Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

fredag den 2. marts 2012

Klumme - Spisebord i høj bølgegang!

Jeg drømmer om et spisebord, hvor vi alle sammen kan være der. Det er ikke fordi, at vores spisebord ikke virker længere. Hvis man ser bort fra, at de forskellige lag maling igennem tiden ikke har gjort det kønnere og det faktum, at man føler, man befinder sig på Oslofærgen i højvande, hvis en gæst vover at skære bøffen ud - og herved sætter bølgegang i bordet. Hvis man kan leve med svimmelheden efter en tur ved middagsbordet, så fejler det såmænd intet. Og sparker man til højre ben en gang i mellem, er det som en mindre tur med Helsingør-Helsingborg-færgen. Hvis middagen tager lige så kort tid som Sundbus Jeppe (red. 20 min.), så går det an. Men det gør middage bare ikke!

Vi stiller vores spisebord til gratis afhentning i gården i andelsforeningen og håber, at de nye ejere er sømænd. Genbrug er godt for miljøet, men ind imellem er jeg skamfuld over den ringe kvalitet af de ting, som jeg forærer væk. Er det egentlig ikke lidt synd, at andre skal arve vores grimme, ødelagte møbler - af hensyn til miljøet?

Mit nye spisebord skal passe til mine nye børn. De to stille og artige piger, der spiser pænt, spiser op og ikke pludselig kaster glasset demonstrativt ned i bordet, så den der sidder overfor pludselig er iført Arla fra top til tå. Og min bolig skal passe til arrangementet. Fx en børnefødselsdag. Hvem bor egentlig med plads til fyrre middagsgæster og tyve overnattende? Hvem har børnestole nok til alle gæsterne til en børnefødselsdag?

Liebhaverne har! Jeg elsker simpelthen de tv-programmer, hvor man ser ind i forskellige menneskers boliger. Både dem, hvor man misunder den smukke udsigt, den høje kvadratmeterpris, men også dem, hvor den kreative klasse har fået noget brugbart ud af et gammelt møbel – de såkaldte IKEA-hacks (red. Et IKEA-møbel, der bliver lavet om til noget andet. F. eks. En lille EXPEDIT-reol, lavet om til et dukkehus etc.)

Jeg imponeres og er fyldt af gå-på-mod lige indtil, at jeg opdager, at jeg ikke har færdighederne, den udsugningsmaskine, der udsuger den sprøjtemaling, som man har lakeret sin gamle lampe - der forinden er blevet rengjort i bearnaisesovs, (ikke den fra Knorr, men en hjemmelavet med estragon), som man har lavet dagen inden. Jeg har heller ikke stiksaven, der kan save det hjemmelavede bord ud i en helt ny geometrisk figur (endnu sværere at udtale end romben). Gå-på-modet stopper her, hvor jeg indser, at jeg ikke selv kan bygge tre stykker træ om til et Juliana-drivhus.

Faktisk går det op for mig, at det, som jeg kan gøre for at være god ved miljøet, er at affalds-sortere og derudover at huske at slukke lyset. I min andelsforening sorterer vi så meget affald, at jeg får flashbacks til dengang, hvor jeg som barn kedede mig så meget, at jeg sammen med en veninde først blandende Pyssla-perlerne sammen, og bag efter sorterede dem i farveorden igen.

Enten var det en meget kedelig veninde, eller også var jeg et kedeligt barn?

Jeg sorterer fyrfadslys i metal-containeren, maizena-shake-and-bake-pandekage-blandingen i plastik-containeren og pappet fra toiletrullen i pap-containeren. God gerning, men også ret privat. Efter sådan en skraldesortering, (hvor toiletpappet er gemt i andre papskraldekasser for ikke at signalere, at her går vi virkelig meget på toilettet) føler jeg mig som en ægte spejder.

Jeg indstiller GPS´en i bilen mod Gentofte. Og snart har jeg et spisebord med plads til ti-til-fjorten. Et grådigt IKEA-køb. Der følger vel brugsanvisning med til, hvordan man har en rolig familiemiddag og så forholdet ikke ender som det par fra sangen, der tog til IKEA - efter en klapstol, et par skabe og en Billy-reol. (red. Thomas Holms IKEA-sang.)

PS: Da jeg var elev på tromme-og-danse-skole i Ghana, så jeg både bomuldsmarker og kakao. Da jeg forlod landet, gav jeg faktisk også noget ret så værdifuldt væk. Min store et-liters MATAS-striber-luksus-shampoo til fint skandinavisk hår. Den ghanesiske pige virkede ret begejstret for den store flaske, så jeg nænnende ikke at fortælle hende, at hun vist ikke var målgruppen, med sit smukke afrohår. Men jeg nægtede at give min grimme sove-T-Shirt med Mickey Mouse væk. Der er grænser for, hvor grimme afrikanere skal blive, bare fordi de udsættes for vores landsindsamlinger og genbrugsmentalitet!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar