Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 21. januar 2012

Klumme - Hellere navigere i kaos, end kaotisk navigering!


Forleden dag var jeg (sammen med tre andre skønne - kvalificerede, dygtige, smukke lærerinder fra den skole, hvor jeg arbejder) foredragsholder på Blaagård/KDAS-Seminarium. Temaet for de nye studerende på 1. årgang var ”Klasseledelse”. Efter oplæg i salen gik vi hver for sig sammen med en større gruppe studerende. I mit oplæg indgik bl.a. en tale, som jeg skrev i 2005, hvor jeg skulle beskrive en ledelsesstil i klasseværelset efter at have læst en teoretisk bog om emnet i faget, pædagogik.
Hvor jeg skulle have valgt en bestemt stil (fx Kounin), valgte jeg min egen - til min lærers store fornøjelse. Året efter i 2006 holdt jeg på opfordring af min lærer talen for de nye studerende på det daværende Frederiksberg Seminarium. Talen minder mig om én væsentlig ting. Nogle gange finder man først ud af hvad man vil, når man ved, hvad man ikke vil.
Hellere navigere i kaos, end kaotisk navigering!
 
”Min egen lederstil”
Jeg vil ikke være en dårlig lærer.
Jeg vil ikke lyde som min gamle Kristendomskundskabslærer, når hun hulkende sig igennem undervisningen, i det hun kaldte: ”Kærligheden i skuffen” – en virkelig historie om hendes forelskelse i en gift mand. Hele mit liv har jeg troet, at ”Gud” og ”Kærligheden i skuffen” var samme sag.
Jeg vil ikke komme styrtende ind af døren og råbe af børn, der lige er blevet råbt af hjemmefra.
Jeg vil ikke mobbe elever med tandbøjle, nakketræk, dårlig ånde, bumser, briller - teenageflippede unge, med dårlige manérer.
Jeg vil ikke give elever dårlig samvittighed og føle mig såret, hvis de ikke afleverer en opgave, som jeg har fundet på, som jeg er stolt af, som jeg elsker, et emne, som jeg har viet mit liv til.
Jeg vil ikke mobbe, ikke toppes med elever, der prøver at køre mig ned.
Jeg vil ikke lade mig gå på, ikke miste mit eget humør, mit eget liv, men forblive ganske rolig i klasselokalet midt i mit livs værste krise.
Jeg vil ikke gå med sokker i sandalerne og ligne et 70´er levn.
Jeg vil ikke være uvidende, om det der rykker i dag.
Jeg vil ikke ligne de unge, med rottehaler og være en parodi på de unge.
Jeg vil ikke gå i samme tøj som eleverne.
Jeg vil ikke ligne en gammel idiot.
Jeg vil ikke hade nogle af eleverne, overhovedet!
Jeg vil ikke påvirkes af deres dårlige selvværd og lade mig køre ned.
Jeg vil ikke spille smart og voksen og intellektuel og sige svære ord for at sige, at jeg kan sige svære, svære ord.
Jeg vil ikke lyde som en analfabet.
Jeg vil ikke lyde dum og uvidende, når jeg bliver spurgt om et emne, som jeg ikke ved noget om.
Jeg vil ikke sige ”Hvad synes du selv, Brian?” om et matematisk spørgsmål, jeg ikke helt selv har forstået.
Jeg vil ikke være en billedkunstlærer, der sweateragtigt siger: ”Har du prøvet at vende billedet om?”
Jeg vil ikke have tysk. Alle hader tysk!
Jeg vil ikke have musik. Jeg vil ikke acceptere larmende børn. Jeg vil ikke tysse på børnene – der bliver altid tysset på børnene. Alle tysser på børnene. Jeg vil ikke tysses på.
Jeg vil ikke sige ”På klassen”. ”På klassen” er forkert. Jeg vil ikke sige ting, der er forkerte. Jeg vil ikke lyde som en, der altid siger alting korrekt. Det er utjekket at sige alting korrekt. Jeg vil sige ”På klassen” bare en gang imellem. For ikke at lyde utjekket.
Jeg vil ikke lyde bedrevidende. Jeg vil ikke lyde dum.
Jeg vil ikke lugte af gammel ost, og have rødvinstænder. Og ligne en der har været til fest hele weekenden.
Jeg vil ikke være upopulær.
Jeg vil ikke tvinges til at følge regler om, hvad man skal kunne, hvornår i livet.
Jeg vil ikke skabe konkurrencementalitet hos børn. Hele verden konkurrerer om børnenes opmærksomhed.
Jeg vil ikke nævne noget ondt om de andre lærere.
Jeg vil ikke være politisk. Jeg vil ikke lyde politisk. Jeg vil ikke acceptere at folk ikke er politiske. Du er nød til at være politisk.
Jeg vil ikke give dårlige karakterer. Jeg vil ikke tvinges til at give dårligt begavede elever gode karakterer. Jeg vil ikke sende børn uden for døren og råbe, at ”Nu er det sidste stop før rektors kontor.”
Jeg vil ikke være ironisk og sarkastisk. Folk der er sarkastiske, er bange for at sige, hvad de mener.
Jeg vil ikke være en skrap en. En kvinde, der lyder som det værste af det værste. Kvinder er de værste. Jeg vil ikke holde mit toneleje i en tone, og bare køre derudaf, som om ingen har en tone i livet, og alle indvoldene vender sig i maven på dem, som jeg taler til, og mine egne indvolde vender sig i min egen mave, bare ved lyden af min egen stemme.
Jeg vil ikke lyde som en flipper, der fortæller: ”At bare du selv mærker efter, hvad du selv føler”, og ”Det jeg høre dig sige lige nu, er …. ”, og blive helt lilla i tøjet af bare krystalhealing og chakrabalance og aromaterapi, og dufthealing og sige: ”Det er psykosomatisk” og lyde som en, der hellere ville have været psykolog og elsker at tage al verdens sorg og smerte på skuldrene – for så har man der jo selv lidt bedre.
Det er svært at være sammen med lutter succeser.
Jeg vil ikke være en fiasko.
Jeg vil ikke have en lav løn.
Jeg vil ikke være afhængig af, hvad verden synes om en ”LÆRER”. Jeg vil ikke hade mit fag efter bare et par år. Jeg vil ikke blive en gammel rotte i faget – alle vil tænke, at jeg ikke havde opnået noget i mit liv. Jeg vil ikke være afhængig af, hvad andre folk tænker. Jeg vil bestemme selv.
Jeg vil stole på min intuition.
Jeg vil turde slippe kontrollen.
Jeg vil underholde og være en god foredragsholder.
Jeg vil lægge vægt på, at eleverne får kendskab til alt det skønne i livet. Der er så meget skønt i livet.
Jeg vil grine og få folk til at grine.
Jeg vil åbne mig selv.
Jeg vil hjælpe dem og trøste dem.
Jeg vil vise dem ting og sager, så de selv får lyst til at opdage verden.
Jeg vil give dem gode redskaber med på vejen.
Jeg vil indrømme fejl og mangler og sige: ”Hold kæft, hvor det pisser ned”, hvis det er det, det gør.
Jeg vil være mig selv. Jeg vil finde det bedste frem i mig selv.
Jeg vil få eleverne til at finde det bedste frem i dem selv.
Jeg vil give dem udfordring og håb og mod og tro på livet, og lykke og kærligheden.
Jeg vil grine når de første fra klassen begynder at komme sammen. Man ser fjollet ud når man kysser.
Jeg vil prøve mig frem.
Line Leonhardt, august 2006
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar