Line Leonhardt

Line Leonhardt
Fotograf: Christiane Helsted Juul

IKEA klummer

På denne side - IKEA klummer - kan man læse klummer, der er udgivet i IKEAs personaleblad. Fra 2011-2012.

Klumme trykt i "Update Me" #3 Marts 2012:

Spisebord i høj bølgegang!

Jeg drømmer om et spisebord, hvor vi alle sammen kan være der. Det er ikke fordi, at vores spisebord ikke virker længere. Hvis man ser bort fra, at de forskellige lag maling igennem tiden ikke har gjort det kønnere og det faktum, at man føler, man befinder sig på Oslofærgen i højvande, hvis en gæst vover at skære bøffen ud - og herved sætter bølgegang i bordet. Hvis man kan leve med svimmelheden efter en tur ved middagsbordet, så fejler det såmænd intet. Og sparker man til højre ben en gang i mellem, er det som en mindre tur med Helsingør-Helsingborg-færgen. Hvis middagen tager lige så kort tid som Sundbus Jeppe (red. 20 min.), så går det an. Men det gør middage bare ikke!

Vi stiller vores spisebord til gratis afhentning i gården i andelsforeningen og håber, at de nye ejere er sømænd. Genbrug er godt for miljøet, men ind imellem er jeg skamfuld over den ringe kvalitet af de ting, som jeg forærer væk. Er det egentlig ikke lidt synd, at andre skal arve vores grimme, ødelagte møbler - af hensyn til miljøet?

Mit nye spisebord skal passe til mine nye børn. De to stille og artige piger, der spiser pænt, spiser op og ikke pludselig kaster glasset demonstrativt ned i bordet, så den der sidder overfor pludselig er iført Arla fra top til tå. Og min bolig skal passe til arrangementet. Fx en børnefødselsdag. Hvem bor egentlig med plads til fyrre middagsgæster og tyve overnattende? Hvem har børnestole nok til alle gæsterne til en børnefødselsdag?

Liebhaverne har! Jeg elsker simpelthen de tv-programmer, hvor man ser ind i forskellige menneskers boliger. Både dem, hvor man misunder den smukke udsigt, den høje kvadratmeterpris, men også dem, hvor den kreative klasse har fået noget brugbart ud af et gammelt møbel – de såkaldte IKEA-hacks (red. Et IKEA-møbel, der bliver lavet om til noget andet. F. eks. En lille EXPEDIT-reol, lavet om til et dukkehus etc.)

Jeg imponeres og er fyldt af gå-på-mod lige indtil, at jeg opdager, at jeg ikke har færdighederne, den udsugningsmaskine, der udsuger den sprøjtemaling, som man har lakeret sin gamle lampe - der forinden er blevet rengjort i bearnaisesovs, (ikke den fra Knorr, men en hjemmelavet med estragon), som man har lavet dagen inden. Jeg har heller ikke stiksaven, der kan save det hjemmelavede bord ud i en helt ny geometrisk figur (endnu sværere at udtale end romben). Gå-på-modet stopper her, hvor jeg indser, at jeg ikke selv kan bygge tre stykker træ om til et Juliana-drivhus.

Faktisk går det op for mig, at det, som jeg kan gøre for at være god ved miljøet, er at affalds-sortere og derudover at huske at slukke lyset. I min andelsforening sorterer vi så meget affald, at jeg får flashbacks til dengang, hvor jeg som barn kedede mig så meget, at jeg sammen med en veninde først blandende Pyssla-perlerne sammen, og bag efter sorterede dem i farveorden igen.

Enten var det en meget kedelig veninde, eller også var jeg et kedeligt barn?

Jeg sorterer fyrfadslys i metal-containeren, maizena-shake-and-bake-pandekage-blandingen i plastik-containeren og pappet fra toiletrullen i pap-containeren. God gerning, men også ret privat. Efter sådan en skraldesortering, (hvor toiletpappet er gemt i andre papskraldekasser for ikke at signalere, at her går vi virkelig meget på toilettet) føler jeg mig som en ægte spejder.

Jeg indstiller GPS´en i bilen mod Gentofte. Og snart har jeg et spisebord med plads til ti-til-fjorten. Et grådigt IKEA-køb. Der følger vel brugsanvisning med til, hvordan man har en rolig familiemiddag og så forholdet ikke ender som det par fra sangen, der tog til IKEA - efter en klapstol, et par skabe og en Billy-reol. (red. Thomas Holms IKEA-sang.)

PS: Da jeg var elev på tromme-og-danse-skole i Ghana, så jeg både bomuldsmarker og kakao. Da jeg forlod landet, gav jeg faktisk også noget ret så værdifuldt væk. Min store et-liters MATAS-striber-luksus-shampoo til fint skandinavisk hår. Den ghanesiske pige virkede ret begejstret for den store flaske, så jeg nænnende ikke at fortælle hende, at hun vist ikke var målgruppen, med sit smukke afrohår. Men jeg nægtede at give min grimme sove-T-Shirt med Mickey Mouse væk. Der er grænser for, hvor grimme afrikanere skal blive, bare fordi de udsættes for vores landsindsamlinger og genbrugsmentalitet!
Klumme trykt i "Update Me" #2 Februar 2012:
 
Hvor hurtigt kan man købe en BILLY-reol?

”Mor, hvis vi skal have ny statsminister, så SKAL det være dig og far,” udbryder min ældste datter ud i det blå. Stolt og rørt over hendes tillid til min mand og jeg, svarer jeg, som man i den situation skal: ”Ja, selvfølgelig, min skat.” Hvordan det rent praktisk skal kunne lade sig gøre, er jeg i tvivl om. To statsministre på en gang. Og så et ægtepar?

Børn kan få en til hvad som helst. Min kollega sidder på lærerværelset med sin søn på armen. Sønnen har sin hånd plantet blidt på den øverste del af hans venstre øje og øjenbryn og faderen accepterer stiltiende, at han, i hele æbleskiver-og-glögg-arrangementet, har begrænset udsyn. Man vil som forældre gøre alt for sine børn. Inklusiv at være synshæmmet under et julearrangement!

Da jeg fortæller, at jeg skal i IKEA og købe en BILLY-reol, reagerer kollegaen, der er et udpræget sportsmenneske, og flytter sønnens hånd fra sit øje. ”Det hurtigste jeg har været i IKEA, var på under ti minutter, men der vidste jeg også præcis, hvad jeg skulle købe,” pralede han.

Jeg skulle ud over reolerne have en del andre ting. Ikke bare nips, og de servietter, der altid flyver ned i den svensk-gul-blå-låne-pose, men bl.a. også en større bordplade til at skrue på foden til vores spisekøkkenbord. Jeg er ikke et konkurrence-menneske.

Mine sportslige meritter indebærer at gå til spejder - hvor vi hele tiden skulle være udenfor, så det gad jeg altså ikke, svømning - hvor jeg på grund af ret stort overbid, altid slugte det meste af vandet i Helsingør Svømmehal, og fodbold - hvor jeg altid sad på bænken. Jeg har kæmpet mig til det hvide bælte i Ju-Jutsu, som jeg KUN fik, fordi jeg var god til gulvkamp. Jeg gik kortvarigt til ridning, hvor jeg startede på et let-øvet hold, fordi min barndomsveninde gik der, hvilket betød at jeg red galop, før jeg havde siddet på en oldgammel pensionisthest i Legoland. Resultat: Jeg faldt af hesten tre gange i træk. På trods af disse sportsminder beslutter jeg mig for at lave et hit-and-run i IKEA. Hvor hurtigt kan man købe en BILLY-reol? Kan man vinde over sin sportskollega?

Jeg er målrettet på vej ind. Det er altafgørende er, at jeg får fat i en af de indkøbsvogne, der ligner en palleløfter. Sidste gang fik jeg bugseret de mange reoler op i det, der ligner en indkøbsvogn fra Brugsen, og kunne næsten ikke rulle igennem forretningen, frem til kassen.

En god begyndelse, er det vigtigste. Således går jeg ind i forretningen i stueetagen ved kasseområdet bag soft ice og pølse pick up´en. Direkte hen til reol 26 og derfra kunne jeg så læse mig frem til, hvor Billy ligger placeret. Efter ni minutter er jeg ude af butikken igen. Det lykkedes mig at få puttet de to reoler ind i min Skoda Fabia uden at ridse egen (eller andres) bil.

Da jeg kommer hjem, er der dog ingen sejrsfølelse, der rammer mig. Kun ærgrelsen over ikke at have begyndt turen i cafeteriaet, derefter gået en tur gennem labyrinten, hvor jeg ville have fået købt alle de ting som jeg skulle have haft, i ro og mag. For jeg havde for en gang skyld kun mig selv at holde styr på.

Det handler ikke om at vinde i konkurrencer, men om at være med. Jeg er altid med og når det handler om et hit-and-run i IKEA, nåede jeg to BILLY-reoler på knap ni minutter. ”Vind og vind, med samme sind,” tænker jeg og sender en hilsen til min sportsglade kollega. Det skal blive godt at afsløre, hvem klarede det hurtigste indkøb i IKEA, for ham. Man er vel sportsmand.

Hvordan jeg får vundet det næste valg - uden at være medlem af et politisk parti, og uden anden kendskab til Christiansborg end at regeringsbygningen i Ghana hedder det samme og at man i den danske bygning kan købe is i en kiosk hos en mand, der hedder Stig - og på den baggrund alene sikre mig statsmagten, (for at imponere min datter, der går i Nulte Syd), aner jeg ikke. Jeg giver det ni minutter. Next stop Christiansborg.

PS: Hvis jeg bliver statsminister, vil jeg ankomme i ministerbil til IKEA og købe ind fremover.


Klumme trykt i "Update Me" #1 Januar 2012:

Denmark is the main kapital of IKEA - eller hvordan jeg forvandlede mig til en sur elg!

I Gentofte kan man købe mange ting. Der er villaerne for de rige og smukke, der er havet for alle, der er iskiosken for de mange og der er specialforretningerne for de få. Og så er der IKEA. Ingen ved hvorfor, men mange gætter på, at det har noget med en sur svensk elg at gøre. En elg, der var utrolig dygtig til at indrette sig og som hele tiden kunne arrangere maden og sine sovemuligheder lidt bedre, end andre svenske elge. Denne svenske nationalhelt havde en far, der hed Ingvar Kamprad, der boede i Elmtaryd nær Agunnaryd og idet man ikke kan kalde en butik for ELG, fandt man på navnet IKEA. Nu findes også IRMA, ILVA, I-PHONE og Ingemar Stenmark.

Et besøg i IKEA begynder sådan for vores familie: På vej ind af døren er ét barn løbet en vej, imens en anden er løbet en anden vej. Begge forældre er gået mere eller mindre sukkerkolde på turen fra Frederiksberg og tonen er kontant. ”Den vej”, ”Tag posen”, ”Der...”, ”DER!!!”, ”DEN GULE POSE LIGE FORAN DIG!” Herefter mumles der, imens man håber, at man ikke møder nogen, som man kender.
På en god dag smiler vi til hinanden overbærende og siger: ”Er du også lidt sulten, SKAT?”. Og naturligvis er vi det. Med den forbrænding, som det giver at bo på 3. sal, have to små børn og fuldtidsjob, kan vi pt. kaste hvad som helst indenbords uden at overveje, om vi skal til at investere i en badevægt (model Bolmen, kr. 39,-).

Efter en menu all inclusive er vi igen en lille lykkelig familie på indkøbstur. Vi går så hastigt, vi kan igennem labyrinten, og som på en spejderlejr, er det lidt af en overlevelsestur. Takket være pilene i gulvet haster vi os igennem, uden helt at vide, hvad agendaen er. For der er fire dagsordner. Der er pigerne på 2 og 6, der helst vil lege. Der er mig, der vil i pynt og nipsafdelingen, der er min mand, der altid kigger på de store tunge kontormøbler. Midt i det hele bliver jeg i tvivl om, hvem jeg egentlig er. Er jeg til blomstrede sofaer og et hus på landet? Er jeg til kasser og praktisk opbevaring og systemer? Passer mine gardiner nu med den sofa, som jeg havde udset mig inden?

Imens jeg overvejer alt dette, ser jeg på de andre familier og par. Der er en del af dem, der heller ikke har afstemt forventningerne forinden. Mand: ”Den stol?”, med forundring i stemmen. Kvinde: ”Ja, kan du ikke lige se det for dig... ovre i hjørnet... ved hyggebordet og den lampe, som jeg så gerne vil have”. Efter et stykke tid ser manden lettere opgivende ud. Han kan tydeligvis ikke forestille sig ret meget end aftenens fodboldlandskamp og taber møbelkampen på poäng. I el-afdelingen er han dog skarp igen, imens børnene slæbes igennem. For dem er præmien en softice, når man er kommet igennem labyrinten.

Jeg har en idé om, at jeg er et rummeligt menneske. Der skal være plads til alle. Det gælder bare ikke i køen i IKEA. Man må ikke snyde og jeg slår hårdt ned på overspringere.

Som en kvinde (med en lille gul pose indeholdende; servietter, lys og et par planter) sagde: ”Jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg, sur som jeg var, sagde: ”Ja, og jeg skal bare have det her,” hvorefter jeg viste hende en utroligt fyldt vogn, som var umulig at skubbe fremad og som jeg var lige ved at opgive halvvejs, men kun slæbte med igennem til kassen, fordi jeg havde lovet min ældste datter en plyshund og hundetaske, fordi hun havde spist hele sin madpakke ti dage i træk.

I denne situation har jeg glemt alt om medmenneskelighed og rummelighed. Det kan godt være, at vi alle sammen har råd til møblerne og der er tænkt over verden, forureningen, naturen og sammenholdet i forretningsplanerne for IKEA, men jeg kom faktisk først i køen! Og det er så her, hvor jeg forvandler mig til en stor stædig svensk elg.

PS: Måske kender du slet ikke forretningen i Gentofte, der hedder IKEA. Det er en lille eksklusiv og ret ukendt svensk designbutik, der sælger møbler med frække navne. Det er lidt af en hemmelighed at den findes, og sådan skulle det gerne blive ved med at være, for jeg ønsker faktisk ikke, at køen skal være længere