Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

søndag den 30. december 2012

Happy New Year 2013

Året er ved at løbe ud. I morgen skal nytårsmenuen indtages - og de første bobler drikkes i selskab med (tv-transmissionen af) dronningens nytårstale. I dag vil jeg gøre status over et fantastisk år. År 2012!

For ca. to år siden begyndte denne blogs eventyr, en kold februar dag i 2010. Jeg ville dengang erobre verden. I hvert fald ville jeg generobre en time om dagen, i selskab med mig selv.

”An hour of power. At least fifteen min.,” som coachen, Anthony Robbins siger.

Det er ikke alle dage i de sidste to år, at det er lykkedes, men jeg har opdaget at timerne imellem kl. otte og ti om aftenen med fordel kan anvendes til andre formål, end blot at være passiv gæst i selskab med fjernsynet.

I år er jeg blevet optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg har i den forbindelse købt mig til en ugentlig skrivedag, hvilket har vist sig, at være en god investering. Og absolut nødvendig. En af de bedste beslutninger, jeg traf, da jeg fik brevet om optagelse på skolen.

Det har været skønt at tilbringe alle mandage eftermiddage og aftener i selskab med gode holdkammerater. Det har åbnet nye døre til, hvad man kan skrive. Og hvad man ikke kan skrive.

Ligeledes har jeg diskuteret mine tekster, sammen med andre forfattere. Både dem fra holdet. Og dem, der modtager kunststyrelsens legater. Det har været lærerigt. Pragtfuldt, at have mulighed for at gøre det, som man holder allermest af. At sætte sig ved computeren og skrive.

I år har jeg skrevet på en del forskelligartede børnebogsprojekter, som ser dagens lys i 2013. Derudover er gamle projekter kommet frem i lyset igen, takket være e-bogens popularitet. Således er ”Noas Ark II” udkommet som e-bog, og kan nu købes eller lånes. Tak til min altid dygtige og skarpe læsegruppe. Jeg vokser i jeres selskab. Tak til jer, der har lånt eller køb bogen på den ene, eller den anden måde. Jeg påskønner også, på denne dag, årets mange interessante møder med vidunderlige mennesker, som jeg har mødt for første gang i år. Jeg påskønner også de mange dejlige timer i gode gamle venners selskab. Jeg håber, at 2013 giver lige så fantastiske stunder sammen med jer. Hvor har det været inspirerende, morsom og nogle fornøjelige timer.

Året har budt på en vidunderlig rejse med min mand og vores to børn til forskellige byer, i forskellige stater, i USA. Fra San Francisco, Californien, til Portland, Oregon, til San Diego, Californien og endelig New York, New York. En fantastisk USA-tour. Min mands eventyr med udgivelsen af tegneserien: ”The Devils Concubine” på det amerikanske forlag, IDW, 2011 har i 2012 bragt ham på solotur til USA, og Frankrig - Saint Malo og Angoulême. Næste år venter endnu flere eventyr for ham.

I 2012 har jeg været på inspirationsrejse i efteråret til Barcelona, Spanien med en god veninde. Det er ikke bare de smukke steder, som jeg har set på rejserne, men især de tanker og samtaler med mennesker, som jeg har mødt på min vej, der gør, at jeg (og vores familie) også i 2013 prioriterer rejserne på budgettet.
År 2013 byder på flere interessante ting. Bloggen, og studierne på Forfatterskolen for Børnelitteratur fortsætter. Sidstnævnte byder på opgaver, og nye møder, med endnu flere inspirerende forfattere, og forlagsredaktører. Nye samarbejder med dygtige visuelle kunstnere og illustratorer til flere børnebogsideer fortsætter. Projekter er der nok af. Timer ligeledes. 24 i døgnet. Det er nok. Der skal laves en ret solid plan, for at få det hele til at gå op.
Tænk, hvor heldigt. Om 27 timer et helt splinternyt år. Hvor bliver det vidunderligt.
Jeg har vokseværk. Vidunderligt vokseværk. Ved nytårstid især.
God læselyst på bloggen i 2013.
Godt nytår!


torsdag den 27. december 2012

Livet er kort - spil bridge!

