Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 30. marts 2015

Hvermandag - Peter H. Olesen

Peter H. Olesen forfatter og musiker i bandet: "Olesen/ Olesen" er gæst i hvermandag. Læs mere om Peter H. Olesen her. Tak til hvermandag!

hverdagene:
du forventer
et mirakel
og får
et blødkogt æg  
men det kan
også være
en åbenbaring
eller i det mindste
stille din
foreløbige
sult

vejrtrækninger:
du sætter
mere og mere
pris på dine vejrtrækninger
ligesom på dine skridt:
du mærker foden og dens afsæt
dernæst den anden fod og den anden fods afsæt
du går ind i det
du går ind i din gang
du går ind i din dag
du går fremad og du trækker vejret
dybt og slipper det, du tager
intet for givet
Peter H. Olesen, født 1962, sanger, sangskriver og forfatter.
Seneste udgivelse er romanen Et hus er ikke et hjem (marts, 2015).

tirsdag den 24. marts 2015

Kulturministeriets forfatter- og illustratorpris 2014.

KULTURMINISTERIETS NOMINERER SEKS TIL FORFATTERPRIS OG ILLUSTRATORPRIS

Tre forfattere og tre illustratorer er nomineret til Kulturministeriets priser for børne- og ungdomsbøger fra 2014. Priserne uddeles af kulturminister Marianne Jelved den 16. april 2015.

De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger er nu fundet. Indstillingsudvalgene har i alt udvalgt tre forfattere og tre illustratorer.

Til Forfatterprisen er de nominerede:

• Rebecca Bach-Lauritsen: Ellens ark 
• Mette Hegnhøj: Ella er mit navn vil du købe det?
• Tina Sakura Bestle: Skyggefugl
Bøgerne er indstillet af udvalget, som består af af Camilla Hübbe (Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur), Bodil Christensen (Selskabet for Børnelitteratur), Lea Reitel Høyer (Dansk Forfatterforening) og Anita Brask Rasmussen (Litteraturkritikernes Lav).

Til Illustratorprisen er de nominerede:

• Cato Thau-Jensen: Børnenes Tusind og én Nat - flere historier
• Mikkel Sommer: Men ikke i dag
• Lars Gabel Carlsen: De vilde svaner 
Bøgerne er indstillet af udvalget, som består af Bodil Nielsen (Statens Kunstfonds Projektudvalg for Billedkunst), Mai Misfeldt (Litteraturkritikernes Lav), Nina Christensen (Selskabet for Børnelitteratur) og Lars Vegas Nielsen (Dansk Forfatterforening og Tegnerne – Tegnerforbundet af 1919).

Fakta om priserne

Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. Priserne er på 75.000 kr.
Kulturministeren overrækker priserne til vinderne torsdag den 16. april klokken 14:30 i Kulturministeriet.

I´m a writer!


Tak til Nanna Foss, der henviste til denne podcast med forfatteren Patrick Ness, forfatter til bogen: "A MONSTER CALLS."

"Skriv en bog, som du selv har lyst til at læse!"  siger Patrick blandt andet.








mandag den 23. marts 2015

Hvermandag.dk - Per Aage Brandt

Dagens tekst fra hvermandag.dk er skrevet af en af de to grundlæggere af Forfatterskolen. Her er "Tre vejrmeldinger" af Per Aage Brandt. God mandag!

Tre vejrmeldinger

*

helt alvorligt, det er fuldmåne siden i går, vinterens
sikkert sidste frost klirrer over græs og grus, mine
to blåsorte krager sidder tavse i deres træ, ventende
på et eller andet tegn, eller en tanke, jeg sender dig
her et foto fra dengang vi var blanke og stirrede lige
ind i den hvide kommende tid, smilende stift som
museernes kouroi, hvis øjne aldrig kan lukke sig,
senere lærte vi selv at slukke og genåbne blikket,  
så det kan spørge skinnende væsener om råd og vej
gennem nætterne af tid, hvor alt kun sker én gang

*

ansigt til ansigt i morgenlyset,
ecce homo, men spejlet fanger
træernes grenes hujen og den
lysegrå kvidren som fra tørre
hjul, ivrigt drejende i himlen
såvel som i den tidlige hjerne,
der ser lige igennem ansigtet
og ud i det menneskefri rum

*

luften er tæt af krydret røg, folk kryber sammen
ved ilden og stirrer ind i flammerne, der slikker
med kærlige tunger om hjerterne, natten sænker
sit lys tæt af ætsende syner over sit mørke, mens
kroppene griber hinanden og går fra forstanden
Per Aage Brandt, født 1944, professor i kognitiv videnskab, lingvist, semiotiker, oversætter, musiker. Debuterede som lyriker med Poesi, 1969, seneste poesiudgivelser er Elegi, 2013, og Tidens tand, mørkets hastighed, 2014.

fredag den 20. marts 2015

How the worst moments makes us & Oh what a joy!


Tak til Austin Kleon for dette citat af Andrew Solomon. 

"What I’d really like, in fact, is to be young and middle-aged, and perhaps even very old, all at the same time—and to be dark- and fair-skinned, deaf and hearing, gay and straight, male and female. I can’t do that in life, but I can do it in writing, and so can you. Never forget that the truest luxury is imagination, and that being a writer gives you the leeway to exploit all of the imagination’s curious intricacies, to be what you were, what you are, what you will be, and what everyone else is or was or will be, too." (citat af Andrew Solomon´s fra bogen: "Far From The Tree.")

Lyt også til den fantastiske TED talk her.



søndag den 15. marts 2015

Billedbog: "La Gazella dello Sport."

La Gazella dello Sport er illustreret af Palle Schmidt
Denne her illustration kan man finde i min kommende billedbog, "La Gazella dello Sport"  der udkommer i foråret 2015.

Bogen handler om den 6 årige gazelle, der får en stor rygsæk i fødselsdagsgave. Rygsækken er fyldt med alverdens sportstøj.
Nu kan han prøve alle de sportgrene, han vil. "Sport er alle glade for," siger hans far.
Men det er ikke altid let at gå til sport.

På illustrationen er gazellen nået til ballet hos flamingoerne.

Billedbogen udkommer på Forlaget Lamberth. Og den er min personlige hilsen til den italienske sportsavis: "La Gazetta dello Sport", og til Italien, hvor jeg har tilbragt de fleste af mine somre, til jeg blev 18. Jeg har altid været fascineret af den lyserøde sportsavis, som alle mænd sad med i alle årene, uge efter uge.

FORZA "La Gazella dello Sport."

PS: Den sommer, hvor jeg var 16 år, og arbejde på Camping Flaminio i Rom, sammen med min gymnasieveninde, Fie, var der et diskotek på campingpladsen, hvor DJ´en vendte kasettebånd fra en kassettebåndoptager. På den måde kunne DJ selv danse i 30 min., inden han skulle vende båndet igen.  Der var tre forskellige bånd at vælge imellem. Those were the days.





Get a room!

Frem til 1. juli 2015 sidder jeg på en fremlejet plads på Tegnestuen "Pinligt Selskab."

Efter halvanden måned på Pinligt Selskab oplever jeg forskellen på at sidde hjemme og skrive og så tage på arbejde for at skrive.
Der er en stor forskel.

At stedet så oven i købet er fyldt med de dygtigste, sødeste og sjoveste folk, der tilmed kan danse OG der er faste spisetider - med æggeordning, er i mine øjne et stort plus.

Det er rigtigt som Joseph Cambelle skriver, i citatet hentet fra Austin Kleons blog. Læs mere her.

"You must have a room, or a certain hour or so a day, where you don’t know what was in the newspapers that morning, you don’t know who your friends are, you don’t know what you owe anybody, you don’t know what anybody owes to you. This is a place where you can simply experience and bring forth what you are and what you might be. This is the place of creative incubation. At first you may find that nothing happens there. But if you have a sacred place and use it, something eventually will happen." (Citat: Joseph Campbelle on having a "bliss station" in "The Power of Myth.")

PS: Og jo, "Get er room," kan betyde flere ting. Under alle omstændigheder er det godt at have et rum!

torsdag den 12. marts 2015

Bibliotekarer til foredrag på Gyldendal i dag!

Billedet er lånt fra redaktionschef, Lise Jæger.

125 folkebibliotekarer er til foredrag på Gyldendal i dag. Her er de bl.a. foredrag med Marianne Iben Hansen, der netop har udgivet tre billedbøger på Gyldendal.

Billedet viser bordet med de mange letlæsningsbøger.

I venstre ende er det blandt andet Gul Dingo og Grøn Dingo og til højre står Ung romanen "Partiet" bag kursuskataloget LÆRING om Gyldendal Uddannelses bøger.





mandag den 9. marts 2015

hvermandag.dk - Line-Maria Lång

Ugens hvermandag-tekst er skrevet af Line-Maria Lång, der også gæstede Litt-talk i år. Tak til hvermandag.dk. Læs mere her.

SOLSIKKEHAVEN

Der var noget helt galt, jeg havde prøvet at sige det. Det var ikke kun æggeskallerne. De lå over det hele. Der var noget i de gamle om morgenen, der gjorde, at de bankede på æggene, selvom de ikke kunne håndtere det. Skallerne fløj til alle sider, vi vadede rundt i dem. Det var nok også, fordi jeg havde hørt så meget om salmonella. Jeg brød mig ikke om det. Og det var fjernsynene. Vi gik rundt med noget om ørene, Sandra havde sit hårbånd, jeg brugte ørevarmere, når vi fejede i fællesstuen. Vi vidste jo godt, de fleste af beboerne var døve. Men hvorfor så mange fjernsyn? spurgte jeg.
   En af damerne ville helst have, at menneskerne på skærmen var lige så store som hende selv – det føltes rigtigt, sagde hun. Men hun døde en eftermiddag, Lone tror jeg, hun hed, og jeg tænkte på, om det var farverne, der var for stærke, om det kunne være noget epileptisk; hun rystede, da hun døde – hun lå på gulvet og rystede, og det var jo også fordi, det ikke var hende, der var den første, der døde, at jeg tænkte over det.
   To uger før døde Søren. Jeg havde svært ved at sove, når jeg gik på gangene om natten, hørte jeg gulvets knirken som hvæsende vejrtrækninger, jeg stoppede hele tiden op og lyttede. Søren ringede med klokken, men han var død, da jeg nåede ind på hans værelse.
   Køkkenet var begyndt at lave maden anderledes. De skulle have meget med fisk, og tunen var altid helt rød indeni, den måtte ikke blive tør. Men det kan godt være, det var det, de døde af. Søren blev lagt op på en briks, og lægen var ny. Han talte hurtigt, han spiste hele tiden rosiner, det var nok ikke så smart, når det var rosinerne, de savnede mest. Nu fik de tranebær. Jeg tror faktisk, savn kan dræbe, men det holdt jeg for mig selv; jeg spiste dem jo også, men kun to ad gangen, aldrig mere end to hver dag. Da de skar Søren op, vrinskede de af fryd. Eller jeg tror, lægen skar ham op, jeg kunne høre en lyd fra værelset, de ville alle sammen derind og se med. Vi ser aldrig noget mere, sagde de, og så fik de lov, selvom det var midt i kagen, den nye, som ikke var kage, men en slags kugler, som ingen brød sig om; dadler og kakao – kakaoen skulle gøre dem glade, men jeg tror, de døde af den.
   Jeg havde prøvet at sige, at der foregik noget mærkeligt, men de sagde bare til mig, at det var normalt, at det var mig, der skulle vænne mig til det, at det skete alle steder i landet, og det gjorde mig ikke mere rolig. Jeg gik hele tiden og lyttede ud i luften og syntes, de halvtomme sæbedispensere lød som mit åndedrag, og tænkte på, hvornår pærerne skulle skiftes; jeg havde læst at de lavede dem sådan, at de ville gå i stykker på et tidspunkt, at det hele tiden var meningen.
   De, der sad forrest, da vi så det med Søren, blev ved med at sige, at jeg skulle slappe af, og det havde måske også været lettere, hvis Kirsten ikke lige var død. Hun var så tyk, at der skulle fem mand til at løfte hende. Det var midt i maden, selvfølgelig. De fjernede tallerkenen under hendes ansigt – jeg synes, man skulle have løftet hendes hoved først, altså måske forsigtigt have trukket hende i håret. Hun havde en lang fletning. Den ville de alle sammen have et lille stykke af. Hun skulle alligevel brændes og strøs ud over haven, selvom det var ulovligt. Vi havde plantet blomster, det var min ide, Sandra var med på den, jeg havde forklaret, at solsikker var de gladeste blomster, og hun havde nikket, de var allerede blevet ret høje, vi havde slet ikke turdet håbe på så mange.
   Det var, som om de var blevet endnu mere ligeglade med æggeskallerne, og de røg på toiletterne – der lugtede altid af røg – og når vi satte kopper med eddike derud, så drak de det nogle gange. Og så var der en, der sagde, at det faktisk var mig, der var problemet, at jeg skabte dårlig stemning – det var jo bare, fordi de var kede af det med Kirsten, det vidste jeg godt, men det gik mig alligevel på, og de sagde det til Sandra, selvom de ellers altid bebrejdede mig, for at sige noget til Sandra, og Sandra lyttede, de rottede sig jo sammen, og de vidste åbenbart pludselig alt om mig – eller troede, de gjorde. De fik vendt Sandra imod mig, og nu hed det sig, at jeg gik rundt og holdt folk vågne om natten, at jeg rodede ved pærerne og var for negativ, og Sandra bad mig om at gå ind på mit værelse, nu skulle jeg pludselig lægge mig i sengen og gøre mig det behageligt.
   Der stod en buket solsikker på skrivebordet. Jeg drejede hovedet, men jeg lå for langt nede til at kunne se haven gennem vinduet. Saksen lå lige ved siden af den vandkande, blomsterne stod i. Sandra vendte deres store, brune hoveder med de strittende gule blade mod mig.
   ”Du har hjulpet så meget,” sagde hun og kom hen til sengen. Hendes hår var gult, jeg havde ikke tidligere tænkt over den mørkebrune næsten runde udvoksning, der bredte sig fra toppen af hendes hoved.
   Alle de andre ville selvfølgelig se, hvad der foregik, de stod eller sad ivrige i døråbningen og stirrede ind på mig. Deres hoveder lignede en collage.
   Sandra lagde sin hånd over min.
   Måske vi skulle ringe til din søster.
   Jeg henter kage.
   Får du drukket nok vand.
   Du har slet ikke prøvet at se noget på det nye store fjernsyn, sagde hun.

 
Line-Maria Lång, født 1982. Debuterede i 2009 med novellesamlingen Rottekonge og udgav i 2014 romanen Artiskokhjerte.

fredag den 6. marts 2015

Noas Ark II på Danmarks Læringsfestival 3. - 4. marts 2015

Her præsenterer redaktør, Carina Korterup "Noas Ark II" på onlinesitet: villeby.dk.
Danmarks læringsfestival fandt sted i Bella Centret fra 3. - 4. marts 2015.

I den forbindelse havde Gyldendal Norges onlinemateriale: villeby.dk en stand. 

Villebys stand, nr. 38, var let at kende med deres cirkusstribede "tag." 

Her kunne man blandt andet kunne høre oplæsningen af "Noas Ark II" og se bogen på deres storskærm. Der er også udarbejdet undervisningsmateriale til bogen  


"Noas Ark II" er tilgængelig i villebys online bibliotek (for skoler der har abonnement.) "Noas Ark II" er illustreret af Palle Schmidt.

torsdag den 5. marts 2015

Partiet på Danmarks Læringsfestival 3. - 4. marts 2015

Danmarks læringsfestival fandt sted i Bella Centret fra 3. - 4. marts 2015.

I den forbindelse uddelte Gyldendal dette katalog med udvalgte bøger.

Denne side i hæftet handler om serien: Ung Roman, som "Partiet" er en del af.

Opslaget på højre side forestiller medlemmer af Partiet, der konfronterer en afhopper fra Partiet. Stedet er Skydebanen i København.

På venstre side ses valgplakaten med den gennemgående farve, rød.

Det er Sune Elskjær, der har lavet illustrationerne.


Her ses "Partiet" på hylden på festivalen i godt selskab.



mandag den 2. marts 2015

PlotCast - Jenny Lund Madsen

"Det betyder enormt meget med de folk jeg arbejder sammen med, at man giver hinanden luft til de kompetencer man har." (citat Jenny Lund Madsen.)

Denne mandag byder på en ny PlotCast.

I denne uge med Jenny Lund Madsen.

Jenny Lund Madsen er manuskriptforfatter, uddannet fra UCLA. Hun har bl.a skrevet kortfilm, været forfatter på sketchshowet Live fra Bremen, Hotel Zimmerfrei, Op med halen og julekalenderen Ludvig og Julemanden for TV2.

Hør den (og de andre) PlotCast her.

PlotCast er lavet af forfatter Malene Kirkegaard og forfatter / illustrator Palle Schmidt.