Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

onsdag den 15. august 2012


Min gulv er blevet invaderet af børnelitteratur. I disse dage forundres, skræmmes og morer jeg mig over alle de mange gode historier, som der er skrevet. Bøgerne er primært lånt, fordi de står på en alenlang pensumliste til mit kommende studium. I mit tilfælde er det som at hente guld på biblioteket. Serveret på et sølvfad.
Og det er gode bøger. Rigtig gode bøger!
Sådan ser børnebøgerne ud i dag. Sådan har de altid set ud.
I todimensionel form - ofte kvadratiske, lavet i pap og papir.
Jeg holder meget af denne form og af at sidde med begge piger omkring mig, imens vi læser godnathistorier. Jeg ser dog også nogle spændende muligheder, som nutidens teknologi byder på. Jeg elsker fx min iPad, eller rettere min mands arbejdsredskab, hans iPad, som vores to-årige datter har besluttet sig for, er hendes ejendom. Det er ikke altid, at hun låner den ud.
Gyldendal har netop haft deadline på en konkurrence - http://www.gyldendal.dk/artikler/konkurrencedigitalbornebog - om at komme med bedste ide til den digitale interaktive børnebog. Og det er en rigtig god ide! Der må være mange ideer derude.
Det er kort sagt en spændende tid for børnebogsbranchen. For børnebøger er ikke længere kun samme form. Der er også apps og e-bog, der er lydbog etc.
Og snart er det min første skoledag på Forfatterskolen for børnelitteratur. Jeg har ikke fået en ny skoletaske, men er nogenlunde trafiksikker!




- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 7. august 2012

Onsdags-lummert?

Enhver med eget firma har et kontor. Mit firma hedder CIRKUS LEONHARDT og mit kontor hedder Cafe Lladro og laver kaffe til 35 kr. En klog veninde har netop her til aften mindet mig om, at jeg faktisk lovede hende, at hvis jeg fik en ugentlig fridag, så skulle jeg ikke sidde hjemme, men tage ud for at skrive.

Hvad er det så, man betaler 35 kr pr. Kop Kaffe for? Flere ting.

1. Blandt andet for at undgå kommentarer, som den jeg hørte i dag på biblioteket, hvor jeg sad ved et bord og forberedte mig til studierne: "Jeg synes nu altså, at det stadigvæk er meget lummert" (sagt af mand, der ikke opdagede, at læsebrillerne, ti bøger opslåede bøger, et skriggrønt kompendium, en snude meget langt nede i en bog - måske virker mine læsebriller ikke - pt. Anvendes brillerne både til at se tv og læse bøger med, hvilket ikke giver mening, bortset fra bygningsfejlen, betyder FORSTYR MIG IKKE.)

2. Rengøring i den naive tro, at hvis jeg støvsuger i dag, er her også flot i morgen.

3. Lignende overspringshandlinger.

4. At skulle tage dørtelefonen velvidende, at det bare er aviser.

5. At skulle tage sin fastnettelefon og forklare, at nok hedder ens firma CIRKUS LEONHARDT, men jeg ejer ikke løver, ønsker ikke rengøringshjælp, er den ansvarlige for økonomiafdelingen og bare er et one man band, der derfor ikke støtter hånd- og fodmalerne. Blandt andet.

I dag holdt jeg mit første møde på mit kontor. Spændende og inspirerende var det at mødes med en dygtig børnebogsforfatter.

Fra nu af spiller jeg bare mit spil. Ligesom Wozniacki altså.

Jeg har et kontor. Ind imellem kommer der andre, der synes, at det er deres kontor. Jeg har et kontor. Et fællesskontor. Idet kontoret befinder sig i Danmark ved alle, at man sidder ved hvert sit bord og helst ikke bryder ind med kommentarer som: "Jeg synes nu altså, at det stadigvæk er meget lummert." Det er ligesom på herrertoilettet. Hver mand passer sit. Man snakker ikke hen over urinalet. Det er Danmark Dejligst.

PS: Hvis du vil invitere mig med til en debat på BogForum fordi du tænker, at det er lige mig, bede mig om at holde oplæg om børneliteraur og skrivning for børn i folkeskolen, læse eventyr eller julefortællinger højt på bibliotekerne, lave noget vildt sjovt og/ eller kikset (det er jeg fuldstændig fantastisk til - også når jeg gerne vil være hemmelig og mystisk kvinde) i en reklamefilm og hermed sponsere endnu en rejse til USA, bede mig om at være med til en ny antologi eller bidrage med et haiku-digt, være forfatter til en ny serie for skæve børn, ønske mig med i en hemmelige gruppe af lærere, der skal lave den nye læsebog,der erstatter både "Søren og Mette" og "Den første læsning" så bryd urinal-regelmentet. Råb tværs over bordet, at nu er det VIRKELIGT LUMMERT. Så giver jeg en onsdagskaffe.



- Posted using BlogPress from my iPad

lørdag den 4. august 2012

Børnelitteraturens egenart

Med hastige skridt nærmer efterårssemesteret (på Forfatterskolen for børnelitteratur) sig. Kompendiet er modtaget med posten og jeg har bestilt bøger via bibliotekets online-bookingsystem. Det er enkelt og effektivt. Og der skal bestilles en del: Efterårssemesteret byder bl.a. på flg.:
Børnelitteraturens egenart - og historie, billedbogens historie - og barndomssyn, stilistik, novellen etc. Det bliver kort og godt et spændende efterår. Forfatter- og forlagsbesøg. Og skriveopgaver. En del skriveopgaver!
Litteraturlisten er lang. Og god.
Nå ja. Jeg skal også producere en tekst til første mødedato og forberede mig på de andre ansøgeres tekster. Hvor er jeg dog heldig. I det næste skoleår bliver der masser af ME TIME. Jeg er sikker på, at det bliver godt.


- Posted using BlogPress from my iPad