Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 27. februar 2012

Klumme - Hvad er det for en dag? En helt almindelig dag?

 
"Nej, det er ingen almindelig dag, for det er Lottes fødselsdag. Hurra. Hurra. Hurra." Nogenlunde sådan synger Lottes far i tv-serien - bag Astrid Lindgrens bog, "Lotte fra ballademagergade." Lotte er en pige, der kan selv og vil selv. Hun vil alt det, som de andre vil.
I dag er det bloggens fødselsdag. Fordi en anden pige også vil. Og pigen, det er mig!
Netop i dag for præcis et år siden tog jeg en drastisk beslutning. Nu måtte det være slut med at gemme sine tekster i skuffen. Trods fuldtidsarbejde og den tidsrøver det er, at være mor til to skønne piger og gift med en travl mand, ville jeg se om jeg alligevel kunne frigøre lidt tid til át skrive tekster som så skulle ud på bloggen.
Heldigvis for den beslutning. Tiden kom af sig selv og jeg har nydt at lave indlæg af forskellig art. Senest er det blevet til IKEA-klummer, en børnebog (jeg venter på endeligt svar fra et forlag), taler, digte, workshop og oplæsninger af mine egne eller andres tekster. Det har været et skønt og produktivt år.
Ind imellem tager man nogle beslutninger, som enten må briste eller bære. Denne her bærer!
"Det er ingen almindelig dag." Det er bloggens fødselsdag. Hurra for jer læsere. Tak for gode ideér, ros og kommentarer. Jeg værdsætter det.

Fortsat god læselyst!


fredag den 3. februar 2012

Klumme - Hvor hurtigt kan man købe en BILLY-reol?

”Mor, hvis vi skal have ny statsminister, så SKAL det være dig og far,” udbryder min ældste datter ud i det blå. Stolt og rørt over hendes tillid til min mand og jeg, svarer jeg, som man i den situation skal: ”Ja, selvfølgelig, min skat.” Hvordan det rent praktisk skal kunne lade sig gøre, er jeg i tvivl om. To statsministre på en gang. Og så et ægtepar?

Børn kan få en til hvad som helst. Min kollega sidder på lærerværelset med sin søn på armen. Sønnen har sin hånd plantet blidt på den øverste del af hans venstre øje og øjenbryn og faderen accepterer stiltiende, at han, i hele æbleskiver-og-glögg-arrangementet, har begrænset udsyn. Man vil som forældre gøre alt for sine børn. Inklusiv at være synshæmmet under et julearrangement!

Da jeg fortæller, at jeg skal i IKEA og købe en BILLY-reol, reagerer kollegaen, der er et udpræget sportsmenneske, og flytter sønnens hånd fra sit øje. ”Det hurtigste jeg har været i IKEA, var på under ti minutter, men der vidste jeg også præcis, hvad jeg skulle købe,” pralede han.

Jeg skulle ud over reolerne have en del andre ting. Ikke bare nips, og de servietter, der altid flyver ned i den svensk-gul-blå-låne-pose, men bl.a. også en større bordplade til at skrue på foden til vores spisekøkkenbord.

Jeg er ikke et konkurrence-menneske. Mine sportslige meritter indebærer at gå til spejder - hvor vi hele tiden skulle være udenfor, så det gad jeg altså ikke, svømning - hvor jeg på grund af ret stort overbid, altid slugte det meste af vandet i Helsingør Svømmehal, og fodbold - hvor jeg altid sad på bænken. Jeg har kæmpet mig til det hvide bælte i Ju-Jutsu, som jeg KUN fik, fordi jeg var god til gulvkamp. Jeg gik kortvarigt til ridning, hvor jeg startede på et let-øvet hold, fordi min barndomsveninde gik der, hvilket betød at jeg red galop, før jeg havde siddet på en oldgammel pensionisthest i Legoland. Resultat: Jeg faldt af hesten tre gange i træk. På trods af disse sportsminder beslutter jeg mig for at lave et hit-and-run i IKEA. Hvor hurtigt kan man købe en BILLY-reol? Kan man vinde over sin sportskollega?

Jeg er målrettet på vej ind. Det er altafgørende er, at jeg får fat i en af de indkøbsvogne, der ligner en palleløfter. Sidste gang fik jeg bugseret de mange reoler op i det, der ligner en indkøbsvogn fra Brugsen, og kunne næsten ikke rulle igennem forretningen, frem til kassen.

En god begyndelse, er det vigtigste. Således går jeg ind i forretningen i stueetagen ved kasseområdet bag soft ice og pølse pick up´en. Direkte hen til reol 26 og derfra kunne jeg så læse mig frem til, hvor Billy ligger placeret. Efter ni minutter er jeg ude af butikken igen. Det lykkedes mig at få puttet de to reoler ind i min Skoda Fabia uden at ridse egen (eller andres) bil.

Da jeg kommer hjem, er der dog ingen sejrsfølelse, der rammer mig. Kun ærgrelsen over ikke at have begyndt turen i cafeteriaet, derefter gået en tur gennem labyrinten, hvor jeg ville have fået købt alle de ting som jeg skulle have haft, i ro og mag. For jeg havde for en gang skyld kun mig selv at holde styr på.

Det handler ikke om at vinde i konkurrencer, men om at være med. Jeg er altid med og når det handler om et hit-and-run i IKEA, nåede jeg to BILLY-reoler på knap ni minutter. ”Vind og vind, med samme sind,” tænker jeg og sender en hilsen til min sportsglade kollega. Det skal blive godt at afsløre, hvem klarede det hurtigste indkøb i IKEA, for ham. Man er vel sportsmand.

Hvordan jeg får vundet det næste valg - uden at være medlem af et politisk parti, og uden anden kendskab til Christiansborg end at regeringsbygningen i Ghana hedder det samme og at man i den danske bygning kan købe is i en kiosk hos en mand, der hedder Stig - og på den baggrund alene sikre mig statsmagten, (for at imponere min datter, der går i Nulte Syd), aner jeg ikke. Jeg giver det ni minutter. Next stop Christiansborg.

PS: Hvis jeg bliver statsminister, vil jeg ankomme i ministerbil til IKEA og købe ind fremover.







onsdag den 1. februar 2012

Klumme - "Det danske vejr er Do-Lol-vejr. Sidste mand slukker lyset!"

 
På Gymnasiet var der en tradition. Èn dag om året havde vi idrætsdag, hvor al undervisning blev udskiftet med idrætsundervisning hele dagen. Herudover skulle man drikke gammel dansk til fællesmorgenmad hos en fra klassen (der boede tæt på skolen.) Hver klasse dystede mod hinanden og for at støtte holdånden i klassen, lavede man en T-shirt med tryk på, hvor klassens navn stod. Fx 1a. Min venindes storebror gik et par klasser over os på gymnasiet. Han havde fundet på logoet til deres klasses T-shirt. ”Sidste mand slukker lyset!,” stod der.

Da dette alt sammen foregik i 90´erne var T-shirt med tryk på stadigvæk noget nyt - og hermed eksotisk, og selvom de var formet som et stort kvadrat, hvilket ikke klæder særligt mange kvinder, var vi stolte over at gå med klassens T-shirt denne dag. VORES klasses T-shirt.

De andres bluser var partout grimme, af den simple årsag at, de var de andres. Mere skulle der ikke til. Det var som i enhver anden sportsgren noget med DEM, mod OS. Og vi var de sejeste. Vi var 3.a. Året før 2.a. Og først var vi 1.a.

Til middag hos min gymnasieveninde forleden dag kom også to drenge (fra gymnasieklassen). Egentlig skulle det have været julefrokost, men nu blev det til en nytårskur. Vi har alle sammen været venner (inkl. en tredje pige, der måtte melde afbud, idet hun, på det tidspunkt, var indlagt på hospitalet) siden jeg var 15 år. Og de var 16.

Jeg er fra årgang 75, hvilket er næsten ligeså slemt som kolera. De fleste af de andre som jeg gik i klasse med var fra årgang 74 og det er en meget fin årgang. Det er ikke fint, at være fra årgang 75. Det er en forkert årgang. I folkeskolen var det kolera.

Det er som bekendt (?) meget svært at være født på den forkerte årstid - eller endnu værre, at komme for tidligt i skole. Det er dumt at have fødselsdag i sommerferien, tæt på jul, i december, men også 1. januar, i påsken, i vinterferien og de årstider, der ikke er i begyndelsen af året.

Jeg er født om foråret. Det er et meget godt tidspunkt, at være født på, når man skal sikre sig en god vuggestueplads, for skolebørnene hiver børnene ud af børnehaverne og over i skolen på det tidspunkt, og så er der plads i børnehaverne til de store vuggestuebørn og herved bliver der frigjort pladser i vuggestuen. Så jeg burde fra start af have et es på hånden. På trods af dette es endte det forkert, fordi jeg blev sendt et år for tidligt i skole.

Uden at lyde at for gammel og grå, minder jeg om, at dengang var børnehaveklassen noget for de halvdumme, og de virkeligt umodne. Hjemme på vores vej, i hvert fald. Så det skulle jeg bare ikke. Mine forældre nægtede at lytte til børnehavepædagogernes råd og derfor begyndte jeg i 1. klasse, da jeg var 6 år og et par måneder. Idet jeg gik direkte på gymnasiet efter 9.kl., blev jeg først 18 år, et par måneder før jeg blev student. Det skete næsten samtidigt med, at man forbarmede sig over mig og tog mine togskinner af. Derfor er billederne af mig som student, nogle af dem hvor jeg smiler allermest. Bestemt en lykkelig tid. 18 år og uden togskinner.

Man taler altid om at barnet er kommet for tidligt i skole, men ingen taler om at det er kommet for sent. I mit tilfælde har jeg måtte slås for at være et år yngre på mange måder – uden held. Nu er det blevet en fast del af mig "at være yngre". Uanset hvilket selskab jeg ellers befinder mig i. En morsom rolle synes jeg selv. At være barnlig. Barnlige Bet kommer ind imellem frem fra sit skjul og siger virkelige fjollede ting, når hun ikke må. Hun griner under en gudstjeneste i kirken. Sender beskeder og hvisker til generalforsamlingen i andelsforeningen. (Red. I klummen: "Me, myself and I" kan man læse mere om mine andre "personligheder".)

Til vores nytårskur hos gymnasieveninden er første emne sygdom. Èn fra gruppen (på fem) er på hospitalet og det passer os alle dårligt, når vi ikke alle fem er samlet. Gruppens helhed er vigtig for hele gruppen. En anden har haft et længere sygdomsforløb og før vi ved af det, sidder vi og ser på piller. ”De her er virkeligt stærke; de hedder Dolol” lyder det ind over middagen og ikke blot vores egne sygdomsforløb, men også vores familiers sygdomme nævnes. Både ens forældre, søskende, børn, pap-brødre, bedsteforældre. Alle, der står os nær kommer i spil undervejs.

Imellem denne del af festen ser vi hysterisk morsomme klip fra Youtube (fx søgt via Googles worst music videos ever) og minder hinanden om en svunden tid. Blandet med positive nyheder fra dem som nogen ser, men som alle kendte en gang og stort og småt om vores egne liv og livssituationer. Billeder fra telefonerne vises. "Nåhhrr", "Eijhhh" udbryder vi i kor.

Boligmarkedet, nye babyers ankomst til verden, kærlighed, jobmarkedet og igen andre emner som sygdomme, kager og sport. ”Vi er nu kommet i den alder, hvor vi ikke længere kan tillade os, ikke at dyrke motion,” lyder det fra alderspræsidenten. Ham, der gik 10´ende med, inden han kom i gymnasiet. 73´eren.

”Det danske vejr er Do-Lol-vejr,” griner jeg og de andre istemmer. Det er ligegyldigt, hvor dårligt vejr det er, så længe man er dopet af de piller, spiller det ingen rolle. Og i Danmark er det jo konstant dårligt vejr. Hvorfor ingen i øvrigt helt forstår, hvorfor vi skal belemres med de fem-minutter lange vejrudsigter. Selv kan jeg nøjes med en smiley, HVIS det gode vejr pludselig dukkede op. Sådan: ”Vejret i morgen – smiley.” Slut!

Lykken ved at kende hinanden så godt, er at vi altid griner. Af stort og småt. Af os selv. Og hinanden. Selv bliver jeg så sprogligt usikker i selvskab med disse utroligt kloge, sjove, skønne mennesker, at jeg altid laver de værste sproglige bommerter. Eller også er det blot fordi, jeg i det selskab bliver opdaget, når jeg slipper en sproglig bommert, hvor jeg ellers slipper af sted med hvad som helst i 2. kl. Smart med et ungt og uvidende publikum!

Under aftenen minder vi hinanden om, at det snart er tyve år siden, at vi blev studenter. Tyve år. Det er jo en menneskealder siden. Jeg har sat stort kryds i kalenderen oktober 2013. Gammel elevfest på HG. Vi tager en vogn hjem. Med rollator, piller og hele pivtøjet. Next stop – OK-klubben. Det skal bare være præcis de samme mennesker til OK-klubben, som dengang jeg gik i gymnasiet.

Hold op hvor vil jeg more mig. Programmet vil indebærer følgende: Mandag – Gå til fyldte chokolader og cognac. Vi starter med teori. Herefter praksis. Tirsdag – Kaffe og kage. Måske på museum. Onsdag – Frokost i OK-klubben, der på det tidspunkt rummer en del fra årgang 73 og 74 og enkelte 75´ere. Torsdag – Italiens mad og vin. Teori og praksis. Opera og rødvin i de sene nattetimer. Fredag – Teater med damekredsen. Her dukker alle veninderne op som jeg har dyrket denne passion med. Lørdag – Frokost i det grønne. Søndag – Kurbad i N.Y. Eller måske bare trisse rundt i Tisvildeleje.

Hvis alle andre også lover at blive gamle sammen med mig, byder jeg fortsat livet velkomment. Det er sjovere nu end dengang, selvom livet ind imellem har fået langt mere kant. Og selvom livet ikke for alle parter altid er lutter lagkage, er det bedre nu end før. Må 2012 bringe lykke og held til alle, der trænger. Også dem fra 74. Og alle de andre klasser.

PS: Sidste mand slukker lyset!