Når vi sidder til julefrokoster, kommer vores værdisæt frem. Et værdisæt, er de "regler", som man vælger at leve efter. De overbevisninger, man nu har. Fx Kaffe smager godt. Udlandsrejser er gode. Mørbradbøf smager dårligt.
De kommer som små skjulte bemærkninger, og som fysiske skilte. Nogle gange, er værdisættene klistret fast på bilerne. Da jeg kørte på motorvejen i går, så jeg følgende skilt på bilen, der kørte foran.: Livet er kort – spil bridge.
Det tog mig noget tid, at forstå sætningen. At ordet, kort, jo både kan betyde det modsatte af langt, men også spillekort. Og spillekort bruges til selskabsspillet, bridge.
Her er et værdisæt, som man ikke kunne undgå at se. Jeg er sikker på, at de to i bridgebilen skulle ud og mødes med andre med samme værdisæt. Eller også skulle de mødes med nogen, der havde helt andre værdisæt.
Lige som alle os andre i juletrafikken.
Jeg holder meget af, at se på biler med påklistrede værdisæt. Og glæder mig til næste værdisætsopdagelse ude i trafikken.
PS: Da jeg boede i Ghana, skiltede en lokal taxachauffør med følgende sætning i sin bil – Guinness. It´s good for you!

torsdag den 20. december 2012

Penalhus-netværk?

Hver dag møder man nogle mennesker, som man ikke mødte i går. Nogle nye mennesker. Nogle af dem lægger man ikke rigtigt mærke til. Det er dem, der snupper ens p-plads for næsen af en, dem der går hastigt igennem supermarkedet og bibliotekaren, der tager imod tyveren, fordi man glemte at aflevere bogen til tiden. Det er også en gadefejer, ham med Hus-forbi og hende der kigger lidt surt på en fordi man ifølge hende går på de forkerte fliser, som hun havde besluttet sig på, var dem, som hun skulle gå på.
Det er parret, der kysser foran posthuset i Frederiksberg Centret– fordi, at nu kunne de ikke vente længere. Og mange, mange andre.
Så er der også dem, som man kendte engang. Dem, som man har glemt, at man har kendt, men som dengang betød ret så meget. Dem, med de fedeste viskelædere for eksempel. Hvor tit tænker du tilbage på den pige i klassen, der havde det bedste Bobby og Kate viskelæder? I dag gjorde jeg.
Men jeg havde på ingen måde forberedt mig på opgaven. I så fald ville jeg nok have undersøgt sagen nærmere. Og fundet et gammelt klassebillede frem eller emnebogen om ”Kammeratskab og konflikter” – oh yes, those were the days, og vedhæftet forsiden. Introduceret mig på en sjov, men også spændende måde. Nu blev det hele lidt for pudsigt og det eneste kort jeg kunne spille var – SANDHEDEN.
Der er som bekendt mange fællesskaber i den virtuelle verden. Jeg er en tilfreds bruger af LinkedIn og Face book, foruden Blogger. På LinkedIn havde jeg i dag fået en ny invitation og sad derfor og surfede lidt rundt, da jeg fik en endnu en accept fra en, som jeg altså troede, at jeg ikke kendte. Hvem kunne dog også have forudset følgende?
At hende, som havde det fedeste Bobby og Kate viskelæder - med mini-kost i, nu var blevet så cool, at jeg uden at tjekket navnet, ønskede hende i mit LinkedIn-netværk.
Hun genkendte naturligvis mig helt tilbage fra 5.D. (det er altså mange tandbøjler siden!) og jeg kan kunne kun huske viskelæderet. Jeg kunne faktisk slet ikke genkende hende.
Hvilket jeg jo var nød til at sige. Pinligt? Måske. Måske har hun stadigvæk Bobby og Kate-viskelæderet. I så fald virker LinkedIn. Det handler i disse dage meget om at udvide sit penalhus-netværk!

torsdag den 13. december 2012

Santa Ella Lucia!

I dag er det Luciadag. For præcis syv år siden, var det også Luciadag. Den dag blev vores ældste datter født, på Frederiksberg Hospital. På samme stue som lillesøster Laura i øvrigt også blev født på, knap fire år senere.
Inden da havde jeg faktisk ikke helt styr på Luciatraditionen, men det fik jeg naturligvis, idet alle andre virkede meget begejstrede over, at det netop var denne dag, hun blev født.
Derfor regnede jeg fra start af med, at Ella skulle være den forreste prinsesse, når nu hun havde fødselsdag i Luciaoptoget. Men ak.
Hun var syg, da hun blev et år. Ikke prinsesse i de næste tre år. Syg igen, da hun var fem. Og hendes skole havde ikke Luciatradition sidste år, idet den blev grundlagt nogle måneder forinden, og i år har hun så fået lungebetændelse. Altså den slags, hvor man får penicillin, og straks herefter samme dag kan holde diskofest for pigerne fra klassen. Og fest for de gamle børnehaveveninder i morgen og så for familie og venner på lørdag. Ikke en af de slemme lungebetændelser. Nu satser jeg alle mine ugepenge på, at det bliver som otteårig, at hun vil føre sig frem som Luciabrud. Til den tid er fortænderne måske også kommet ud?
Til gengæld måtte jeg i dag sidde med yngste pige, Laura, i børnehaven og se de store synge. En af dem – vistnok en dreng troede, at det gjaldt om at komme først, og sang derfor alle sange - et repertoire på hele fire numre, hurtigst af alle børn. En super flot bedrift. Jeg måtte ikke at bryde sammen af grin. Samtlige, der havde lagt børn til showet, filmede det nemlig på iPod, iPhone og en særligt begejstret mor stod helt diskret med sin iPad. De ville vist ikke have modtaget min latter positivt.
Enkelte var også lidt forvirrede over, at Laura havde taget sin yndlings Build-a-bear bamse, Liva med. De kunne jo heller ikke vide, at det var fordi, at Liva havde fået en ny flyverdragt, og at det var en lillesøstergave, der skulle have forhindret, at Laura ville have det svært ved, at hendes storesøster fik mange gaver fra morgenstunden, men desværre havde den helt modsat effekt, idet Laura for alvor brød sammen efterfølgende, da der så ikke var flere gaver til hende. Liva gav den gas inden showet og det var lige ved at blive for meget for en far, der tyssede på både Liva, og Laura. Og den uartige mor.
Til Luciashowet blev jeg så igen overbevist om, at vi har lavet en brøler dengang Ella blev planlagt. En far til en søn dernede oplyste mig om, hvor irriterende det altid har været for ham, at have fødselsdag så tæt på jul.
Måske kan han få lov til at være en art forsinket Luciabrud til sin fødselsdagsfest om fem dage?
Det vil jeg foreslå ham. Der vil helt sikkert ikke være rift om den plads længere - i klub voksen.
Heldigvis er det en af de fædre fra børnehaven, som jeg kender bedst. Hans kæreste og ham er mine gamle gymnasiekammerater og det hjælper en del i de situationer, hvor man sidder til Luciafest, og skal finde en grimasse, der kan passe, at man mødte hinanden, før man fik børn.
På sin vis er det så vidunderligt at tænke på, at alt er faser.
Der er blandt andet; Suttefasen, Luciafasen og så er der glansbilledefasen!
Således udbrød Ella, at nu behøver jeg ikke give hendes flere glansbilleder, idet hun sådan set var færdige med at lege med glansbilleder. Jeg husker ellers at jeg en sommerferie for kun seks måneder siden, piskede rundt efter en glansbillede mappe, i så fornemme byer som Portland, San Diego og New York. Hvis nogle af jer rammer den fase, samtidigt med, at I er i New York, så skriv lige og få adressen. Jeg ved, hvor man kan finde en glansbillede mappe i byen hvor det eneste man ikke har lyst til at opleve er jagten på glansbillede mappen!
For jer, der er ude over denne fase, er på vej ind i den fase og alle jer, der står lige midt i.
Glædelig Luciadag!
PS: Festbilletten kan kun bruges af pigerne fra 1. Syd, der kommer til Disko-fest senere i dag. Next Stop - stopdans.



tirsdag den 11. december 2012

Den naturlige historie for en kage er at blive spist!

Min mand har netop afsluttet sine manuskriptforfatterstudier på Den Danske Filmskole. Et af de spørgsmål (og svar) fra undervisningen derude, som gjorde indtryk på mig, var dette fra Mogens Rukov. ”Hvad er den naturlige historie for en kage? Den naturlige historie for en kage er at blive spist.”
På sin vis er det ret enkelt. Så hvad er den naturlige handling i den historie, som jeg fortæller? Jakob Martin Strid underholdte os alle, da han fortalte om tilblivelsen af ”Den store pære.” Her vendte han Rukovs teori på hovedet.
”Det logiske er, at der kommer noget småt op af jorden. Ville det ikke være sjovere, hvis der kom noget kæmpestort op i stedet for. For eksempel en kæmpestor pære?” På den ene side, er der altså en naturlig logik for dyr, ting og mennesker, som forfatteren skal kende til, inden man eksempelvis vender det hele på hovedet.
Først skal man kende grundreglerne. Så kan man lave dogmer.
Først skal man vide, hvad en kages naturlige historie vil være. Herefter kan man følge den naturlige historie, eller vælge at gøre noget helt andet. Fx i Alan Emmins Tyggegummi-eventyr, hvor tyggegummierne netop ønsker sig, at være noget andet. Et tyggegummi drømmer fx om at være sømand.
Det er givende, at lægge et grundskema ned over sin historie for at se, om der er en reel udvikling i historien. Om det holder stik. Kim Fupz Aakeson tog os igennem sådan en gennemgang af et grundskema, i en af årets sidste undervisningsgange. Der er bare nogle grundregler, som holder hele vejen. Uanset hvilken historie man skriver!
Selvom der er stor forskel på filmmanuskripter og børnelitteratur, er der også en del ligheder. 
Første halvdel af første år på Forfatterskolen for Børnelitteratur blev afsluttet med en hel dag, hvor vi fik feedback på vores noveller. Dagen sluttede med en holdmiddag og fest. Og så fik vi vores studiekort. Aahus Universitet, Campus Emdrup.
Det bliver et ret så spændende år. År 2013. Jeg glæder mig allerede.
PS: Nogle læsere er kommet til denne blog, via søgeord som: ”Hjulkapsler til en pige”, ”Personlig vandmåler”, ”Body Care lommeletter”, ”Hvad betyder lummert?” og ”Knuder tandtråd.”
Jeg håber I fandt noget, som I ikke vidste at søgte, men som I alligevel godt kunne bruge!

tirsdag den 4. december 2012

Klumme - Nul (plot)huller?

I dag var jeg hos tandlægen. Min tandlæge bor langt væk. Helt ude i provinsen. I Helsingør. At tage til tandlæge betyder for mig et gensyn med min barndomsby. Det er en god dag, når en tandlæge bekræfter én i det, man allerede ved. ´Man burde simpelthen bruge tandtråd noget mere.´Det eneste svar man rigtigt kan bruge til noget hos en tandlæge, er følgende: ´Nul huller! ‘Som min dygtige kollega uddyber, ”Det kan ikke nytte noget, at man bruger det samme stykke tandtråd – fx en ”mini-tandtråds-sav” hvis man renser tænder, næ, man skal slå knude på den lange tandtrådssnor og så dreje snoren rundt, så hvert mellemrum mellem tænderne får sit helt eget nye stykke tandtråd.” Efter tandlægebesøget mødtes jeg med min skrivegruppe. Her hørte jeg det værst tænkelige: DER ER PLOTHULLER! Store væmmelige huller. De stod og råbte på hjælp for at blive lukket korrekt og de var meget større end Karius og Baktus. Ingen af hullerne ønskede de gammeldags sølvplomber. De ville behandles nænsomt, med respekt og plast. Plastfyldningerne står nu i kø for at hjælpe med at lukke hullerne og det kan lade sig gøre ved hjælp af to meget kloge og søde tandlæger, der assisterer mig i selve indgrebet. Når hyletonerne sætter ind og man kigger på den abstrakt kunstplakat (af ukendt kunstner) der hænger i loftet og man på plakaten desperat leder efter et håb, et svar, er de på pletten med et komplet Q&A session, noteapparat, teorien på plads mm. Efter sådan en omgang, smiler jeg lidt mere til mit eget spejlbillede, når jeg kommer hjem. Jeg har dem nu stadigvæk i skrivende stund. Plothullerne. Men de er delvis fyldt ud af usynligt plast. Ellers også bliver de lavet snart. Ind i mellem er det bare nemmere at være forfatter, hvis der er mindst to tandlæger til at hjælpe en på vej. Tak!