Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 9. marts 2015

hvermandag.dk - Line-Maria Lång

Ugens hvermandag-tekst er skrevet af Line-Maria Lång, der også gæstede Litt-talk i år. Tak til hvermandag.dk. Læs mere her.

SOLSIKKEHAVEN

Der var noget helt galt, jeg havde prøvet at sige det. Det var ikke kun æggeskallerne. De lå over det hele. Der var noget i de gamle om morgenen, der gjorde, at de bankede på æggene, selvom de ikke kunne håndtere det. Skallerne fløj til alle sider, vi vadede rundt i dem. Det var nok også, fordi jeg havde hørt så meget om salmonella. Jeg brød mig ikke om det. Og det var fjernsynene. Vi gik rundt med noget om ørene, Sandra havde sit hårbånd, jeg brugte ørevarmere, når vi fejede i fællesstuen. Vi vidste jo godt, de fleste af beboerne var døve. Men hvorfor så mange fjernsyn? spurgte jeg.
   En af damerne ville helst have, at menneskerne på skærmen var lige så store som hende selv – det føltes rigtigt, sagde hun. Men hun døde en eftermiddag, Lone tror jeg, hun hed, og jeg tænkte på, om det var farverne, der var for stærke, om det kunne være noget epileptisk; hun rystede, da hun døde – hun lå på gulvet og rystede, og det var jo også fordi, det ikke var hende, der var den første, der døde, at jeg tænkte over det.
   To uger før døde Søren. Jeg havde svært ved at sove, når jeg gik på gangene om natten, hørte jeg gulvets knirken som hvæsende vejrtrækninger, jeg stoppede hele tiden op og lyttede. Søren ringede med klokken, men han var død, da jeg nåede ind på hans værelse.
   Køkkenet var begyndt at lave maden anderledes. De skulle have meget med fisk, og tunen var altid helt rød indeni, den måtte ikke blive tør. Men det kan godt være, det var det, de døde af. Søren blev lagt op på en briks, og lægen var ny. Han talte hurtigt, han spiste hele tiden rosiner, det var nok ikke så smart, når det var rosinerne, de savnede mest. Nu fik de tranebær. Jeg tror faktisk, savn kan dræbe, men det holdt jeg for mig selv; jeg spiste dem jo også, men kun to ad gangen, aldrig mere end to hver dag. Da de skar Søren op, vrinskede de af fryd. Eller jeg tror, lægen skar ham op, jeg kunne høre en lyd fra værelset, de ville alle sammen derind og se med. Vi ser aldrig noget mere, sagde de, og så fik de lov, selvom det var midt i kagen, den nye, som ikke var kage, men en slags kugler, som ingen brød sig om; dadler og kakao – kakaoen skulle gøre dem glade, men jeg tror, de døde af den.
   Jeg havde prøvet at sige, at der foregik noget mærkeligt, men de sagde bare til mig, at det var normalt, at det var mig, der skulle vænne mig til det, at det skete alle steder i landet, og det gjorde mig ikke mere rolig. Jeg gik hele tiden og lyttede ud i luften og syntes, de halvtomme sæbedispensere lød som mit åndedrag, og tænkte på, hvornår pærerne skulle skiftes; jeg havde læst at de lavede dem sådan, at de ville gå i stykker på et tidspunkt, at det hele tiden var meningen.
   De, der sad forrest, da vi så det med Søren, blev ved med at sige, at jeg skulle slappe af, og det havde måske også været lettere, hvis Kirsten ikke lige var død. Hun var så tyk, at der skulle fem mand til at løfte hende. Det var midt i maden, selvfølgelig. De fjernede tallerkenen under hendes ansigt – jeg synes, man skulle have løftet hendes hoved først, altså måske forsigtigt have trukket hende i håret. Hun havde en lang fletning. Den ville de alle sammen have et lille stykke af. Hun skulle alligevel brændes og strøs ud over haven, selvom det var ulovligt. Vi havde plantet blomster, det var min ide, Sandra var med på den, jeg havde forklaret, at solsikker var de gladeste blomster, og hun havde nikket, de var allerede blevet ret høje, vi havde slet ikke turdet håbe på så mange.
   Det var, som om de var blevet endnu mere ligeglade med æggeskallerne, og de røg på toiletterne – der lugtede altid af røg – og når vi satte kopper med eddike derud, så drak de det nogle gange. Og så var der en, der sagde, at det faktisk var mig, der var problemet, at jeg skabte dårlig stemning – det var jo bare, fordi de var kede af det med Kirsten, det vidste jeg godt, men det gik mig alligevel på, og de sagde det til Sandra, selvom de ellers altid bebrejdede mig, for at sige noget til Sandra, og Sandra lyttede, de rottede sig jo sammen, og de vidste åbenbart pludselig alt om mig – eller troede, de gjorde. De fik vendt Sandra imod mig, og nu hed det sig, at jeg gik rundt og holdt folk vågne om natten, at jeg rodede ved pærerne og var for negativ, og Sandra bad mig om at gå ind på mit værelse, nu skulle jeg pludselig lægge mig i sengen og gøre mig det behageligt.
   Der stod en buket solsikker på skrivebordet. Jeg drejede hovedet, men jeg lå for langt nede til at kunne se haven gennem vinduet. Saksen lå lige ved siden af den vandkande, blomsterne stod i. Sandra vendte deres store, brune hoveder med de strittende gule blade mod mig.
   ”Du har hjulpet så meget,” sagde hun og kom hen til sengen. Hendes hår var gult, jeg havde ikke tidligere tænkt over den mørkebrune næsten runde udvoksning, der bredte sig fra toppen af hendes hoved.
   Alle de andre ville selvfølgelig se, hvad der foregik, de stod eller sad ivrige i døråbningen og stirrede ind på mig. Deres hoveder lignede en collage.
   Sandra lagde sin hånd over min.
   Måske vi skulle ringe til din søster.
   Jeg henter kage.
   Får du drukket nok vand.
   Du har slet ikke prøvet at se noget på det nye store fjernsyn, sagde hun.

 
Line-Maria Lång, født 1982. Debuterede i 2009 med novellesamlingen Rottekonge og udgav i 2014 romanen Artiskokhjerte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar