Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

torsdag den 4. juni 2015

Bo Skjoldborgs 7 enkle skriveråd!

Jeg var på et skrivekursus med Bo Skjoldborg en gang for en del år siden, og jeg har også været på flere kurser med ham - arrangeret af Dansk Forfatterforening, og så abonnerer jeg derudover på Bo Skjoldborgs nyhedsbrev. Her var der i denne uge et link til 7 enkle skriveråd. 

1. Kend din læser – og skriv i øjenhøjde
Tillid er et nøgleord, når vi taler gode tekster på jobbet og i det hele taget. Enten kan din læser lide teksten (og dermed måske dig/din virksomhed), eller også kan hun ikke. Og det har rimelig stor betydning for, om hun tager dine budskaber til sig. Du må sørge for at få skabt tillid, så dine modtagere for alvor begynder at høre efter, hvad du har på hjerte – og undervejs må hun heller ikke blive irriteret elle frastødt af dine sproglige og formmæssige greb.
 
Få derfor så meget viden som muligt om dine modtagere – og afprøv også gerne jævnligt dine tekster på nogle af dem. Nøglespørgsmål i processen kan være: Hvilken modtager/hvilke modtagere er de væsentligste at nå (beskriv evt. en persona/eksempelmodtager)? Hvilken konkret udfordring skal teksten hjælpe modtagerne med at løse? Hvilket indhold og hvilken sprogstil, form og genre foretrækker dine prioriterede læsere?
 
2. Byg altid teksten op, så den kan skimmes eller skannes
Dvs. så dine evt. meget forskellige læsere (med vidt forskellige interesser, viden og forudsætninger) kan finde lige præcis det, de har brug for – og slipper for at bruge tid på resten. Tænk på, hvor mange tekster du selv har måttet forholde dig til, som viste sig slet ikke at være nødvendige for at komme videre!
 
Opdel derfor bl.a. din tekst i klart afgrænsede afsnit. Sørg for at hvert afsnit har ét nøglebudskab og angiv, om muligt, dette med en underoverskrift (markeret med fx fed skrift). Start hvert afsnit med det vigtigste – og få de øvrige informationer til at relatere til nøglebudskabet.
 
“Følg de enkle skriveråd, så er du på vej imod både flere gode tekster, et naturligt skriveflow og mere indflydelse på dine læsere.”
 
3. Hav én klar præmis/ét hovedbudskab
Noget skal binde hele din tekst sammen. Journalister kalder det at vinkle en tekst. Skriv ikke om, at: ”det går godt på kontoret” – skriv hellere: ”nyansat teknikker sørger for, at netværket kører”. At vinkle betyder, at du nøje vælger at formidle en del af din viden, hvilket gør din tekst meget lettere at forholde sig til. Sådan kan de mange læsere, der er gået forkert, hurtigt sortere den fra (ofte mindst 50 procent).
 
4. Lav en manchet øverst
Dvs. 2-5 linjer, der sammenfatter de væsentligste budskaber fra din tekst, bl.a. hovedbudskabet (ligesom i den her artikel). Og gerne på en appetitvækkende måde. Det styrker brugerens mulighed for at vælge til eller fra.
 
5. Skriv kort, klart og direkte
Dit fagsprog styrker troværdigheden i forhold til de læsere, der deler dit sprog, din uddannelsesmæssige baggrund eller en god portion af din viden. Skriver du til andre læsere og faggrupper, er det en god idé at luge ud i fag – og kontorsproget og skrive mere mundret.
 
Giver du fx konkrete eksempler, får du flere billeder ind i teksten, hvilket gør den både lettere at læse og huske. Skriv fx hellere ”en blå Ford Escort fra 2002 med rust på højre fordør” end ”et 4-hjuls-drevet køretøj”. Og hvem har sagt, at du ikke må skrive ”du” til læseren – eller ”Og” efter punkum? Og så videre.
 
6. Skriv første udkast hurtigt
Prøv at skrive nonstop! Nonstopskrivning betyder, at du skriver et råt udkast til teksten, rapporten eller artiklen uden at stoppe eller vurdere undervejs. Du skriver i et uafbrudt flow og lader dine indre overvejelser og strøtanker – fx vedrørende manglende viden, research, dårlige formuleringer eller stavning – komme med i råteksten (”… altså nu handler det jo om ældre mennesker i provinsen, ved jeg overhovedet, at de har det sådan, er der mange ensomme, eller er det noget jeg finder på, er det en fordom, jeg må have fat i Peter fra xxx … osv.”). Først bagefter disponerer du, retter til og strammer op.
 
Forskning, samt mine egne erfaringer fra flere tusinde skrivere på jobbet, viser, at nonstopskrivning ofte fører til både flere og bedre tekster og styrker skriveglæden. Hvis det giver et for kaotisk resultat, kan du vælge at skrive noget langsommere. Men forsøg stadig at skrive frit og afdækkende, ligesom når du fx skriver et brev eller en e-mail, hvor hånden og teksten nærmest flyder af sig selv.
 
7. Planlæg din arbejdstid – skriv den mulige tekst
Planlæg din arbejdstid med afsæt i dit ambitionsniveau. Hvad kræver situationen og dine læsere? Måske skal du bare prøve at skrive den mulige tekst – altså den tekst, der kan lade sig gøre i forhold til de informationer, du kan finde her og nu på nettet, og hvem du kan få til at komme med en udtalelse. Drop målet om den fuldendte eller gode tekst. Det gælder for mange e-mails, artikler, pressemeddelelser, indslag til intranettet og også studieopgaver, at de ikke behøver at være genialt skrevet. ”Good enough-bølgen” er kommet for at blive!
 
Sørg desuden for (når det ellers kan lade sig gøre), at der er tid til at revidere og forbedre teksten – så du ikke ender med at sidde i sidste øjeblik med skuldrene oppe om ørerne. Prøv at planlægge, så du får færre hårde deadlines, de fører let til stress og udbrændthed i længden.
 
Følger du disse 7 enkle skriveråd, er du på vej imod både flere gode tekster, et naturligt skriveflow og mere indflydelse på dine læsere.
 
Kilde: Bo Skjoldborg & Mannaz
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar