Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 29. december 2014

Happy new year 2015!

I 2014, i årets første måneder lavede vi et kvarterhop. Vi flyttede fra 2000 Frb. til 1861 Frb. C. Jeg nyder vores nye bopæl, der ligger mere centralt end den gamle. Perfekt placeret mellem Gammel Kongevej og Falkoner Alle. Storby og villaidyl, side om side. 
Nu bor vi i den skønneste andelsforening med de sødeste og sjoveste mennesker. Her er åbne døre - og børn, der løber ind og ud hos hinanden. I andelsforeningen skåler vi det nye år ind i dag og den begivenhed glæder jeg mig meget til. Hvor herligt. Bobler på en mandag.

Året 2014 har budt på de bedste skriveoplevelser for mig. Alene og i fællesskab med andre forfattere. I min skrivegruppe, på hold 12-14 og på kurser i Dansk Forfatterforening. Jeg har været særligt taknemmelig for kurset i karakteropbygning med Line Knutzon (min navnesøster!), men også method writing med Bo Skjoldborg, såvel som det mere litterære kursus om litteraturteori for praktikere med Jakob Ion Wille. Hvor nogle kurser handler om teori og metode, handler andre kurser om selv at komme til tasterne. Ofte er det en blanding.

I år fik jeg selv skrevet en del på skrivekurset på Hald Hovedgaard, hvor Malene Kirkegaard stod for undervisninger. Vi lyttede til PlotCast under opholdet, der varede en weekend. Det var en vidunderlig weekend i godt selskab. Tak til alle der var med til at gøre mig klogere i år 2014. 

Derudover blev jeg i år også inviteret til at være med i Carlsens forfatterakademi (for forlagets egne forfattere.) Her har jeg spist for meget fyldt chokolade i godt selskab, imens jeg har lyttet til kloge ord om fundraising og meget meget mere. Jeg er taknemmelig over, at jeg skrevet kontrakt med Carlsen på en børnebogserie, der udkommer i 2015. I disse dage er det den serie, der fylder mit hoved. 

I år udkom PARTIET på forlaget Gyldendal Uddannelse. Og i foråret modtog jeg støtte fra Kunstfonden. Jeg er taknemmelig og lykkelig for ordene: “til fortsat kunstnerisk virksomhed,” der fulgte med legatet. Af hjertet TAK!
I slutningen af året blev der optaget flere små booktrailers til bogen. Jeg er spændt på at se det færdige resultat. Tusinde tak cast and crew - til Nikolaj og Joakim, der medvirker, og Claus og Stine for arbejdet med booktraileren. Jeg er meget heldig at have jer i mit liv. 

Gyldendal Norge viste i 2013 interesse for min billedbog: "Noas Ark II." I år udvidede Gyldendal Norge interessen, idet de hyrede min mand og jeg til at medvirke i to læringsvideoer om vores arbejdsmetoder mm., i forbindelse med “Noas Ark II.” De to læringsvideoer kom til at hedde: “Fra skitse til bog.” Videoerne (og bogen) er naturligvis i den forbindelse stadigvæk tilgængelig på deres onlinelæringssite: villeby.dk. Tak til de dygtige kvinder, Carina og Anja. 

I 2014 afsluttede jeg min uddannelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Selvom jeg stadig savner mine ugentlige mandagsmøder, så nyder jeg fællesskabet med de gamle elever (der heldigvis inkluderer mit eget hold 12-14 også). Vores hold 12-14 mødes en gang om måneden og ses derudover på kryds og tværs imellem stormøderne. 
Det er et fantastisk fælleskab og er af afgørende betydning for mig. Særlig tak til min skrivegruppe. Wingwoman and friends. Jeg nyder, når endnu en holdkammerat får hul igennem. Tillykke til alle der brød igennem i 2014! 

Året 2014 har været et spændende år fyldt med nye jobbeskrivelser. Blandt andet var jeg deltageransvarlig på en programserien Ultrahuset. Det blev til mange fantastiske oplevelser sammen med alle de skønne børn. Jeg vil tænke tilbage på den tid et stort smil.

Ligeledes fik jeg i 2014 også tilbudt et andet job, nemlig som interviewer på Fantasy bogmessen, hvor jeg fik interviewede Sara Ejersbo Frederiksen om hendes børnebogsserie: “Den hvide væbner.” Det var en fantastisk oplevelse at tale med Sara om det, jeg holder allermest af - skriveprocesser, tematikker og arbejdsprocesser bl.a. Nu bare med publikum. Tak, Sara.

