Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 27. oktober 2012

Waiting for the sun

Today I woke up at five o clock. Instead of trying to continue to go back to sleep (which would have been the best choice) I took a bath, made a cup of tea and enjoyed the silence.
Now I am sitting here waiting for the sun. 
Copenhagen is oh so quiet and dark at this time of the hour.
This is where good stories begin. 
I have exactly two hours to do so before everyone wakes up.

Two magic hours.



fredag den 26. oktober 2012

When in Rome, do as the Romans do.

























I´m a writer.  It´s printed on a letterhead from Hald Hovedgaard.
When in Rome, do as the romans.
And what does a writer do?
Well. Besides talking about how tough it is being a writer, asking themselves the same question: “How am I going to make a living being a writer”, reading books about writing, getting writers blocks and blogging about writing.
They write.
In Denmark writers even spend a week at “Hald Hovedgaard” in Jutland where they write their stories.
When everyone is busy breaking bones on skies in week seven in February 2013, I will be sitting there at a room at “Hald Hovedgaard” writing my first novel.
Thank you, HALD HOVEDGAARD for this opportunity. I am very grateful.

fredag den 19. oktober 2012

Off road - driving into the heart of Danish darkness.


















Travelling towards LEGOLAND in Billund, Denmark made the GPS act absolutely crazy and go extremely off road. Just look at the picture.

















The owls are not what they seem. They´re NOT even real.
Being there means ours of standing in line in the Danish rain. Roller-coaster or roundabout – everything was wet. Wearing a rain suit made me feel both warm and silly. Looking at the rest of the crowd had me laugh for hours. Oh … the thing we do for our kids. Isn´t it all wonderful? After a couple of hours I started having a blast screaming very dramatic and loud at the Lego-animals pretending them to be real and attacking me which made my three year old daughter laugh again and again.  

















Why good people do bad things!
Toyota Traffic School had a very large sign. I read the sign saying kids are not allowed under the age of seven. I also read it as follows. If you say that you´re seven they will let you in. So I told my oldest daughter.
She was the worst driver ever. Trying to overtake, going the wrong way into a car wash and forgetting to sign off when turning. However a nine year old girl was talking on her cellphone while driving and both got their driver’s license. Sometimes you turn seven two months early or you and your mother forget how old you are. Good people do bad things. It´s true.
  




lørdag den 13. oktober 2012

Klumme – Sort/hvid-gammeldags.

Indrømmet. Jeg er gammeldags. Jeg køber cd´ere og har stadigvæk min vinylsamling.
Derfor glædes jeg også over disse to pragteksemplarer – Laura Gibson: ”La Grande” og Calexico: ”Algiers”.
I disse dage er det disse to cd´ere, der følger mig. De er med hjemme. I bilen. Overalt. 
På min rejse mod fremmede byer og fjerne kyster. Til ukendte universer.
Det er sort/hvid-gammeldags.

lørdag den 6. oktober 2012

Klumme - Historien om Lille Frø, der blev finkulturel!


Idet Kronprinseparrets Kulturpris 2012 tilfalder en børnebogsforfatter/ illustrator – Jakob Martin Strid, er der ikke længere tvivl om at børnebøgerne er røget et hak op i den finkulturelle verdensorden.

Fra nederste hylde i Bog og Idé til en mere central placering.

Fra den lille scene til en større.

Ikke blot anerkendes Strid for sit store og imponerende arbejde – der er sidegevinst til børnelitteraturen, som var vi til Bingofest i Store Magleby og den lille genre kan nu gå hjem med både and og rødvin.

Ikke blot er Kunstrådet og Kunststyrelsen i årenes løb blevet flittige uddelere af arbejds- og rejselegater til skabere af børnebøger – nu tilfalder en hovedpris en børnebogsforfatter.

Det er en festdag og en milepæl for børnebogen.

Jeg håber, at forlagene følger med. At prisen skaber præcedens for en fornyet tro på genren og Bog og Idé i Frederiksberg Centret bliver udskiftet med en boghandel, som Powell´s Books, i Portland.

Herhjemme svarer boghandlen til legepladsen i den ellers så smukke barokhave fra 1700tallet; Frederiksberg Have, som skulle være en legeplads for de mange københavnergæster. Med få gynger og skulpturelle anlagte sten er den pt. nærmest ikke eksisterende. De fleste børn vil i princippet kunne få mere glæde af at lege med en lort med en pind i, end de forlystelser som legepladsen byder på.

Problematikken omkring legepladserne i Danmark er ikke kun begrænsede til at dreje sig om legepladser, men til at være et nationalt fænomen, der handler om et fælles storhedsvanvid, hvor vi har en tendens til at tro, at vi – en miniputnation, os danskere, skal være nummer et i verden. Ikke blot skal vi have verdens bedste folkeskole og sygehus, nej vi skal også være nummer et udi forskning og innovation etc.

Jeg fik selv et mindre chok, da jeg opdagede hvad fx storbyerne Paris og New York bød på af legepladser. Er det virkeligt det bedste, vi kan komme frem til i Danmark, hvad angår boghandlere og legepladser?

Når provinsboerne er bange for at tage små børn med ud i storbyer som Paris, New York og Portland, må det dreje sig om, at vi har storhedsvanvid og går ud fra at standarten på ALT er bedre i Danmark, hvilket den rejselystne så kan fortælle, at det er den altså ikke.

Hvis storhedsvanvid betyder, at man skaber en tegnestue som BIG stemmer jeg i, idet jeg anser storhedsvanviddet som værende drømmen om international udbredelse visioner og skabertrang i modsætning til ovenstående anskuelse..

Prisen til Jakob Martin Strid er fantastisk på mange måder. Det er først og fremmest en hyldest til de mange vidunderlige fortælleringer fra hans hånd og cadeau til denne på alle måder fantastiske forfatter. At man anerkender hans talent og styrke og hans flerårige produktioner. Det er velfortjent.

Det er også en accept af børnebøgerne som en kulturel genre på lige fod med andre genre - fra kongehusets side, og vidner om et moderne, modigt kongehus.

Både Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik må da også, ligesom alle vi andre, havde kedet sig helt vildt mange gange igennem et utal af Lotte-bøgerne, Rasmus Klump - på nye eventyr (pandekager med is) og historien om den lille bil, der var blå. Med skrigende unger har de sikkert begge haft lyst til at læse: ”Go the F### to sleep” – på original sprog og har taget ”Lille Frø” til sig i forsøget på selv at overleve de mange godnatlæsninger.

torsdag den 4. oktober 2012

Klumme - Den svenske rose


En dørmand vogter ingenmandsland. Dansegulvet er tomt. Endnu. Belysningen dyster. Lugten af gammel øl sidder fast i de ældre træborde og loftet hænger faretruende lavt over scenen denne aften på Kulturbolaget i Malmø.

En wienervals forsøger at lokke publikummet længere frem mod scenen, ud på dansegulvet fra rummets ydre kanter, hvor de fleste står nervøse, klinet op af en bar, en disk. Man må have noget at støtte sig til. Sofaarrangementer og 50´ernes længsel og mulige mirakler blandes med nys og novembernæser, alt imens man kommer på plads.

Der er ingen fotografer eller røde løbere. Kun landlig svensk stemning og en sødlig lugt af nabokebabbutiks nogenogtredivekroners kebab. Falafel udsolgt.

Scenen er tætpakket og møblementet ligner noget fra en stripklub, et sted hvor hovedvejen slog et sving på en øde highway og publikum faldt omkuld i bløde sofaer - hvorfra de aldrig rejste sig igen, men lod sig overmande af dages kørsel i et amerikansk vildnis.

Et sted som man skulle have haft forladt, men blev opslugt af og blev. Alt, alt for længe.

Lyden af spansk lidenskab fra de gigantiske højtalere får et par til først at kysse blidt, efter at hun, koket, har smilet til ham, amatørfotografen. De er det sted i forholdet, hvor man gør den slags. Han ønsker nærvær. Hun ønsker selvværd. Hun retter på håret – der er sat op i dagens anledning. Er jeg smuk nok?

Andy Warhol kigger ned fra sin plakat i ramme på to ældre herrer – begge mænd, der har affundet sig med alderens brutale angreb på deres engang så yndefulde og smidige svenske gymnastikkroppe, der nu forvandlet sig selv til to gange ølvom og så det løse. Øllerne nyder de, alt imens Warhol, ser med et foruroligende blik ser ned på dem fra sin plakat. Ellers forholder Warhol sig i ro.

Selv er jeg faldet i snak om noget så trivielt som koncertens starttidspunkt. Otte eller nio?

Stolene, som mændene sidder på giver et indtryk af både ro og kedsomhed blandet med provins og røvballe.

Opvarmningsbandet har sin sag for, for at kunne sætte gang i dette søndagssvenske publikum i en halvtom sal.

Øl og vand købes i baren.

Mor og datter ankommer. Mor med røde kyllingeben gemt i røde nylonstrømpebukser. Datter i rød dragt. Ingen ved hvorfor de andre gæster er tættere på moderens alder end datterens. Hun har det største publikum udi hankønnet denne aften. Datteren har en rose.

I håret.

Imens det overdådige følelseshorn af musikken kronisk vælter ud af højtalerne, drømmer kyllingemor om dengang, hvor hun dansede på Studio 34 og lærer Svensson gav mulige småfrække ekstralektioner. Nu hænger tasken slapt ned langs siden og hun hænger med.

Det romantiske pars mandlige part, amatørfotografen, er blevet mere interesseret i sin nye telefon,

(bemærk, at her kunne forfatteren have valgt at skrive iPhone, men det gad hun ikke, for så ville teksten ikke kunne bruges i den fremtid, hvor vi ikke længere har den slags længere. Som kassettebåndoptageren, der pludselige dukker op i en tekst, og hverken læser eller forfatter selv ved, hvordan pokker sådan et kedeligt ord sneg sig med i forfatterens fortælling,)

end i kvindens kjoles nedringede udskæring.

Min sidemand har en ruskindsjakke på. Scenen er tom.

Instrumenterne står som utålmodige børn i børnehaven, der venter på at blive hentet efter frugt klokken tre. De står ærbare og på en næsten overdreven typisk svensk ærbar måde forholder de sig diskret, cool, distanceret til rummet - uden at vække tydelig opsigt, men dog gør de sig tilpas opmærksomme, så ingen kan undgå at lægge mærke til, at de også er ankommet denne aften.

Kyllingemorens ben er blevet trætte, Hun får sin søn til at hente et stol og sætte den tæt på scenen. Nu sidder de der. Mor, datter. Og åbenbart også søn.

Sidemanden rejser sig med sin svenske juice. Vi er blevet enige om klokken nio.

Det er roligt. Det er lunt. På en søndag i september. Den sidste af slagsen. I denne omgang.

Man behersker sig. Selv instrumenterne behersker sig, imens vokalen skriger sine ulykkelige kærlighedssonetter ud igennem de store højtalere. Smerten er næsten uudholdelig. Både for sanger. Og publikum.

Jeg er blevet fjerdemand i en svensk kvadrille på Bergsgatan 18, where lonely cowboys meet. En flamencoentusiast er ankommet med en klasssisk bonderose i håret. Hendes rockabilly boyfriend synes ikke at imponeres af rosens matchende røde farve med læbestiftens.

Alt imens finanskrise går sin sejrsgang verden og over os skrues lyset op - og som buschaufføren, der netop er hjemvendt fra tour med selveste Red Hot Chili Peppers (”Lever de stadig,” fik jeg lidt klodset spurgt, da jeg faldt i snak med buschaufføren) fortæller, at deres nyligt veloverståede tour i østlandene aldrig har tiltrukket flere publikummer. Vi griner enstemmigt.

Kaffe, mad og musik vil nok altid kunne tiltrække publikum, krise eller ej.

Og i samme stund, imens flere er ankommet, man har rejst sig fra stolene og trukket nærmere scenegulvet, træder opvarmningsbandet; Laura Gibson ind på scenen. Efter sidste nummer afslutter Calexicos forsanger, Joey Burns med at rose netop publikummet. De svenske roser.

Og så én enkelt dansk mælkebøtte.