Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 28. maj 2012

Klumme - Las Vegas i Glostrup!


Forårsdagen er endelig oprandt. Dagen for den store afslutning i Disco Dans. Det hele løber af stablen i Glostrup Idrætshal. Jeg har på forhånd aftalt, at vi skal følges, en anden mor og hendes datter og så jeg. Vi ser lidt forskellige boligkomplekser, inden vi omsidder finder hallen. Glostrup er ikke et sted på margueritteruten - selvom der jo sikker både er skov og strand, kort til centrum og masser af butikker. Også selvom har boliger, der ”byder på entre” - den slags sætninger, der får enhver til at undres over, hvem der egentlig har lyst til at blive ejendomsmægler? Hvem køber en bolig, fordi den har budt på en entre? Hvad skulle man ellers? Ankomme direkte i soveværelset eller på toilettet, straks Rukonøglen gav efter for presset - og døren blev åbnet?

Vi ankommer til Glostrup hallen i bil, hvor der er langt verdens mindste røde løber. Det småregner og det virker en anelse bizart at skulle gå på den røde løber, når området er så fjernt fra Hollywood som overhoved muligt. Der er til orientering heller ingen gyldne palmer i Glostrup.

Stemningen er dog god. Og pigerne er forventningsfulde. Musikken brager ud fra de mange højtaler og der er sat discolys og glimtende kugler op, for at give den helt rette stemning. Der er et meget langt danseprogram og der er konferencier og fadølsanlæg. Danmark dejligst. Der er pølser og Capri Sonne-juice, der minder en om ferieture til Nordtyskland i 80érne.

Idet det også skal være publikumsvenligt, har man valgt at have meget klassisk idrætshalbelysning OVEN i discolyset og spotsne på scenen, hvilket giver en underlig blanding af diskotek og hal. En art halbal i en jysk fiskerby måske. Denne hverken-eller løsning forsøges løst ved at hænge trekantede gardiner op i loftet og sætte borde med stole op på små scener, så VIP-gæsterne (de familier, der har givet lidt mere for deres billet, end andre) kan sidde lidt højere oppe til selve showet.

Vi er en større gruppe dansepiger og deres familier (primært mødre) der har placeret os tæt ved udgangen. Efter pigerne har danset første nummer, er der vel tre timer til næste optræden. Vi har af den grund god til at prøve alle ”forlystelserne.” Vi får en kaffe med mælk til 7 kr. En hapsdog med rød pølse til 25. Pigerne spiser slik og kiks og alt andet, der gør det mere festligt at befinde sig i Glostrup. Det er ligesom at sejle. Der er kun en begrænset mængde begivenheder på båden, så selv cafeteriaet virker hyggeligt på en færge. Modsat fx toilettet.

Undervejs følger vi lidt med i de andre gruppers optrædener. Der er Champagneholdet, hvor modne damer har haft glæde ved at lære en serie i fællesskab, som de nu synkront fyrer af til lyden af meget høj musik. Samme hold underholder også med et nummer, der ville have gjort sig godt på en natklub i New York i 80´erne. Deres hvide handsker til sort tøj minder mig om min egen folkeskole og om den seje dreng på skolen, der var brunere end andre fra Helsingør og omegn, som dansede Break Dance og Electric Boogie. Nummeret skreg faktisk på dæmpet belysning og skumle baglokaler i fra en forsvundet tid, men nu blev hele herligheden demonstreret i et lys, der var så kraftigt, at man næsten ikke kunne se de hvide handskers effekt (af måske at være selvlysende?) De gav den hele armen, på trods. Og virkede stolte efter deres optræden. Champagneholdet blev efterfulgt af 50+ pardans. Her var største udfordring for de kvindelige dansere, at kunne nå mændenes hænder og uden at blive mast af mændenes borgmestermaver.

Senere var det de yngste elever, der gav den som seje pirater. Jeg er altid imponeret af børn på en scene. De er så interessante, at se på. Uanset om de er fysisk tilstede som ægte performers, piller næse, eller er faldet i staver. Der var mange pirater, der ikke havde overlevet et angreb, hvis dette var sket i Glostrup. Men de var så skønne, fordi de bare stod der - og ind imellem glemte, at nu er de på scenen og så gælder der andre voksenregler. Så skal man følge koreografien.

Min egen datter havde fået en placering på bagerste række, idet hun vist under de mange prøver igennem året vist er faldet lidt mere i staver, end resten af gruppen. En noget lignende koreografi fra sidste års optræden på ene dvd afslører dog også, at de mere erfarne piger på holdet havde fordel af at kunne genkende en del af koreografien fra sidste års danse-træning. Ikke desto mindre har min datter dog altid glædet sig til at komme derhen, hvilket vel er hovedårsagen med sport. Det sociale samvær, og så lidt teknik. Det er vel også ret svært at koncentrere sig, når man nogen gange er lidt forelsket i Justin Bieber. Til de to andre numre (hvor det så IKKE var Justin Bieber, der sang) faldt hun også i staver. Her uden undskyldning.

Dagen varede længe. Utrolig længe. Der var mange overraskelser undervejs. Tårer blev tørret, klapsalver klappet og dagen efter var både Disco-dans og ”Las Vegas i Glostrup” ovre. Selvom jeg har nydt hver eneste onsdag i selskab med alle Disco-danserne og deres vidunderlige mødre i onsdagskaffeklubben, er min datter fast besluttet på, at det er slut med at gå til Disco-dans.

PS: Til gengæld er hun begyndt til mini-tennis (ud over håndbold). Her er jeg blevet mødt af nogle (for mig) nye forældre med børn på forskellige folkeskoler i København og Frederiksberg til almen snak om sportsgrenes fordele og skoler generelt i forældreafdelingen i KB tennisafdeling. Således røg vi forældre ret hurtigt ud i en samtale om ishockey, håndbold og fodbold, forældre, et´eren, to´eren og meget andet, alt imens børnene piskede rundt med ketchere og bolde. Og vupti var dagens træning ovre. Sport er så spændende. På bænken!

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar