Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

mandag den 7. november 2016

Hvermandag.dk - Stine Askov

Denne mandags indbakke byder blandt andet på en tekst fra Stine Askov. Læs mere om hende her. 

Tak til hvermandag.dk ;)

PASTOREN

Jeg arver min fars hund, Pastoren, da han dør, og kan ikke aflive den, selvom det ville være det bedste. Den ligner en vred taske, men skal have lov at sige farvel, så jeg har tasken med i en taske og sidder på forreste række ved kisten og prøver at sluge min gråd tilbage i ansigtet.
     - Det er da bedre end det netdating og alt det andet pjank, du har gang i, siger min mor og nikker med hovedet mod hunden. Hun og min far har været skilt i seksten år, hun er med for turen, og for at støtte mig. Hun kigger upassende mange gange på det lille guldur, hun har om håndledet.

Pastoren har et venligt ansigt, med sådan et spørgende blik, og når den lægger hovedet på skrå, ser det ud som om den skælmer, alligevel bliver vi ikke rigtig venner. Den splitter sofapuderne ad i min lejlighed, og min telefon og køkkenskabene. Dens lange negle kradser alle vegne. Når den gør er det i en lys kønsforvirret tone, der bliver klynkende pjevset i slutningen af gøet. Luftningen er anstrengt, den skider med en sidelæns skuldertrækning og ser lidt ærgerlig op på mig, det skaber en akavet stemning mellem os, og jeg kan generelt ikke finde på noget at sige til den.
     - God hund, prøver jeg, eller – der har vi jo Pastoren, når den kommer ud inde fra soveværelset, hvor den har væltet vasketøjskurven.

Mens jeg søger efter dyrlæger på nettet, det er virkelig dyrt at få sit dyr aflivet, falder jeg over et tilbud på lydighedstræning, det koster det halve og er på Amager, lige ovre ved kollegiet. Vi møder op, Pastoren og jeg, den er ikke i taske, men i snor, der bliver ved med at vikle sig om mine ben. Jeg har røjsere på og prøver at se forklaret ud, som folk med hund gør, de går aldrig bare hen ad en vej, de har et sted at rette blikket.

- Det er mig, der er KennelCarlsen, siger KennelCarlsen, og giver mig hånden. Det føles som at klemme en rurerangrebet jolle. Hele resten af undervisningen, gennemfører han med hænderne i kedeldragtens lommer. Selv da vi løber baglæns og skyder cocktailpølser ud af munden, kan han holde hænderne i lommerne.
     Det viser sig, at det ikke er Pastoren, der har brug for lydighedstræning, det er mig. Min stemme er for spag, der er ikke styrke nok i mellemgulvet. Pastoren er meget utryg ved min spage stemme, jeg kan ikke tage kontrol over rummet. Jeg ser ud over Amager Fælled og strammer op i mellemgulvet, mens jeg råber – sit, fri, stop.
     Pastoren sætter sig på de små bagben, og ser forventningsfuldt på mig, til jeg giver den en pølse. Det viser sig også, at dens nervøse host, ikke er nervøst, men er fordi selen trykker på brystkassen, når jeg hiver i snoren.
    - Jeg har lige købt den, jeg troede, det var det bedste med sådan en sele.
     KennelCarlsen ryster på hovedet.
     - Almindelig førstegangsfejl. Det er et helt nyt sprog du skal lære dig.
     Man sætter bare hund foran almindelige ord, tænker jeg, men jeg tør ikke provokere KennelCarlsen, der altid mener alt, hvad han siger alvorligt.
    Pastoren har heller ikke dårlig ånde som en del af dens hundenatur, det er dåsemaden.
     - De skal kun have tørt, ellers ødelægger du tænderne.
     Jeg ser beklagende ned på hunden, der ser tilbage på mig med det spørgende blik, som om den vil sige – Hvor skal vi hen? Hvad har du i lommerne? Hvorfor regner det? Kan du høre mig?
     - Og så skal du lige notere dig, at banen er fækaliefri.
     Han peger over mod en sandkasse, - det er der det foregår, hvis han skal af med noget.

Der er alligevel indbygget en eller anden omsorg i alle de ydmygelser og korreksen, og KennelCarlsen opfanger, at Pastoren er på vej ud af sorgen over min far, det er halevrikket, der afslører den. Og inden jeg ved af det, flytter Pastoren og jeg længere ud på Amager, i et hvidt gasbetonhus med fladt tag, og en bil uden døre i forhaven. Pastoren falder godt til med KennelCarlsens Hovervard, Bianca, de sover sammen i kurven, og deres skåle står sødt ved siden af hinanden Jeg må ikke vaske tæppet de sover på, det skal lugte af hundene, pels og fedtet krop.

Min mor kommer på besøg og sidder i køkkenet med kaffe wienerbrød, som KennelCarlsen har købt ved bageren. Da han går ud for at lufte, gør hun et nik med hovedet, der inkluderer hele huset, hele Amager, begge hundene og deres tikilos fodersække og snorene på krogene og KennelCarlsen i kedeldragten, han har dog taget hænderne op ad lommerne, og siger, – det er da bedre end alt det der netdating og alt det andet pjank, du har gang i.
     Vi slubrer af kopperne.
     Pastoren kommer med et enkelt bjæf ude fra haven.
Stine Askov, født 1976, seneste udgivelse: Kaninens år, 2014.
Copyright © forfatteren

Ingen kommentarer:

Send en kommentar