Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 28. maj 2012

Klumme - Las Vegas i Glostrup!


Forårsdagen er endelig oprandt. Dagen for den store afslutning i Disco Dans. Det hele løber af stablen i Glostrup Idrætshal. Jeg har på forhånd aftalt, at vi skal følges, en anden mor og hendes datter og så jeg. Vi ser lidt forskellige boligkomplekser, inden vi omsidder finder hallen. Glostrup er ikke et sted på margueritteruten - selvom der jo sikker både er skov og strand, kort til centrum og masser af butikker. Også selvom har boliger, der ”byder på entre” - den slags sætninger, der får enhver til at undres over, hvem der egentlig har lyst til at blive ejendomsmægler? Hvem køber en bolig, fordi den har budt på en entre? Hvad skulle man ellers? Ankomme direkte i soveværelset eller på toilettet, straks Rukonøglen gav efter for presset - og døren blev åbnet?

Vi ankommer til Glostrup hallen i bil, hvor der er langt verdens mindste røde løber. Det småregner og det virker en anelse bizart at skulle gå på den røde løber, når området er så fjernt fra Hollywood som overhoved muligt. Der er til orientering heller ingen gyldne palmer i Glostrup.

Stemningen er dog god. Og pigerne er forventningsfulde. Musikken brager ud fra de mange højtaler og der er sat discolys og glimtende kugler op, for at give den helt rette stemning. Der er et meget langt danseprogram og der er konferencier og fadølsanlæg. Danmark dejligst. Der er pølser og Capri Sonne-juice, der minder en om ferieture til Nordtyskland i 80érne.

Idet det også skal være publikumsvenligt, har man valgt at have meget klassisk idrætshalbelysning OVEN i discolyset og spotsne på scenen, hvilket giver en underlig blanding af diskotek og hal. En art halbal i en jysk fiskerby måske. Denne hverken-eller løsning forsøges løst ved at hænge trekantede gardiner op i loftet og sætte borde med stole op på små scener, så VIP-gæsterne (de familier, der har givet lidt mere for deres billet, end andre) kan sidde lidt højere oppe til selve showet.

Vi er en større gruppe dansepiger og deres familier (primært mødre) der har placeret os tæt ved udgangen. Efter pigerne har danset første nummer, er der vel tre timer til næste optræden. Vi har af den grund god til at prøve alle ”forlystelserne.” Vi får en kaffe med mælk til 7 kr. En hapsdog med rød pølse til 25. Pigerne spiser slik og kiks og alt andet, der gør det mere festligt at befinde sig i Glostrup. Det er ligesom at sejle. Der er kun en begrænset mængde begivenheder på båden, så selv cafeteriaet virker hyggeligt på en færge. Modsat fx toilettet.

Undervejs følger vi lidt med i de andre gruppers optrædener. Der er Champagneholdet, hvor modne damer har haft glæde ved at lære en serie i fællesskab, som de nu synkront fyrer af til lyden af meget høj musik. Samme hold underholder også med et nummer, der ville have gjort sig godt på en natklub i New York i 80´erne. Deres hvide handsker til sort tøj minder mig om min egen folkeskole og om den seje dreng på skolen, der var brunere end andre fra Helsingør og omegn, som dansede Break Dance og Electric Boogie. Nummeret skreg faktisk på dæmpet belysning og skumle baglokaler i fra en forsvundet tid, men nu blev hele herligheden demonstreret i et lys, der var så kraftigt, at man næsten ikke kunne se de hvide handskers effekt (af måske at være selvlysende?) De gav den hele armen, på trods. Og virkede stolte efter deres optræden. Champagneholdet blev efterfulgt af 50+ pardans. Her var største udfordring for de kvindelige dansere, at kunne nå mændenes hænder og uden at blive mast af mændenes borgmestermaver.

Senere var det de yngste elever, der gav den som seje pirater. Jeg er altid imponeret af børn på en scene. De er så interessante, at se på. Uanset om de er fysisk tilstede som ægte performers, piller næse, eller er faldet i staver. Der var mange pirater, der ikke havde overlevet et angreb, hvis dette var sket i Glostrup. Men de var så skønne, fordi de bare stod der - og ind imellem glemte, at nu er de på scenen og så gælder der andre voksenregler. Så skal man følge koreografien.

Min egen datter havde fået en placering på bagerste række, idet hun vist under de mange prøver igennem året vist er faldet lidt mere i staver, end resten af gruppen. En noget lignende koreografi fra sidste års optræden på ene dvd afslører dog også, at de mere erfarne piger på holdet havde fordel af at kunne genkende en del af koreografien fra sidste års danse-træning. Ikke desto mindre har min datter dog altid glædet sig til at komme derhen, hvilket vel er hovedårsagen med sport. Det sociale samvær, og så lidt teknik. Det er vel også ret svært at koncentrere sig, når man nogen gange er lidt forelsket i Justin Bieber. Til de to andre numre (hvor det så IKKE var Justin Bieber, der sang) faldt hun også i staver. Her uden undskyldning.

Dagen varede længe. Utrolig længe. Der var mange overraskelser undervejs. Tårer blev tørret, klapsalver klappet og dagen efter var både Disco-dans og ”Las Vegas i Glostrup” ovre. Selvom jeg har nydt hver eneste onsdag i selskab med alle Disco-danserne og deres vidunderlige mødre i onsdagskaffeklubben, er min datter fast besluttet på, at det er slut med at gå til Disco-dans.

PS: Til gengæld er hun begyndt til mini-tennis (ud over håndbold). Her er jeg blevet mødt af nogle (for mig) nye forældre med børn på forskellige folkeskoler i København og Frederiksberg til almen snak om sportsgrenes fordele og skoler generelt i forældreafdelingen i KB tennisafdeling. Således røg vi forældre ret hurtigt ud i en samtale om ishockey, håndbold og fodbold, forældre, et´eren, to´eren og meget andet, alt imens børnene piskede rundt med ketchere og bolde. Og vupti var dagens træning ovre. Sport er så spændende. På bænken!

 


lørdag den 26. maj 2012

Klumme - Gør en forskel!


Imens Danmark gør sig klar til at se pinsesolen danse, gør jeg status. Foråret har en virkning på mig som andre får nytårsaften. Statusland! Det er handlingens år og jeg har en plan om, omsider, blandt andet at gøre noget ved læsningen. Nye bøger, gavebøger, uafsluttede bøger. Nu skal der læses.

Derudover skal jeg generelt færdiggøre det, som jeg har sat mig for, såvel at handle på det, som jeg vil færdiggøre! Godt begyndt er halvt fuldendt, men tingene skal også afsluttes.

Lykken er at begynde på noget nyt og lykken er at blive færdig med noget. At læse en bog færdig. Sidste afsnit i en tv-serie. Den sidste eksamen. Kort sagt; at lukke bogen.

Det giver en mulighed for at åbne en ny. Således lukkede jeg Franzens: "Frihed" og satte den under F, i bogreolen og har nu gen-åbnet bogen: "Gør en forskel." Denne bog er skrevet af Ulrik Wilbek.

Imens aftenen byder på flere håndboldopgør og jeg selv har øvet mit skulderkast sammen med min ældste datter, der spiller om lørdagen i klubben, FIF, skal bogen altså læses færdigt.

Jeg er imponeret af Wilbek og hans bedrifter mange bedrifter med håndboldlandsholdene. Først kvinderne, så mændene. Hans tanke om; at finde det vigtige, træde i karakter, lave en plan, prioritere, bryde vaner, lær sig selv at kende, bevar sin troværdighed og stå fast i modgang kan bruges overalt. Ikke bare på en håndboldbane. Det er derfor bogen ikke kun er læsbar for sportfolk.

Hans mål er, at han vil gøre en forskel. Spørgsmålet er ikke kun hvor, men også hvordan, man gør en forskel. Det er værdifuld læsning. I tråd med andre coachingbøger om samme tankegang.

At Wilbek har rødder i NLP-tænkningen spores og anekdoterne er mange. Det hjælper naturligvis, hvis man ikke bliver sur over at høre om de mange landsholdsspillere (uden at han dog går i detaljer om "en øst-tysker" - et taktisk våben, jeg stadigvæk har til gode at forstå) igennem bogen.

PS: Ulrik Wilbek er folkeskolelæreruddannet. Ligesom Sting. Bortset fra at de begge har formået at fokusere på det, som de hver især var gode til, har de ikke meget andet tilfælles end, at de begge har gjort en forskel! En af mine målsætninger i handlingens år, 2012. Jeg vil gøre en forskel! Væk fra bænken. Ind på banen.



tirsdag den 22. maj 2012

Klumme - Frihed for enhver pris.


I disse minutter holder jeg en solo privat midtvejsfest for bogen ”Frihed.” Faktisk er det tættere på en afslutningsfest, men pyt med det. Midtvejsfest lugter lidt mere af filmpremiere og den røde løber; Cannes, om du vil.

I denne uge ikke blot læser jeg bogen, men nyder også min frihed. En hel uges fri! Jeg har således friheden til at vælge, om jeg må sidde i sofaen i en hel time og læse, uden at blive forstyrret.

Der har været mange år med frihed. Færre år med at skulle være ude af døren kl. 7.10 for at nå frem i tide. Årene blev brugt på at tale om frihed og nyde den bedst muligt, men det er først nu, at den for alvor bliver vel modtaget. I en dagligdag, hvor hvert minut ellers går til andre menneskers behov og vilje. Måske er det derfor, at kvinder læser mere og mere, jo ældre de bliver og at der derfor er mange modne kvinder til Bogforum.

Bliver vi i bøgerne mindet om selve friheden - via personernes skæbner og drømme? Mindes vi i litteraturen om, at vi også SELV har friheden til at vælge?

I dag er jeg en realistisk drømmer. Jeg er klar over, at friheden skal vælges til. Hver dag. Den skal planlægges. Fastholdes. Og moderniseres. Jeg har i disse dage friheden til at vælge.

Jeg vælger ”Frihed.”

PS: Da jeg var barn, havde vi en fantastisk kæmpestor gul citat-plakat fra Alm. Brand hængende på vores gæstetoilet. Her stod citater i forskellige skrifttyper bl.a. dette: ”... Hvis du ikke vælger må du vide, at du vælger alligevel.” (Sartre)

 

lørdag den 12. maj 2012

Klumme - Jeg er stolt af dig, mor!


I disse dage har min yngste datter smidt bleen. Et vovestykke uden lige, hun er nemlig kun to-et-halvt år gammel, men har som sådan været klar til at sige farvel til både Panda-bleen, Byggemand Bob- bleen og alle de andre - siden flyverdragten kom på i vinter. Hun er lillesøster og har travlt med at kunne præcis det samme som storesøster. Hun har fart på. Men hun er også en lille pige, der skal roses for sin kunne og sit mod. Således klapper vi dagligt, når det lykkes at nå ud i rette tide, og siger "pyt", når det ikke gør, imens vuggestuens personale støtter os på bedste vis.

I dag, da vi efter en intens løben frem og tilbage fra sportshallen til toiletterne og tilbage igen (under vores ældste datters håndboldtræning i FIF) klarede vi frisag. Alle fem gange. Vores yngste datter mødte en vuggestuekammerat (der også var med sin storesøster til håndbold) og de holdt en større vandfest. "Det er min vandflaske", "Ja, og det er min mor". "Det er min far", "Ja, og det er min vand." De to drak så meget vand og vi løb derfor i pendulfart til, og fra toilettet. Ganske festligt.

Efter håndboldtræningen tog vi i Frederiksberg Centret. I Føtex, hvor man faktisk slet ikke bør komme om lørdagen. Her var der heller ingen "uheld." Da vi, trætte efter formiddagens strabadser, gjorde klar til dagens lur, var jeg så stolt af min datter. "Jeg er bare så stolt af, at du klarede det i dag," sagde jeg, til min datter, hvortil hun svarede: "Mor, jeg er bare så stolt af dig. Du kan selv lave lort!"

torsdag den 10. maj 2012

Klumme - Således opfinder vi vore liv.


Klumme – Således opfinder vi vores liv!

Jeg elsker citatet: ”... således opfinder vi vores liv.” fra Irvings: ”Hotel New Hampshire.”

Jeg har i mange år tænkt, at uanset hvilket job, hvilken kommentar, hvilken oplevelse, hvilken sætning, eller kropsholdning jeg blev mødt med, så ville jeg kunne bruge dette til noget. Som skuespiller, eller forfatter. For man skal jo i disse erhverv kunne sætte sig ind i andre menneskers måde at være, tænke, føle og handle på. Og herved er intet oplevet spildt.

På sin vis en distance til de oplevelser, som jeg i nuets nu vinkler og drejer i hovedet i en metareflektorisk tankestrøm om mennesker og karakterens - alt efter min hjernes evne og overskud, på sin vis en flugtvej ud af kedelige møder, endeløse diskussioner og kedelige gøremål i hverdagen, men også en interessant måde at opdage verden på ny hver eneste dag. Som en art opdagelsesrejsende.

”Således opfinder vi vore liv” ... og vores tankegang. Det er ikke oplevelsen, men din reaktion på oplevelsen, der bevirker, hvordan du har det. Ret enkelt.

Her er dagens digt. Det er altså bare lige noget, som jeg har sjasket sammen og nu bare kalder for et digt, fordi jeg er sådan en, der har opfundet mig selv som forfatter og har givet mig selv en blog, for det har forfattere og derved kan jeg skrive knap tyve ord og kalde det for et digt - eller slet og ret; teksten. Ordene er ikke mine til at begynde med, men nogle, som er søgeord fra besøgende til bloggen.

Hund digter banegårdsure
en afdød anmeldelse
om kroniske
nakke-skuldersmerter
hos en guerilla frisør
i Kongehuset, Hornbæk.

Jeg opfinder hermed mig selv som forfatter. Og som opdagelsesrejsende. Som mor. Og kone. Som medlem af en bestyrelse. Som kollega og veninde. Som bankkunde og bilejer. Jeg opfinder, at mit liv er fantastisk og spændende. Vidunderligt og dejligt. Jeg har opfundet en hel familie, der er min egen. Det er ganske smart at opfinde sit liv.