Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

tirsdag den 20. januar 2015

Forfatterbesøg på skolen?

Til lærere og forældre:

Husk, at der er deadline d. 1/2 2015 for at søge puljen, hvor en klasse kan få besøg af en forfatter. Læs mere her: 

Pt. er der en tilskudsordning, der sikrer 2500,- til betaling af forfatterhonoraret. 

Jeg har før været heldig at modtage penge fra puljen og eleverne var meget begejstrede for besøget.
Som tidligere lærer kender jeg til skoleverdenen og hjælper gerne med udformningen af uv-delen af undervisningsforløbet i forbindelse med besøget. Ligeledes hjælper jeg gerne med alt praktisk i forbindelse med ansøgningen. 

Jeg glæder mig til at komme på besøg på din skole. Ansøg her:


K for Klubben:
Lektørudtalelse:
"Anvendelse/målgruppe/niveau:
Målgruppen er de yngste på mellemtrinnet - 9-11 år - til selvlæsning og dialog om, hvor langt man vil gå for at opnå noget

Beskrivelse:
Forfatteren, der tidligere har udgivet Noas ark II (09/19), har her lavet en noget barsk historie. Jeg-fortælleren, der er 9 år, stræber efter at komme med i det fællesskab, som storebroderen Simon har med kammeraten Lars. De har lavet en klub. Betingelsen for at blive medlem er, at man slår et dyr ihjel. Efter megen vaklen og mange overvejelser, vælger jeget at slå sin hamster ihjel med alle de kvaler, det giver ham. Alligevel er han kun med i klubben på skrømt. Heldigvis sluttes historien af med, at jeg-fortælleren får kontakt med en jævnaldrende, tilflyttet dreng. Moralen er, at jeget trods savnet af hamsteren, er blevet lidt klogere på livet. Gribende historie, godt fortalt med gode illustrationer, der understøtter handlingen. Bogen har åben typografi med lix 17

Sammenligning:
Bogen har samme uhyggelige stemning som Dukkemor (12/03) og Einspors bøger fx Spis min gris

Samlet konklusion:
En god, men barsk historie, som indholdsmæssigt vil være fin til samtale i undervisningssammenhæng. Anbefales til børnebiblioteker og skolernes læringscentre."

P for Partiet:

Lektørudtalelse:
"Kort om bogen
Hvor langt vil du gå for din gruppe? Vil du dræbe din bedste ven? Få svaret i en hård og tankevækkende, letlæst ungdomsroman med lix 22. For unge fra ca. 13-15 år

Beskrivelse
Klaus og Jonas er bedste venner, og da en lærer opretter "Partiet" vil begge drenge gerne være med. De går til optagelsesprøve, og begge kommer med. Nu skal de ud og rydde op i Danmark, de er stærke, de er blomsten af Danmarks ungdom! De skal dræbe alle de fattige og de sociale tabere, så Danmark igen kan blive et rigt land. Men hvor længe kan man blive ved med at dræbe for en sag, og hvad sker der hvis man gerne vil trække sig ud igen? Forfatter Line Leonhardt har senest udgivet Klubben . Illustrator er Sune Elskær.

Vurdering
Barsk, uhyggelig og tankevækkende historie, der umiddelbart leder tankerne hen på nazisme og Hitlerjugend. De hårde og kantede illustrationer, der er holdt i sort og rød, og med et gennemgående logo der bringer mindelser om et hagekors, spiller perfekt sammen med bogens handling. En virkelig flot og tankevækkende roman, som fortæller en stor historie på kort tid.

Andre bøger om samme emne/genre
Line Leonhardt har tidligere skrevet om gruppepres i børnebogen Klubben 2013, og denne letlæste roman leger med det samme emne. Ellers minder bogen mig også om filmklassikeren Bølgen.

Til bibliotekaren
Kan med fordel indkøbes af alle biblioteker uanset størrelse. Anbefales også til skolebiblioteker, evt. som klassesæt til et emne om ideologier, nazisme eller generelt om gruppepres."

N for Noas Ark II

Lektørudtalelse:
"Anvendelse/målgruppe/niveau
Højtlæsnings bog til børn i 1.-3. klasse

Beskrivelse
Det måtte jo komme. Alle gode historier skal have en 2'er. Denne må siges at ligge et pænt stykke fra den første. Da Noas ark afsejler bliver syv dyr, som ingen gider være sammen med, efterladt til deres skæbne. Den tager de i egen hånd og bygger deres eget skib: "Noas ark II". Ad adskillige omveje havner de på Læsø, hvor de laver en (Zoo)logisk have. Det er en fortælling med fuld fart på sprog og handling. Alt synes tilladt og læseren befinder sig i et kaos af anakronismer, geografiske overraskelser og brud på logikken i sproget. Noget der i længden godt kan være noget anstrengende på den voksne læser, men som de fleste børn er mere villige til at acceptere. Historien er ledsaget af mange farvestrålende og humoristiske illustrationer lavet af Palle Schmidt, som blandt en del andet har illustreret Goddreng og nisseguldet.

Sammenligning
Fortællingen om den brogede flok, der mere eller mindre frivilligt, må holde sammen for at klare skærene kan godt minde lidt om filmene Ice age og Madagascar, men ellers må bogen siges, at være ret original i ide og gennemførelse."



Ingen kommentarer:

Send en kommentar