Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

tirsdag den 31. december 2013

Happy new year 2014!


I disse minutter tæller jeg timerne, til jeg klokken 18 skåler, når dronningen holder sin nytårstale. Men inden boblerne skal drikkes, vil jeg gøre status for et på alle måder omskifteligt år for mig.
Noget er dog, som det plejer at være. Jeg er eksempelvis fortsat studerende på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Men ud over dette er meget anderledes end på samme tid sidste år.

I 2013 er der sket mange gode ting. Først og fremmest har jeg fået udgivet en billedroman, KLUBBEN på forlaget, Gyldendal Uddannelse.

Jeg er også blevet medlem af Dansk Forfatterforening og i den forbindelse, har jeg været på flere spændende kurser. Fx ´novellen´ (med Erik Skyum-Nielsen) og i januar 2014 skal jeg på kursus i at skrive replikker (med Line Knutzon.) Og hvis jeg er meget heldig, skal jeg også på Bo Skjoldborgs FLOWskrivningskursus i maj sammen med andre forfattere. Dette kursus foregår på Hald Hovedgaard.
Hald Hovedgaard besøgte jeg i årets første måneder, hvor jeg fik tildelt et skriveophold. Det var en skøn uge med ro til at skrive så mange timer, som jeg havde lyst til, hver evig eneste dag. Skrivningen blev kun afbrudt af hyggelige samtaler med kolleger, oplæsnings- og musikaftener. Her mødte jeg andre skønne forfattere, som jeg fortsat følger på de sociale medier. Og forhåbentlig også live i 2014.

2013 blev året, hvor jeg sagde min fastansættelse som lærer op og begyndte på et nyt spændende arbejdsliv på Metronome Productions, der vil vare et stykke ind i det nye år. Mere om jobbets spændende funktioner i det nye år efter sæsonpremiere på det program, som jeg er tilknyttet.

Jeg blev i 2013 også interviewet af Gyldendal Norges danske redaktion, der er beliggende i København - til deres onlinelæringsside; "Villeby." 
Her fortalte jeg og min mand, Palle Schmidt, om vores samarbejdet med at skrive og illustrere "Noas Ark II." Det er blevet til to fine små film, som får premiere i 2014. Filmene er snart tilgængelige på villeby.dk, lige som vores bog, "Noas Ark II" (Politikens Forlag, 2009) også er det. "Noas Ark II" har jeg også indlæst, så den kan fungere som lydbog på sitet. Villeby.dk er et spændende læringssted, som vokser hver dag, et sted som jeg glæder mig til at følge i 2014. Jeg er glad for at have bidraget med "Noas Ark II.”

I 2013 har jeg også speaket rollen som Vendra i PS3 spillet: Ratchet and Clank - Nexus." Det var en virkelig god oplevelse at være i lydstudiet og under kyndig instruktion og hjælp fra dygtige musiker og lydtekniker; Claus Arvad gøre mit bedste i rollen som Vendra. En sej skurkerolle med mange lag. 

Ud over min uddannelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur, er jeg i 2013 begyndt på EmpowerMentor-uddannelsen ved psykolog, Kisser Paludan. Dette er begyndelsen på en vidunderlig personlig rejse. Og rejsen fortsætter ind i det nye år, hvor jeg tager min eksamen i februar - sammen med alle de andre deltagere. Jeg træner at være mentor for børn og voksne.
Jeg 2013 har jeg været mentor for to unge talentfulde forfatterspirer.  Jeg har i årets løb fulgt dem og deres mission om at skrive en roman for voksne - hver især. De to unge piger er flittige, ambitiøse og tilmed dygtige. De er til stor glæde og inspiration for mig.

I årets sidste måneder har en lærer søgt Statens Kunstfond og været heldig at have fået tildelt støttekroner til at jeg som forfatter kan komme på besøg den folkeskole, hvor hun underviser på baggrund af min billedroman, KLUBBEN.
Puljen hedder "Mødet mellem forfattere og illustratorer" - en pulje, som jeg er fan af. Der kan ikke komme for meget litteratur, for mange forfattere og illustratorer ind i klasselokalerne i den danske folkeskole efter min mening.
Jeg håber, at puljen også vil støtte mig i 2014, hvor der er flere skoler, der allerede har planlagt at søge mig til flere besøg. De skal være velkomne.
Jeg takker de dygtige, flittige lærere og glæder mig til at dele ud af min viden og kunnen sammen med klassen. At kunne inspirerer andre -  er noget af det bedste, som jeg ved. 

Jeg har også i år været beriget med rejser til udlandet. Jeg nyder at rejse og ikke blot være borger i Danmark, men også at være verdensborger i Berlin - i foråret, Paris - i påsken, "Pippiland" i sommeren, New York og Stockholm - i efteråret. Året bedste danske nye opdagelse var en skøn Roskilde Festival. Her arbejdede jeg for Poltiken, der havde skabt nogle dejlige rammer på festivalen og valgt et fantastisk team til at varetage funktionerne. Det er ikke sidste gang, at jeg skal på Roskilde Festival. 

Hvis næste år byder på bare halvt så mange oplevelser som i år, så glæder jeg mig allerede.

Tak til mine faste læsere, der giver mig daglig feedback og hjælper mig videre fremad i jagten på den gode historie og ´den sande sætning.´ Tak til gode mentorer - især de nye på EmpowerMentor uddannelsen, til mine venner - nye som gamle venskaber, mit vidunderlige netværk, der anbefaler mig til alle mulige spændende opgaver. Jeg kunne faktisk ikke gøre noget som helst uden min familie, mine venner og mit netværk. For eksempel har mit netværk i år sørget for, at vi flytter til en vidunderlig andelsforening på Frederiksberg C. og givet flere jobs, end man kan tælle på en hånd. TAK!

2014 begynder i morgen. Det bliver et nyt og anderledes år for mig, hvor der er flere uddannelser, der skal afsluttes. At sætte punktum er altså også meget godt. Nogen gange.
Punktum for 2013. Stort begyndelsesbogstav i Totusindeogfjorten. Godt nytår! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar