Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

torsdag den 4. oktober 2012

Klumme - Den svenske rose


En dørmand vogter ingenmandsland. Dansegulvet er tomt. Endnu. Belysningen dyster. Lugten af gammel øl sidder fast i de ældre træborde og loftet hænger faretruende lavt over scenen denne aften på Kulturbolaget i Malmø.

En wienervals forsøger at lokke publikummet længere frem mod scenen, ud på dansegulvet fra rummets ydre kanter, hvor de fleste står nervøse, klinet op af en bar, en disk. Man må have noget at støtte sig til. Sofaarrangementer og 50´ernes længsel og mulige mirakler blandes med nys og novembernæser, alt imens man kommer på plads.

Der er ingen fotografer eller røde løbere. Kun landlig svensk stemning og en sødlig lugt af nabokebabbutiks nogenogtredivekroners kebab. Falafel udsolgt.

Scenen er tætpakket og møblementet ligner noget fra en stripklub, et sted hvor hovedvejen slog et sving på en øde highway og publikum faldt omkuld i bløde sofaer - hvorfra de aldrig rejste sig igen, men lod sig overmande af dages kørsel i et amerikansk vildnis.

Et sted som man skulle have haft forladt, men blev opslugt af og blev. Alt, alt for længe.

Lyden af spansk lidenskab fra de gigantiske højtalere får et par til først at kysse blidt, efter at hun, koket, har smilet til ham, amatørfotografen. De er det sted i forholdet, hvor man gør den slags. Han ønsker nærvær. Hun ønsker selvværd. Hun retter på håret – der er sat op i dagens anledning. Er jeg smuk nok?

Andy Warhol kigger ned fra sin plakat i ramme på to ældre herrer – begge mænd, der har affundet sig med alderens brutale angreb på deres engang så yndefulde og smidige svenske gymnastikkroppe, der nu forvandlet sig selv til to gange ølvom og så det løse. Øllerne nyder de, alt imens Warhol, ser med et foruroligende blik ser ned på dem fra sin plakat. Ellers forholder Warhol sig i ro.

Selv er jeg faldet i snak om noget så trivielt som koncertens starttidspunkt. Otte eller nio?

Stolene, som mændene sidder på giver et indtryk af både ro og kedsomhed blandet med provins og røvballe.

Opvarmningsbandet har sin sag for, for at kunne sætte gang i dette søndagssvenske publikum i en halvtom sal.

Øl og vand købes i baren.

Mor og datter ankommer. Mor med røde kyllingeben gemt i røde nylonstrømpebukser. Datter i rød dragt. Ingen ved hvorfor de andre gæster er tættere på moderens alder end datterens. Hun har det største publikum udi hankønnet denne aften. Datteren har en rose.

I håret.

Imens det overdådige følelseshorn af musikken kronisk vælter ud af højtalerne, drømmer kyllingemor om dengang, hvor hun dansede på Studio 34 og lærer Svensson gav mulige småfrække ekstralektioner. Nu hænger tasken slapt ned langs siden og hun hænger med.

Det romantiske pars mandlige part, amatørfotografen, er blevet mere interesseret i sin nye telefon,

(bemærk, at her kunne forfatteren have valgt at skrive iPhone, men det gad hun ikke, for så ville teksten ikke kunne bruges i den fremtid, hvor vi ikke længere har den slags længere. Som kassettebåndoptageren, der pludselige dukker op i en tekst, og hverken læser eller forfatter selv ved, hvordan pokker sådan et kedeligt ord sneg sig med i forfatterens fortælling,)

end i kvindens kjoles nedringede udskæring.

Min sidemand har en ruskindsjakke på. Scenen er tom.

Instrumenterne står som utålmodige børn i børnehaven, der venter på at blive hentet efter frugt klokken tre. De står ærbare og på en næsten overdreven typisk svensk ærbar måde forholder de sig diskret, cool, distanceret til rummet - uden at vække tydelig opsigt, men dog gør de sig tilpas opmærksomme, så ingen kan undgå at lægge mærke til, at de også er ankommet denne aften.

Kyllingemorens ben er blevet trætte, Hun får sin søn til at hente et stol og sætte den tæt på scenen. Nu sidder de der. Mor, datter. Og åbenbart også søn.

Sidemanden rejser sig med sin svenske juice. Vi er blevet enige om klokken nio.

Det er roligt. Det er lunt. På en søndag i september. Den sidste af slagsen. I denne omgang.

Man behersker sig. Selv instrumenterne behersker sig, imens vokalen skriger sine ulykkelige kærlighedssonetter ud igennem de store højtalere. Smerten er næsten uudholdelig. Både for sanger. Og publikum.

Jeg er blevet fjerdemand i en svensk kvadrille på Bergsgatan 18, where lonely cowboys meet. En flamencoentusiast er ankommet med en klasssisk bonderose i håret. Hendes rockabilly boyfriend synes ikke at imponeres af rosens matchende røde farve med læbestiftens.

Alt imens finanskrise går sin sejrsgang verden og over os skrues lyset op - og som buschaufføren, der netop er hjemvendt fra tour med selveste Red Hot Chili Peppers (”Lever de stadig,” fik jeg lidt klodset spurgt, da jeg faldt i snak med buschaufføren) fortæller, at deres nyligt veloverståede tour i østlandene aldrig har tiltrukket flere publikummer. Vi griner enstemmigt.

Kaffe, mad og musik vil nok altid kunne tiltrække publikum, krise eller ej.

Og i samme stund, imens flere er ankommet, man har rejst sig fra stolene og trukket nærmere scenegulvet, træder opvarmningsbandet; Laura Gibson ind på scenen. Efter sidste nummer afslutter Calexicos forsanger, Joey Burns med at rose netop publikummet. De svenske roser.

Og så én enkelt dansk mælkebøtte.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar