Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

onsdag den 29. november 2017

Anmeldelse af Nelsons jul: "Jeg tænker, det er årets oplæsningsbog i skolen."

NELSONS JUL: OM AT REDDE JULEN PÅ MÅLSTREGEN


Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen
Nelsons Jul, Line Leonhardt, Palle Schmidt, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar
“Nelsons jul” giver opskriften på verdens værste juleaften. 
Det hele starter idyllisk med alle punkter på listen streget og et familiebillede, der skal tages foran det smukt pyntede juletræ. Men så går der ild i juletræet og pakkerne oversvømmes. Nelson og far drager på redningsmission i det lokale indkøbscenter, mens mor og Malthe forsøger at få styr på hjemmet. Det hele går bare værre og værre, og mens mor febrilsk sender panik-sms’er til far om mangler, ankommer gæsterne to timer for tidligt, og den værste snestorm i mands minde kaster sne ned over Nelson-land, hvilket gør det hele omend endnu mere umuligt.
Det er som en af de drømme, hvor man løber og løber og løber, men det hele bliver bare værre og værre, og du ingen steder kommer. Allerhøjest bevæger du dig baglæns. Det er skrækkelig meget, den kære familie skal igennem før julefreden (måske) kan sænke sig.
Enhver skal vide, at når man haster sådan af sted, så kan der indtræffe små (ubetydelige – men generende) fejl selv for de mest dygtige og ambitiøse forfattere. På side 6 står der følgende om ankomsttidspunktet for de (højst forfærdelige) morforældre:
“Jeg har talt med hende,” sagde mor og satte endnu et hak på sin liste. “De kommer klokken syv.” 
På side 26 ankommer morforældrene – for tidligt:
“Kommer I allerede nu?” 
“Ja, du sagde klokken femten,” sagde mormor. 
(…)
“Jeg sagde klokken fem!” sagde mor og prøvede at smile. 
Men det er en tilgivelig fejl, som kan undskyldes med jule- og mormorpanik. Her kan tilføjes, at hvis jeg havde en mormor i min familie, der er som Nelsons, da ville julefreden aldrig sænke sig. Mage til skrækkeligt kvindemenneske skal man lede længe efter. Hende alene ville kunne skabe rigelig julepanik i hvilken som helst familie.
“Nelsons jul” af Line Leonhardt og Palle Schmidt er en herlig julebog, der meget ulig andre bøger hverken tæller ned eller omhandler dagene op til jul. Det hele foregår 24/12, hvor hele decembers forberedelser skal eksekveres; og det gerne til perfektion. Det kan være en kunst i sig selv, men når Leonhardt og Schmidt gør det med charme, humor og glimt i øjet, så er det svært ikke at grine med. For hele familien.
Læs “Nelsons jul”, hvis du 
  • søger en sjov julebog til 5-10-årsalderen
  • er vild med Vitello- og Villadsbøgerne 
  • er barn og gerne vil læse en god julebog selv. 
Nelson er bare herlig. Og hans familie er elskelige. Selv mormor er nem at holde af. Næsten. Jeg tænker, at det årets oplæsningsbog i skolen. 
Line Leonhardt og Palle Schmidt, “Nelsons jul”, Calibat, 2017, set til kr. 100 (hos forfatterne selv frem til 1/12)

Tak til bogoplevelsen for den anmeldelse.
Læs anmeldelsen af Nelsons jul på bogoplevelsen her. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar