Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

torsdag den 29. november 2018

Portræt af en læser i nulte på Bogsnak

Bloggen #Bogsnak har lavet et fint portræt af en læser i nulte. Det er ganske fint. Læs selv med her. Eller gå til bloggen og læs portrættet her. 

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!
Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.
Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?
Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.
Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.
Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.
Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!
Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.
Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.
Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.
Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.
Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!
Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.
Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.
Bimse one more time og noget mere moderne.
BogtipsHer er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.
Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.
Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.
Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.
Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

https://bogsnak.dk/2018/11/13/portraet-af-en-laeser-i-nulte/

mandag den 5. november 2018

💛💛💛💛 Fire flotte hjerter til Skildpadden fra Steffen Larsen i Politiken

I dag var der hele tre anmeldelser af billedbøger på bagsiden af Politiken.

Om "Skildpadden der ville bestige Mount Everest" står bl.a.:

"... Skildpadden der ville bestige Mount Everest" der er en tænksom og tankevækkende historie til hele året...  Line Leonhardt pjatter ikke. Det er alvor, når små menneskebørn og dyr påtager sig umulige opgaver. Sebastian ved ikke hvorfor han gør det, men han ved, at han skal.. Derfor bliver billedhistorier til et tidløst eventyr med alvor og morale... Det er et hyggeligt bekendtskab med en lille fyr som vil frem og op. Og som bekendt vinder skildpadden i sidste ende. Det ved vi fra eventyrene" (Citat: Steffen Larsen i Politiken  d. 5. november 2018)

Det er Thomas Hjorthaab, der har illustreret, og Forlaget Calibat der har udgivet billedbogen.

Læs mere på Forlagets hjemmeside her. 

Tusind tak til Steffen Larsen og Politiken <3 <3 <3 <3









torsdag den 1. november 2018

PlotCast - Johan Krarup


Denne gang er er det Johan Krarup, der er gæst i PlotCast. 

“Man kan ikke bare sætte sig ned og lave en god historie eller en god tegneserie i ét hug.”
Johan Krarup er kendt for sine satiriske tegneserier i Free Comics og Fiesta Magasinet, albums som Mixed Double og Cliffs Monologer, og ikke mindst den prisnominerede graphic novel Styrelsen. Vi snakker i denne episode om hvordan man skildrer det banale liv i sine tegneserier, om den stædighed der kræves for at lave et album på 200 sider, om manuskriptet som huskeliste snarere end facitliste, og om, hvorfor det er i orden at stjæle."

“Jeg gider ikke finde på det hele selv. Jeg stjæler med arme og ben alle mulige steder fra.”
Johan Krarup er kendt for sine satiriske tegneserier i Free Comics og Fiesta Magasinet, albums som Mixed Double og Cliffs Monologer, og ikke mindst den prisnominerede graphic novel Styrelsen. Hans arbejdsproces indebærer stædighed, tyveri og fuld metodefrihed."

"Du kan høre episoden i iTunes eller lige her: http://plotcast.dk/plotcast/johan-krarup/
Hvis du kender nogen, der kunne være interesseret i at lytte med, så videresend endelig denne mail, eller del linket på dine sociale netværk.
God skrivedag!
Palle & Malene"

Tak til Palle og Malene for PlotCast!