig i verden. Smart! Blandt andet kan man nu låne denne bog denne bog: "Noas Ark II," som Palle Schmidt har illustreret så fantastisk og jeg har skrevet.

Og hvem har ikke lyst til en gratis gave?

Gå til e-reolen, via dette link:  "Noas Ark II."

God læselyst!

PS: En e-bog får ikke æselører!




torsdag den 8. november 2012

Noas Ark II - nu som ebog!

Min børnebog, ”Noas Ark II” (Politikens Forlag, 2009) kan nu købes som e-bog på forlaget, Ebørnebøger.dk
Hvis du ikke har fået fingrene i bogen endnu (eller foretrækker at læse bøger digitalt) kan du købe den ved at følge linket her 

lørdag den 27. oktober 2012

Waiting for the sun

Today I woke up at five o clock. Instead of trying to continue to go back to sleep (which would have been the best choice) I took a bath, made a cup of tea and enjoyed the silence.
Now I am sitting here waiting for the sun. 
Copenhagen is oh so quiet and dark at this time of the hour.
This is where good stories begin. 
I have exactly two hours to do so before everyone wakes up.

Two magic hours.



fredag den 26. oktober 2012

When in Rome, do as the Romans do.

























I´m a writer.  It´s printed on a letterhead from Hald Hovedgaard.
When in Rome, do as the romans.
And what does a writer do?
Well. Besides talking about how tough it is being a writer, asking themselves the same question: “How am I going to make a living being a writer”, reading books about writing, getting writers blocks and blogging about writing.
They write.
In Denmark writers even spend a week at “Hald Hovedgaard” in Jutland where they write their stories.
When everyone is busy breaking bones on skies in week seven in February 2013, I will be sitting there at a room at “Hald Hovedgaard” writing my first novel.
Thank you, HALD HOVEDGAARD for this opportunity. I am very grateful.

fredag den 19. oktober 2012

Off road - driving into the heart of Danish darkness.


















Travelling towards LEGOLAND in Billund, Denmark made the GPS act absolutely crazy and go extremely off road. Just look at the picture.

















The owls are not what they seem. They´re NOT even real.
Being there means ours of standing in line in the Danish rain. Roller-coaster or roundabout – everything was wet. Wearing a rain suit made me feel both warm and silly. Looking at the rest of the crowd had me laugh for hours. Oh … the thing we do for our kids. Isn´t it all wonderful? After a couple of hours I started having a blast screaming very dramatic and loud at the Lego-animals pretending them to be real and attacking me which made my three year old daughter laugh again and again.  

















Why good people do bad things!
Toyota Traffic School had a very large sign. I read the sign saying kids are not allowed under the age of seven. I also read it as follows. If you say that you´re seven they will let you in. So I told my oldest daughter.
She was the worst driver ever. Trying to overtake, going the wrong way into a car wash and forgetting to sign off when turning. However a nine year old girl was talking on her cellphone while driving and both got their driver’s license. Sometimes you turn seven two months early or you and your mother forget how old you are. Good people do bad things. It´s true.
  




lørdag den 13. oktober 2012

Klumme – Sort/hvid-gammeldags.

Indrømmet. Jeg er gammeldags. Jeg køber cd´ere og har stadigvæk min vinylsamling.
Derfor glædes jeg også over disse to pragteksemplarer – Laura Gibson: ”La Grande” og Calexico: ”Algiers”.
I disse dage er det disse to cd´ere, der følger mig. De er med hjemme. I bilen. Overalt. 
På min rejse mod fremmede byer og fjerne kyster. Til ukendte universer.
Det er sort/hvid-gammeldags.

lørdag den 6. oktober 2012

Klumme - Historien om Lille Frø, der blev finkulturel!


Idet Kronprinseparrets Kulturpris 2012 tilfalder en børnebogsforfatter/ illustrator – Jakob Martin Strid, er der ikke længere tvivl om at børnebøgerne er røget et hak op i den finkulturelle verdensorden.

Fra nederste hylde i Bog og Idé til en mere central placering.

Fra den lille scene til en større.

Ikke blot anerkendes Strid for sit store og imponerende arbejde – der er sidegevinst til børnelitteraturen, som var vi til Bingofest i Store Magleby og den lille genre kan nu gå hjem med både and og rødvin.

Ikke blot er Kunstrådet og Kunststyrelsen i årenes løb blevet flittige uddelere af arbejds- og rejselegater til skabere af børnebøger – nu tilfalder en hovedpris en børnebogsforfatter.

Det er en festdag og en milepæl for børnebogen.

Jeg håber, at forlagene følger med. At prisen skaber præcedens for en fornyet tro på genren og Bog og Idé i Frederiksberg Centret bliver udskiftet med en boghandel, som Powell´s Books, i Portland.

Herhjemme svarer boghandlen til legepladsen i den ellers så smukke barokhave fra 1700tallet; Frederiksberg Have, som skulle være en legeplads for de mange københavnergæster. Med få gynger og skulpturelle anlagte sten er den pt. nærmest ikke eksisterende. De fleste børn vil i princippet kunne få mere glæde af at lege med en lort med en pind i, end de forlystelser som legepladsen byder på.

Problematikken omkring legepladserne i Danmark er ikke kun begrænsede til at dreje sig om legepladser, men til at være et nationalt fænomen, der handler om et fælles storhedsvanvid, hvor vi har en tendens til at tro, at vi – en miniputnation, os danskere, skal være nummer et i verden. Ikke blot skal vi have verdens bedste folkeskole og sygehus, nej vi skal også være nummer et udi forskning og innovation etc.

Jeg fik selv et mindre chok, da jeg opdagede hvad fx storbyerne Paris og New York bød på af legepladser. Er det virkeligt det bedste, vi kan komme frem til i Danmark, hvad angår boghandlere og legepladser?

Når provinsboerne er bange for at tage små børn med ud i storbyer som Paris, New York og Portland, må det dreje sig om, at vi har storhedsvanvid og går ud fra at standarten på ALT er bedre i Danmark, hvilket den rejselystne så kan fortælle, at det er den altså ikke.

Hvis storhedsvanvid betyder, at man skaber en tegnestue som BIG stemmer jeg i, idet jeg anser storhedsvanviddet som værende drømmen om international udbredelse visioner og skabertrang i modsætning til ovenstående anskuelse..

Prisen til Jakob Martin Strid er fantastisk på mange måder. Det er først og fremmest en hyldest til de mange vidunderlige fortælleringer fra hans hånd og cadeau til denne på alle måder fantastiske forfatter. At man anerkender hans talent og styrke og hans flerårige produktioner. Det er velfortjent.

Det er også en accept af børnebøgerne som en kulturel genre på lige fod med andre genre - fra kongehusets side, og vidner om et moderne, modigt kongehus.

Både Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik må da også, ligesom alle vi andre, havde kedet sig helt vildt mange gange igennem et utal af Lotte-bøgerne, Rasmus Klump - på nye eventyr (pandekager med is) og historien om den lille bil, der var blå. Med skrigende unger har de sikkert begge haft lyst til at læse: ”Go the F### to sleep” – på original sprog og har taget ”Lille Frø” til sig i forsøget på selv at overleve de mange godnatlæsninger.

torsdag den 4. oktober 2012

Klumme - Den svenske rose


En dørmand vogter ingenmandsland. Dansegulvet er tomt. Endnu. Belysningen dyster. Lugten af gammel øl sidder fast i de ældre træborde og loftet hænger faretruende lavt over scenen denne aften på Kulturbolaget i Malmø.

En wienervals forsøger at lokke publikummet længere frem mod scenen, ud på dansegulvet fra rummets ydre kanter, hvor de fleste står nervøse, klinet op af en bar, en disk. Man må have noget at støtte sig til. Sofaarrangementer og 50´ernes længsel og mulige mirakler blandes med nys og novembernæser, alt imens man kommer på plads.

Der er ingen fotografer eller røde løbere. Kun landlig svensk stemning og en sødlig lugt af nabokebabbutiks nogenogtredivekroners kebab. Falafel udsolgt.

Scenen er tætpakket og møblementet ligner noget fra en stripklub, et sted hvor hovedvejen slog et sving på en øde highway og publikum faldt omkuld i bløde sofaer - hvorfra de aldrig rejste sig igen, men lod sig overmande af dages kørsel i et amerikansk vildnis.

Et sted som man skulle have haft forladt, men blev opslugt af og blev. Alt, alt for længe.

Lyden af spansk lidenskab fra de gigantiske højtalere får et par til først at kysse blidt, efter at hun, koket, har smilet til ham, amatørfotografen. De er det sted i forholdet, hvor man gør den slags. Han ønsker nærvær. Hun ønsker selvværd. Hun retter på håret – der er sat op i dagens anledning. Er jeg smuk nok?

Andy Warhol kigger ned fra sin plakat i ramme på to ældre herrer – begge mænd, der har affundet sig med alderens brutale angreb på deres engang så yndefulde og smidige svenske gymnastikkroppe, der nu forvandlet sig selv til to gange ølvom og så det løse. Øllerne nyder de, alt imens Warhol, ser med et foruroligende blik ser ned på dem fra sin plakat. Ellers forholder Warhol sig i ro.

Selv er jeg faldet i snak om noget så trivielt som koncertens starttidspunkt. Otte eller nio?

Stolene, som mændene sidder på giver et indtryk af både ro og kedsomhed blandet med provins og røvballe.

Opvarmningsbandet har sin sag for, for at kunne sætte gang i dette søndagssvenske publikum i en halvtom sal.

Øl og vand købes i baren.

Mor og datter ankommer. Mor med røde kyllingeben gemt i røde nylonstrømpebukser. Datter i rød dragt. Ingen ved hvorfor de andre gæster er tættere på moderens alder end datterens. Hun har det største publikum udi hankønnet denne aften. Datteren har en rose.

I håret.

Imens det overdådige følelseshorn af musikken kronisk vælter ud af højtalerne, drømmer kyllingemor om dengang, hvor hun dansede på Studio 34 og lærer Svensson gav mulige småfrække ekstralektioner. Nu hænger tasken slapt ned langs siden og hun hænger med.

Det romantiske pars mandlige part, amatørfotografen, er blevet mere interesseret i sin nye telefon,

(bemærk, at her kunne forfatteren have valgt at skrive iPhone, men det gad hun ikke, for så ville teksten ikke kunne bruges i den fremtid, hvor vi ikke længere har den slags længere. Som kassettebåndoptageren, der pludselige dukker op i en tekst, og hverken læser eller forfatter selv ved, hvordan pokker sådan et kedeligt ord sneg sig med i forfatterens fortælling,)

end i kvindens kjoles nedringede udskæring.

Min sidemand har en ruskindsjakke på. Scenen er tom.

Instrumenterne står som utålmodige børn i børnehaven, der venter på at blive hentet efter frugt klokken tre. De står ærbare og på en næsten overdreven typisk svensk ærbar måde forholder de sig diskret, cool, distanceret til rummet - uden at vække tydelig opsigt, men dog gør de sig tilpas opmærksomme, så ingen kan undgå at lægge mærke til, at de også er ankommet denne aften.

Kyllingemorens ben er blevet trætte, Hun får sin søn til at hente et stol og sætte den tæt på scenen. Nu sidder de der. Mor, datter. Og åbenbart også søn.

Sidemanden rejser sig med sin svenske juice. Vi er blevet enige om klokken nio.

Det er roligt. Det er lunt. På en søndag i september. Den sidste af slagsen. I denne omgang.

Man behersker sig. Selv instrumenterne behersker sig, imens vokalen skriger sine ulykkelige kærlighedssonetter ud igennem de store højtalere. Smerten er næsten uudholdelig. Både for sanger. Og publikum.

Jeg er blevet fjerdemand i en svensk kvadrille på Bergsgatan 18, where lonely cowboys meet. En flamencoentusiast er ankommet med en klasssisk bonderose i håret. Hendes rockabilly boyfriend synes ikke at imponeres af rosens matchende røde farve med læbestiftens.

Alt imens finanskrise går sin sejrsgang verden og over os skrues lyset op - og som buschaufføren, der netop er hjemvendt fra tour med selveste Red Hot Chili Peppers (”Lever de stadig,” fik jeg lidt klodset spurgt, da jeg faldt i snak med buschaufføren) fortæller, at deres nyligt veloverståede tour i østlandene aldrig har tiltrukket flere publikummer. Vi griner enstemmigt.

Kaffe, mad og musik vil nok altid kunne tiltrække publikum, krise eller ej.

Og i samme stund, imens flere er ankommet, man har rejst sig fra stolene og trukket nærmere scenegulvet, træder opvarmningsbandet; Laura Gibson ind på scenen. Efter sidste nummer afslutter Calexicos forsanger, Joey Burns med at rose netop publikummet. De svenske roser.

Og så én enkelt dansk mælkebøtte.

 

fredag den 28. september 2012

Om Noas Ark II

I 2009 udkom min børnebilledbog. Her kan du læse, hvad Bent Rasmussen, redaktør af SKOLEBIBLIOTEKET skrev om den - Noas Ark II, april 2009.

http://www.emu.dk/gsk/skolebib/uv/udgiv/noahs_ark2.html

”Noahs ark II”
Line Leonhardt
Illustrationer: Palle Schmidt
Politikens Forlag, 2009
40 sider.

Om

Om forfatteren

Line Leonhardt har tidligere lavet børneteater og er skuespiller og underviser i performance. ”Noahs ark II” er hendes debut som børnebogsforfatter.

De efterladte er den handlingsorienterede struds, fru Strips, den pædagogiske elefant, Kelefine, den lommefilosoferende rotte, Dråtte, Grydpaf, den angste giraf, hypokonderfrøen Fråk, papegøjen Kirsten og den altid sultne bjørn Bonzo. De ser Noas Ark sejle bort, imens himlen bliver mørkere og mørkere.

Og hvordan går det så, når man ikke er vant til at skænke andre en tanke og pludselig er tvunget til at arbejde sammen? Man bygger Noas ark II med plads til alle, tykke og smalle, og sætter ud for at finde Noas Ark. Og Noas Ark II kommer, bl.a. på grund af demokratiske afstemninger, vidt omkring, men havner af alle steder på Læsø. Her vendes svagheder til styrker, individualisme til noget så umoderne som fællesskab – ikke sammenhængskraft, men noget så gammeldags som fællesskab! Og den umage flok skaber deres eget paradis Logisk Have, verdens første Zoo.

Der er fuld fart på rent sprogligt i dette eventyrlige eventyr. Det vrimler med citater fra alverdens bøger og ordsprog, og Line Leonhardt har selvfølgelig en fin pointe med at lade 7 ulige væsener forsøge at samarbejde. Det er ikke nemt, men det går – for i ”Øst, vest, Læsø bedst”. Og vupti! Verdens første Zoo - ”Logisk Have” - ligger nu på Læsø.

”Noas ark II” er for børn fra 6-9 år.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2009.

søndag den 23. september 2012

Klumme – ”Bennys bukser brændte.”


Alle voksne kender Halfdans berømte ”ABC.” Min udgave af bogen er fra min egen barndom. Jeg har i denne uge forsøgt selv at skrive en ABC med benspænd. Benspændene var formuleret af vores underviser, (forfatter og leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur) Kari Sønsthagen.

Disse inkluderede ikke blot et mord, og en morder. Der skulle også indgå mindst et navn, et firma, den indledende sætning til hvert bogstav skulle begynde med ordet, Hov og så skulle der også være præcis 17 ord pr. sætning (inkl. Hov) og helst en del ord med samme begyndelsesbogstav. Man kunne også vælge at rime. Jeg valgte dyr som mordere, og myrdede. Et enkelt valg til bogstavet A, men lidt mere krævende ved nogle af de andre bogstaver.

Det siges, at hvis man bruger 10.000 timer på noget, så bliver man relativt god til dette. Denne ABC-opgave har bestemt gjort indhug på den konto.

Når jeg læser ”Halfdans ABC” glædes jeg. Om det er fordi, jeg husker tiden som barn og tænker på alle de gange mine forældre har læst den højt for mig - så jeg husker hvert et ord, eller om det slet og ret er fordi, at netop denne ABC er så gennemført, kan jeg ikke gennemskue. Måske er det en blanding af det hele?

Vi køber et stykke barndom med "Halfdans ABC" og andre kendte værker fra den tid. Ikke fordi nyere litteratur ikke gør indtryk, men de kan ikke bringe os tilbage til barndommens trygge minder. For mig dukker flg. billeder blandt andet op, når jeg tænker på min barndom. Kokostæpper og regnbueis og flødeboller, mælkebøtter og fugabestik, grå telefon med rund skive der skulle drejes. Et gigantisk vægtæppe i orange,brune og lilla farvenuancer med børnemotiv. Min søster og jeg sammen og lugten af kattebakken i bryggerset. Orange vægge og gule skabe. En herlig barndom synes jeg selv. Man forstår godt, at man længes, lidt.

PS: Da jeg gav bogen til min gode ven, Adam, da han havde fået en søn for nogle år siden, strålede han da også. ”Jeg lærte at læse med denne her bog,” sagde han.

onsdag den 19. september 2012

Klumme – ”I en kælder”


I kælderen under DPU findes der et bibliotek med mange tusinde børnebøger. Afdelingerne fra Aarhus Universitet og flere andre steder, er nemlig slået sammen med DPU´s. Det var denne store afdeling, som vi fik rundtur i, sidst jeg var til undervisning på Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Afdeling efter afdeling gik vi rundt og så bøgerne stå side om side i alfabetisk rækkefølge. Efternavnet først.
Jeg hedder Leonhardt efter min fars slægt. Egentlig hed min far, Leif Leonhardt Madsen, men han strøg Madsen i 60´erne. Navnet stammer såmænd fra Valby. Jeg skulle have heddet Hans-Signe, men mine forældre, der begge begynder med forbogstavet L, besluttede sig for det mere almindelige navn Line. I virkeligheden har jeg også et lige så smart mellemnavn; Druedal efter min mor; Lisbeth Druedal Nielsen, men det kræver så, at jeg skal stave både Druedal og Leonhardt og slå krølle på tungen, blot jeg skal præsentere mig.
Leonhardt er enkelt. Det bruger jeg mest.
Imens de andre så helt optagede ud af alle bøgerne på rundvisningen, sneg jeg ind i mellem mig rundt for mig selv. Flere fra holdet har udgivet bøger, så det er i sig selv ikke en præstation ud over det sædvanlige på mit hold. Hvor gemmer L sig mon,? tænkte jeg.
Skuffet erkendte jeg, at der ikke var meget under Leonhardt, ud over en produktiv navnesøster ved navn, Ellen.
”Good for her,” som min engelsklærer ville have haft sagt!
Med alle de titler forstår jeg udmærket, at der ikke er plads til min, tænkte jeg, imens jeg overvejede om man kunne tigge sig til en Panodil eller Treo os en af mine nye medstuderende. En ny afdeling åbnede sig på rundturen. Børnebilledbøgerne. Aha. Jeg nærmest kastede mig af sted mod L.
Og tænk dig. Blandt alle de tusinde bøger stod lille bitte Noa. Hel mast mellem alle klassiker- og kanon billedbøgerne.
Naturligvis blev jeg glad.
Også for holdkammeratens to Treo ´er, der gjorde hovedpinen lidt mindre.
Da rundviseren fortalte, at de snart måtte udbygge biblioteket på grund af pladsmangel udbrød jeg: ”Der skal jo også være plads til alle vores.” Latteren var stor på holdet.
Tænk sig, hvor mange bøger der står i kælderen. Om et par år står der sikkert flere. Det er nemlig nogle produktive og dygtige medstuderende, der går på mit hold. Årgang 2012-2014.
PS: Og for resten ønsker Noa sig en lillebror! Jeg tror, at der er plads i kælderen.


torsdag den 13. september 2012

Klumme – Forfatterskolen; Nemt, hurtigt, billigt?

Du kender en pose ikke? Altså den slags, som man køber i supermarkederne, når indkøbet viste sig større end den ene liter mælk, som man oprindeligt var gået ned for at hente. Det er denne pose, som nu bliver omdrejningspunkt for en større litterær refleksion. Og det er ret godt gået af noget så kedeligt som en plasticpose.
Til undervisningen på Forfatterskolen for Børnelitteratur, spurgte jeg forleden aften vores lærer om nogle af argumenterne for dannelsen af skolen, dengang for 12 år siden. Jeg har i sin tid læst om Poul Borum og om Forfatterskolens spæde start; og tankerne bag og undrede mig over ikke at kende tilsvarende historier om Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Det var ikke fordi, at jeg ikke selv havde posen fuld af gode argumenter, men fordi jeg sad i selskab med et levende leksikon forklædt som børnelitteraturens alvidende fader. Med andre ord i selskab med Torben Weinreich.
Svaret var højst overraskende.
Under en tidligere regering, kunne man ikke få flertal for finansloven - herunder forslaget om afgift på supermarkedernes plastikposer. Af hensyn til miljøet var de fleste partier enige om, at det et godt forslag. Der manglede bare de sidste afgørende stemmer. Regeringen endte med at få Enhedslistens støtte, der så til gengæld stillede krav om et Center for Børnelitteratur, hvilket indbefattede en Forfatterskole for Børnelitteratur.
Jeg har fået et helt andet forhold til plastikposerne fra supermarkederne. Tænk sig, hvor heldigt. En plastikposeafgift, for en Forfatterskole for Børnelitteratur.
PS: Dengang, da jeg boede i Cape Coast, Ghana, så jeg - på et marked, en kvinde, der solgte plastikposer – bl.a. Fakta-poser med teksten: ”Nemt, hurtigt billigt!” Hvordan, og hvorfor de danske poser var havnet hos en posesælger i Ghana, fandt jeg aldrig ud af.
 

onsdag den 12. september 2012

Det nye hold på Forfatterskolen for Børnelitteratur


Her er det nye hold på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2012-2014.

Øverst fra venstre: Sara Ejersbo Frederiksen, Hanne Dagmar Raaberg, Stine Sillesen, Emma Bess Jørgensen og Caroline Birgit Arup.
Mellemrækken fra venstre: Cornelia Strøh og Dorte Schou.
Nederst fra: Bjarke Schjødt Larsen, Flemming Møldrup, Liva Skogemann, Annie Bahnson og Line Leonhardt.

lørdag den 8. september 2012

Om Forfatterskolen for Børnelitteratur - P1 i Kulturkontoret

I år begynder 12 skrivetalenter deres uddannelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur, der hører hjemme på forskningsenheden Center for Børnelitteratur under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet.

De studerende kan se frem til et par års hårdt arbejde som deltidsstuderende og måske som fuldtids-skrivende - for god børnelitteratur er ikke noget, der kommer af sig selv. Kari Sønsthagen er leder af skolen og hun er sammen med forfatteren Kim Fupz Aakeson med til at vurdere hvem der kommer gennem nåleøjet på baggrund af de tekster, som ansøgerne sender ind.

- De tekster der består optagelsesprocessen os er alle nogen som slår gnister. Vi kigger efter om der er noget på spil i både historien og sproget. Ca. 50 % af de studerende fra forfatterskolen debuterer som forfattere efter de har gået på skolen, og det er et tal vi er tilfredse med, for det er vigtigt at påpege at skolen ikke som sådan er en produktionsskole. Det er en skole som har fokus på skriveprocessen. De studerende skal lære at skrive og selvom de måske ikke bliver fuldtidsforfattere, så kan de måske bruge det de lærer hos os i andre sammenhænge, siger hun.
Hør udsendelsen her på dr P1 - Kulturkontoret

http://www.dr.dk/P1/Kulturkontoret/Udsendelser/2012/08/31151050.htm

Som lederen af Forfatterskolen, Pablo Llambias siger i udsendelsen: "Forfatter er en, der har et kunsterrisk mellemværende med sproget."

onsdag den 15. august 2012


Min gulv er blevet invaderet af børnelitteratur. I disse dage forundres, skræmmes og morer jeg mig over alle de mange gode historier, som der er skrevet. Bøgerne er primært lånt, fordi de står på en alenlang pensumliste til mit kommende studium. I mit tilfælde er det som at hente guld på biblioteket. Serveret på et sølvfad.
Og det er gode bøger. Rigtig gode bøger!
Sådan ser børnebøgerne ud i dag. Sådan har de altid set ud.
I todimensionel form - ofte kvadratiske, lavet i pap og papir.
Jeg holder meget af denne form og af at sidde med begge piger omkring mig, imens vi læser godnathistorier. Jeg ser dog også nogle spændende muligheder, som nutidens teknologi byder på. Jeg elsker fx min iPad, eller rettere min mands arbejdsredskab, hans iPad, som vores to-årige datter har besluttet sig for, er hendes ejendom. Det er ikke altid, at hun låner den ud.
Gyldendal har netop haft deadline på en konkurrence - http://www.gyldendal.dk/artikler/konkurrencedigitalbornebog - om at komme med bedste ide til den digitale interaktive børnebog. Og det er en rigtig god ide! Der må være mange ideer derude.
Det er kort sagt en spændende tid for børnebogsbranchen. For børnebøger er ikke længere kun samme form. Der er også apps og e-bog, der er lydbog etc.
Og snart er det min første skoledag på Forfatterskolen for børnelitteratur. Jeg har ikke fået en ny skoletaske, men er nogenlunde trafiksikker!




- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 7. august 2012

Onsdags-lummert?

Enhver med eget firma har et kontor. Mit firma hedder CIRKUS LEONHARDT og mit kontor hedder Cafe Lladro og laver kaffe til 35 kr. En klog veninde har netop her til aften mindet mig om, at jeg faktisk lovede hende, at hvis jeg fik en ugentlig fridag, så skulle jeg ikke sidde hjemme, men tage ud for at skrive.

Hvad er det så, man betaler 35 kr pr. Kop Kaffe for? Flere ting.

1. Blandt andet for at undgå kommentarer, som den jeg hørte i dag på biblioteket, hvor jeg sad ved et bord og forberedte mig til studierne: "Jeg synes nu altså, at det stadigvæk er meget lummert" (sagt af mand, der ikke opdagede, at læsebrillerne, ti bøger opslåede bøger, et skriggrønt kompendium, en snude meget langt nede i en bog - måske virker mine læsebriller ikke - pt. Anvendes brillerne både til at se tv og læse bøger med, hvilket ikke giver mening, bortset fra bygningsfejlen, betyder FORSTYR MIG IKKE.)

2. Rengøring i den naive tro, at hvis jeg støvsuger i dag, er her også flot i morgen.

3. Lignende overspringshandlinger.

4. At skulle tage dørtelefonen velvidende, at det bare er aviser.

5. At skulle tage sin fastnettelefon og forklare, at nok hedder ens firma CIRKUS LEONHARDT, men jeg ejer ikke løver, ønsker ikke rengøringshjælp, er den ansvarlige for økonomiafdelingen og bare er et one man band, der derfor ikke støtter hånd- og fodmalerne. Blandt andet.

I dag holdt jeg mit første møde på mit kontor. Spændende og inspirerende var det at mødes med en dygtig børnebogsforfatter.

Fra nu af spiller jeg bare mit spil. Ligesom Wozniacki altså.

Jeg har et kontor. Ind imellem kommer der andre, der synes, at det er deres kontor. Jeg har et kontor. Et fællesskontor. Idet kontoret befinder sig i Danmark ved alle, at man sidder ved hvert sit bord og helst ikke bryder ind med kommentarer som: "Jeg synes nu altså, at det stadigvæk er meget lummert." Det er ligesom på herrertoilettet. Hver mand passer sit. Man snakker ikke hen over urinalet. Det er Danmark Dejligst.

PS: Hvis du vil invitere mig med til en debat på BogForum fordi du tænker, at det er lige mig, bede mig om at holde oplæg om børneliteraur og skrivning for børn i folkeskolen, læse eventyr eller julefortællinger højt på bibliotekerne, lave noget vildt sjovt og/ eller kikset (det er jeg fuldstændig fantastisk til - også når jeg gerne vil være hemmelig og mystisk kvinde) i en reklamefilm og hermed sponsere endnu en rejse til USA, bede mig om at være med til en ny antologi eller bidrage med et haiku-digt, være forfatter til en ny serie for skæve børn, ønske mig med i en hemmelige gruppe af lærere, der skal lave den nye læsebog,der erstatter både "Søren og Mette" og "Den første læsning" så bryd urinal-regelmentet. Råb tværs over bordet, at nu er det VIRKELIGT LUMMERT. Så giver jeg en onsdagskaffe.



- Posted using BlogPress from my iPad

lørdag den 4. august 2012

Børnelitteraturens egenart

Med hastige skridt nærmer efterårssemesteret (på Forfatterskolen for børnelitteratur) sig. Kompendiet er modtaget med posten og jeg har bestilt bøger via bibliotekets online-bookingsystem. Det er enkelt og effektivt. Og der skal bestilles en del: Efterårssemesteret byder bl.a. på flg.:
Børnelitteraturens egenart - og historie, billedbogens historie - og barndomssyn, stilistik, novellen etc. Det bliver kort og godt et spændende efterår. Forfatter- og forlagsbesøg. Og skriveopgaver. En del skriveopgaver!
Litteraturlisten er lang. Og god.
Nå ja. Jeg skal også producere en tekst til første mødedato og forberede mig på de andre ansøgeres tekster. Hvor er jeg dog heldig. I det næste skoleår bliver der masser af ME TIME. Jeg er sikker på, at det bliver godt.


- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 26. juli 2012

N for New York!

America
Brooklyn Bridge, Brooklyn Children´s Museum, Bergen St, Bedford Ave
Central Park, Circle Line, Coney Island, Chelsea Hotel
Dollars
Empire State Building, Ellis Island
FAO Schwartz, Flatiron Building
Grand Central Terminal
Hudson River
In
JFK
Klown
Luna Park
MoMA, Manhattan
New York
Out
Pier 76
Queens
Rocky Racoon - the housecat
Statue of Liberty, Staten Island, Subway, Smith St., Solomon R. Guggenheim Museum
Times Square
Union Square
Victorian Gardens
World Trade Center, Wi-Fi, Williamsburg, Washington Square Park
X-cuse me...
Yes
jonathan franZen 

mandag den 16. juli 2012

C for Comic Con!

Aomic Con
Bomic Con
Domic Con
Eomic Con
Fomic Con
Gomic Con
Homic Con
Iomic Con
Jomic Con
Komic Con
Lomic Con
Momic Con
Nomic Con
Oomic Con
Pomic Con
Qomic Con
Romic Con
Somic Con
Tomic Con
Uomic Con
Vomic Con
Womic Con
Xomic Con
Yomic Con
Zomic Con

fredag den 13. juli 2012

Klumme - Jeg sætter min hat som jeg vil!

,
Klumme – Jeg sætter min hat, som jeg vil!

Der var en gang, hvor tegneserier ikke sagde mig noget som helst og min viden om emnet var meget ringe. Nu har jeg holdninger. Jeg kan lide serier, der har en vis melankoli og absurditet over sig fx striben (som enkelte vil huske fra avisen, DAGEN) ”Jimmy Corrigan – the Smartest Kid on Earth” og Jasons ”Vent lidt.” Nu ved jeg, at SDCC betyder San Diego Comic Con. En kongres for tegneserier i Californien – hvert år i juli.

Min mand er på SDCC. Han laver tegneserier (blandt andet) og er på Comic Con. Byen forvandles til en fastelavnsfestival for os udenforstående. De udklædte ses på vej til og fra kongressen og til et af de mange kæmpestore hoteller, hvor man skal bestille plads inden denne uges udgang til NÆSTE års kongres, hvis man vil sikre sig en plads. Og hvis man skal have billet til selve arrangementet skal man som ikke-professionel vist nok stå i kø en af de første dage til NÆSTE års Comic Con. Nørderne er ret seriøse omkring dette her halløj.
Selv er jeg lykkelig for, at jeg bare kan have mine løbesko på hele dagen og slet ikke skulle være sminket grøn i hovedet eller have et abekostume på i solen. Og SPA´en på hotellet er heller ikke så besøgt, trods hotellets 40 etager og to huse, var vi solo i morges i alle fire forskellige SPA og pools.
Imens de udklædte morede sig, var det købe-klip-klapper-dag for os. Ret vigtige køb ifølge vores to piger. De ser ret skønne ud med klip-klappere. Indrømmet. De går naturligvis virkeligt dårligt i dem - selv om Havaianas er bedre, end så mange andre mærker, bilder jeg mig ind. Hvilket så gør deres Converse sko, til en slags Angulus;)

Herovre I USA har ALLE bare tatoos. Jeg forstår slet ikke den dille. Troede, at vi alle var enige om, at det var en 90´er ting, der døde med Kurt Cubain og Nirvana. Og at det nye var at kunne fjerne dem diskret. Ud over dette er store afro-huller med kæmpeøreringe i ørene - der gør ens øreflipper så lange, at hvis man tog dimsen ud ville de ramme skulderen - så hippe lige så populære.

Mener bestemt, at sangeren Stings arbejde med regnskovens truede folkefærd (dem med tallerkenerne) var en skræmmekampagne. Ikke en reklame! På samme måde som Christiane F. var det – for de fleste af os.

Okay. Det er smart nu, det der med ørene. Men kender I ikke det, at man bare ikke kan holde et stykke tøj ud, som man ellers har elsket tidligere? Ball-trøjen for eksempel. Hængerøvsbukserne som Trine Dyrholm gjorde landskendte med ”Danse i Måneskin”, plastikøreringe alá små blå øreklips. Jeg har haft så mange mærkelige frisurer og underligt tøj på. Som jeg ikke har længere.

I lang tid har jeg ikke kunne holde ud at se alle med Converse-sko. Jeg havde jo nogle lilla i syvende klasse og hvem gider egentlig ligne sig selv fra syvende klasse? Nu har jeg overgivet mig. Jeg giver Converse-skoene et forsøg til. Denim-blue. En helt anden farve end lilla.

Mon ikke man har det på samme måde med en tattoo med kæresten eller hundens navn, et haiku-digt eller røv-geviret og tribal-tattooen rundt om armen. Man er helt vild med det. I starten. Men så falder interessen. Til sidst kan man slet ikke holde sig selv ud. Og så er det da noget af et arbejde, at skulle lade som om, at man ikke er tatoveret.

Hvad blev der af batik-tryk (man kunne fx gå hele vejen og farve BÅDE en T-shirt og en stofble lilla og så havde man et helt sæt.) Senere hen kunne man så smide det ud, når man fandt ud af, at det faktisk så utroligt dumt ud med en ble rundt om hovedet. OGSÅ i farven lilla.

En ting er sikkert. Jeg skal i svømmehallen som pensionist og så tribal-tattoos, røvgevir, små elefanter og haikudigte, børnefødselsdatoer på ældre kroppe. Til den tid kan det måske have fået en vis patina, der vil klæde det hele og ikke mindst gøre det morsomt til OK-klubbens svømmestævne anno 2050. Stiller selv op i 400 meter medley i hold.


Måske er det bare fordi, jeg ikke kan tåle at se blod, at jeg bliver fysisk utilpas, hvis jeg er tvunget til at stirre på en tattoo eller et afro-øre-smykke. At jeg har gennemgået to fødsler er vist et mirakel havde det angår. Kunne ikke være manden i den proces.

Mangfoldighed er pragtfuld. Jeg elsker, at man gør lige som man selv har lyst til, når bare man ikke er til gene for andre. Og det bliver i høj grad dyrket her.

Måske er det trods-alderen for amerikanerne, der bliver tjekket i hoved og røv ved flyvninger, ikke må købe en enkelt øl uden at skulle vise ID.

Min mand, der fylder fyrre om få dage og hans venner blev således nægtet en øl forleden dag, fordi han som udlænding SKULLE vise sit pas, ellers måtte de ikke servere øl. Måske er det for at trodse regeringen, at man går helt agurk i tattoo og dims i ørene. FORDI MAN KAN!

”Jeg sætter min hat som jeg vil”

PS: Jeg er naturligvis helt vild med alle mine venners tattoos og øreringe. Jeg kan bare ikke se på det særligt lang tid ad gangen uden at blive svimmel.

 



onsdag den 11. juli 2012

P for Portland!


Her er Port-fabetet.

Avenue

Burnside St
Clyde Common
Downtown

Everett St
Free Rail Zone

Glisan St
Hawthorne Bridge
International Rose Test Garden
Japanese garden
Kenny & Zuke´s Delicatessen
Land
Mark Spencer Hotel
NW
Oregon Zoo
Powell´s City of Books, Portland, P-town & Pearl District
Rose City
Salmon Street Springs Fountain,
Stark St, $ & Skidmore Fountain
Tom McCall Waterfront Park
USA

Vista Ave
Washington Park & Woodburn Company Stores
taXi

Yamhill St
Zone