Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

lørdag den 10. august 2013

Klumme - Copacabana på Frederiksberg?


Første uge som fuldtidsforfatter er veloverstået. Ugen bestod af ret mange forskellige aktiviteter. (Spring fra i læsningen nu, hvis du ikke gider læse om dubbing til PS, Aqua-fitness, forfatterdrømme, di-da-di, vandhaner og skildpadder.)

Der har været en del forskellige aktiviteter. I lørdags læste jeg op af min børnebilledbog: ”Noas Ark II” på Balders Plads i Børnenes Boghus. Der var mange børn og voksne og det var en dejlig oplevelse. Og et supergodt initiativ af holdet bag.
 
Aktiviteterne i ugens løb har været forskelligartet.  Fra at lave dubbing til en rolle til Play Stations spillet: ”Ratchet og Clank” - Nexus, til at være i tæt kontakt med lærere og skoleledere. Som forfatter skal jeg besøge forskellige folkeskoler - og her dele min viden om børnelitteratur med eleverne. Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til mødet med de forskellige skoler, der allerede nu har vist deres interesse. Og er meget taknemmelig. Både over de lærere og skoleledere, der ønsker mit besøg, den dygtige musiker (og dygtige tekniker), der gerne ville have mig til at dubbe i studiet, og dem, der ønskede, at jeg skulle læse op på Balders Plads og de forskellige forfatterkolleger, der dagligt og flittigt giver mig feedback og sparer med mig. Der er så mange gode kræfter omkring mig.

Jeg har også skrevet. Jeg har skrevet end del. Og jeg har skrevet hver dag. Jeg har skrevet på flere forskellige ting: Børnebilledbøger, letlæsningsbøger for eksempel. Derudover har jeg rettet (igen og igen) i de næsten-klar-til-forlag-manuskripter, der ligger på mit skrivebord. Og jeg har læst og kommenteret på andres tekster. Og så har jeg været i kontakt med forlag i forbindelse med kontrakter og løn og jeg har skrevet fakturaer. Jeg har sat krydser i kalenderen. Gode krydser. Ganske ofte har jeg tænkt, at jeg er meget heldig og så har jeg skyndt mig at taste videre. Ugens højdepunkt var en morgen, da jeg vågnede og tænkte ”Yes!” da jeg slog øjnene op. ”Der er den!” Den, er titlen på en historie, der indtil videre kun har haft flere forskellige arbejdstitler. ”Nu er den der,” tænkte jeg. Titlen delte jeg straks med andre, der istemte: ”Det er en virkelig god titel.”

På sin vis er det mærkeligt, at titler kommer flyvende om natten og lander i ens hoved som det første om morgenen. Hvem ved, hvor ideerne kommer fra? På den anden side er det vel arbejdet. Mange bogstaver på papir i meget lang tid giver en et naturligt flow og fokus på at snuppe den titel, når den kommer flyvende, som om den havde været der altid. Måske er det så let. Som at åbne for vandhanen, når man skal have vand? I hvert fald har de kloge hoveder ret. Man skal have papir og blyant liggende ved sin seng, så man kan notere ned straks, man vågner. Det vil jeg gøre fremover.

I denne uge har jeg også været i dialog med illustratorer om kommende projekter og jeg har kigget på fonde. Og så har jeg læst og givet feedback til medforfattere i forskellige aldre. Jeg har sendt mails, talt i telefon og rørt rundt i Windows. Jeg har også lavet kaffe. Og jeg har drukket den. Måske har jeg fået for meget kaffe i ugens løb. I hvert fald en enkelt kop for meget. En aften læste jeg til sent om natten grundet den kop kaffe, der bestemt ikke skulle være drukket. Det er naturligvis surt at være lidt træt dagen efter, men til gengæld var det en super god bog, der blev afsluttet grundet søvnløsheden.

Jeg har læst en del bøger i ugens løb. Inspirationslæsning i mange forskellige genre. Ind imellem har jeg mødt jeg en sætning, der ramte plet. Ikke blot fordi det var en god sætning, men fordi denne sætning kunne være en overskrift på mit liv lige netop nu. I denne uge var det, da jeg sad med en sangtekst, hvor forsangeren synger: ”I´ve never been this ready in my life.” Jeg tænkte, at han havde ret. Og jeg tænkte på, at jeg sad og læste sangtekster på samme måde som dengang, da jeg fik min første Sting-plade og sammen med min veninde, Pernille sad og hørte Sting og drak kvæde-te det meste af eftermiddagen.

Overspringshandlinger har der været nogle stykker af. I virkeligheden er det et mærkeligt ord. For jeg kan godt tænke kreativt, imens jeg tømmer en opvaskemaskine, tror jeg. Jeg kan selvfølgelig ikke skrive noget som helst produktivt, hvis jeg nonstop tømmer opvaskemaskiner, men vi har kun en af slagsen, og den tømmes altså kun max en gang om dagen. Så det er vel mere et naturligt break, end noget jeg skal have sindssyg dårlig samvittighed over. Måske er pointen med overspringshandlinger, at hvis man udelukket fjerner sig fra det reelle arbejde og fx tømmer opvaskemaskiner, så er det et skråplan. I mit tilfælde drejer det sig om tre tømte opvaskemaskiner på en uge. Ordet kan dog blive brugt så ofte, at man slet ikke tør tømme en opvaskemaskine af frygt for omverdens hårde dom. "Se hende der. Hun overspringshandler. Se nu tømmer hun en opvaskemaskine!"

En af de bedre overspringshandlinger var et interview med Maria Montell, der i hendes egen optik/ journalistens optik lever drømmen med sine tre børn og sin filmmand. Det var egentlig rart, at hun kom igennem den di-da-di-sang uden mén og igennem det forhold til den prins som en cool og reflekteret kvinde, der så tilfældigvis har et sødt ydre og endda blå øjne og blond hår. Og af den simple grund måske slet ikke var eksotisk i rollen som kommende prinsesse for det danske folk? 
Sport er ikke overspring, men strengt nødvendigt. Jeg har cyklet Frederiksberg tynd og dyrket Aqua-fitness for første gang – ret morsomt at løbe rundt i vandet med mavebælte spændt fast på maven, således at man fysisk set ikke behøver at tænke over, om man kan svømme eller ej. Bæltet holder simpelthen en oven vande. Hvornår har du sidst svømmet med bælte? Gør det. Det er sjovt!

Jeg løb rundt i vandet og lavede alverdens ben spjæt og trænede med håndvægte under vandet (alt sammen iført mavebælte), jeg svømmede i cirkler sammen med de andre kvinder og jeg gjorde ting i takt til musik (iført mavebælte.) Og nej, jeg var desværre ikke så yndig som hende på coveret af den Blur plade fra start 90´erne. Men folk var søde. Den første søde kommentar kom fra en pige, der kiggede på mig med medfølelse: ”Nå, er du også skadet?” Vi udvekslede herefter lidt holdninger til vores kommende fællesoplevelse. Hun var skadet pga. håndbold og troede så, at det samme var tilfældet med mig. Altså måske ikke lige med håndbold, men sportsskadet i al fald. Jeg tog det som et kompliment. Forfatterkroppen må ikke falde hen i de mange timer foran en computer. Aqua-fitness er kommet for at blive! Også på grund af den super cool musik som instruktøren valgte at indlede med og min følelse af derfor at være på ”Copacabana på Frederiksberg” for en stund og den vidunderlige følelsen af at være i vand - uden følelsen af at drukne og uden at føle pres over at nogen konstant vil overhale en, når man træner sin brystsvømning, fordi man ikke nåede til butterfly. Derudover den rigtig gode manglende følelse af at træne hårdt og så det komiske element oven i hatten i de mange forskellige øvelser. Den slags øvelser, hvor man helt sikkert ved, at man gør et eller andet forkert, men simpelthen ikke har fantasi til at gætte på, hvad det kan være.

På et tidspunkt overvejede jeg seriøst at gå til synkrondans i vand, men det var kun indtil, at jeg fumlede mig ud af takt med instrumenterne under vand og mit mavebælte samtidigt sneg sig fra mave til bryst og hermed forvandlede sig til at være blå firkantede pladeformede attributter i stedet for at blive nede på sin plads på maven. Og jeg derfor både skulle få mavebæltet på plads og holde takten samtidigt. Der stoppede den tanke. Helt og aldeles.
 
Jeg har i den forgangne uge delt links til kommende forfatterskoledebutanter, til en dygtig forfatterinde, der har fået sin novelle antaget i "The New Yorker" - how cool is that? og ny-oversættelser af børnelitteratur, som jeg mener, skal have lidt ekstra opmærksomhed. Og ønsket held og lykke til en fra forfatterholdet, der så springer fra den ene forfatterskole over til den anden.
Ugen bød også på gåture om aftenen med en medforfatter, sms´er med kolleger og et håndtryk og lovning på, at jeg ikke kaster mig ud i en ny overspringsuddannelse til en god ven og forfatterhelt. Og tæt kontakt med dem, der inspirerer mig generelt. Det er ikke en spurt at være forfatter. Det er et mangeårigt, langt sejt træk. The good news is:”Slow still get’s you there.”

Nu mangler jeg bare, at forlagene klapper begejstret, at historierne bliver antaget, at firmaet godkender min dubbing, at jobbene fortætter og at jeg kan blive ved med at snuppe ord, sætninger, handlinger og titler til mine historier, som skulle jeg blot tænde for vandet. At skoleledere og lærere har lyst til at høre på mig fortælle om børnelitteratur og at kroppen holder til det hele. 
Jeg er en lille slidpadde. En sej en, der svømmer langsomt, men sikkert af sted. Det er slet ikke så ringe endda. ”Slow still get´s you there!”

PS: I virkeligheden er jeg ret angst for, hvad der gemmer sig i havet. Og dyr i angreb generelt. Og generelt er dyr i angreb! I Negril, på Jamaica fik jeg et granatchok, da jeg fik dykkermasken og snorklen på og pludselig så det mylder af liv, der var lige under mig. Som resultat sprang jeg op fra det caribiske hav og op i den olierede pool. Nok er jeg en skildpadde, men jeg er bedst på landjorden. Og så lige i svømmehallen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar