Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

fredag den 19. maj 2017

Nelson nyt!

Der kom en skøn mail fra en lærer på 4. årgang på Tove Ditlevsens skole, der havde læst "Nelson på ulvejagt" og "Nelson og zombiefødselsdagen". 

Eleverne havde efter læsningen skulle svarer på nogle spørgsmål og derudover selv komme med gode ideer til, hvad der mon ellers kunne ske, hvis der kom en ny bog om drengen, Nelson, hvilket eleverne håbede på. 

Jeg sendte denne mail retur til de søde elever og deres lærer.

"Tusind tak for de søde mails, som I har sendt til mig. I kan tro, jeg blev overrasket, da jeg åbnede min indbakke på computeren den dag. Jeg er meget glad for, at I har læst om Nelson. Virkelig! 

Og det lyder som en ret god oplevelse i jeres klasse. 

Jeg er virkelig glad for de mange gode ideer til, hvad der ellers kunne ske for Nelson og hans familie, hvis nu det var jer elever, der skulle skrive en Nelson-bog. 



Og nu skal I bare høre, hvad der kommer til at ske for Nelson. For det hele slutter jo ikke med ulvejagt og zombiefødselsdag. Næ nej, Nelson skal en tur til udlandet. 

Og det var det faktisk en del af jer, der godt kunne tænke sig. Landet er det land, der ligner en støvle og hvor man spiser pizza og pasta. Kender I det? Jeps. Nelson skal til Rom, i Italien. Faktisk skal han på ferie med sin familie, og den slags plejer jo helt vildt godt for Nelson, ik?

Nå nej, for i Nelsons familie er det sten-sikkert, at alt går galt, og der er virkeligt meget, der kan gå galt når Nelson og Co er ude i den store verden. Det må I vente med at læse om til bogen udkommer ;) 


Tusind tak, fordi I læst Nelson-bøgerne. Og tak for alle jeres hilsener. Jeg har læst hver og en, og jeg grinede faktisk også ret meget selv, over de sjove mange vildt sjove ideer til Nelson-bøgerne. Ha ha. Hvem ved. Måske havner der en dag en af jeres idéer i en Nelson-bog?

De kærligste hilsner til alle jer: 

Kærlig hilsen til: Augsust, Viola, Oliver, Noah, Nikolaj, Matthæus, Oscar, Ella, Josefine, Gustav, Minka Cecilie, Luka Asta og Alberte. Og lærer-Sara. 

PS: Nu er der måske nogen, der sidder i klassen og ikke har fået sagt sit navn højt, fordi man var til tandlægen den dag, eller fordi man havde influenza, eller var blevet udtaget til VM på det svenske fodboldlandshold sammen med Zlatan Ibrahimovic, eller lige skulle optræde i MGP, eller var taget et smut til månen, men altså stor hilsen til jer også. 

Man kan ikke gøre for det med tandlægen eller influenzaen. 

Men jeg vil sige, at hvis der er nogen fra klassen, der har mulighed for sådan lige at smutte til månen på forlænget weekend, så synes jeg egentlig, at man har værsgo at tage resten af 4 a med. Det samme gælder med det med Zlatan og VM. I det mindste så skal man have slik og autografer med hjem…. Eller en hotdog til hver (hvis den kan holde sig varm, hvilket nok så lige er rimeligt svært i forhold til det med månen.)

Nå men nu skal jeg finde på noget nyt om Nelson. 

Kh Line"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar