Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

søndag den 27. juli 2014

Klumme - Like, med like på!


I Information kan man læse Thomas Schwartz Larsens fine debatindlæg om FB. 

 "Ud af en bruttotrup på 338 ender hver af os så med en liste på måske 20, 50 eller 100 mennesker, som vi lige nu synes er vidunderligt sjove, inspirerende og interessante. Mennesker, som vi elsker, beundrer eller respekterer, som vi er beærede over at kende, og som vi ikke skal være reality-flove over at følge og dele ting med. Det kunne være venner som ... Line, der skriver finurlige børnebøger... Alle disse og mange flere venner forskønner og forædler dagligt mit Facebookfeed, og jeg ville for alt i verden ikke undvære at følge deres gøren og laden – hverken i juli eller nogen anden måned." (Citat fra Information 27. juli 2014)

Jeg er dybt beæret over at være den Line, der bliver nævnt. Tak, Thomas. Også for i sin tid at finde på navnet, Line Fluegal Neonsmart. Den pt bedste omskrivning af Line Druedal Leonhardt. Skifter jeg nogensinde navn, vil det være til Line Fluegal Neonsmart. 

PS: Thomas har også skrevet et indlæg om at rejse, der bestemt også er værd at læse (det er også trykt i Information 16. juli 2012) "At rejse er at æde." Læs den her.

Thomas Schwartz Larsen er Senior Visual User Interface Designer hos Systematic, forfatter til Gyldendals Webbog og medredaktør af filmtidsskriftet 16:9 (Og så er han min FB-ven!)





mandag den 21. juli 2014

Klumme - Det bedste og det værste!

Det bedste er, at jeg flyver til San Diego, USA i morgen sammen med min mand og vores to piger.
Det værste er, at jeg har to faldeknæ og derfor er nød til at gå i meget lange kjoler for at skjule de gigantiske plastre, der dækker mine faldeknæ.
Det bedste er at apoteket sælger gigantiske plastre til voksenfaldeknæ, og at jeg er nød til at købe nye kjoler.
Det værste er, at selvom jeg har født to børn, er jeg ret tæt på at besvime, når jeg ser blod fra faldeknæ.
Det bedste er, at jeg fik trøstekrammere af mine to piger, og at de ikke er lige så bange for at se blod, som jeg er.
Det værste er, at jeg er bange for at de falder, så jeg skal se blod og besvime.
Det bedste er, at kroppen heler sig selv.
Det værste er, at der går mange år, imens den gør det, og jeg i de år vil have grimme ar på knæene.
Det bedste er, at når jeg har en lang kjole på, kan man ikke se mine faldeknæ.
Det værste er, at min pt pæneste lange kjole strammer ret meget om maven, fordi min maven er større nu, end dengang hvor jeg købte kjolen, eller fordi vaskemaskinen har krympet kjolen.
Det bedste er, at jeg selv tror mest på den teori med den defekte vaskemaskine.
Det værste er, at det gør andre ikke.
Det bedste er, at min maven dog ikke er større end, at jeg ved at klippe lidt i elastikken ville kunne lave den pt pæneste kjole helt perfekt.
Det værste er, at jeg ikke gør det, fordi jeg hverken kan sy eller strikke.
Det bedste er, at med en ny kjole (og hemmelige faldeknæ) vil jeg kunne oparbejde en ny spændende identitet, fordi der lige under smilet gemmer sig en angst for blod, der løber ned af benet.
Det værste er, at hvis jeg igen møder Robert Knepper i et lyskryds i San Diego, så vil denne mystiske identitet blegne i forhold til Robbert Kneppers. Ikke skrige, når man ser Robert Knepper, ikke skrige, når man ser ROBERT KNEPPER.
Det bedste er, at jeg slet ikke ønsker at skabe en ny og spændende identitet, idet jeg for længst har affundet mig med, at de fleste tror, jeg er mindst ti år yngre, end jeg reelt er, og at den slags aldersforveksling fx kan give sjove oplevelser - fx med en hel gruppe unge studenter fra Allerød (og den ene af de unge studenters far) fx til Roskilde Festivalen i en pitkø på vej til Rolling Stones. Og hvem kunne vide, at den ene havde smuglet en perfekt flaske Rød Aalborg med ind, fordi det var den billigste falske snaps i Aldi? Og man kan sige meget om Aldi, men Rød Aalbrog og Rolling Stones passer perfekt sammen.
Det værste er, at jeg i mange år uden held prøvede at agere hemmelig og mystisk i baren uden held.
Det bedste er, at jeg aldrig holdt til hemmelig og mystisk i mere end fem minutter. Og ingen opdagede at jeg nogen sinde havde forsøgt.
Det værste er, at man ikke kan forhindre faldeknæ, selvom man er vokset fra det.
Det bedste er at de to faldeknæ skal rejse rundt i USA i knap fem uger - hvem ved måske er det lige præcis de faldeknæ, der vil give mig de sjoveste kommentarer på turen?
PS: Hvis jeg var indianer, hed jeg Kvinden, der har faldeknæ.

onsdag den 9. juli 2014

PlotCast Benni Bødker.


Benni Bødker i PlotCast
Foto af Benni Bødker i PlotCast.
Inspiration til at skrive kommer mange steder fra.

Det kan komme, når man overhører en samtale i toget, på indkøbsturen, fra en artikel i avisen, fra rejser rundt i verden, fra andre kunstarter fx musik, kunst, teater og film. Og fra bøger.

Heldigvis fungerer jeg sådan, at jeg godt kan have noget af en personlig fest og føle at inspirationen også kommer, når jeg cykler rundt i vandet med badevinger og mavebælte på til Aquafitness - sammen med andre svømmere med (svømme)hat og (svømme)briller. Jeg "cykler" i vandet og imens mine arme kæmper med vægte under vandet og vandmodstanden gør, at jeg skal bruge en del kræfter for at komme frem, så inspireres jeg - imens jeg ind imellem griner meget højt, fordi situationen er grotesk. Vi gør det alle frivilligt. Vi ser tåbelige ud. Vi griner.
Eller når jeg løber rundt i Frederiksberg Have med min nye løbemakker. Så lytter jeg. Det er faktisk bare det, jeg gør. Jeg lytter.

Da jeg var 15 år transkriberede jeg et tv program, som min far havde hjulpet mig med at optage på vores VHSmaskine (naturligvis kom slutningen ikke med, det gjorde den aldrig, fordi der ikke var nok plads på båndet, fordi man sparede på de dyre VHSbånd og optog derfor flere udsendelser på et bånd, hvilket naturligvis betød, at der ofte ikke var slutninger med på sidste optagelse, fordi båndet var løbet ud.)

Programmet handlede om indiemusik fra Manchester. Det var på ingen måde, fordi jeg troede, at jeg skulle være forfatter, men grundet et flygtigt kys med en englænder på en campingplads i Rom, der tilfældigvis var fra Rochdale, nær Manchester. Jeg ville være bedre til engelsk og jeg nød lyden af Manchesterdialekten. Jeg lyttede og noterede - ord for ord. Præcis på samme måde, som jeg skriver i dag. Jeg lytter til min skrift - ord for ord. Det er samme fokus på lyden. Musikaliteten i sproget og så følgende: Hvad siger folk? Hvordan siger folk? Og hvem siger sådan?

Senere hen har jeg været på kursus i karakterudvikling og netop brugt den metode. At transkribere.

På en måde har det altid været sådan. At jeg lyttede for at kunne anvende det hele senere.
Jeg skal fortsat inspireres. Inspiration til at skrive kan også komme fra metarefleksive samtaler om at skrive om at skrive om at skrive.I to år kom min primære inspiration fra ugentlige lektioner på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Senere hen har jeg været til skriveworkshops i Forfatterforeningen. Jeg leder efter inspiration, og jeg opsøger det. Hvad gør andre forfattere? Hvordan gør andre forfattere?

Heldigvis er der mange, der deler ud af deres viden. Et eksempel er PlotCast, hvor Malene Kirkegaard og Palle Schmidt interviewer forfattere, der deler ud af deres erfaringer.
Denne gang er det Palle Schmidt, der interviewer Benni Bødker. Benni var jeg heldig at have som underviser på Forfatterskolen. Jeg er stadig fan af Benni.

Hvis du er nysgerrig og vil vide mere så lyt med ved at trykke på linket her.

Tak PlotCast - jeg lytter med.