I år blev jeg også selv interviewet til Lokalavisen - Frederiksberg, i forbindelse med udgivelsen af Partiet. 

Året har budt på rejser med min familie. Jeg er særligt taknemmelig for følgende begivenheder. At kunne tilbringe fem uger i USA, hvor vi både besøgte San Diego, boede i længere tid i Portlands charmerende kvarter: Alberta, hvor jeg tilbragte dagene sammen med vores piger, imens Palle sad på en lokal tegnestue. 

Heldigvis kunne han i en af weekenderne lokkes med til musikfestivalen: Pickathon, hvor vi tilbragte en hel dag i den smukkeste skov, hvor vi gik fra koncert til koncert, fra scene til scene. Pickathon er en økofestival med genbrugsservice. Langt fra Roskildes smat. En række af USAs bedste bands, spillede på store og små scener. Vidunderlig tid. Pigerne nød det lige så meget, som vi gjorde. De skrålede med på Blind Pilots sange og holdt sig vågne til sent om natten, da vi igen var retur i vores lejlighed i Portland. En af året smukkeste oplevelser. Jeg anbefaler alle at planlægge en tur til Happy Valley (som den by hedder, der afholder festivalen.)
Vi afsluttede opholdet i USA med en skøn uge hos vores venner i deres palæ af en villa i Seattle, hvor vi hikede og så på Twin Peaks sitets blandt andet. Tak til Brian og Kirsten for deres gæstfrihed.  Vi kommer gerne igen;)

Rejseåret blev afsluttet med en juletur til Paris i Bellevilleområdet. Jeg elsker at gå hånd i hånd med min mand og vores fantastiske piger. De bedste stunder i livet er sammen med jer. Love You.

Godt nytår!

PS: Lad 2015 blive en fuldstændigt fantastisk år!












hvermandag.dk - Malene Ravn





Selv i juleferien modtager jeg litteratur om mandagen. Jeg kan kun anbefale andre, at gøre det samme. Tak til hvermandag.dk. I denne uge er det Malene Ravn.
Det her er højdepunktet i vores forløb, eller her er vi, her er vi nået til, så hvis vi antager, at vi er inde i en støt stigende bevægelse, opad, udad, videre – og det var vel udgangspunktet, årsagen til det hele, grunden til at vi to valgte hinanden, forkastede dem vi havde og startede forfra, som om det var muligt, det var fordi vi ville mere, vi ville have mere, vi kunne mere, vi skulle have mere, måtte have mere, og hertil er vi kommet, og vores udgangspunkt må have været meget lavt, hvis det her skulle være toppen, så figuren må antages at have taget en anden form, hvis vi startede på ti, har vi taget nogle ture op, helt sikkert op, vi har sprængt vores udgangspunkt i småstykker og sat af, kraften var enorm, men bevægelsen har udgjort en bue, og nu går det nedad, og nu har vi for længst passeret ti igen, vi må have passeret nul, vi må være på minus, hvis nul udgjorde mit oprindelige udgangspunkt, Virum, den absolutte smalhals, så er vi nu her, jeg har aldrig været her før, slet ikke med dig, jeg er i Jylland, på et gods, uden for Skanderborg, jeg ligger i en himmelseng, vi har været til vinsmagning, først var der kaffe og kage, og så gik vi op for at tage os en lur, vi havde to timer inden middagen, og vi gik op, vinen boblede i os, og vi lagde os i himmelsengen, ja, her er virkelig en himmelseng, og jeg gik på toilettet, og du lagde dig, og da jeg kom tilbage, kravlede jeg op i himmelsengen, og du blev liggende ovre i din side, og vi stillede uret på en time, ellers ville du blive helt væk hvis du sov mere, sagde du, og så lagde du dig til at sove, du lukkede dine øjne og blev liggende ovre i din side, sådan en himmelseng kan være flere kilometer bred, du lagde dig til at sove, og her ligger vi så. Efter syv år er det her hvad vi har opnået, et gavekort på en luksusweekend, frit valg mellem 22 danske herregårde, godser og slotte, der er mousserende vin på værelset ved ankomst, der er kaffe og hjemmebagt kage, der er vinsmagning, der er fem retter mad, der er kaffe med sødt, der er morgenbuffet, der er jyder i cowboybukser og ballerinasko og permanentet hår og stenansigter, der er køn natur, der er fred og ro og der er en bryllupsfest i gang i riddersalen, og der er først og fremmest himmelseng, og her ligger vi så, det var her vi nåede til. Du lader ikke en gang som om du sover, du sover virkelig, jeg har ligget og stirret på dig i 12 minutter, der er ikke en sitren i en eneste nerve, og nu begynder du at snorke, ganske lavt, men du snorker, du har det godt, og her ligger vi. Om halvanden time er der fem retter mad, jow jow, det er da godt, jow jow, vi har det godt og hvad mere kan man ønske sig, jeg går ingen steder, nej nej, jeg ser hvordan jeg marcherer ud ad landevejen, rasende, mine arme svinger frem og tilbage, jeg går og går, ind mod byen, gu gør jeg da ej. Jeg lægger mig ned og vender ryggen til og beroliger mig selv, du er træt, det har ikke noget med mig at gøre, med mig og dig at gøre, du har al mulig grund til at være træt, og det der raseri det er noget af det mest ukonstruktive, vi har været det igennem, det er ikke alt der drejer sig om mig, lad nu manden få sin søvn – jeg ville for øvrigt selv have godt af en lur. Det var da også mit eget forslag med en lur. Og træk nu vejret. Og vi har det godt, sådan et dejligt gavekort og sådan et kønt sted, slotsweekend, gourmetophold, luksusweekend! Jow jow. 
Malene Ravn, født 1971. Debuterede med romanen Det eneste rigtige i 2014. Hendes seneste udgivelse er Besked - 7 talebeskeder på SMSpress.

tirsdag den 23. december 2014

hvermandag.dk - Lars Bukdahl

Tak til hvermandag.dk for denne litterære mail. 

PS: Hvis I har læst med på bloggen her, husker I måske Lars Bukdahls råbealfabet, der ligger tilgængeligt på forfatterstemmer. Ellers lyt med her.


DOMMERDIGTE

1. novemberdigt

Året har 1 måned, ifølge købmændene:
deeeeeeeeeeeeceeeeeeeeeeeembeeeeeeeeeeeer

2. haiku 

Jeg kan se ind i
vinhandleren og omvendt:
Tørlagt dér og her

3. kærlighedsdigt

How do I love thee? Let me count the ways:
Millions, milliards, billions, trillions, 
quintillions, sextillions, septillions, 
octillions, nonlillions, decillions,
undecillions, duodecillions, tredecillions, 
quattordecillions, quindecillions, sexdecillions,
septemdecillions, octodecillions, novemdecillions
vigintillions, centillions, fantasillions of ways

4. sammenligninger

Jeg vil sammenligne dine sammenligninger
med de kunstfærdigt sammenkrøllede ligninger
under madrassen i dit pigeværelse
Jeg vil sammenligne dine metaforer
med den forede katte-kasket
ovenpå den tomme Metaxa-flaske
Jeg vil sammenligne dine analogier
med den logiske måde hvorpå du har glemt 
en gammel klassekammerat ved navn Anna
Jeg vil sammenligne dine allegorier
med de Gori-farver, alle ved, 
at hundehuset aldrig fik
Jeg vil sammenligne dine metonymier
med de metoder, du allerhelst bruger 
til at fare vild på vejen til Nymindegab

5. politisk digt 

Farlig tendens: Her er det nye sted, folk vil have Botox-indsprøjtninger

- deres pengepung

6. protestsang 

Cimber er blevet købt af SAS,
der flyver i økonomisk gus,
den handel er det rene gas,
herreskørters bundløse sus

7. juledigt

I mørket
er alle nisser
rå og
røde 
som rejer

8. sneflokdigt

Sneflokke kommer vrimlende
Fe-kokke bommer himlende

Lars Bukdahl, født 1968, digter og kritiker, redaktør af Hvedekorn, anmelder på Weekendavisen, seneste bog: Alfabeter fra Pluto, 2008.

søndag den 7. december 2014

Interview i Frederiksberg Lokalavis.

 I denne uge har lokalavisen været på besøg for at interviewe mig i forbindelse med udgivelsen af Partiet.

Læs med her: