Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 17. oktober 2016

Klumme - Brillestangen der bukkede under for den fede gris!


Selvfølgelig gik masken i stykker, lige da jeg skulle til at læse op. Brillestangen bukkede under for den fede gris. Og jeg stod med en halv brillestang i den ene hånd og et par briller - med kun en stang, i den anden hånd.

"Pyt med det", sagde jeg og tog brillerne på (nu kun med en stang til at holde dem på plads). Og de sad faktisk okay. Men så slog det mig.

Virkeligheden er mere spændende end fantasien.

Det vil således være mere spændende for publikum at holde øje med om mine briller nu vil falde af, end at lytte til "Grise i krise". Og det skyndte jeg mig at sige højt til publikum. Derefter tog jeg brillerne af, inden jeg begyndte oplæsningen. Naturligvis først, da jeg havde råbt: "Hej Nanna," til Nanna Gyldenkærne, der netop trådte ind af døren.

For forstyrrelser findes. Man kan ikke, som oplæser, lade som om de ikke findes. Hvis man bliver afbrudt, må man stoppe op. Acceptere afbrydelsen. Og så fortsætte når forstyrrelsen er færdig.

Om det er folk, der myldre ind (hvilket denne aften var meningen, så det var ikke fordi, Nanna kom for sent. Alle måtte komme og gå denne aften, lige som det passede ind i deres Kulturnatsprogram) og tager fokus ved blot at liste ind, eller brillestængerne knækker, betyder det samme.

Det er en forstyrrelse, der er mere spændende end at høre bogen: "Grise i krise."

Man kan ikke planlægge en oplæsning helt ned i detaljen. Man kan øve sig, men når man står på scenen, må man følge det der sker og tage højde for forstyrrelserne.

Og det sker. Tro mig. Det sker!

Jeg gik en gang i stå under en solosang til en koncert med teaterskoleholdet fra London, der skulle fremføre Bertolt Brecht & Kurt Weill-sange på Espergærde Ungdomsskole, dengang vi var elever under Den Fri Ungdomsuddannelse. Der kom kun underlige lyde ud af min mund. Ingen ord, der var engelske og slet ikke dem, der stod i sangen: "Pirate Jenny."
Jeg husker, at jeg vendte mig om og sagde til pianisten. "Vi tager den lige en gang til. Forfra." Jeg husker også,  at jeg var så flov over at have været gået i stå efterfølgende, hvor jeg så fik et kompliment af min venindes far. Han syntes, jeg var professionel i den måde, jeg havde accepteret afbrydelsen på (her var det så mig selv, der sørgede for den). Og jeg kom fra ungdomsskolen denne aften med både skam og stolthed. For nok havde jeg fejlet. BIG TIME! Men jeg havde også accepteret dette, fundet en løsning og gennemført sangen. Naturligvis er jeg mere stolt af at have sunget "Pirate Jenny" på teaterskolens afslutning i London, hvor de seje elever og lærere senere hen fik store roller i bl.a. TV-serierne: "Band of brothers" & "The Office." En fin fortolkning som jeg fik stor ros for. Men det er faktisk mest afbrydelserne, der har sat sine spor og har lært mig mest. Jeg husker faktisk mest afbrydelserne, når jeg tænker tilbage på at lave teater. Især en afbrydelse, som jeg også selv sørgede for.

Jeg skulle til casting på en Lotto-reklame, og jeg skulle spille en, der først var meget ked af det og herefter blev meget glad. Og helst skulle jeg græde først.

Jeg er privat sådan en person, der smiler. Jeg springer let hen over sorg og smerte privat. "Jeg har det fint, tak!" siger jeg blot. Som en af de kopper, man giver til små børn. De kopper, der rejser sig selv op igen, lynhurtigt. Så naturligvis kunne jeg ikke græde på kommando. Hverken løg i øjet, eller andet hjalp. Til sidst spurgte casteren, der godt kunne se, at vi ikke kom nogle vegne med sorg-scenen.

"Hvordan ville du have det, hvis du vandt i Lotto?"

En enkel casting-metode. Stanislavskis magiske hvis. 

Herefter afbrød jeg mig selv i sorg-scene. Jeg gav mig selv den vildeste forstyrrelse. Jeg overraskede mig selv og skreg, som jeg aldrig har skreget, jeg jublede, som jeg aldrig før har jublet, og jeg huske stadigvæk, hvordan jeg i denne jubel-skrige-scene, kom til at se hen på casteren, der stod foran kameraet med åben mund. Som i en tegneserie. Og jeg blev ved og ved! Selvfølgelig fik jeg rollen. Og jeg bliver stadigvæk glad ved tanken om den dag, og den casting.

Så forstyrrelse kan være gode. Og hvis man kan grine lidt af det hele, når det sker, er det fantastisk. Og publikum fik en dobbelt forestilling i min oplæsning i Dansk Forfatterforening.
Den mest spændende værende denne. "Vil Line Leonhardt gennemføre sin oplæsning med en defekt brille, der muligvis falde af? & Hvordan og hvornår falder brillerne af?"
Den næstmest spændende. "Line Leonhardt læser højt af sin bog: "Grise i krise"."

Jeg læser altid højt med det simple ønske. Hvis der er et menneske, der lytter og får noget ud af min historie, så er jeg taknemmelig. Og det var jeg. For på forreste række sad en dreng med brune øjne, der lyttede igennem hele historien, der i øvrigt fortsatte uden andre forstyrrelser.

Resten af aftenen bød på fantastiske historier fra skønne kolleger. Hvor er vi heldige, at der findes så mange forskellige måder at læse og skrive på. Jeg nød hver og en oplæser under kulturnatten i Dansk Forfatterforening, men idet jeg måtte hjem og klargøre til børnefødselsdag tidligt dagen efter,  missede jeg de sidste tre.

Tak til Dansk Forfatterforening.

Tak til arrangørerne og til dem, der læste op: Kenneth Bøgh Andersen, Thorstein Thomsen, Sally Altschuler, Anne Sofie Hammer, Lars Liebst, Niels Kjær, Susie Haxthausen, Adil Erdem, Anne-Marie Vedsø Olesen, Amdi Silvestri, Mona Larsen, Inge-Helene Fly, Hanne Charina, Cecilie Rosdahl, Stephanie Caruana.

Tak til Anne Marie Donslund, der førte os igennem på bedste vis!

Og tak til Tove Krebs Lange for den smukke plakat. Er den ikke bare flot?

PS: Året efter fik jeg tilbudt en ret sjov casting, hvor jeg skulle være kikset på skøjter. Jeg måtte takke nej, da jeg netop var blevet gravid og derfor ikke turde falde rundt på isen. Men jeg er sikker på, at der ville have været de sjoveste øjeblikke med mig på skøjter på den is. Nu må jeg stå helt stille, men at læse op er lidt som at bevæge sig ud på isen. Sandsynligheden for at falde er stor. Men det ser sjovt ud, når det sker, og jeg elsker at stå på skøjter. Jeg husker, at spænde mine skøjter, næste gang jeg skal læse op. Og så at have et ekstra par læsebriller med i tasken (fra Tiger-butikken).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar